69

Der var engang en Mand, som havde en Slaateng, der laa langt oppe i Lien ensteds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at berge Foderet i. Men der havde nok ikke været stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg tro; for hver St. Hansnat, naar Græsset stod gildest og frodigst, blev Slaatengen rent svartbeitet, som om en hel Drift skulde gaaet der og gnaget om Natten. Det hændte en Gang, og det hændte to Gange; men saa blev Manden kjed af det og sagde til Sønnerne sine — han havde tre, og den tredje det var Askeladden, kan du vide — at nu fik en af dem ligge borte i Udeng-Ladet om St. Hansnatten, for det gik ikke an, at Græsset skulde blive opædt Rub og Stub igjen ligesom de to forrige Aarene; og den, som vilde i Veien, maatte passe vel paa, sagde Manden. Ja, saa vilde da den ældste bort og gjæte Engen; han skulde nok passe Græsset, mente han, og det, saa hverken Folk eller Fæ skulde faa noget af det. Da det led mod Kvelden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove; men lidt ud paa Natten kom der slig en Dur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag rystede; og Gutten op til Bens det forteste, han havde lært, han turde ikke engang se sig om, og Høet blev opædt den Nat ligesom de forrige Aarene.

Næste St. Hansaften sagde Manden igjen, at det ikke kunde gaa an, de Aar efter Aar mistede alt Græsset paa Udengen; nu fik en af Sønnerne bort og passe det og passe det vel ogsaa; og saa vilde den næstældste prøve sig den Kvelden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men ud paa Natten kom der en Dur og et Jordskjælv, endda værre end forrige St. Hansnat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Bens saa fort, som han skulde havt Betaling for det.

Aaret efter kom Raden til Askeladden; men da han lagede sig til at gaa, lo de andre to og gjorde Nar af ham: „Ja du skal blive den rette til at passe Høet, du, som ikke har lært andet end sidde i Asken og stege dig,“ sagde de; men Askeladden brød sig ikke om, hvad de snakkede; da det led mod Kvelden, ranglede han bortover til Udengen, han 70Der gik han ind i Høladet og lagde sig; men da det led om en Stund, begyndte det at dure og brage, saa det var fælt. „Aa, bliver det ikke værre, faar jeg vel hærde paa,“ tænkte Askeladden. Om lidt kom der et Brag igjen og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten. „Aa, bliver det ikke værre, saa faar jeg vel hærde paa,“ tænkte Askeladden. Men allerbedst det var, kom den tredje Dur og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte, at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men da det var gaaet over, blev der med et blikstille rundt om ham. „Skal tro, det kommer igjen?“ tænkte Askeladden; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og blev stille, og da han havde ligget en liden Stund, hørte han, ligesom en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han listede sig da bort i Dørgløtten og skulde se, hvad det var; saa stod der en Hest og gnog, og saa stor og fed og gild Hest havde Askeladden aldrig seet før, og Sadel og Bidsel laa der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og altsammen var af Kobber, saa blankt, at det skinte i det. „Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort,“ tænkte Gutten, „det skal jeg nok forbyde dig;“ han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt at røre sig af Flekken; den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted, ingen vidste noget om; der havde han den. Da han kom hjem igjen, lo Brødrene og spurgte, hvorledes det var gaaet ham. „Du blev vel ikke længe liggende i Høladet, dersom du ellers har været saa langt som til Udengen,“ sagde de. „Jeg laa i Høladet, til Solen randt; men jeg hverken hørte eller saa noget, jeg,“ sagde Gutten; „Gud ved, hvad det var, I blev saa rædde for.“ „Ja, vi faar vel se, hvorledes du har passet Engen,“ svarede Brødrene; men da de kom derbort, stod Græsset ligesaa langt og tykt som om Kvelden.

