En ung Hane, som sad paa Taget af et Hus, galede saa høit, at en Ræv, som var i Nærheden, hørte det, og da den ønskede at gjøre nærmere Bekjendtskab med Hanen, gik den henimod Huset og sagde: „Hvad ser jeg, træffer jeg ikke her en gammel Ven?“ — „Du tager feil,“ svarede Hanen; „jeg har aldrig seet dig før.“ — „Er du ikke den Ven, jeg antog dig for,“ sagde Ræven, „da er du vistnok hans Broder; thi du ligner ham overmaade meget. Jeg beder dig derfor komme ned, forat jeg kan omfavne og kysse dig.“ — „Nei Tak!“ svarede Hanen; „en saadan Omfavnelse vil jeg nok være fri for; thi min Fader har fortalt mig, at I Ræve liker Hanekjød bedst af al Slags Mad; jeg er derfor bange, du kunde faa Lyst til at smage mit.“ — „Aa Snak!“ sagde Mikkel; „jeg kan fortælle dig, at din Fader er en gammel Nar, og at der ikke er et sandt Ord i det, han siger; thi nu er der Fred mellem alle Dyrene, saa det ene ikke behøver at frygte noget af det andet.“ — „Ei, ei,“ sagde Hanen; „det glæder mig at høre dette. Men er det ogsaa sandt, du siger?“ — Og i det samme rakte den Halsen frem, som om den saa efter noget langt borte. — „Hvad ser du efter, kjære?“ spurgte Ræven. — „Aa,“ svarede Hanen; „det er ikke andet end en Flok Hunde, der synes at løbe omkap herhen.“ — „En Flok Hunde?“ sagde Skjelmen; „da er det Tid, at jeg gaar min Vei.“ — „Vil du gaa din Vei?“ sagde Hanen; „hvorfor det, er der ikke almindelig Fred?“ — „Jo,“ svarede Ræven; „det er vel saa; men jeg vil dog tage Benene med mig; thi jeg tør vedde ti mod en, at disse lumpne Kjøtere endnu ikke har hørt tale om Freden.“

En ung Hane, som satt på taket av et hus, galede så høyt, at en rev, som var i nærheten, hørte det, og da den ønsket å gjøre nærmere bekjentskap med hanen, gikk den henimot huset og sa: „Hva ser jeg, treffer jeg ikke her en gammel venn?“ — „Du tar feil,“ svarte hanen; „jeg har aldri sett deg før.“ — „Er du ikke den venn, jeg antok deg for,“ sa Ræven, „da er du vistnok hans bror; thi du ligner ham overmåte meget. Jeg beder deg derfor komme ned, for at jeg kan omfavne og kysse deg.“ — „Nei takk!“ svarte hanen; „en sådan omfavnelse vil jeg nok være fri for; thi min far har fortalt meg, at dere Ræve liker hanekjøtt best av all Slags mat; jeg er derfor bange, du kunne få Lyst til å smake mitt.“ — „Aa Snak!“ sa Mikkel; „jeg kan fortelle deg, at din far er en gammel narr, og at der ikke er et sandt ord i det, han sier; thi nå er der fred mellom alle dyrene, så det ene ikke behøver å frykte noe av det andre.“ — „Ei, ei,“ sa hanen; „det gleder meg å høre dette. Men er det også sandt, du sier?“ — Og i det samme rakte den halsen frem, som om den så etter noe langt borte. — „Hva ser du etter, kjære?“ spurte Ræven. — „Aa,“ svarte hanen; „det er ikke annet enn en Flok hunder, der synes å løpe om kapp herhen.“ — „En Flok hunder?“ sa skjelmen; „da er det tid, at jeg går min vei.“ — „Vil du gå din vei?“ sa hanen; „hvorfor det, er der ikke alminnelig fred?“ — „Jo,“ svarte Ræven; „det er vel så; men jeg vil dog ta Benene med meg; thi jeg tør vedde ti mot en, at disse lumpne kjøtere ennå ikke har hørt tale om freden.“