66

Engang den lille Karen vildeIndbyde sine gode VennerOg give dem et muntert Gilde;Hun har jo mange, som hun kjender.Først bød hun Tantes gamle Kat,Saa Faders Pudel, Moders Moppe,Kanarien, den grønne Poppe,Og Stæren fik hun ogsaa fat.De kom i sine bedste KlæderOg hilste nok saa pent og net,Og da de havde hilst sig træt,De satte sig paa sine Sæder.De to Smaafugle var saa gladeDeroppe paa sit sikre Stade;Thi Katten dem generte lidt, —Den havde skræmmet dem saa tidt!Kanarifuglen let og gladPaa Karens høire Skulder sad;Og paa den venstre hopped StærenOg følte sig saa stolt af Æren.Men Papegøien var ei bange;Den havde udskjældt mange GangeDen gamle Kat for „slemme Knegt!“Og rigtig sat sig i Respekt.

Nu retted Karen Maden an,Og hver en Ret var just saadan,At alle fik, hvad helst de vilde,Saa det blev til et rigtigt Gilde.For Mopsen blev en HakkemadServeret paa forgyldte Fad;Den ønsker alting fedt og blødt,Og ellers let den bliver stødt.Den gamle Mis sad uden SnakOg aad sin Fisk og Melken drakOg slikked sin Tallerken ren.Men Pudlen fik et Stegeben,67Hvorpaa den gnaved noksaa tapperOg holdt det mellem sine Labber,Med Halen logred Slag i Slag,Og ytrede med Velbehag,At Benet var af finest Smag.For Papegøien blev der lagtEt Franskbrød, ganske nylig bagtOg saa i Sødmelk lagt iblød;Dernæst en Gulerod saa rød.Han tog det i sin sterke Klo,Og det var næsten, som han lo,Naar han i Brødet Nebbet slogOg sig en dygtig Mundfuld tog.Kanarifuglen blev trakteretMed Kjæmper og med Sukkergodt;Men for Herr Stær blev der serveretEt dygtigt Fad med Fluer blot.Men han var noksaa glad, den lille,Det smagte ham slet ikke ilde;Med sine kloge Øine kigedHan i sit Fad og op dem pikkedOg aad dem, til der var ei fler,Og speided listig efter mer.

Men som de nu sad bedst ved Bord,Trak Karen i en liden SnorPaa Taffeluret, saa de fikVed Festen ogsaa skjøn Musik.Liv kom der i den hele Klynge!De bad Kanarifuglen synge,Den lod sig meget længe tigge:„Den var saa hæs! — Den kunde ikke!“Til endelig den dog gav efter,Og kvidred saa af alle KræfterEn slig Mangfoldighed af Sange,At Selskabet blev næsten bange,Den aldrig vilde holde op,Og bad tilsidst den sige Stop!68Nu Pudlen sine Kunster bødTilbedste, lagde sig som død,Stod Skildvagt, hopped over StokTil Morskab for den hele Flok.For ikke dog at staa tilbageDen Kat paa sine gamle DageEn munter Dans nu førte opMed mangt et Krumspring og Galop.Nu Stæren ogsaa lod sig høreOg viste, hvad den kunde gjøre;Den dreied sine Øine rundeOg raabte „Klaus!“ — thi det den kunde.Den tykke Mops, den sad og gloede,Den hvæsede saa tungt og troede,Det hele var til hans Plaser,Og lo, saa han ei kunde mer!Paa Stol sad Papegoien rankOg pudsed paa sin Kjortel blankOg kløede Nakken; nu og daDen raabte naadig: „Bravo! — bra!“Mens alle skreg og førte Ordet,Sad Karens Dukke med ved Bordet,Men hverken spiste eller drakOg endnu mindre førte Snak.Hun sad saa stiv og smiled kunMed sin zinoberrøde Mund.