Den næste St. Hansnat gik det lige ens: ingen af de to Brødrene turde gaa bort i Udengen og passe Slaatten; men Askeladden turde; og saa hændte akkurat det samme som forrige St. Hansnat: først kom der en Dur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et; men alle tre Jordskjælv 71var meget, meget sterkere denne Gang. Saa blev der med et blikstille igjen, og Gutten hørte, noget tyggede udenfor Ladedøren; han listede sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten — jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tamsede og gnog; og den var endda meget større og federe end den forrige; og Sadel laa der paa Ryggen dens, og Bidsel var der paa den og fuld Rustning til en Ridder — altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt, som nogen vilde se. „Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort i Nat,“ tænkte Gutten, „det skal jeg vel forbyde dig.“ Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten, saa stod den saa spag som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet, hvor han havde den anden, og gik saa hjem igjen. „Idag ser det vel vakkert ud borte i Slaatengen,“ sagde Brødrene. „Aa, jamen,“ sagde Askeladden. De skulde da bort igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før; men de blev nu ikke blidere paa Askeladden for det.

Da den tredje St. Hansnatten kom, turde heller ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udeng-Ladet og passe Græsset, for de var blevne saa hjerteskræmte den Nat, de laa der, at de aldrig glemte det mer; men Askeladden turde; og saa hændte netop det samme som de to forrige Nætter: der kom tre Jordskjælv, det ene fælere end det andet; ved det sidste dansede Gutten fra den ene Ladevæg til den anden; men saa blev det paa en Gang blikstille. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han nogen tygge udenfor Ladedøren; han listede sig da igjen bort i Dørgløtten — saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre, han havde fanget. „Haa, haa! er det dig, der æder op Høet vort denne Gang,“ tænkte Gutten; „det skal jeg vel forbyde dig;“ han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den, som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han red nu hen til det Sted, hvor han havde de to andre, og derefter gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gange; den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud, som han gik og sov endnu; men Askeladden brød sig ikke om det, han 72bad dem bare gaa bort og se; det gjorde de, saa stod Græsset lige gildt og tykt denne Gang ogsaa.

Kongen der i Landet, hvor Askeladdens Fader boede, havde en Datter, som han ikke vilde give til nogen uden den, som kunde ride op over Glasberget — for der var et høit, høit Glasberg, blankt som en Is, tæt ved Kongsgaarden. Øverst oppe paa det skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Fanget, og den, som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faa hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kongeriger ogsaa. Prinsessen var saa deilig, at alle, som saa hende, maatte blive forlibte i hende, enten de vilde eller ei, — og saa kan du nok vide, at alle Prinser og Riddere havde Lyst til at vinde hende og halve Kongeriget til, og derfor kom de ridende fra alle Verdens Kanter, saa gilde, at det lyste af dem, og paa slige Heste, at de gik bare paa Dans; og der var ingen, uden han tænkte, at han skulde vinde Prinsessen.

Da Dagen kom, som Kongen havde bestemt, var der saa tykt af Riddere og Prinser ved Glasberget, at det yrede, og saa vilde nu hver, som krybe og gaa kunde, did og se, hvem der vandt Kongsdatteren, og Askeladdens to Brødre vilde da ogsaa i Veien; men ham vilde de slet ikke have med; for var de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og sort som han var, efter det han havde ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de. „Ja, jeg gaar ligesaa godt alene som for mig selv, jeg,“ sagde Askeladden. Da de to Brødrene kom til Glasberget, holdt alle Prinserne og Ridderne paa at ride, saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg tro, for bare Hestene satte Hoven paa Berget, gled de, og der var ikke en, som kom saameget som et Par Alen op efter. Det var heller intet Under, for Berget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde alle gjerne have, og de red, og de gled, og det blev aldrig andet. Tilsidst var alle Hestene saa trætte, at de ikke orkede mer, og saa svedte var de, at Skummet veltede ned efter dem, og saa maatte Ridderne 73give sig. Kongen tænkte alt paa, at han skulde lade lyse op, at Ridningen begyndte paa nyt den næste Dag, om det skulde gaa bedre da; men med det samme kom der en Ridder paa en Hest saa gild, at ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, alt saa blankt, at det lyste i det. De andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride op efter Glasberget, for det nyttede saa ikke alligevel; men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasberget og op efter det som ingen Ting, og det et godt Stykke, det kunde vel være som en Tredjepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa deilig en Ridder syntes Prinsessen, hun aldrig havde seet før, og medens han red, sad hun og tænkte: „Gud give, han bare kom op over!“ og da hun saa, han vendte Hesten, kastede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men vel han var kommen ned af Berget, red han sin Vei, og det saa fort, at ingen vidste, hvor det blev af ham. Den Kvelden skulde nu alle Prinserne og Ridderne frem for Kongen, forat den, som havde redet saa langt op efter Glasberget, kunde vise frem Guldæblet, Kongsdatteren havde kastet. Men der var ingen, som havde noget; den ene kom efter den anden, og ingen kunde vise Æblet.

