112

„Nei, jeg gjorde det ikke. Jeg siger dig, jeg gjorde det ikke, din uskikkelige Gut!“ sagde Henrik til sin yngre Broder Georg og var ganske rød i Ansigtet, saa vred var han.

„Henrik,“ sagde Moderen, som sad i den anden Ende af Stuen og skrev, „Henrik, vær ikke saa hidsig, tal ikke saa uvenlig til din Broder.“

„Men han siger, at jeg har brukket hans Træhest itu, og det var ikke mig, som gjorde det, det var virkelig ikke mig.“

„Det kan gjerne være, kjære Barn; men derfor behøver du jo ikke at være saa vred.“

Et Øieblik efter sagde Moderen: „Jeg skriver til Fader, skal jeg hilse ham fra jer?“

„Aa ja, hils ham saa mange Gange fra mig!“ sagde Henrik.

„Og fra mig med,“ sagde Georg.

„Skal jeg fortælle ham, at du vil være en snil liden Gut, Henrik, og gjøre, hvad du kan for at styre dit heftige Sind?“ spurgte Moderen.

„Ja, Moder, og sig, at jeg mener nok, det skal lykkes mig, og at jeg skal være en rigtig snil Gut, naar han kommer hjem fra Udlandet.“

„Du mener vel med Guds Hjelp, Henrik?“

„Ja naturligvis, Moder. Georg, lad Kuglerne være, hører du! Du faar ikke Lov til at røre ved mine Kugler.“

Og nu var han igjen rød i Ansigtet og talte i en heftig og vred Tone.

Moderen sukkede og satte sig til at skrive igjen. Hvorfor sukkede hun? Fordi Henrik saa hurtig kunde glemme sit gode Forsæt om at blive en snil Gut. Og Henrik fik hende ofte til at sukke. Dagligstuen, hvor hun sad og skrev, og hvor Smaagutterne legede, havde en Glasdør, som gik ud til Haven, saa at Henrik og Georg kunde løbe ud og ind, medens de legede. Georg var ikke mere end fem Aar og gik endnu med Bluse; men Henrik var tre eller fire Aar ældre og havde nylig faaet Trøie paa. Henrik var ofte 113meget slem mod lille Georg, for han var saa heftig og voldsom i alle sine Bevægelser og gav sig aldrig Tid til at se sig for eller tage sig iagt for, hvad han gjorde.

Det varede ikke længe, før Smaagutterne var kjede af at lege i Stuen; de løb ud i Haven og derfra ud paa Pladsen, som var udenfor denne, og hvor Moderen hverken kunde se eller høre dem. Hun tænkte, de legede vel ensteds i Haven, og blev siddende rolig og skrev.

Nu skulde da Henrik og Georg have det rigtig morsomt og lege derude paa Pladsen. Først trillede de omkring med en Trillebør, saa skuffede de sammen alt det Grus, de kunde finde, derefter kastede de med Sten paa Stakittet, hvorved de drev en Mængde Støv op og gjorde en forfærdelig Støi. Det var altsammen Henriks Paafund; men Georg syntes, han maatte ogsaa være med og gjøre alt det, som Broderen gjorde. Tilsidst fandt Henrik paa, at de skulde samle alle de Kviste og alt det tørre Løv, de kunde finde, og tænde Ild i det. Nu gav de sig til at sanke og fik snart trukket sammen en stor Haug midt paa Pladsen.

„Spring nu du ind i Kjøkkenet og hent nogle Fyrstikker,“ sagde Henrik til Georg.

Georg sprang strax; men da han kom og bad Kokkepigen om Fyrstikker, vilde hun vide, hvad han skulde bruge dem til. Georg svarede, han skulde ikke gjøre andet end brænde op nogle Kviste og noget tørt Løv, som laa paa Pladsen udenfor Haven. Men Kokkepigen vilde ikke give ham Fyrstikker; hun sagde, han kom bare til at brænde sine Klæder op eller gjøre anden Fortræd med dem, og Georg maatte gaa sin Vei uden Fyrstikker. Henrik blev meget vred og gik selv ind i Kjøkkenet, hvor han gav sig til at skjælde Pigen ud, saa det var stygt at høre. Det lod rigtignok ikke til, at hun brød sig stort om det; for hun blev ganske rolig ved at stelle med Middagsmaden og svarede ham ikke et Ord, og det blev Henrik endnu mere vred over.

