107

Der var engang en Fisker, som boede tæt ved Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag, han var ude at fiske, fik han slet intet; han kunde bære sig ad, som han vilde, og mede og angle, saa hang der ikke et Ben paa Krogen; men da det led langt paa Dagen, dukkede et Hoved op af Vandet og sagde: „Faar jeg det, som Konen din bærer under Beltet, skal du faa Fisk nok.“ Manden svarede strax ja, for han vidste ikke af, at hun var frugtsommelig. Siden fik han da Fisk om Dagen, kan hænde, og det saa meget, han vilde have. Men da han kom hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han havde faaet al Fisken, begyndte Konen at jamre sig og græde og bad Gud trøste og bedre hende for det Løfte, Manden havde gjort; for hun bar et Barn under Beltet, sagde hun. Det blev snart fortalt oppe paa Slottet, at Konen var saa bedrøvet, og da Kongen fik høre det og fik spurgt Aarsagen dertil, lovede han, at han vilde tage Barnet til sig og se at redde det. Det led, med det skred, og da Tiden var omme, fødte Konen et Guttebarn; det tog da Kongen til sig og opdrog det som sin egen Søn, lige til Gutten var voxen. Da bad denne en Dag, at han maatte faa Lov at følge sin Fader ud at fiske; han havde saadan inderlig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig tillade det; men endelig fik Gutten Lov; han blev med Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, lige til de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen glemt efter sig Lommetørklædet sit, det vilde han springe ud i Baaden efter. Men med det samme han kom ud i den, begyndte Baaden at gaa med ham, saa det fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne, saa hjalp det ikke; det gik, og det gik hele Natten, og endelig kom han langt, langt bort til en hvid Strand. Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt, sidt Skjeg. „Hvad heder det her?“ sagde Gutten. „Hvidtenland,“ svarede Manden, og saa bad han Gutten sige ham, hvor han var fra, og hvad han vilde, og det fortalte Gutten ham. „Ja,“ sagde Manden, „naar du nu gaar frem langs med Stranden her, saa kommer 108du til tre Prinsesser, som staar i Jorden, saa bare Hovedet er oppe. Saa raaber den første — det er den ældste — og beder dig saa vakkert komme til hende og hjelpe hende, og det gjør den anden ogsaa; men ingen af dem skal du gaa hen til; skynd dig bare forbi dem, som du aldrig hørte eller saa dem. Men den tredje skal du gaa hen til og gjøre det, hun beder dig om; det bliver din Lykke det.“

Da Gutten kom til den første af Prinsesserne, raabte hun til ham og bad ham saa inderlig vakkert, at han skulde komme hen til hende; men han gik, som han aldrig saa hende; lige ens gik han forbi den anden; men den tredje gik han bort til. „Vil du gjøre det, jeg siger dig, skal du faa, hvem af os tre du vil,“ sagde Prinsessen. Ja, det vilde han gjerne; og saa fortalte hun, at dem alle tre havde tre Trold sat ned i Jorden der; men før havde de boet paa det Slot, han kunde se borte i Skoven. „Nu skal du gaa ind i Slottet og lade dig pidske en Nat for hver af os,“ sagde hun; „orker du taale det, saa frelser du os.“ Ja, svarede Gutten, det skulde han nok prøve. „Naar du gaar ind,“ sagde Prinsessen videre, „staar der to Løver i Porten; men naar du bare gaar midt imellem dem, saa gjør de dig intet. Gaa saa ligefrem ind i et mørkt, lidet Værelse; der lægger du dig. Saa kommer Troldet og slaar dig; men saa skal du tage den Flaske, som hænger paa Væggen, og smøre dig der, han har slaaet dig, saa er du lige god igjen. Grib saa det Sverd, som hænger ved Siden af Flasken, og hug Troldet ihjel.“ Ja, han gjorde, som Prinsessen sagde; han gik midt imellem Løverne, som om han ikke saa dem, og lige ind i det lille Kammer, og der lagde han sig. Første Natten kom der et Trold med tre Hoveder og tre Ris og pidskede Gutten syndig; men han holdt ud, til Troldet var færdigt, saa tog han Flasken og smurte sig, og Sverdet og hug Troldet ihjel med. Da han saa kom ud om Morgenen, stod Prinsesserne over Jorden til Beltet. Den anden Nat gik det lige ens; men det Trold, som da kom, havde sex Hoveder og sex Ris, og det pidskede ham endnu værre end det forrige; men da han om Morgenen kom ud, stod Prinsesserne over Jorden til Smalleggen. Tredje Nat 109kom der et Trold, som havde ni Hoveder og ni Ris, og slog og pidskede Gutten saa længe, at han tilsidst daanede; saa tog Troldet ham og kastede ham mod Væggen, og derved faldt Krukken ned, saa det skvat ud over ham, og saa blev han lige god igjen. Han var da ikke sen; han greb Sverdet og hug Troldet ihjel, og da han den Morgen kom ud af Slottet, stod Prinsesserne helt ovenpaa Jorden. Saa tog han den yngste af dem til sin Dronning og levede godt og vel med hende i lang Tid.