Om Kvelden kom Askeladdens Brødre ogsaa hjem igjen og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen op efter Glasberget, at først saa var der slet ingen, som orkede at komme saa meget som et Skridt op over; „men saa kom der en, som havde Kobberrustning og Kobberbidsel saa blankt, at det lyste lang Vei af ham,“ sagde de, „og det var Gut, som kunde ride; han red over en Tredjepart op efter Glasberget, og han kunde nok redet helt op, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den Gangen.“ „Aa, — ham skulde jeg rigtig havt Moro af at se, jeg ogsaa,“ sagde Askeladden — han sad i Skorstenen og grov, som han pleiede, han. „Ja du!“ sagde Brødrene, „du ser ud, som du kunde være tilstede mellem saa høie Herrer, dit stygge Bæst, du sidder der!“

Den anden Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askeladden bad ogsaa den Gang, om han kunde faa Lov til at 74være i Følge med dem og se paa dem, som red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de. „Ja, ja, jeg gaar ligesaa gjerne alene som for mig selv, ogsaa, jeg,“ sagde Askeladden. Da Brødrene kom til Glasberget, begyndte alle Prinser og Riddere at ride igjen, og da kan det vel hænde, at de havde skoet Hestene sine; men det hjalp ikke; de red, og de gled, ligesom forrige Dagen, og ingen kom saa meget som en Alen op efter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke orkede mere, maatte de holde op igjen allesammen. Saa tænkte Kongen, at han vel fik lyse op, at Ridningen skulde gaa for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanske skulde gaa bedre da. Men saa betænkte han sig igjen: han fik vel vænte lidt endnu, mente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen denne Dag ogsaa. Ham saa de ikke noget til; men ret som det var, saa kom der en paa en Hest, der var meget, meget gildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, alt saa blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De andre raabte til ham igjen og sagde, at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen op efter Glasberget, for det nyttede saa aldrig alligevel; men Ridderen hørte ikke efter det; han red lige bort til Glasberget og op efter det endnu længere, end han i Kobberrustningen; men da han var kommen saa langt som de to Tredjeparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes Prinsessen endda bedre om, og hun sad og ønskede, at han bare maatte komme op over; men da hun saa, han vendte, kastede hun det andet Æble efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasberget, red han afsted saa fort, at ingen kunde se, hvor det blev af ham.

Om Kvelden, da alle skulde frem for Kongen og Prinsessen, forat den, som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den ene efter den anden; men ingen havde noget Guldæble. Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvelden ogsaa og fortalte, hvorledes det var gaaet, at alle havde redet, og ingen kunde komme op; „men langt 75om længe kom der en i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa,“ sagde de, „og han kunde ride; han satte vel som to Tredjeparter op efter; men saa vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastede Prinsessen det andet Guldæble,“ sagde Brødrene. „Aa, ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at se,“ sagde Askeladden. „Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken, du sidder og graver i, dit stygge, sorte Bæst!“ sagde Brødrene.