Som han nu stod og saa sig om i Kjøkkenet, fik han Øie paa en Æske med Fyrstikker, der stod paa Kjøkkenbordet; den greb han og løb afsted med. Kokkepigen 114stod med Hænderne fulde af Mel og kunde ikke standse ham; men hun raabte efter ham: „Henrik, du maa ikke lege med Fyrstikkerne. Du ved godt, din Moder har sagt, du maa ikke røre ved dem.“

Men Henrik brød sig ikke det mindste om, hvad hun sagde; han sprang over Gaarden og ud paa Pladsen igjen, hvor Georg endnu gik omkring og sankede Kviste, medens han væntede paa Broderen.

„Har du faaet Fyrstikker alligevel?“ sagde Georg, da Broderen kom med Æsken i Haanden; „men Kokkepigen sagde jo, vi maatte slet ikke tænde Ild?“

„Hvem bryder sig om, hvad hun siger? Det skulde jeg nok have Lyst til at vide,“ sagde Henrik og gav sig til at tænde paa Kvistehaugen, de havde trukket sammen.

„Jeg vil helst lade være, jeg,“ sagde Georg og gik nogle Skridt bort fra Haugen.

„Hvad vil du helst lade være, din Dumrian?“

„Moder siger altid, vi skal lyde voxne Folk, og Kokkepigen sagde, vi maatte ikke tænde Ild paa noget. Jeg vil helst ikke være med,“ sagde Georg.

„Du skal være med, det siger jeg dig,“ skreg Henrik, og nu var han igjen ildrød i Ansigtet, saa vred var han. Det kom af, at han vidste, han selv havde Uret, og at Broderen havde Ret. „Jeg skal nok faa dig til at være med, det kan du være vis paa.“

Georg rystede paa Hovedet og satte sig ned paa en Sten.

„Vil du komme hid?“

Den stakkels lille Georg var bange og saa ud, som om han vilde til at græde; men han blev alligevel siddende, hvor han var.

„Kommer du?“

„Nei,“ sagde Georg, „det er ikke rigtigt at gjøre det.“

„Og det tør du sige til mig?“ sagde Henrik. „Vil du strax komme, naar jeg siger, du skal!“

Medens Henrik talte, havde han taget en Sten op, som han stod med i Haanden.

Georg reiste sig og gik henimod Porten, for han turde ikke længer være alene med Broderen.

115„Bliv her!“ skreg Henrik. „Du faar ikke Lov til at gaa til Moder og sladre. Hører du! Vil du blive!“

Og nu var han saa rasende, at han næsten ikke kunde faa et Ord frem mere. Han havde rent glemt det, som han nylig havde lovet sin Moder.

Georg stod stille; han var bleg; men han græd ikke.

„Vil du komme?“ spurgte Henrik.

Georg rystede paa Hovedet.

I det samme fik han et Slag i Ansigtet, saa han faldt overende, og blev liggende næsegrus og skreg.

Der stod Henrik. Han havde kastet Stenen uden at tænke paa, hvad han gjorde; men nu var det forbi med Vreden, nu stod han der ligesaa bleg, som Georg havde været før, og græd og jamrede sig.

„Aa, jeg vilde ikke have gjort det, Georg, jeg vilde ikke have slaaet dig.“

Kokkepigen havde hørt Skriget og kom nu løbende for at se, hvad der var paa Færde. Hun løftede Georg op, og nu saa de, at hans Ansigt svømmede i Blod. Henrik skreg høit, saa angest blev han; men Kokkepigen tog Georg og bar ham ind i Huset. Her mødte Moderen dem; hun havde hørt Georg skrige, og da hun nu saa, hvorledes han var tilredt, blev hun bleg som et Lig. Henrik stod ved Siden af og græd bitterlig; men ingen lagde Merke til ham, de tænkte kun paa Georg.

