119

Der var engang en Jæger, han gik i Skoven paa Jagt; da han kom langt ind i Skoven, hørte han noget skrige, som om det var et lidet Barn, og gik efter Lyden; da saa han endelig et høit Træ, og oppe i det sad et lidet Barn. Moderen var nemlig falden isøvn tilligemed Barnet under Træet; da saa en Rovfugl Barnet paa hendes Fang, fløi til, tog det i sit Neb og satte det op i det høie Træ.

Jægeren, krøb op i Træet, hentede Barnet ned og tænkte: „Du skal tage Barnet hjem og opdrage det tilligemed lille Sigrid.“ Han bragte det da hjem, og de to Børn voxede op med hinanden. Men det, som var fundet i Træet, blev kaldet Findefugl, fordi en Fugl havde bragt det bort. Findefugl og Sigrid havde hinanden saa kjær, saa kjær, at naar de ikke saa hinanden, var de bedrøvede.

Men Jægeren havde en gammel Kokkepige; hun tog en Aften to Bøtter og begyndte at bære Vand og gik ikke en, men mange Gange ud til Brønden. Sigrid saa det og sagde: „Hør engang, gamle Anne, hvorfor henter du saameget Vand?“ — „Naar du ikke vil fortælle det til noget Menneske, saa skal jeg sige dig det.“ Da sagde Sigrid nei, hun vilde ikke sige noget Menneske det, og Kokkepigen sagde da: „Imorgen tidlig, naar Jægeren er gaaet paa Jagt, koger jeg Vandet, og naar det surrer i Kjedlen, kaster jeg Findefugl deri og koger ham.“

Næste Morgen ganske tidlig stod Jægeren op og gik paa Jagt, og da han var borte, laa Børnene endnu i sine Senge; da sagde Sigrid til Findefugl: „Forlader du ikke 120mig, saa forlader jeg heller aldrig dig!“ Findefugl svarede: „I Evighed ikke!“ Da sagde Sigrid: „Jeg vil da sige dig det; den gamle Anne bar igaaraftes mange Bøtter Vand hjem; da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, sagde hun, at idag tidlig, naar Fader var paa Jagt, vilde hun koge en Kjedel fuld af Vand, kaste dig deri og koge dig. Men nu vil vi i største Hast staa op, klæde os paa og gaa bort sammen.“

De to Børn stod altsaa op, klædte sig hurtig paa og gik bort. Da nu Vandet kogte i Kjedlen, gik Kokkepigen ind i Sovekammeret og vilde hente Findefugl og kaste ham i Kjedlen. Men da hun kom ind og gik hen til Sengen, var begge Børnene borte; da blev hun bange og sagde ved sig selv: „Hvad skal jeg nu sige, naar Jægeren kommer hjem og ser, at Børnene er borte. Hurtig efter dem, at vi kan faa fat paa dem igjen!“

Da sendte Kokkepigen tre Karle afsted, de skulde løbe og indhente Børnene. Men Børnene sad udenfor Skoven, og da de langt borte saa de tre Karle komme løbende, sagde Sigrid til Findefugl: „Forlader du ikke mig, saa forlader jeg heller aldrig dig!“ Findefugl svarede: „I Evighed ikke!“ Da sagde Sigrid: „Bliv du et Rosentræ og jeg en Rose derpaa!“ Da nu de tre Karle kom til Skoven, saa var der intet uden en Rosenbusk og en Rose i Toppen af Busken; men Børnene var ingensteds at finde. Da sagde de: „Her er intet at finde,“ og gik hjem og sagde til Kokkepigen, de havde ikke seet andet end et Rosentræ med en Rose paa. Da skjendte den gamle Kokkepige og sagde: „I Klodrianer, I skulde have skaaret Rosentræet over og brukket Rosen af og bragt med hjem; flux afsted og gjør det!“ De maatte altsaa anden Gang ud og søge. Men Børnene saa dem komme langt borte, da sagde Sigrid: „Findefugl, forlader du ikke mig, saa forlader jeg heller aldrig dig!“ Findefugl svarede: „I Evighed ikke!“ Sigrid sagde: „Saa bliv du en Kirke og jeg Lysestagen deri!“ Da nu de tre Karle kom, saa de intet uden en Kirke og en Lysestage deri. Den ene sagde da til den anden: „Hvad skal vi gjøre her, lad os gaa hjem!“ Da de kom hjem, spurgte Kokkepigen, om de intet havde fundet; de sagde 121nei, de havde ikke fundet andet end en Kirke, hvori der stod en Lysestage. „I Tosser,“ brummede Kokkepigen, „hvorfor brød I ikke Kirken ned og bragte Lysestagen med hjem?“ Nu drog den gamle Kokkepige selv afsted og gik med de tre Karle for at søge Børnene op. Men Børnene saa de tre Karle komme langt borte og Kokkepigen, som humpede bagefter. Da sagde Sigrid: „Findefugl, forlader du ikke mig, saa forlader jeg heller aldrig dig!“ Da svarede Findefugl: „I Evighed ikke!“ Sigrid sagde derpaa: „Bliv du til en Dam og jeg en And, som svømmer deri!“ Men Kokkepigen kom derhen, og da hun saa Dammen, lagde hun sig over den og vilde drikke den ud. Men Anden svømmede hurtig hen til hende, tog hende med Nebbet fat ved Hovedet og trak hende ned i Vandet; der maatte den gamle Hex drukne. Da gik Børnene hjem sammen og var hjerteglade, og hvis de ikke er døde, saa lever de endnu.