Den tredje Dag gik alt lige ens som de forrige Dagene: Askeladden vilde være med og se paa Ridningen, og de to vilde ikke have ham i Følge med sig; og da de kom til Glasberget, var der ingen, der kom saa langt som en Alen op efter. Alle væntede nu paa ham i Sølvrustningen; men han var hverken at høre eller se; men langt om længe kom der en paa en Hest saa gild, ingen havde seet Mage til; han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, at det lyste og skinte lang Vei af det. De andre Riddere og Prinser kom ikke engang til at raabe til ham og sige, at det ikke nyttede at prøve sig, saa forundrede blev de ved at se, hvor gild han var. Han red lige bort imod Glasberget og føg op efter det som ingen Ting, saa at Prinsessen ikke engang fik Stunder at ønske, at han maatte komme helt op. Med det samme han havde redet op, tog han det tredje Guldæble af Fanget paa Prinsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen; men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det.

Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvelden, fortalte de baade vel og længe om, hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustningen. „Det var vel Gut det! saa gild Ridder findes der ikke i Verden!“ sagde Brødrene. „Aa, ham skulde jeg havt Moro af at se, jeg ogsaa!“ sagde Askeladden. „Ja, det glor nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen, du ligger og roder i, dit stygge, sorte Bæst!“ sagde Brødrene.

Dagen efter skulde alle Ridderne og Prinserne frem for Kongen og Kongsdatteren — det var nok blevet for sent om Kvelden, tror jeg — forat den, som havde Guldæblet, 76skulde vise det frem; men den ene kom efter den anden, først Prinserne og saa Ridderne, og ingen havde noget Guldæble. „Ja, men en maa have det,“ sagde Kongen, „for det var noget, vi saa allesammen, at der var en, som red op og tog det;“ og saa gav han Befaling til, at alle, som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom, den ene efter den anden; men ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askeladden ogsaa. De var de sidste, og saa spurgte Kongen, om der da slet ingen flere var igjen i Riget. „Aa jo, vi har en Broder,“ sagde de to; „men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke været ude af Askehaugen nogen af Dagene.“ „Ja, det er det samme,“ sagde Kongen, „har alle de andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind,“ og saa maatte da Askeladden op i Kongsgaarden med. „Har du Guldæblet, du?“ spurgte Kongen. „Ja, her er det ene, og her er det andet, og her er nok det tredje ogsaa,“ sagde Askeladden, han tog op af Lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastede han af de sodede Fillerne, og saa stod han der i Guldrustningen saa gild, at det lyste af ham. „Ja du skal have Datteren min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det,“ sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik Askeladden Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hænde; for ture kunde de alle, om de ikke kunde ride op efter Glasberget, og har de ikke turet fra sig, saa holder de paa endnu.

Jørgen Moe.

69

Der var engang en mann, som hadde en slåtteng, der lå langt oppe i Lien ensteds, og på den Engen stod et Hølade, han hadde å berge fôret i. Men der hadde nok ikke vært stort i Ladet i de siste år, skal jeg tro; for hver St. Hansnat, når gresset stod gildest og frodigst, ble Slaatengen rent svartbeitet, som om en hel drift skulle gått der og gnaget om natten. Det hendte en gang, og det hendte to ganger; men så ble mannen kjed av det og sa til sønnene sine — han hadde tre, og den tredje det var Askeladden, kan du vide — at nå fikk en av dem ligge borte i Udeng-Ladet om St. Hansnatten, for det gikk ikke an, at gresset skulle bli opædt rubb og Stub igjen likesom de to forrige årene; og den, som ville i Veien, måtte passe vel på, sa mannen. Ja, så ville da den eldste bort og gjete Engen; han skulle nok passe gresset, mente han, og det, så hverken folk eller fe skulle få noe av det. Da det led mot kvelden, gikk han bort i Ladet og la seg til å sove; men litt ut på natten kom der slig en dur og slikt et jordskjelv, at vegger og tak rystet; og gutten opp til Bens det forteste, han hadde lært, han turde ikke engang se seg om, og høyet ble opædt den natt likesom de forrige årene.

