En Bonde sad en Aftenstund paa en Bakke ude paa sin Mark, hvorfra han kunde overskue hele sin Eiendom, og hans yngste Søn Emil sad hos ham; ved Foden af Bakken græssede en Flok Faar. Da gik en fremmed Mand forbi, som havde en Hund med sig. Da nu Faarene saa Hunden, løb de sin Vei og rendte ind i et Tornekrat. Tornene rev nogen Uld af Faarene. Da Barnet merkede dette, blev det opbragt og sagde: „Se, Fader, hvorledes Tornene river Ulden af de stakkels Faar! Dette Krat skulde man strax hugge om, forat det ikke mere skulde skade de uskyldige Dyr.“ Faderen tiede en kort Tid, derpaa sagde han: „Saa! mener du, at man skulde afhugge disse Tornebuske?“ „Ja, ja,“ svarede Barnet, „naar jeg bare havde en Øx!“ Faderen tiede igjen, og de gik derpaa hjem.
Den næste Dag tog de en Øx med sig og gik igjen til samme Sted. Barnet var allerede fuldt af Glæde, men ogsaa af Utaalmodighed over, at Faderen ikke strax gav sig til at omhugge Tornekrattet. Han satte sig igjen hen paa Bakken og sagde til Barnet: „Hører du, hvor vakkert de muntre Fugle synger? Liker du ikke den deilige Sang, og er du ikke glad i de muntre Fugle?“ „Jo!“ svarede Barnet, „Fuglene er mig jo de kjæreste af alle Dyr.“ I det samme fløi en Fugl ind i Tornekrattet; den samlede Uld og bragte den i sit Neb til et hult Træ. „Se,“ sagde Faderen, „med denne Uld reder Fuglen en blød Seng i Redet for sine Unger. Hvor godt denne Uld vil varme de stakkels, nøgne Fugleunger! Faarene kan nok undvære lidt Uld. Skal jeg endnu hugge Tornekrattet om?“ „Nei, nei!“ svarede Barnet, som nu havde faaet andre Tanker. „Last altsaa ikke,“ sagde derpaa Faderen, „hvad du ikke forstaar, men tænk blot: Gud har gjort Alting vel, om der end er meget, som vi ikke kan begribe!“