119

Der var engang en jeger, han gikk i skogen på jakt; da han kom langt inn i skogen, hørte han noe skrike, som om det var et lite barn, og gikk etter lyden; da så han endelig et høyt tre, og oppe i det satt et lite barn. Moren var nemlig falt i søvn tillikemed barnet under treet; da så en rovfugl barnet på hennes fang, fløy til, tok det i sitt nebb og satte det opp i det høye tre.

Jegeren, krøp opp i treet, hentet barnet ned og tenkte: „Du skal ta barnet hjem og oppdra det tillikemed lille Sigrid.“ Han brakte det da hjem, og de to barn voxede opp med hinannen. Men det, som var funnet i treet, ble kalt Findefugl, fordi en fugl hadde brakt det bort. Findefugl og Sigrid hadde hinannen så kjær, så kjær, at når de ikke så hinannen, var de bedrøvede.

Men jegeren hadde en gammel Kokkepige; hun tok en aften to bøtter og begynte å bære vann og gikk ikke en, men mange ganger ut til brønnen. Sigrid så det og sa: „Hør engang, gamle Anne, hvorfor henter du saameget vann?“ — „Når du ikke vil fortelle det til noe menneske, så skal jeg si deg det.“ Da sa Sigrid nei, hun ville ikke si noe menneske det, og kokkepiken sa da: „I morgen tidlig, når jegeren er gått på jakt, koker jeg vannet, og når det surrer i kjelen, kaster jeg Findefugl deri og koker ham.“

Neste morgen ganske tidlig stod jegeren opp og gikk på jakt, og da han var borte, lå barna ennå i sine senger; da sa Sigrid til Findefugl: „Forlater du ikke 120meg, så forlater jeg heller aldri deg!“ Findefugl svarte: „I evighet ikke!“ Da sa Sigrid: „Jeg vil da si deg det; den gamle Anne bar igaaraftes mange bøtter vann hjem; da jeg spurte henne, hvorfor hun gjorde det, sa hun, at i dag tidlig, når far var på jakt, ville hun koke en kjel full av vann, kaste deg deri og koke deg. Men nå vil vi i største hast stå opp, klede oss på og gå bort sammen.“

De to barn stod altså opp, kledde seg hurtig på og gikk bort. Da nå vannet kokte i kjelen, gikk kokkepiken inn i Sovekammeret og ville hente Findefugl og kaste ham i kjelen. Men da hun kom inn og gikk hen til sengen, var begge barna borte; da ble hun bange og sa ved seg selv: „Hva skal jeg nå si, når jegeren kommer hjem og ser, at barna er borte. Hurtig etter dem, at vi kan få fat på dem igjen!“

Da sendte kokkepiken tre karer av sted, de skulle løpe og innhente barna. Men barna satt utenfor skogen, og da de langt borte så de tre karer komme løpende, sa Sigrid til Findefugl: „Forlater du ikke meg, så forlater jeg heller aldri deg!“ Findefugl svarte: „I evighet ikke!“ Da sa Sigrid: „Bli du et rosentre og jeg en Rose derpå!“ Da nå de tre karer kom til skogen, så var der intet uten en rosenbusk og en Rose i toppen av busken; men barna var ingensteds å finne. Da sa de: „Her er intet å finne,“ og gikk hjem og sa til kokkepiken, de hadde ikke sett annet enn et rosentre med en Rose på. Da skjendte den gamle Kokkepige og sa: „I klodrianer, dere skulle ha skåret rosentreet over og brukket Rosen av og brakt med hjem; fluks av sted og gjør det!“ De måtte altså annen gang ut og søke. Men barna så dem komme langt borte, da sa Sigrid: „Findefugl, forlater du ikke meg, så forlater jeg heller aldri deg!“ Findefugl svarte: „I evighet ikke!“ Sigrid sa: „Så bli du en kirke og jeg lysestaken deri!“ Da nå de tre karer kom, så de intet uten en kirke og en lysestake deri. Den ene sa da til den annen: „Hva skal vi gjøre her, la oss gå hjem!“ Da de kom hjem, spurte kokkepiken, om de intet hadde funnet; de sa 121nei, de hadde ikke funnet annet enn en kirke, hvori der stod en lysestake. „I Tosser,“ brummet kokkepiken, „hvorfor brød dere ikke kirken ned og brakte lysestaken med hjem?“ Nå drog den gamle Kokkepige selv av sted og gikk med de tre karer for å søke barna opp. Men barna så de tre karer komme langt borte og kokkepiken, som humpede bakefter. Da sa Sigrid: „Findefugl, forlater du ikke meg, så forlater jeg heller aldri deg!“ Da svarte Findefugl: „I evighet ikke!“ Sigrid sa derpå: „Bli du til en dam og jeg en And, som svømmer deri!“ Men kokkepiken kom derhen, og da hun så dammen, la hun seg over den og ville drikke den ut. Men Anden svømte hurtig hen til henne, tok henne med nebbet fat ved hodet og trakk henne ned i vannet; der måtte den gamle heks drukne. Da gikk barna hjem sammen og var hjerteglade, og hvis de ikke er døde, så lever de ennå.