58

Hvor vakre de var, de smaa hvide Blomster, som stod der under Trærne i Udkanten af Skoven! Det saa ud, som om Sneklokkerne mente, at det nu maatte være paa høi Tid at skyde frem; den milde Martssol havde jo allerede skinnet i mange Dage. 59Der voxede de, mellem den bløde, fugtige Mos og de lange gule Græsstraa. De saa saa bly og beskedne ud, disse Sneklokker, og de var saa blændende hvide, som om de just var blevne dannede af den hvide Sne, der endnu paa enkelte Steder bedækkede Jorden.

Men de skulde nok ikke tilbringe hele sit korte Liv her ude paa Marken ved Randen af Skoven. Thi strax efterat Solen var staaet op, da de just havde aabnet sine Bægere, blev de opdagede af et menneskeligt Øie, og en liden mager, kold Haand brød dem af de tynde, grønne Stængler. Det var lille Anna, en liden Pige fra den store By, som laa omtrent en halv Mil borte fra denne Skov. Hun vidste nok, hvad det var at lide Mangel, denne lille fattige Pige; hun var saa sulten denne Morgenstund, og det var hendes smaa Søstre og Brødre ogsaa, og deres stakkels, syge Moder havde intet at give dem til Frokost. Saa havde Anna fundet paa at staa tidlig op og gaa hen til Skoven og plukke Sneklokker; hun kunde maaske faa solgt dem i Byen og derved fortjene et Par Skilling til Brød. Hun havde taget sin lille Broder Paul med, forat han ikke skulde være hendes stakkels Moder til Bryderi hjemme. Paul syntes, det var saa morsomt at være med Anna; han speidede med sine smaa Øine efter Blomsterne, og naar han fik Øie paa en, pegede han paa den og klappede i Hænderne af Glæde; han vidste jo, at det var disse hvide Smaablomster, som skulde skaffe Brød til ham og de andre sultne derhjemme.

„Tag dig iagt, Paul! Tag dig iagt!“ raabte Anna. „Du træder jo paa Blomsterne. Ja, ja, jeg ser dem nok, men bliv du, hvor du er, saa skal jeg plukke dem.“ Og Anna sprang hurtig høiere op ad Bakken og plukkede ivrig alle de Blomster, hun saa.

Hun saa mager og udtæret ud, denne stakkels lille Pige. Hun var elendig klædt; de usle Klædningsstykker, som hun bar, var ikke istand til at beskytte hende mod Kulden.

„Anna, Anna, jeg er saa træt og sulten, jeg maa have noget at spise!“ lød hendes lille Broders Stemme fra Foden af Bakken. „Nu kommer jeg, — jeg tænker, jeg har nok nu,“ sagde Anna og sprang ned til ham med Forklædet fuldt af Blomster, „kom nu, Paul, vi vil sidde ned paa denne Stubbe 60og binde dem i Buketter. Nu kan du hjelpe mig,” vedblev hun smilende, „kom skal vi binde Buketter; du kan ordne Blomsterne.” Hermed tog hun frem et Garnnøste, som hun havde taget med sig, og bandt tolv smaa hvide Buketter; i enhver af disse bandt hun ind lidt Vintergrønt. Blomsterne tog sig endnu bedre ud ved Siden af det mørkegrønne. „Kom nu, Paul, nu vil vi gaa omkring til Gartnernes Butikker og falbyde disse, saa skal vi nok faa Penge at kjøbe Brød for til Moder og de andre hjemme,” sagde hun muntert, da hun havde ordnet Blomsterne ned i en liden Kurv, som hun holdt i den ene Haand, idet hun rakte den anden til sin lille Broder. Og saa gik de paa en liden Bro over Bækken, som løb gjennem Markerne, og naaede snart den store Landevei.

I nogen Tid gik lille Paul noksaa kjækt; men senere begyndte han at klage over, at han var træt og øm i Fødderne, og Anna saa, at han græd bitterlig.

Hun satte da Kurven fra sig, tog ham i sine Arme og sagde: „Græd ikke, kjære, lille Paul, du skal se, nu er vi snart fremme.” — Paul var ellers en uforfærdet, liden Krabat; men det var ikke underligt, at Sult og Træthed nu fik ham til at græde.