Kokkepigen bar ham ind i Stuen og lagde ham med Moderens Hjelp forsigtig ned paa Sofaen. Da Moderen spurgte, hvorledes det var med ham, svarede han:

„Aa, det gjør saa ondt, tal ikke til mig.“

Moderen græd og sendte strax Bud efter Doktoren.

Georg laa paa Sofaen og jamrede sig af og til af Smerte, medens Moderen sad ved Siden af ham og holdt hans Haand i sin. Henrik var ogsaa i Stuen; men han havde gjemt sig i en Krog, hvor ingen saa ham. Han græd ikke mere nu, han var altfor bange, han ønskede bare, at Doktoren maatte komme.

Endelig blev Døren lukket op, og han hørte nogen komme ind i Stuen. Det var Doktoren, og nu krøb Henrik endnu længere ind i Krogen; for han var bange for, at det 116nu skulde komme for Dagen, hvor uskikkelig han havde været. Det første, Doktoren gjorde, var at bede om varmt Vand og en Svamp, hvormed han vaskede Blodet af Georgs Ansigt. Denne skreg høit, da man rørte ved ham; men Doktoren talte godt for ham og bad ham være rolig, saa han kunde faa se, hvad der feilede ham. Medens Doktoren undersøgte Georg, stirrede Henrik paa Moderen; hun var blegere og saa endnu mere sorgfuld ud end før. Georgs Ansigt var slemt forslaaet; men det værste var, at hans ene Øie var rammet af Stenen; det var det, som havde gjort saa ondt.

Doktoren lagde Heftplaster paa Skrammerne, badede Øiet og forbandt det, og da han havde skrevet op noget, som skulde bruges til kolde Omslag, hvormed der skulde skiftes paa Øiet hele Natten, spurgte han Moderen:

„Hvorledes gik det til?“

Nu blev Henrik bange igjen; for nu troede han, han maatte blive spurgt; men Moderen vidste ikke, at han var i Stuen, og svarede kun:

„Jeg har endnu ikke spurgt om det. Han er vel falden, tænker jeg.“

Henrik gjemte Ansigtet i Hænderne og græd sagte.

„Han maa holde sig rolig,“ sagde Doktoren; „thi det kan hænde, han faar Feber, Pulsen slaar meget hurtig.“

Doktoren sagde Farvel og gik sagte ud af Stuen. Henrik saa nu, hvorledes Moderen knælede ved Sofaen, hvor Georg laa, og bad til Gud, medens hun græd bitterlig. Det blev næsten mørkt; men det lod ikke til, at nogen endnu tænkte paa Henrik. Stuepigen kom og spurgte, om hun skulde bringe Teen ind; men Moderen svarede nei, uagtet det var langt over Tetid. Tilsidst kom Barnepigen ind og spurgte efter Henrik, og nu maatte han da komme frem. Han kunde ikke andet end græde, da Moderen kyssede ham og sagde venlig Godnat til ham. Nu huskede Barnepigen paa, at han ingen Te havde faaet; men han sagde, han trængte ikke til noget, han vilde hellere gaa hen og lægge sig. Han klædte sig hurtig af og gik tilsengs; men han kunde ikke sove, han var altfor sorgfuld. Saasnart Barnepigen var gaaet fra ham, stod han op af 117Sengen og gik sagte ned af Trappen. Døren til Dagligstuen stod halv aaben, der brændte en Natlampe, og han saa, at Moderen endnu sad hos Georg. Han smuttede ind og krøb hen i Krogen igjen, uden at Moderen merkede noget til ham. Georg var bleven afklædt, og der var redet op til ham paa Sofaen; men Feberen var sterkere, og han var meget urolig. Saadan en Nat havde Henrik aldrig før oplevet. Han laa paa Gulvteppet og havde ikke andet paa end sin Natskjorte. Af og til blundede han lidt, men vaagnede snart igjen, dels fordi han frøs, og dels fordi han følte sig saa ulykkelig. Naar han hørte, hvorledes Broderen jamrede sig, og saa, hvor sorgfuld Moderen var, medens hun sad og vaagede over ham, saa maatte han sige sig selv, at alt dette var hans Skyld. Han turde ikke sige sin sedvanlige Aftenbøn; han syntes, han havde været altfor uskikkelig; Gud vilde vist ikke vide af ham. Saaledes skulde han ikke have tænkt; han skulde have bedet Gud om Forladelse, saa havde Gud tilgivet ham.