Men endelig fik han Lyst at reise hjem lidt og se til sine Forældre. Det syntes hans Dronning ikke om; men da han længtes saa meget og endelig maatte og skulde afsted, sagde hun til ham: „Et skal du love mig, at du kun gjør det, som din Fader beder dig, men ikke det, som din Moder beder dig;“ og det lovede han. Saa gav hun ham en Ring, som var saadan, at den, som havde den paa, kunde ønske to Ting, hvad han vilde. Han ønskede sig da hjem, og Forældrene kunde ikke nok forundre sig over, hvor prægtig og gild han var.

Da han havde været hjemme nogle Dage, vilde Moderen, han skulde gaa op paa Slottet og vise Kongen, hvilken en Mand der nu var blevet af ham. Faderen sagde: „Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi ikke have nogen Glæde af ham den Stunden;“ men det hjalp ikke, Moderen tiggede og bad ham saalænge, til han gik. Da han kom derop, var han prægtigere baade i Klæder og Alting end den anden Konge; det syntes denne nu ikke ret om, og saa sagde han: „Ja, men nu kan du se, hvordan min Dronning er; jeg kan ikke faa se din, jeg. Jeg tror ikke, du har saa deilig Dronning.“ „Gud give, hun stod her, skulde du faa se det!“ sagde den unge Konge, og strax saa stod hun der. Men hun var meget bedrøvet og sagde til ham: „Hvorfor lød du ikke mig ad og hørte efter, hvad din Fader sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen, jeg, og du har brugt begge Ønskerne dine.“ Dermed knyttede hun en Ring i hans Haar, som Navnet hendes stod paa, og ønskede sig saa hjem.

Da blev den unge Konge hjertelig bedrøvet og gik Dag ud og Dag ind og tænkte bare paa, hvorledes han skulde 110komme tilbage til sin Dronning. „Jeg faar se, om jeg ingensteds kan faa spurgt, hvor Hvidtenland er,“ — tænkte han og begav sig saa ud i Verden. Da han havde gaaet en Stund, kom han til et Bjerg; der mødte han en, som var Herre over alle Dyrene i Skoven, — for de kom, naar han blæste i et Horn, han havde, — og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland. „Ja, jeg ved det ikke,“ svarede han; „men jeg skal spørge Dyrene mine.“ Derpaa blæste han ind disse og spurgte, om nogen af dem vidste, hvor,Hvidtenland laa; men der var ingen, som vidste det.

Saa gav Manden ham et Par Ski; „naar du staar paa disse,“ sagde han, „kommer du til min Broder, som bor hundrede Mile herifra; han er Herre over alle Fuglene i Luften; spørg ham! Naar du er kommen frem, saa vender du bare Skierne saaledes, at Odden staar hidover, saa gaar de hjem af sig selv.“ Da Kongen kom did, vendte han Skierne, saaledes som Herren over Dyrene havde sagt, og saa gik de tilbage.

Han spurgte igjen efter Hvidtenland, og Manden blæste ind alle Fuglene og spurgte, om nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa. Nei, ingen vidste det. Længe efter de andre kom ogsaa en gammel Ørn; hun havde været borte i ti runde Aar; men hun vidste det ikke heller. „Ja, ja,“ sagde Manden, „saa skal du faa laant et Par Ski af mig; naar du staar paa dem, saa kommer du til min Broder, som bor hundrede Mile herifra; han er Herre over alle Fiskene i Havet; du faar spørge ham. Men glem ikke at vende Skierne igjen!“ Kongen takkede, steg paa Skierne, og da han var kommen til ham, der var Herre over Fiskene i Havet, vendte han dem, og saa gik de tilbage ligesom de forrige; derpaa spurgte han efter Hvidtenland igjen.