„Jeg maa have noget at spise — jeg maa — jeg maa,” jamrede Paul, „og saa er jeg saa træt og syg, Anna, jeg er bestemt syg.” — Stakkels Anna var ogsaa meget træt; men hun tænkte slet ikke paa sig selv; hun tog og bar sin lille Broder paa sine Arme og indhyllede ham i sit eneste Tørklæde; og saaledes vandrede hun da videre, næsten synkende under den tunge Byrde, medens lille Paul atter smilede af Glæde over, at han fik Lov til at holde paa Kurven med Sneklokkerne. Skjønt Annas Arme og Ryg verkede, og skjønt hun neppe kunde drage Aande, blev hun dog ikke utaalmodig over at maatte bære sin Broder; hele Tiden talte hun mildt og venlig til ham, saa han snart følte sig tilfreds og udhvilet og sagde, at nu vilde han gaa et Stykke. Tilsidst naaede de da den store By og vandrede gjennem de larmende Gader, der var ganske sorte og sølede nu, da Sneen just var smeltet.

61„Vil De kjøbe friske Sneklokker, en Skilling Buketten?“ sagde Anna og stak Hovedet ind i en Grønthandlers Butik.

„Nei, vi har forsynet os for idag, du er for sent ude,“ sagde Manden i Butikken, og Anna maatte gaa videre uden at faa Afsætning.

„Se, Anna! hvilke deilige Boller,“ sagde lille Paul og pegede paa en Kurv ferskt Hvedebrød, som en just havde sat fra sig lige udenfor en Bagers Dør. „Jeg vilde saa gjerne have en.“

Anna tænkte, at hun ogsaa gjerne vilde have en Bolle. Der var ingen, som saa paa hende, hun kunde jo let tage et Par og gjemme dem under Tørklædet, hun var saa sulten. Hun var et Øieblik i sterk Fristelse; men da var det, som om en Stemme sagde til hende: „Gud siger, du skal ikke stjæle.“ Hun greb Pauls Haand og trak ham hurtig bort med sig.

„Hvorfor kan du ikke tage en til mig?“ sagde Paul utaalmodig.

„Fordi det ikke vilde være rigtigt, Paul; vi maa ikke tage, hvad der ikke tilhører os.“

„Hvorfor ikke det, naar vi er saa sultne?“ sagde Paul og saa op med taarefulde Øine.

„Gud vil ikke, at vi skal stjæle, han vil nok sørge for os,“ sagde Anna. I det samme Øieblik gik der en ung Dame forbi dem; Anna greb en af sine Buketter og holdt den imod hende og sagde: „Friske Sneklokker, vil De ikke kjøbe, Frøken? jeg har plukket dem idag.“

„Nei Tak, jeg skal ikke have nogen,“ sagde den unge Dame; men hun smilede venlig til den lille, fattige Pige, og det milde Smil gjorde Anna næsten ligesaa glad, som om hun havde kjøbt hendes Blomster. Men Anna var kommen for sent til Byen den Dag; hun gik op ad den ene Gade efter den anden, og der var ingen, som vilde kjøbe hendes Blomster. Hun var omsider nær ved at segne om af Udmattelse og Sult, og hendes lille Broder græd saa ynkelig og raabte paa Mad.

„Gode Herrer, kjøb nogle Sneklokker, friske Sneklokker, ganske friske!“ sagde hun til et Selskab unge Herrer, som under munter Tale og Latter kom slentrende ned ad Gaden. Men de gav hende intet Svar, puffede hende derimod haardt 62tilside og veltede hendes Kurv, saa at alle Sneklokkerne faldt ud paa den vaade, sølede Gade.

Anna skreg ikke. Hun satte sig som fortvivlet ned paa Trinene af en Trappe i Nærheden og bedækkede Ansigtet med sine Hænder, idet hun græd stille, medens lille Paul gav sig til at opsamle Blomsterne og lægge dem ned i Kurven igjen. Men ak! de var ikke længer hvide nu! i hver eneste Buket var nogle af Sneklokkerne tilsølede; Anna kunde nu slet ikke haabe at blive af med dem, og hvordan kunde hun saa skaffe Brød til sin syge Moder?

„Hvad feiler dig, min lille Pige? hvorfor græder du?“ spurgte en venlig Stemme lige ved hende.

„De slemme, unge Herrer, som gaar derborte, stødte hendes Kurv omkuld, saa alle Sneklokkerne faldt i Sølen,“ sagde en snil, liden Gut, som havde hjulpet lille Paul at samle dem op.

„Nu er de bortskjæmte, rent bortskjæmte!“ hulkede Anna, „og saa faar vi intet at spise.“

„Stakkels Barn, du ser virkelig ud, som om du trængte til noget at spise,“ sagde den venlige Dame, „er Sneklokkerne ganske bortskjæmte?“

„Ja, der er kommet Søle paa hver eneste Buket, og nogle af dem er der traadt paa,“ svarede den lille Pige under et nyt Udbrud af Taarer.