Om Morgenen, da det blev lyst i Stuen, fik Moderen Øie paa Henrik henne i Krogen. Da hun hørte, at han havde været der hele Natten, kaldte hun ham en kjærlig liden Gut, som sørgede saa over sin Broder. Dette kunde Henrik ikke høre paa uden at græde, og da Moderen kyssede ham og vilde trøste ham, græd han endnu mere.

Doktoren kom hver Dag for at se til Georg. Han sagde intet om det syge Øie; men han saa altid nøie paa det; Skrammerne i Ansigtet var snart lægte. Naar Doktoren gik, stod altid Henrik udenfor Døren og ventede paa ham for at faa høre, hvorledes det stod til med Georg. Doktoren klappede ham da gjerne og sagde:

„Du er en snil Gut, som holder saa meget af din Broder.“

Georg var endelig kommen saa vidt, at han kunde være oppe og gaa omkring i Stuen; men han havde endnu Bind for Øiet. Doktoren saa fremdeles paa det hver Dag, og tilsidst maatte han sige til Moderen, at det forholdt sig saaledes, som han fra først af havde været bange for; Georg havde mistet Synet paa det saarede Øie. Der blev en stor Sorg over hele Huset, da dette kom ud iblandt 118Tjenestefolkene. Henrik, som stod og væntede paa Tilladelse til at komme ind til Moderen, hørte det ogsaa, og nu kunde han ikke længer styre sig, men styrtede ind i Stuen, hvor Moderen sad og græd.

„Moder, det var mig, som gjorde det,“ raabte han og kastede sig ned for hende og gjemte Ansigtet i hendes Fang. „Du ved ikke, hvor slem jeg har været; jeg kastede en Sten efter Georg, jeg tænkte jo ikke paa, hvor stor Skade jeg kunde gjøre; men jeg gjorde det dog med Vilje, det kom af, at jeg var saa hidsig. O Moder, vend dig ikke fra mig; vær ikke vred paa mig; hvad skal jeg gjøre? O Gud, o Gud!“

Moderen lagde sine Hænder paa hans Hoved og sagde: „Jeg har vidst det hele Tiden; men jeg vilde, at du skulde komme af dig selv og sige det. Ja, du har gjort stor Uret mod din Broder, Henrik.“

„Hvad tror du, Fader siger, naar han faar høre det?“ sagde Henrik, idet han græd og hulkede.

„Han vil finde det meget sørgeligt, at du ikke kan styre dit Sind. Men har du ikke noget at sige ham, Henrik?“

Henrik taug en Stund; derefter sagde han:

„Jeg tør ikke mere love noget; for det har jeg gjort saa ofte.“

„Og da jeg sidst skrev til din Fader, det var just den Dag, da Ulykken hændte, da havde du ogsaa lovet at passe paa dig selv. Henrik, du maa vist have glemt at bede Gud hjelpe dig.“

Henrik blev rød og svarede ikke; ja, det havde han rent glemt.

Georg havde hele Tiden staaet ved Siden af sin Moder og seet paa Henrik; nu gik han hen til ham, kyssede ham og sagde:

„Græd ikke mere, Henrik; det gjør ikke ondt i Øiet nu, og jeg bryder mig ikke noget videre om det, det er ikke saa farligt.“

Og nu græd Henrik endnu mere; for han saa, at Georg var meget bedre og havde et meget kjærligere Hjerte end han.

