Læreplanatlas
Anden DelFørste Afdeling.

70. Hanen og Ræven.

106

En ung Hane, som sad paa Taget af et Hus, galede saa høit, at en Ræv, som var i Nærheden, hørte det, og da den ønskede at gjøre nærmere Bekjendtskab med Hanen, gik den henimod Huset og sagde: „Hvad ser jeg, træffer jeg ikke her en gammel Ven?“ — „Du tager feil,“ svarede Hanen; „jeg har aldrig seet dig før.“ — „Er du ikke den Ven, jeg antog dig for,“ sagde Ræven, „da er du vistnok hans Broder; thi du ligner ham overmaade meget. Jeg beder dig derfor komme ned, forat jeg kan omfavne og kysse dig.“ — „Nei Tak!“ svarede Hanen; „en saadan Omfavnelse vil jeg nok være fri for; thi min Fader har fortalt mig, at I Ræve liker Hanekjød bedst af al Slags Mad; jeg er derfor bange, du kunde faa Lyst til at smage mit.“ — „Aa Snak!“ sagde Mikkel; „jeg kan fortælle dig, at din Fader er en gammel Nar, og at der ikke er et sandt Ord i det, han siger; thi nu er der Fred mellem alle Dyrene, saa det ene ikke behøver at frygte noget af det andet.“ — „Ei, ei,“ sagde Hanen; „det glæder mig at høre dette. Men er det ogsaa sandt, du siger?“ — Og i det samme rakte den Halsen frem, som om den saa efter noget langt borte. — „Hvad ser du efter, kjære?“ spurgte Ræven. — „Aa,“ svarede Hanen; „det er ikke andet end en Flok Hunde, der synes at løbe omkap herhen.“ — „En Flok Hunde?“ sagde Skjelmen; „da er det Tid, at jeg gaar min Vei.“ — „Vil du gaa din Vei?“ sagde Hanen; „hvorfor det, er der ikke almindelig Fred?“ — „Jo,“ svarede Ræven; „det er vel saa; men jeg vil dog tage Benene med mig; thi jeg tør vedde ti mod en, at disse lumpne Kjøtere endnu ikke har hørt tale om Freden.“