Manden blæste da ind Fiskene; men ingen vidste Besked; endelig kom en gammel, gammel Gjedde, som han havde megen Møie med at faa blæst ind. Da han spurgte hende, sagde hun: „Jo, der er jeg vel kjendt; for nu har jeg været Kokke der i ti Aar. Imorgen skal jeg did igjen; for da skal den Dronning, som Kongen blev borte for, have Bryllup med en anden.“ „Siden det er saa, skal jeg sige dig et Raad,“ sagde Manden. „Her borte paa en Myr staar 111tre Brødre, som har staaet der i hundrede Aar, og slaas om en Hat, en Kappe og et Par Støvler; naar en har de tre Ting, kan han gjøre sig usynlig og ønske sig saa langt, han vil. Du kan sige til dem, at du vil prøve Tingene og siden afsige Dom imellem dem.“ Ja, Kongen takkede for sig, gik og gjorde saa. „Hvad er det, I staar her og slaas evig og evindelig om?“ sagde han til Brødrene; „lad mig prøve Tingene, skal jeg dømme imellem jer.“ Det vilde de gjerne; men da han havde faaet Hatten, Kappen og Støvlerne, sagde han: „Naar vi træffes næste Gang, skal I faa høre Dommen!“ og dermed ønskede han sig afsted.

Medens han for i Luften, kom han i Følge med Nordenvinden. „Hvor skal du hen?“ sagde Nordenvinden. „Til Hvidtenland,“ sagde Kongen, og dermed fortalte han, hvad der var hændt ham. „Ja,“ sagde Nordenvinden, „du farer sagtens lidt fortere du; jeg skal nu ind i hver Krog og guste og blæse, jeg. Men naar du kommer frem, saa stil dig paa Trappen, ved Siden af Døren, saa skal jeg komme susende, som jeg vilde blæse ned hele Slottet. Naar da Prinsen, som skal have Dronningen din, kommer ud og skal se, hvad der er paa Færde, saa tager du ham i Nakken og kaster ham ud, saa skal jeg nok prøve at faa ham af Gaarde.“ Ja, som Nordenvinden havde sagt, gjorde Kongen; han stillede sig paa Trappen, og da Nordenvinden kom susende og brusende og tog et Tag i Væggen paa Slottet, saa det rystede, gik Prinsen ud for at se, hvad der var paa Færde; men med det samme han kom, tog Kongen ham i Nakken og kastede ham ud, og saa tog Nordenvinden ham og reiste med ham. Da han var bleven af med ham, gik Kongen ind i Slottet. Først kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var bleven saa mager og bleg, ved det han havde vandret saalænge og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen, blev hun hjertelig glad, og saa blev det rette Bryllup holdt, saa det spurgtes baade vidt og bredt.

Jørgen Moe.

107

Der var engang en fisker, som bodde tett ved slottet og fiskede til Kongens bord. En dag, han var ute å fiske, fikk han slett intet; han kunne bære seg ad, som han ville, og mede og angle, så hang der ikke et Ben på kroken; men da det led langt på dagen, dukket et hode opp av vannet og sa: „Får jeg det, som konen din bærer under beltet, skal du få fisk nok.“ Mannen svarte straks ja, for han visste ikke av, at hun var fruktsommelig. Siden fikk han da fisk om dagen, kan hænde, og det så meget, han ville ha. Men da han kom hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han hadde fått all fisken, begynte konen å jamre seg og gråte og bad Gud trøste og bedre henne for det løfte, mannen hadde gjort; for hun bar et barn under beltet, sa hun. Det ble snart fortalt oppe på slottet, at konen var så bedrøvet, og da Kongen fikk høre det og fikk spurt årsaken dertil, lovede han, at han ville ta barnet til seg og se å redde det. Det led, med det skred, og da tiden var omme, fødte konen et guttebarn; det tok da Kongen til seg og oppdro det som sin egen sønn, like til gutten var voksen. Da bad denne en dag, at han måtte få Lov å følge sin far ut å fiske; han hadde sådan inderlig Lyst til det, sa han. Kongen ville nødig tillate det; men endelig fikk gutten Lov; han ble med Faderen, og det gikk godt og vel nok hele dagen, like til de kom til Lands om Aftenen. Da hadde sønnen glemt etter seg lommetørkleet sitt, det ville han springe ut i båten etter. Men med det samme han kom ut i den, begynte båten å gå med ham, så det fosset om den, og alt gutten holdt imot med årene, så hjalp det ikke; det gikk, og det gikk hele natten, og endelig kom han langt, langt bort til en hvit Strand. Der gikk han i land, og da han hadde gått et stykke frem, møtte han en gammel mann med et hvitt, sidt skjegg. „Hva heter det her?“ sa gutten. „Hvidtenland,“ svarte mannen, og så bad han gutten si ham, hvor han var fra, og hva han ville, og det fortalte gutten ham. „Ja,“ sa mannen, „når du nå går frem langs med stranden her, så kommer 108du til tre prinsesser, som står i jorden, så bare hodet er oppe. Så roper den første — det er den eldste — og beder deg så vakkert komme til henne og hjelpe henne, og det gjør den annen også; men ingen av dem skal du gå hen til; skynd deg bare forbi dem, som du aldri hørte eller så dem. Men den tredje skal du gå hen til og gjøre det, hun beder deg om; det blir din lykke det.“