Neste St. Hansaften sa mannen igjen, at det ikke kunne gå an, de år etter år mistet alt gresset på Udengen; nå fikk en av sønnene bort og passe det og passe det vel også; og så ville den nesteldste prøve seg den kvelden. Han gikk da bort i Høladet og la seg til å sove, likesom broren hadde gjort; men ut på natten kom der en dur og et jordskjelv, enda verre enn forrige St. Hansnat; og da gutten hørte det, ble han redd, og til Bens så fort, som han skulle hatt betaling for det.

Aaret etter kom raden til Askeladden; men da han laget seg til å gå, lo de andre to og gjorde narr av ham: „Ja du skal bli den rette til å passe høyet, du, som ikke har lært annet enn sitte i asken og stege deg,“ sa de; men Askeladden brød seg ikke om, hva de snakkede; da det led mot kvelden, ranglet han bortover til Udengen, han 70Der gikk han inn i Høladet og la seg; men da det led om en stund, begynte det å dure og brage, så det var fælt. „Aa, blir det ikke verre, får jeg vel herde på,“ tenkte Askeladden. Om litt kom der et brak igjen og et jordskjelv, så høstråene føk omkring gutten. „Aa, blir det ikke verre, så får jeg vel herde på,“ tenkte Askeladden. Men allerbedst det var, kom den tredje dur og et jordskjelv, så gutten tenkte, at vegger og tak hadde ramlet sammen; men da det var gått over, ble der med et blikstille rundt om ham. „Skal tro, det kommer igjen?“ tenkte Askeladden; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og ble stille, og da han hadde ligget en liten stund, hørte han, likesom en hest stod og tygde tett utenfor Ladedøren. Han listet seg da bort i dørgløtten og skulle se, hva det var; så stod der en hest og gnog, og så stor og fet og gild hest hadde Askeladden aldri sett før, og sadel og bissel lå der på den og full rustning til en ridder, og altsammen var av kobber, så blankt, at det skinte i det. „Hå, hå! er det deg, som eter opp høyet vårt,“ tenkte gutten, „det skal jeg nok forby deg;“ han skyndte seg og tok opp ildstålet sitt og kastet over Hesten, så hadde den ikke makt å røre seg av flekken; den ble så tam, at gutten kunne gjøre med den, hva han ville. Han satte seg da opp på den og red bort til et sted, ingen visste noe om; der hadde han den. Da han kom hjem igjen, lo brødrene og spurte, hvorledes det var gått ham. „Du ble vel ikke lenge liggende i Høladet, dersom du ellers har vært så langt som til Udengen,“ sa de. „Jeg lå i Høladet, til solen rant; men jeg hverken hørte eller så noe, jeg,“ sa gutten; „Gud vet, hva det var, dere ble så redde for.“ „Ja, vi får vel se, hvorledes du har passet Engen,“ svarte brødrene; men da de kom der bort, stod gresset likeså langt og tykt som om kvelden.

Den neste St. Hansnat gikk det like ens: ingen av de to brødrene turde gå bort i Udengen og passe slåtten; men Askeladden turde; og så hendte akkurat det samme som forrige St. Hansnat: først kom der en dur og et jordskjelv, så om litt et til, og så enda et; men alle tre jordskjelv 71var meget, meget sterkere denne gang. Så ble der med et blikstille igjen, og gutten hørte, noe tygde utenfor Ladedøren; han listet seg da, så sakte han kunne, bort i dørgløtten — jo! der stod en hest igjen like ved veggen og tamsede og gnog; og den var enda meget større og fetere enn den forrige; og sadel lå der på ryggen dens, og bissel var der på den og full rustning til en ridder — altsammen av blankt sølv og så prektig, som noen ville se. „Hå, hå! er det deg, som eter opp høyet vårt i natt,“ tenkte gutten, „det skal jeg vel forby deg.“ Han tok opp ildstålet sitt og kastet over manken på Hesten, så stod den så spak som et lam. Ja gutten red den Hesten også bort til stedet, hvor han hadde den annen, og gikk så hjem igjen. „I dag ser det vel vakkert ut borte i Slaatengen,“ sa brødrene. „Aa, jamen,“ sa Askeladden. De skulle da bort igjen, og så stod gresset både tykt og langt likesom før; men de ble nå ikke blidere på Askeladden for det.