„Ja, men alle Blomsterne er ikke derfor fordærvede. Se her, min Pige, det er bare de yderste Blomster i denne Buket, som er tilsølede, de midterste Klokker er aldeles rene, det er de friskeste, hvideste Sneklokker, jeg har seet idag.“

Anna saa lidt mere fornøiet ud. Den gode Dame talte saa venlig, og hendes Ansigt var saa mildt og behageligt, at Anna følte sig trøstet; og hvor inderlig fornøiet blev hun ikke, da den fremmede Dame tog sexten Skilling ud af sin Pung og sagde: „Her, min kjære, to af dine Buketter er aldeles fordærvede; men jeg vil give dig disse sexten Skilling for de andre ti.“

Med inderlig Taknemmelighed modtog Anna Pengene, og saa lagde hun og Paul de kasserede Sneklokker i Kurven igjen, da de vidste, at de smaa hjemme vilde blive glade i dem.

63Et Øieblik efter var de inde i en Bagerbutik, hvor de kjøbte ferskt Brød, og løb derefter saa hurtig, de kunde, til sit Hjem, hvor de blev længselsfuldt ventede.

„Paul,“ sagde Anna, da de vandrede hjemad, „jeg sagde dig, at Gud nok vilde sørge for os; Moder sagde, han vilde; du ved, vi bad om Brød, og se nu alt dette, han har givet os!“

„Hvis jeg skulde kjøbe, Anna, saa vilde jeg ikke vælge Brød, men Kager, saadanne, som ligger i Vinduerne.“

„Brød er meget bedre, dette deilige, ferske, hvide Brød,“ sagde Anna og saa glad ned paa sin Skat.

„Hvor vi vilde være lykkelige, dersom vi havde rigtig mange Penge,“ sagde Paul eftertænksom.

„Det er jeg dog ikke vis paa,“ sagde Anna. „Vi vilde ikke være fuldkommen lykkelige, om vi var aldrig saa rige, hvis ikke Papa kom mere hjem fra Søen. Det er fordi Mama er ængstelig for ham, at hun ser saa bleg og sørgmodig ud. Det er for hans Skyld, hun skjælver og ikke kan sove, naar hun hører Stormen tude. O, gid Vorherre vilde bevare ham, gid han kom hjem; han ved ikke, hvor ofte vi maa lide Mangel, og hvor vi savner vor kjære, gode Papa.“

De havde naaet det snevre Stræde, hvor deres Moder boede, og gik nu op ad Trappen til de smaa Kvistværelser oppe paa Loftet i det lille, forfaldne Hus.

„Moder, Moder, her er Brød!“ raabte lille Anna, idet hun ilsomt aabnede Døren; „idag skal vi ikke sulte, her — —“ men hun fik ikke udtalt; hun blev greben af et Par kraftige Arme, og en kjærlig Stemme sagde: „Min egen, kjære, lille Pige, Gud velsigne hende!“ og Annas Kinder bedækkedes af hendes Faders Kys.

Han var just samme Morgen kommen hjem fra en lang, besværlig Søreise; han havde sin fulde Hyre i Lommen, Penge nok til at afhjelpe Familiens Nød.

„Nu, Anna, skaf mig lidt at spise, ogsaa jeg er sulten,“ udbrød han, efterat han havde husket Paul paa sine Arme næsten lige op til Taget i det lave Værelse. De satte sig nu glade og fornøiede om Bordet og gjorde sig tilgode med Annas Brød, og alle sagde de, at intet Maaltid havde smagt dem bedre end dette, som var kjøbt for Annas Sneklokker.

58

Hvor vakre de var, de små hvite blomster, som stod der under trærne i utkanten av skogen! Det så ut, som om snøklokkene mente, at det nå måtte være på høy tid at skyde frem; den milde Martssol hadde jo allerede skinnet i mange dager. 59Der voxede de, mellom den bløte, fuktige Mos og de lange gule gresstrå. De så så bly og beskedne ut, disse snøklokker, og de var så blendende hvite, som om de just var blitt dannede av den hvite Sne, der ennå på enkelte steder bedekkede jorden.

Men de skulle nok ikke tilbringe hele sitt korte Liv her ute på marken ved randen av skogen. Thi straks etter at solen var stått opp, da de just hadde åpnet sine Bægere, ble de opdagede av et menneskelig Øye, og en liten mager, kald hånd brød dem av de tynne, grønne stengler. Det var lille Anna, en liten pike fra den store by, som lå omtrent en halv mil borte fra denne skog. Hun visste nok, hva det var å lide mangel, denne lille fattige pike; hun var så sulten denne morgenstund, og det var hennes små søstre og brødre også, og deres stakkels, syke mor hadde intet å gi dem til frokost. Så hadde Anna funnet på å stå tidlig opp og gå hen til skogen og plukke snøklokker; hun kunne maaske få solgt dem i byen og derved fortjene et par skilling til brød. Hun hadde tatt sin lille bror Paul med, for at han ikke skulle være hennes stakkels mor til bryderi hjemme. Paul syntes, det var så morsomt å være med Anna; han speidet med sine små øyne etter blomstene, og når han fikk Øye på en, pekte han på den og klappede i hendene av glede; han visste jo, at det var disse hvite småblomster, som skulle skaffe brød til ham og de andre sultne derhjemme.