Da gutten kom til den første av prinsessene, ropte hun til ham og bad ham så inderlig vakkert, at han skulle komme hen til henne; men han gikk, som han aldri så henne; like ens gikk han forbi den annen; men den tredje gikk han bort til. „Vil du gjøre det, jeg sier deg, skal du få, hvem av oss tre du vil,“ sa prinsessen. Ja, det ville han gjerne; og så fortalte hun, at dem alle tre hadde tre troll satt ned i jorden der; men før hadde de boet på det slott, han kunne se borte i skogen. „Nå skal du gå inn i slottet og lade deg pidske en natt for hver av oss,“ sa hun; „orker du tåle det, så frelser du oss.“ Ja, svarte gutten, det skulle han nok prøve. „Når du går inn,“ sa prinsessen videre, „står der to løver i porten; men når du bare går midt imellom dem, så gjør de deg intet. Gå så likefrem inn i et mørkt, lite værelse; der legger du deg. Så kommer trollet og slår deg; men så skal du ta den flaske, som henger på veggen, og smøre deg der, han har slått deg, så er du like god igjen. Grib så det sverd, som henger ved siden av flasken, og hug trollet ihjel.“ Ja, han gjorde, som prinsessen sa; han gikk midt imellom løvene, som om han ikke så dem, og like inn i det lille kammer, og der la han seg. Første natten kom der et troll med tre hoder og tre ris og pisket gutten syndig; men han holdt ut, til trollet var ferdig, så tok han flasken og smurte seg, og sverdet og hug trollet ihjel med. Da han så kom ut om morgenen, stod prinsessene over jorden til beltet. Den annen natt gikk det like ens; men det troll, som da kom, hadde seks hoder og seks ris, og det pisket ham enda verre enn det forrige; men da han om morgenen kom ut, stod prinsessene over jorden til smalleggen. Tredje natt 109kom der et troll, som hadde ni hoder og ni ris, og slo og pisket gutten så lenge, at han til sist dånet; så tok trollet ham og kastet ham mot veggen, og derved falt krukken ned, så det skvatt ut over ham, og så ble han like god igjen. Han var da ikke sen; han grep sverdet og hug trollet ihjel, og da han den morgen kom ut av slottet, stod prinsessene helt ovenpå jorden. Så tok han den yngste av dem til sin dronning og levde godt og vel med henne i lang tid.

Men endelig fikk han Lyst å reise hjem litt og se til sine foreldre. Det syntes hans dronning ikke om; men da han lengtes så meget og endelig måtte og skulle av sted, sa hun til ham: „Et skal du love meg, at du kun gjør det, som din far beder deg, men ikke det, som din mor beder deg;“ og det lovede han. Så ga hun ham en ring, som var sådan, at den, som hadde den på, kunne ønske to ting, hva han ville. Han ønsket seg da hjem, og foreldrene kunne ikke nok forundre seg over, hvor prektig og gild han var.

Da han hadde vært hjemme noen dager, ville moren, han skulle gå opp på slottet og vise Kongen, hvilken en mann der nå var blitt av ham. Faderen sa: „Nei, det bør han ikke gjøre, for så kan vi ikke have noen glede av ham den stunden;“ men det hjalp ikke, moren tigget og bad ham så lenge, til han gikk. Da han kom derop, var han prektigere både i klær og Alting enn den annen konge; det syntes denne nå ikke rett om, og så sa han: „Ja, men nå kan du se, hvordan min dronning er; jeg kan ikke få se din, jeg. Jeg tror ikke, du har så deilig dronning.“ „Gud gi, hun stod her, skulle du få se det!“ sa den unge konge, og straks så stod hun der. Men hun var meget bedrøvet og sa til ham: „Hvorfor lød du ikke meg ad og hørte etter, hva din far sa deg? Nå må jeg straks hjem igjen, jeg, og du har brukt begge ønskene dine.“ Dermed knyttet hun en ring i hans hår, som navnet hennes stod på, og ønsket seg så hjem.