Da den tredje St. Hansnatten kom, turde heller ingen av de to eldste brødrene ligge i Udeng-Ladet og passe gresset, for de var blitt så hjerteskremte den natt, de lå der, at de aldri glemte det mer; men Askeladden turde; og så hendte nettopp det samme som de to forrige netter: der kom tre jordskjelv, det ene fælere enn det andre; ved det siste danset gutten fra den ene Ladevæg til den annen; men så ble det på en gang blikstille. Da han så hadde ligget en liten stund, hørte han noen tygge utenfor Ladedøren; han listet seg da igjen bort i dørgløtten — så stod en hest tett utenfor, meget, meget større og fetere enn de to andre, han hadde fanget. „Hå, hå! er det deg, der eter opp høyet vårt denne gang,“ tenkte gutten; „det skal jeg vel forby deg;“ han rev opp ildstålet sitt og kastet over den, så stod den, som den var naglet til marken, og gutten kunne gjøre med den, hva han ville. Han red nå hen til det sted, hvor han hadde de to andre, og deretter gikk han hjem igjen. Der gjorde de to brødrene narr av ham likesom de forrige ganger; den natten hadde han vist passet gresset i Udengen godt, sa de, for han så da ut, som han gikk og sov ennå; men Askeladden brød seg ikke om det, han 72bad dem bare gå bort og se; det gjorde de, så stod gresset like gildt og tykt denne gang også.

Kongen der i landet, hvor Askeladdens far bodde, hadde en datter, som han ikke ville gi til noen uten den, som kunne ride opp over glassberget — for der var et høyt, høyt glassberg, blankt som en is, tett ved kongsgården. Øverst oppe på det skulle kongsdatteren sitte med tre gullepler i fanget, og den, som kunne ride opp og ta de tre Guldæblerne, skulle få henne og halve riket, det lot Kongen lyse opp på alle kirkebakker i hele landet og i mange andre kongeriker også. Prinsessen var så deilig, at alle, som så henne, måtte bli forlibte i henne, enten de ville eller ei, — og så kan du nok vite, at alle prinser og riddere hadde Lyst til å vinne henne og halve kongeriket til, og derfor kom de ridende fra alle Verdens kanter, så gilde, at det lyste av dem, og på slike hester, at de gikk bare på dans; og der var ingen, uten han tenkte, at han skulle vinne prinsessen.

Da dagen kom, som Kongen hadde bestemt, var der så tykt av riddere og prinser ved glassberget, at det yret, og så ville nå hver, som krype og gå kunne, dit og se, hvem der vant kongsdatteren, og Askeladdens to brødre ville da også i Veien; men ham ville de slett ikke have med; for var de i følge med slig en bytting, så fæl og sort som han var, etter det han hadde ligget i asken og gravet, ville folk bare gjøre narr av dem, sa de. „Ja, jeg går likeså godt alene som for meg selv, jeg,“ sa Askeladden. Da de to brødrene kom til glassberget, holdt alle prinsene og ridderne på å ride, så det skummet av hestene deres; men det nyttet dem ikke stort, skal jeg tro, for bare hestene satte hoven på berget, gled de, og der var ikke en, som kom saameget som et par alen opp etter. Det var heller intet under, for berget var glatt som en Glasrude og brat som en stuevegg. Men kongsdatteren og halve riket ville alle gjerne have, og de red, og de gled, og det ble aldri annet. Til sist var alle hestene så trette, at de ikke orket mer, og så svedte var de, at skummet veltede ned etter dem, og så måtte ridderne 73gi seg. Kongen tenkte alt på, at han skulle la lyse opp, at ridningen begynte på nytt den neste dag, om det skulle gå bedre da; men med det samme kom der en ridder på en hest så gild, at ingen hadde sett slig hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel hadde han, alt så blankt, at det lyste i det. De andre ropte til ham, at han gjerne kunne spare seg for å prøve å ride opp etter glassberget, for det nyttet så ikke allikevel; men han hørte ikke på det øret; han red like bort imot glassberget og opp etter det som ingen ting, og det et godt stykke, det kunne vel være som en tredjepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men så deilig en ridder syntes prinsessen, hun aldri hadde sett før, og mens han red, satt hun og tenkte: „Gud gi, han bare kom opp over!“ og da hun så, han vendte Hesten, kastet hun det ene gulleplet etter ham, og det trillet ned i skoen hans. Men vel han var kommet ned av berget, red han sin vei, og det så fort, at ingen visste, hvor det ble av ham. Den kvelden skulle nå alle prinsene og ridderne frem for Kongen, for at den, som hadde redet så langt opp etter glassberget, kunne vise frem gulleplet, kongsdatteren hadde kastet. Men der var ingen, som hadde noe; den ene kom etter den annen, og ingen kunne vise eplet.

