Ulven havde engang faaet Ræven saaledes i sin Magt, at Mikkel maatte gaa i Tjeneste hos den, og alt, hvad Ulven nu faldt paa, det maatte Ræven gjøre, fordi den var den svageste. Dette blev Ræven snart kjed af og vilde hjertelig gjerne være af med sin besværlige Herre. Engang sagde Ulven til Ræven: „Hør, du røde Ræv! skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig!“ Ræven svarede: „Jeg ved en Bondegaard, hvor der er et Par unge Lam; har du Lyst, saa kan vi gaa hen og tage et af dem.“ „Ja nok!“ svarede Ulven, og de gik begge til Gaarden, hvor Ræven stjal et af Lammene og bragte det ud til Ulven. Denne aad det op uden at byde Ræven det mindste. Men dermed var Ulven endnu ikke fornøiet; den vilde ogsaa have det andet og gik selv ind i Gaarden for at tage det. Men der bar den sig saa klodset ad, at Faaret, der var Moder til Lammene, merkede det og brægede forskrækkelig. Dette hørte Bondens Folk, ilede ind i Stalden med Stokke og Høgafler og slog løs paa Ulven, som dog slap fra dem og hylende og haltende kom ud til Ræven. „Jo, du har narret mig vakkert, du!“ raabte den, „jeg vilde ogsaa hente det andet Lam, og da fik Bønderne fat paa mig og pryglede mig ganske mør.“ — „Det har du godt af,“ svarede Ræven; „hvorfor er du saadan en Storæder!“

Dagen efter gik begge igjen ud paa Marken, og da sagde Ulven atter: „Hør, du røde Ræv! skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig!“ — Ræven svarede: „Jeg ved en Bondegaard; der bager Konen Pandekager iaften. Vi vil gaa hen og hente os nogle af dem.“ De gik derhen, og Ræven sneg sig saa længe omkring Huset og snusede saa længe efter Lugten, til den endelig fik opdaget, hvor Fadet stod. Den stjal da sex Pandekager af Fadet og bragte Ulven dem. „Der har du noget at æde!“ sagde Ræven til den og gik sin Vei; thi den vidste nok, at den ikke fik noget af Kagerne. Ulven slugte dem graadig og sagde: „De Kager smager efter mere.“ Derpaa gik den ind i Staburet, hvor Ræven havde hentet dem, for at tage de øvrige og rev saa hele Fadet ned af Hylden. Bondekonen hørte dette i Kjøkkenet, 65løb til og blev Ulven var. Hun kaldte nu paa sin Pige, og hver med sit Kosteskaft pryglede de nu paa den, alt hvad Tøiet kunde holde, saa at den med Nød og neppe kunde hinke ud i Skoven paa to lamme Ben. Der skreg den nu til Ræven: „Du slemme Mikkel! hvor du igjen har narret mig! Bondekonen fik fat paa mig og bankede mig saaledes, at jeg neppe kan gaa.“ — „Det skader ikke,“ sagde Ræven igjen, „hvorfor er du saadan en Storæder?“

Den tredje Dag, da de var sammen paa Marken, og Ulven knapt kunde slæbe sig frem paa sine lamme Ben, sagde den dog ligesom før: „Du røde Ræv! skaf mig noget at æde, eller ogsaa æder jeg dig!“ — Ræven svarede: „Jeg ved en Mand, som nylig har slagtet og saltet sit Kjød i Kjelderen; der vil jeg gaa hen og hente noget.“ Men Ulven sagde: „Ja, jeg vil strax følge med dig, forat du kan hjelpe mig frem; thi jeg er rent daarlig tilfods idag.“ — „Som du vil!“ svarede Ræven; og begge listede sig afsted, sneg sig ind i Gaarden og ned i Kjelderen. Der var nu en Guds Velsignelse af Kjød. Ulven gav sig strax ifærd dermed og tænkte: „Det vil kræve Tid, inden jeg holder op!“ — Ræven gjorde sig ogsaa tilgode, men saa sig flittig om, imedens den aad, løb tidt hen til Hullet, som de var komne ind af, og prøvede, om dens Krop endnu var smal nok til at slippe igjennem. Da sagde Ulven, som nu var vel tilmode: „Hør, lille, gode Ræv! hvorfor render du dog saaledes frem og tilbage og springer ind og ud?“ — „Aa!“ svarede Ræven listig, „jeg maa jo dog passe paa, at der ikke kommer nogen bag paa os. Æd nu bare ikke for meget!“ — „Bryd dig ikke om det, du,“ sagde Ulven, „jeg gaar ikke herfra, før Tønden er tom.“ — Imidlertid havde Bonden merket, at noget rørte sig i hans Kjelder, og skyndte sig derned. Ræven var med et Sæt ude af Hullet, saasnart den saa ham, og Ulven vilde følge den; men den havde ædt sig saa tyk, at den ikke kunde slippe igjennem, og blev siddende fast i Hullet. Da tog Bonden en stor Øx og slog den ihjel. Men Ræven sprang afsted til Skoven og var hjertelig glad over, at den var bleven af med den gamle Storæder.