119Henrik kunde aldrig mere glemme den Ulykke, han havde voldt ved sit ustyrlige Sind, og naar han undertiden følte Fristelse til at fare op i Vrede, saa bad han inderlig til Gud om Kraft til at overvinde sig selv, og da Faderen kom hjem fra Udlandet, saa han, at Henrik nu virkelig havde holdt sit Løfte og var bleven sagtmodig. Dette var en stor Trøst for Forældrene i deres Sorg over den stakkels lille Georg, som havde mistet sit ene Øie.

112

„Nei, jeg gjorde det ikke. Jeg sier deg, jeg gjorde det ikke, din uskikkelige Gut!“ sa Henrik til sin yngre bror Georg og var ganske rød i ansiktet, så vred var han.

„Henrik,“ sa moren, som satt i den annen ende av stuen og skrev, „Henrik, vær ikke så hidsig, tal ikke så uvennlig til din bror.“

„Men han sier, at jeg har brukket hans trehest itu, og det var ikke meg, som gjorde det, det var virkelig ikke meg.“

„Det kan gjerne være, kjære barn; men derfor behøver du jo ikke å være så vred.“

Et øyeblikk etter sa moren: „Jeg skriver til far, skal jeg hilse ham fra jer?“

„Aa ja, hils ham så mange ganger fra meg!“ sa Henrik.

„Og fra meg med,“ sa Georg.

„Skal jeg fortelle ham, at du vil være en snill liten Gut, Henrik, og gjøre, hva du kan for å styre ditt heftige sinn?“ spurte moren.

„Ja, mor, og sig, at jeg mener nok, det skal lykkes meg, og at jeg skal være en riktig snill Gut, når han kommer hjem fra utlandet.“

„Du mener vel med Guds hjelp, Henrik?“

„Ja naturligvis, mor. Georg, lad kulene være, hører du! Du får ikke Lov til å røre ved mine kuler.“

Og nå var han igjen rød i ansiktet og talte i en heftig og vred Tone.

Moren sukket og satte seg til å skrive igjen. Hvorfor sukket hun? Fordi Henrik så hurtig kunne glemme sitt gode forsett om å bli en snill Gut. Og Henrik fikk henne ofte til å sukke. Dagligstuen, hvor hun satt og skrev, og hvor småguttene lekte, hadde en Glasdør, som gikk ut til hagen, så at Henrik og Georg kunne løpe ut og inn, mens de lekte. Georg var ikke mer enn fem år og gikk ennå med bluse; men Henrik var tre eller fire år eldre og hadde nylig fått trøye på. Henrik var ofte 113meget slem mot lille Georg, for han var så heftig og voldsom i alle sine bevegelser og ga seg aldri tid til å se seg for eller ta seg i akt for, hva han gjorde.

Det varte ikke lenge, før småguttene var kjede av å leke i stuen; de løp ut i hagen og derfra ut på plassen, som var utenfor denne, og hvor moren hverken kunne se eller høre dem. Hun tenkte, de lekte vel ensteds i hagen, og ble sittende rolig og skrev.

Nå skulle da Henrik og Georg have det riktig morsomt og leke derude på plassen. Først trillet de omkring med en trillebør, så skuffede de sammen alt det grus, de kunne finne, deretter kastet de med Sten på stakittet, hvorved de drev en mengde støv opp og gjorde en forferdelig støy. Det var altsammen Henriks Paafund; men Georg syntes, han måtte også være med og gjøre alt det, som broren gjorde. Til sist fant Henrik på, at de skulle samle alle de Kviste og alt det tørre løv, de kunne finne, og tenne ild i det. Nå ga de seg til å sanke og fikk snart trukket sammen en stor Haug midt på plassen.

„Spring nå du inn i kjøkkenet og hent noen fyrstikker,“ sa Henrik til Georg.