Om kvelden kom Askeladdens brødre også hjem igjen og fortalte både vidt og bredt om ridningen opp etter glassberget, at først så var der slett ingen, som orket å komme så meget som et skritt opp over; „men så kom der en, som hadde Kobberrustning og Kobberbidsel så blankt, at det lyste lang vei av ham,“ sa de, „og det var Gut, som kunne ride; han red over en tredjepart opp etter glassberget, og han kunne nok redet helt opp, hadde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den gangen.“ „Aa, — ham skulle jeg riktig hatt moro av å se, jeg også,“ sa Askeladden — han satt i skorsteinen og grov, som han pleide, han. „Ja du!“ sa brødrene, „du ser ut, som du kunne være til stede mellom så høye herrer, ditt stygge beist, du sitter der!“

Den annen dag ville brødrene i Veien igjen, og Askeladden bad også den gang, om han kunne få Lov til å 74være i følge med dem og se på dem, som red; men nei, det fikk han slett ikke, det var han for stygg og for fæl til, sa de. „Ja, ja, jeg går likeså gjerne alene som for meg selv, også, jeg,“ sa Askeladden. Da brødrene kom til glassberget, begynte alle prinser og riddere å ride igjen, og da kan det vel hænde, at de hadde skodd hestene sine; men det hjalp ikke; de red, og de gled, likesom forrige dagen, og ingen kom så meget som en alen opp etter; og da de hadde maset ut hestene sine, så de ikke orket mer, måtte de holde opp igjen allesammen. Så tenkte Kongen, at han vel fikk lyse opp, at ridningen skulle gå for seg for siste gang dagen etter, om det kanskje skulle gå bedre da. Men så betenkte han seg igjen: han fikk vel vente litt ennå, mente han, om han i Kobberrustningen skulle komme igjen denne dag også. Ham så de ikke noe til; men rett som det var, så kom der en på en hest, der var meget, meget gildere enn den, ridderen i Kobberrustningen hadde hatt, og denne hadde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, alt så blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De andre ropte til ham igjen og sa, at han gjerne kunne la være å prøve ridningen opp etter glassberget, for det nyttet så aldri allikevel; men ridderen hørte ikke etter det; han red like bort til glassberget og opp etter det enda lenger, enn han i Kobberrustningen; men da han var kommet så langt som de to tredjeparter opp, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes prinsessen enda bedre om, og hun satt og ønsket, at han bare måtte komme opp over; men da hun så, han vendte, kastet hun det andre eple etter ham, og det trillet ned i skoen hans; og med det samme han kom ned av glassberget, red han av sted så fort, at ingen kunne se, hvor det ble av ham.