Saa tog de Afsked allesammenMed Tak for al den Fryd og Gammen,For hvad de havde spist og drukket;De neied pent og høflig bukkedOg vandred derpaa hver til sitOg tænkte paa det Gilde tidt.

Chr. Winther.

66

Engang den lille Karen villeInnby sine gode vennerOg gi dem et muntert gilde;Hun har jo mange, som hun kjenner.Først bød hun Tantes gamle katt,Så Faders Pudel, Moders Moppe,Kanarien, den grønne Poppe,Og Stæren fikk hun også fat.De kom i sine beste klærOg hilste nok så pent og nett,Og da de hadde hilst seg trett,De satte seg på sine Sæder.De to småfugler var så gladeDeroppe på sitt sikre Stade;Thi katten dem generte litt, —Den hadde skremt dem så titt!Kanarifuglen lett og gladPå Karens høyre skulder satt;Og på den venstre hoppet stærenOg følte seg så stolt av æren.Men papegøyen var ei bange;Den hadde utskjelt mange gangerDen gamle katt for „slemme Knegt!“Og riktig satt seg i respekt.

Nå rettet Karen Maden an,Og hver en rett var just sådan,At alle fikk, hva helst de ville,Så det ble til et riktig gilde.For mopsen ble en hakkematServert på forgylte fat;Den ønsker alting fett og blødt,Og ellers lett den blir støtt.Den gamle mis satt uten snakkOg åt sin fisk og melken drakkOg slikket sin tallerken ren.Men puddelen fikk et Stegeben,67Hvorpå den gnagde nokså tapperOg holdt det mellom sine labber,Med halen logret slag i slag,Og ytret med velbehag,At benet var av finest smak.For papegøyen ble der lagtEt franskbrød, ganske nylig baktOg så i søtmelk lagt i bløt;Dernest en gulrot så rød.Han tok det i sin sterke klo,Og det var nesten, som han lo,Når han i brødet nebbet sloOg sig en dyktig munnfull tok.Kanarifuglen ble trakteretMed kjemper og med Sukkergodt;Men for Herr Stær ble der servertEt dyktig fat med fluer blot.Men han var nokså glad, den lille,Det smakte ham slett ikke ilde;Med sine kloge øyne kikketHan i sitt fat og opp dem pikketOg åt dem, til der var ei fler,Og speidet listig etter mer.

Men som de nå satt best ved bord,Trakk Karen i en liten snorPå taffeluret, så de fikkVed festen også skjønn musikk.Liv kom der i den hele klynge!De bad kanarifuglen synge,Den lot seg meget lenge tigge:„Den var så hes! — Den kunne ikke!“Til endelig den dog ga etter,Og kvitret så av alle krefterEn slig mangfoldighet av sanger,At selskapet ble nesten bange,Den aldri ville holde opp,Og bad til sist den si stopp!68Nå puddelen sine kunster bødTilbedste, la seg som død,Stod skiltvakt, hoppet over stokkTil morskap for den hele Flok.For ikke dog å stå tilbakeDen katt på sine gamle dagerEn munter dans nå førte oppMed mangt et krumspring og galopp.Nå stæren også lot seg høreOg viste, hva den kunne gjøre;Den dreide sine øyne rundeOg ropte „Klaus!“ — thi det den kunne.Den tykke mops, den satt og glodde,Den hveste så tungt og trodde,Det hele var til hans Plaser,Og lo, så han ei kunne mer!På stol satt papegøyen rankOg pusset på sin kjortel blankOg klødde nakken; nå og daDen ropte nådig: „Bravo! — bra!“Mens alle skreg og førte ordet,Satt Karens Dukke med ved bordet,Men hverken spiste eller drakkOg enda mindre førte snakk.Hun satt så stiv og smilte kunMed sin sinoberrøde munn.

Så tok de avskjed allesammenMed takk for all den Fryd og gammen,For hva de hadde spist og drukket;De neiet pent og høflig bukketOg vandret derpå hver til sittOg tenkte på det gilde titt.

Chr. Winther.