Georg sprang straks; men da han kom og bad kokkepiken om fyrstikker, ville hun vide, hva han skulle bruke dem til. Georg svarte, han skulle ikke gjøre annet enn brenne opp noen Kviste og noe tørt løv, som lå på plassen utenfor hagen. Men kokkepiken ville ikke gi ham fyrstikker; hun sa, han kom bare til å brenne sine klær opp eller gjøre annen fortred med dem, og Georg måtte gå sin vei uten fyrstikker. Henrik ble meget vred og gikk selv inn i kjøkkenet, hvor han ga seg til å skjelle piken ut, så det var stygt å høre. Det lot riktignok ikke til, at hun brød seg stort om det; for hun ble ganske rolig ved å stelle med middagsmaten og svarte ham ikke et ord, og det ble Henrik enda mer vred over.

Som han nå stod og så seg om i kjøkkenet, fikk han Øye på en eske med fyrstikker, der stod på kjøkkenbordet; den grep han og løp av sted med. Kokkepiken 114stod med hendene fulle av mel og kunne ikke stanse ham; men hun ropte etter ham: „Henrik, du må ikke leke med fyrstikkene. Du vet godt, din mor har sagt, du må ikke røre ved dem.“

Men Henrik brød seg ikke det minste om, hva hun sa; han sprang over gården og ut på plassen igjen, hvor Georg ennå gikk omkring og sankede Kviste, mens han ventet på broren.

„Har du fått fyrstikker allikevel?“ sa Georg, da broren kom med esken i hånden; „men kokkepiken sa jo, vi måtte slett ikke tenne ild?“

„Hvem bryder seg om, hva hun sier? Det skulle jeg nok have Lyst til å vite,“ sa Henrik og ga seg til å tenne på Kvistehaugen, de hadde trukket sammen.

„Jeg vil helst la være, jeg,“ sa Georg og gikk noen skritt bort fra Haugen.

„Hva vil du helst la være, din dumrian?“

„Mor sier alltid, vi skal lyde voksne folk, og kokkepiken sa, vi måtte ikke tenne ild på noe. Jeg vil helst ikke være med,“ sa Georg.

„Du skal være med, det sier jeg deg,“ skreg Henrik, og nå var han igjen ildrød i ansiktet, så vred var han. Det kom av, at han visste, han selv hadde Uret, og at broren hadde rett. „Jeg skal nok få deg til å være med, det kan du være viss på.“

Georg rystet på hodet og satte seg ned på en Sten.

„Vil du komme hit?“

Den stakkels lille Georg var bange og så ut, som om han ville til å gråte; men han ble allikevel sittende, hvor han var.

„Kommer du?“

„Nei,“ sa Georg, „det er ikke riktig å gjøre det.“

„Og det tør du si til meg?“ sa Henrik. „Vil du straks komme, når jeg sier, du skal!“

Mens Henrik talte, hadde han tatt en Sten opp, som han stod med i hånden.

Georg reiste seg og gikk henimot porten, for han turde ikke lenger være alene med broren.

115„Bli her!“ skreg Henrik. „Du får ikke Lov til å gå til mor og sladre. Hører du! Vil du bli!“

Og nå var han så rasende, at han nesten ikke kunne få et ord frem mer. Han hadde rent glemt det, som han nylig hadde lovet sin mor.

Georg stod stille; han var bleg; men han gråt ikke.

„Vil du komme?“ spurte Henrik.

Georg rystet på hodet.

I det samme fikk han et slag i ansiktet, så han falt overende, og ble liggende nesegrus og skrek.

Der stod Henrik. Han hadde kastet steinen uten å tenke på, hva han gjorde; men nå var det forbi med vreden, nå stod han der likeså bleg, som Georg hadde vært før, og gråt og jamret seg.

„Aa, jeg ville ikke ha gjort det, Georg, jeg ville ikke ha slått deg.“

Kokkepiken hadde hørt skriket og kom nå løpende for å se, hva der var på ferde. Hun løftet Georg opp, og nå så de, at hans ansikt svømte i blod. Henrik skreg høyt, så angst ble han; men kokkepiken tok Georg og bar ham inn i huset. Her møtte moren dem; hun hadde hørt Georg skrike, og da hun nå så, hvorledes han var tilredt, ble hun bleg som et Lig. Henrik stod ved siden av og gråt bitterlig; men ingen la merke til ham, de tenkte kun på Georg.