Om kvelden, da alle skulle frem for Kongen og prinsessen, for at den, som hadde gulleplet, kunne vise det frem, kom den ene etter den annen; men ingen hadde noe Guldæble. Likesom forrige dagen kom de to brødrene hjem den kvelden også og fortalte, hvorledes det var gått, at alle hadde redet, og ingen kunne komme opp; „men langt 75om lenge kom der en i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel hadde han også,“ sa de, „og han kunne ride; han satte vel som to tredjeparter opp etter; men så vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastet prinsessen det andre Guldæble,“ sa brødrene. „Aa, ham skulle jeg også hatt moro av å se,“ sa Askeladden. „Aa ja, han var nå vel så blank som asken, du sitter og graver i, ditt stygge, sorte beist!“ sa brødrene.

Den tredje Dag gikk alt like ens som de forrige dagene: Askeladden ville være med og se på ridningen, og de to ville ikke ha ham i følge med seg; og da de kom til glassberget, var der ingen, der kom så langt som en alen opp etter. Alle ventet nå på ham i Sølvrustningen; men han var hverken å høre eller se; men langt om lenge kom der en på en hest så gild, ingen hadde sett mage til; han hadde gullrustning og gullsadel og gullbissel så blankt, så blankt, at det lyste og skinte lang vei av det. De andre riddere og prinser kom ikke engang til å rope til ham og si, at det ikke nyttet å prøve seg, så forundret ble de ved å se, hvor gild han var. Han red like bort imot glassberget og føk opp etter det som ingen ting, så at prinsessen ikke engang fikk stunder å ønske, at han måtte komme helt opp. Med det samme han hadde redet opp, tok han det tredje Guldæble av fanget på prinsessen, og så vendte han Hesten og red ned igjen; men så var han også borte for øynene på dem, før de visste ordet av det.

Da de to brødrene kom hjem igjen om kvelden, fortalte de både vel og lenge om, hvorledes det var gått med ridningen den dagen, og til sist fortalte de også om ridderen i Guldrustningen. „Det var vel Gut det! så gild ridder finnes der ikke i verden!“ sa brødrene. „Aa, ham skulle jeg hatt moro av å se, jeg også!“ sa Askeladden. „Ja, det glor nå ikke fullt så meget i kullhaugen, du ligger og roder i, ditt stygge, sorte beist!“ sa brødrene.

Dagen etter skulle alle ridderne og prinsene frem for Kongen og kongsdatteren — det var nok blitt for sent om kvelden, tror jeg — for at den, som hadde gulleplet, 76skulle vise det frem; men den ene kom etter den annen, først prinsene og så ridderne, og ingen hadde noe Guldæble. „Ja, men en må ha det,“ sa Kongen, „for det var noe, vi så allesammen, at der var en, som red opp og tok det;“ og så ga han Befaling til, at alle, som i landet var, skulle komme opp på slottet og prøve å vise frem gulleplet. Ja, de kom, den ene etter den annen; men ingen hadde gulleplet, og langt om lenge kom de to brødrene til Askeladden også. De var de siste, og så spurte Kongen, om der da slett ingen flere var igjen i riket. „Aa jo, vi har en bror,“ sa de to; „men han har nok ikke tatt gulleplet; han har ikke vært ute av askehaugen noen av dagene.“ „Ja, det er det samme,“ sa Kongen, „har alle de andre vært oppe på slottet, så kan han også komme inn,“ og så måtte da Askeladden opp i kongsgården med. „Har du gulleplet, du?“ spurte Kongen. „Ja, her er det ene, og her er det andre, og her er nok det tredje også,“ sa Askeladden, han tok opp av lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastet han av de sodede fillene, og så stod han der i Guldrustningen så gild, at det lyste av ham. „Ja du skal ha datteren min og det halve riket; du har vel fortjent både henne og det,“ sa Kongen. Så ble der bryllup, og så fikk Askeladden Kongsdatteren, og i det Brylluppet ble der vel turet, kan hænde; for ture kunne de alle, om de ikke kunne ride opp etter glassberget, og har de ikke turet fra seg, så holder de på ennå.

Jørgen Moe.