Ulven hadde engang fått Ræven således i sin makt, at Mikkel måtte gå i tjeneste hos den, og alt, hva Ulven nå falt på, det måtte Ræven gjøre, fordi den var den svakeste. Dette ble Ræven snart kjed av og ville hjertelig gjerne være av med sin besværlige Herre. Engang sa Ulven til Ræven: „Hør, du røde rev! skaff meg noe å ete, ellers eter jeg deg!“ Ræven svarte: „Jeg ved en bondegård, hvor der er et par unge lam; har du Lyst, så kan vi gå hen og ta et av dem.“ „Ja nok!“ svarte Ulven, og de gikk begge til gården, hvor Ræven stjal et av lammene og brakte det ut til Ulven. Denne åt det opp uten å by Ræven det minste. Men dermed var Ulven ennå ikke fornøyet; den ville også ha det andre og gikk selv inn i gården for å ta det. Men der bar den seg så klodset ad, at fåret, der var mor til lammene, merket det og brekte forskrekkelig. Dette hørte Bondens folk, ilede inn i stallen med Stokke og høygafler og slo løs på Ulven, som dog slapp fra dem og hylende og haltende kom ut til Ræven. „Jo, du har narret meg vakkert, du!“ ropte den, „jeg ville også hente det andre lam, og da fikk bøndene fat på meg og pryglede meg ganske mør.“ — „Det har du godt av,“ svarte Ræven; „hvorfor er du sådan en storeter!“

Dagen etter gikk begge igjen ut på marken, og da sa Ulven atter: „Hør, du røde rev! skaff meg noe å ete, ellers eter jeg deg!“ — Ræven svarte: „Jeg ved en bondegård; der bager konen pannekaker i aften. Vi vil gå hen og hente oss noen av dem.“ De gikk derhen, og Ræven snek seg så lenge omkring huset og snuste så lenge etter lukten, til den endelig fikk oppdaget, hvor Fadet stod. Den stjal da seks pannekaker av Fadet og brakte Ulven dem. „Der har du noe å ete!“ sa Ræven til den og gikk sin vei; thi den visste nok, at den ikke fikk noe av kakene. Ulven slukte dem grådig og sa: „De kaker smaker etter mer.“ Derpå gikk den inn i stabburet, hvor Ræven hadde hentet dem, for å ta de øvrige og rev så hele Fadet ned av hyllen. Bondekonen hørte dette i kjøkkenet, 65løp til og ble Ulven var. Hun kalte nå på sin pike, og hver med sitt kosteskaft pryglede de nå på den, alt hva tøyet kunne holde, så at den med nød og neppe kunne hinke ut i skogen på to lamme Ben. Der skrek den nå til Ræven: „Du slemme Mikkel! hvor du igjen har narret meg! Bondekonen fikk fat på meg og banket meg således, at jeg neppe kan gå.“ — „Det skader ikke,“ sa Ræven igjen, „hvorfor er du sådan en storeter?“

Den tredje Dag, da de var sammen på marken, og Ulven knapt kunne slepe seg frem på sine lamme Ben, sa den dog likesom før: „Du røde rev! skaff meg noe å ete, eller også eter jeg deg!“ — Ræven svarte: „Jeg ved en mann, som nylig har slaktet og saltet sitt kjøtt i kjelleren; der vil jeg gå hen og hente noe.“ Men Ulven sa: „Ja, jeg vil straks følge med deg, for at du kan hjelpe meg frem; thi jeg er rent dårlig tilfods i dag.“ — „Som du vil!“ svarte Ræven; og begge listet seg av sted, snek seg inn i gården og ned i kjelleren. Der var nå en Guds velsignelse av kjøtt. Ulven ga seg straks ifærd dermed og tenkte: „Det vil kreve tid, innen jeg holder opp!“ — Ræven gjorde seg også tilgode, men så seg flittig om, imens den åt, løp titt hen til hullet, som de var kommet inn av, og prøvde, om dens kropp ennå var smal nok til å slippe igjennom. Da sa Ulven, som nå var vel tilmode: „Hør, lille, gode rev! hvorfor render du dog således frem og tilbake og springer inn og ut?“ — „Aa!“ svarte Ræven listig, „jeg må jo dog passe på, at der ikke kommer noen bak på oss. Et nå bare ikke for meget!“ — „Bryd deg ikke om det, du,“ sa Ulven, „jeg går ikke herfra, før tønnen er tom.“ — Imidlertid hadde bonden merket, at noe rørte seg i hans kjelder, og skyndte seg derned. Ræven var med et sett ute av hullet, så snart den så ham, og Ulven ville følge den; men den hadde ett seg så tykk, at den ikke kunne slippe igjennom, og ble sittende fast i hullet. Da tok bonden en stor øks og slo den ihjel. Men Ræven sprang av sted til skogen og var hjertelig glad over, at den var blitt av med den gamle storeter.