Kokkepiken bar ham inn i stuen og la ham med Moderens hjelp forsiktig ned på sofaen. Da moren spurte, hvorledes det var med ham, svarte han:

„Aa, det gjør så ondt, tal ikke til meg.“

Moren gråt og sendte straks bud etter doktoren.

Georg lå på sofaen og jamret seg av og til av smerte, mens moren satt ved siden av ham og holdt hans hånd i sin. Henrik var også i stuen; men han hadde gjemt seg i en krok, hvor ingen så ham. Han gråt ikke mer nå, han var altfor bange, han ønsket bare, at doktoren måtte komme.

Endelig ble døren lukket opp, og han hørte noen komme inn i stuen. Det var doktoren, og nå krøp Henrik enda lenger inn i kroken; for han var bange for, at det 116nå skulle komme for dagen, hvor uskikkelig han hadde vært. Det første, doktoren gjorde, var å bede om varmt vann og en svamp, hvormed han vasket blodet av Georgs Ansigt. Denne skreg høyt, da man rørte ved ham; men doktoren talte godt for ham og bad ham være rolig, så han kunne få se, hva der feilet ham. Mens doktoren undersøkte Georg, stirret Henrik på moren; hun var blekere og så enda mer sorgfull ut enn før. Georgs Ansigt var slemt forslått; men det verste var, at hans ene Øye var rammet av steinen; det var det, som hadde gjort så ondt.

Doktoren la heftplaster på skrammene, badede øyet og forbandt det, og da han hadde skrevet opp noe, som skulle brukes til kalde Omslag, hvormed der skulle skiftes på øyet hele natten, spurte han moren:

„Hvorledes gikk det til?“

Nå ble Henrik bange igjen; for nå trodde han, han måtte bli spurt; men moren visste ikke, at han var i stuen, og svarede kun:

„Jeg har ennå ikke spurt om det. Han er vel falt, tenker jeg.“

Henrik gjemte ansiktet i hendene og gråt sakte.

„Han må holde seg rolig,“ sa doktoren; „thi det kan hænde, han får feber, pulsen slår meget hurtig.“

Doktoren sa farvel og gikk sakte ut av stuen. Henrik så nå, hvorledes moren knælede ved sofaen, hvor Georg lå, og bad til Gud, mens hun gråt bitterlig. Det ble nesten mørkt; men det lot ikke til, at noen ennå tenkte på Henrik. Stuepigen kom og spurte, om hun skulle bringe teen inn; men moren svarte nei, uaktet det var langt over Tetid. Til sist kom barnepiken inn og spurte etter Henrik, og nå måtte han da komme frem. Han kunne ikke annet enn gråte, da moren kysset ham og sa vennlig Godnat til ham. Nå husket barnepiken på, at han ingen Te hadde fått; men han sa, han trengte ikke til noe, han ville hellere gå hen og legge seg. Han kledde seg hurtig av og gikk til sengs; men han kunne ikke sove, han var altfor sorgfull. Så snart barnepiken var gått fra ham, stod han opp av 117sengen og gikk sakte ned av trappen. Døren til dagligstuen stod halv åpen, der brente en nattlampe, og han så, at moren ennå satt hos Georg. Han smuttet inn og krøp hen i kroken igjen, uten at moren merket noe til ham. Georg var blitt avkledd, og der var redet opp til ham på sofaen; men feberen var sterkere, og han var meget urolig. Sådan en natt hadde Henrik aldri før opplevd. Han lå på gulvteppet og hadde ikke annet på enn sin Natskjorte. Av og til blundet han litt, men våknet snart igjen, dels fordi han frøs, og dels fordi han følte seg så ulykkelig. Når han hørte, hvorledes broren jamret seg, og så, hvor sorgfull moren var, mens hun satt og vaagede over ham, så måtte han si seg selv, at alt dette var hans skyld. Han turde ikke si sin sedvanlige aftenbønn; han syntes, han hadde vært altfor uskikkelig; Gud ville vist ikke vite av ham. Således skulle han ikke have tenkt; han skulle ha bedt Gud om forlatelse, så hadde Gud tilgitt ham.