Da ble den unge konge hjertelig bedrøvet og gikk Dag ut og Dag inn og tenkte bare på, hvorledes han skulle 110komme tilbake til sin dronning. „Jeg får se, om jeg ingensteds kan få spurt, hvor Hvidtenland er,“ — tenkte han og begav seg så ut i verden. Da han hadde gått en stund, kom han til et Bjerg; der møtte han en, som var Herre over alle dyrene i skogen, — for de kom, når han blåste i et Horn, han hadde, — og så spurte Kongen etter Hvidtenland. „Ja, jeg vet det ikke,“ svarte han; „men jeg skal spørre dyrene mine.“ Derpå blåste han inn disse og spurte, om noen av dem visste, hvor,Hvidtenland lå; men der var ingen, som visste det.

Så ga mannen ham et par ski; „når du står på disse,“ sa han, „kommer du til min bror, som bor hundre mil herifra; han er Herre over alle fuglene i luften; spør ham! Når du er kommet frem, så vender du bare skiene således, at Odden står hitover, så går de hjem av seg selv.“ Da Kongen kom dit, vendte han skiene, således som Herren over dyrene hadde sagt, og så gikk de tilbake.

Han spurte igjen etter Hvidtenland, og mannen blåste inn alle fuglene og spurte, om noen av dem visste, hvor Hvidtenland lå. Nei, ingen visste det. Lenge etter de andre kom også en gammel Ørn; hun hadde vært borte i ti runde år; men hun visste det ikke heller. „Ja, ja,“ sa mannen, „så skal du få lånt et par ski av meg; når du står på dem, så kommer du til min bror, som bor hundre mil herifra; han er Herre over alle fiskene i havet; du får spørre ham. Men glem ikke å vende skiene igjen!“ Kongen takket, steg på skiene, og da han var kommet til ham, der var Herre over fiskene i havet, vendte han dem, og så gikk de tilbake likesom de forrige; derpå spurte han etter Hvidtenland igjen.

Mannen blåste da inn fiskene; men ingen visste Besked; endelig kom en gammel, gammel gjedde, som han hadde mye møye med å få blæst inn. Da han spurte henne, sa hun: „Jo, der er jeg vel kjent; for nå har jeg vært kokke der i ti år. I morgen skal jeg dit igjen; for da skal den dronning, som Kongen ble borte for, have bryllup med en annen.“ „Siden det er så, skal jeg si deg et råd,“ sa mannen. „Her borte på en myr står 111tre brødre, som har stått der i hundre år, og slaas om en hatt, en kappe og et par støvler; når en har de tre ting, kan han gjøre seg usynlig og ønske seg så langt, han vil. Du kan si til dem, at du vil prøve tingene og siden avsi dom imellom dem.“ Ja, Kongen takket for seg, gikk og gjorde så. „Hva er det, dere står her og slaas evig og evindelig om?“ sa han til brødrene; „la meg prøve tingene, skal jeg dømme imellom jer.“ Det ville de gjerne; men da han hadde fått hatten, kappen og støvlene, sa han: „Når vi treffes neste gang, skal dere få høre dommen!“ og dermed ønsket han seg av sted.

Mens han for i luften, kom han i følge med Nordenvinden. „Hvor skal du hen?“ sa Nordenvinden. „Til Hvidtenland,“ sa Kongen, og dermed fortalte han, hva der var hendt ham. „Ja,“ sa Nordenvinden, „du farer saktens litt fortere du; jeg skal nå inn i hver krok og guste og blåse, jeg. Men når du kommer frem, så stil deg på trappen, ved siden av døren, så skal jeg komme susende, som jeg ville blåse ned hele slottet. Når da prinsen, som skal ha dronningen din, kommer ut og skal se, hva der er på ferde, så tar du ham i nakken og kaster ham ut, så skal jeg nok prøve å få ham av Gaarde.“ Ja, som Nordenvinden hadde sagt, gjorde Kongen; han stillede seg på trappen, og da Nordenvinden kom susende og brusende og tok et tak i veggen på slottet, så det rystet, gikk prinsen ut for å se, hva der var på ferde; men med det samme han kom, tok Kongen ham i nakken og kastet ham ut, og så tok Nordenvinden ham og reiste med ham. Da han var blitt av med ham, gikk Kongen inn i slottet. Først kjente ikke dronningen ham, fordi han var blitt så mager og bleg, ved det han hadde vandret så lenge og vært så sorgfull; men da han viste henne ringen, ble hun hjertelig glad, og så ble det rette bryllup holdt, så det spurgtes både vidt og bredt.

Jørgen Moe.