Om morgenen, da det ble lyst i stuen, fikk moren Øye på Henrik henne i kroken. Da hun hørte, at han hadde vært der hele natten, kalte hun ham en kjærlig liten Gut, som sørgede så over sin bror. Dette kunne Henrik ikke høre på uten å gråte, og da moren kysset ham og ville trøste ham, gråt han enda mer.

Doktoren kom hver dag for å se til Georg. Han sa intet om det syke Øye; men han så alltid nøye på det; Skrammene i ansiktet var snart lægte. Når doktoren gikk, stod alltid Henrik utenfor døren og ventet på ham for å få høre, hvorledes det stod til med Georg. Doktoren klappet ham da gjerne og sa:

„Du er en snill Gut, som holder så meget av din bror.“

Georg var endelig kommet så vidt, at han kunne være oppe og gå omkring i stuen; men han hadde ennå bind for øyet. Doktoren så fremdeles på det hver dag, og til sist måtte han si til moren, at det forholdt seg således, som han fra først av hadde vært bange for; Georg hadde mistet synet på det saarede Øye. Der ble en stor sorg over hele huset, da dette kom ut iblant 118tjenestefolkene. Henrik, som stod og ventet på tillatelse til å komme inn til moren, hørte det også, og nå kunne han ikke lenger styre seg, men styrtet inn i stuen, hvor moren satt og gråt.

„Mor, det var meg, som gjorde det,“ ropte han og kastet seg ned for henne og gjemte ansiktet i hennes fang. „Du vet ikke, hvor slem jeg har vært; jeg kastet en Sten etter Georg, jeg tenkte jo ikke på, hvor stor skade jeg kunne gjøre; men jeg gjorde det dog med vilje, det kom av, at jeg var så hidsig. O mor, vend deg ikke fra meg; vær ikke vred på meg; hva skal jeg gjøre? O Gud, o Gud!“

Moren la sine hender på hans hode og sa: „Jeg har visst det hele tiden; men jeg ville, at du skulle komme av deg selv og si det. Ja, du har gjort stor urett mot din bror, Henrik.“

„Hva tror du, far sier, når han får høre det?“ sa Henrik, idet han gråt og hulket.

„Han vil finne det meget sørgelig, at du ikke kan styre ditt sinn. Men har du ikke noe å si ham, Henrik?“

Henrik tidde en stund; deretter sa han:

„Jeg tør ikke mer love noe; for det har jeg gjort så ofte.“

„Og da jeg sist skrev til din far, det var just den dag, da ulykken hendte, da hadde du også lovet å passe på deg selv. Henrik, du må vist have glemt å bede Gud hjelpe deg.“

Henrik ble rød og svarede ikke; ja, det hadde han rent glemt.

Georg hadde hele tiden stått ved siden av sin mor og sett på Henrik; nå gikk han hen til ham, kysset ham og sa:

„Gråt ikke mer, Henrik; det gjør ikke ondt i øyet nå, og jeg bryder meg ikke noe videre om det, det er ikke så farlig.“

Og nå gråt Henrik enda mer; for han så, at Georg var meget bedre og hadde et meget kjærligere hjerte enn han.

119Henrik kunne aldri mer glemme den ulykke, han hadde voldt ved sitt ustyrlige sinn, og når han undertiden følte fristelse til å fare opp i vrede, så bad han inderlig til Gud om kraft til å overvinne seg selv, og da Faderen kom hjem fra utlandet, så han, at Henrik nå virkelig hadde holdt sitt løfte og var blitt saktmodig. Dette var en stor trøst for foreldrene i deres sorg over den stakkels lille Georg, som hadde mistet sitt ene Øye.