„Ta deg i akt, Paul! Ta deg i akt!“ ropte Anna. „Du trer jo på blomstene. Ja, ja, jeg ser dem nok, men bli du, hvor du er, så skal jeg plukke dem.“ Og Anna sprang hurtig høyere opp ad bakken og plukket ivrig alle de blomster, hun så.

Hun så mager og udtæret ut, denne stakkels lille pike. Hun var elendig kledd; de usle Klædningsstykker, som hun bar, var ikke i stand til å beskytte henne mot kulden.

„Anna, Anna, jeg er så trett og sulten, jeg må ha noe å spise!“ lød hennes lille Broders stemme fra foten av bakken. „Nå kommer jeg, — jeg tenker, jeg har nok nå,“ sa Anna og sprang ned til ham med forkleet fullt av blomster, „kom nå, Paul, vi vil sitte ned på denne stubbe 60og binde dem i buketter. Nå kan du hjelpe meg,” vedble hun smilende, „kom skal vi binde buketter; du kan ordne blomstene.” Hermed tok hun frem et garnnøste, som hun hadde tatt med seg, og bandt tolv små hvite buketter; i enhver av disse bandt hun inn litt Vintergrønt. Blomstene tok seg enda bedre ut ved siden av det mørkegrønne. „Kom nå, Paul, nå vil vi gå omkring til Gartnernes butikker og falby disse, så skal vi nok få penger å kjøpe brød for til mor og de andre hjemme,” sa hun muntert, da hun hadde ordnet blomstene ned i en liten kurv, som hun holdt i den ene hånd, idet hun rakte den annen til sin lille bror. Og så gikk de på en liten bro over bekken, som løp gjennom markene, og nådde snart den store landevei.

I noen tid gikk lille Paul nokså kjekt; men senere begynte han å klage over, at han var trett og øm i føttene, og Anna så, at han gråt bitterlig.

Hun satte da kurven fra seg, tok ham i sine Arme og sa: „Gråt ikke, kjære, lille Paul, du skal se, nå er vi snart fremme.” — Paul var ellers en uforferdet, liten krabat; men det var ikke underlig, at sult og tretthet nå fikk ham til å gråte.

„Jeg må ha noe å spise — jeg må — jeg må,” jamrede Paul, „og så er jeg så trett og syk, Anna, jeg er bestemt syk.” — Stakkels Anna var også meget trett; men hun tenkte slett ikke på seg selv; hun tok og bar sin lille bror på sine Arme og innhyllet ham i sitt eneste tørkle; og således vandret hun da videre, nesten synkende under den tunge byrde, mens lille Paul atter smilede av glede over, at han fikk Lov til å holde på kurven med snøklokkene. Skjønt Annas Arme og rygg verket, og skjønt hun neppe kunne dra ånde, ble hun dog ikke utålmodig over å måtte bære sin bror; hele tiden talte hun mildt og vennlig til ham, så han snart følte seg tilfreds og uthvilt og sa, at nå ville han gå et stykke. Til sist nådde de da den store by og vandret gjennom de larmende gater, der var ganske sorte og sølede nå, da Sneen just var smeltet.

61„Vil De kjøpe friske snøklokker, en skilling buketten?“ sa Anna og stak hodet inn i en Grønthandlers butikk.

„Nei, vi har forsynet oss for i dag, du er for sent ute,“ sa mannen i butikken, og Anna måtte gå videre uten å få avsetning.

„Se, Anna! hvilke deilige boller,“ sa lille Paul og pegede på en kurv ferskt hvetebrød, som en just hadde satt fra seg like utenfor en bakers dør. „Jeg ville så gjerne have en.“

Anna tenkte, at hun også gjerne ville ha en bolle. Der var ingen, som så på henne, hun kunne jo lett ta et par og gjemme dem under tørkleet, hun var så sulten. Hun var et øyeblikk i sterk fristelse; men da var det, som om en stemme sa til henne: „Gud sier, du skal ikke stjele.“ Hun grep Pauls Haand og trakk ham hurtig bort med seg.

„Hvorfor kan du ikke ta en til meg?“ sa Paul utålmodig.

„Fordi det ikke ville være riktig, Paul; vi må ikke ta, hva der ikke tilhører oss.“

„Hvorfor ikke det, når vi er så sultne?“ sa Paul og så opp med taarefulde øyne.

„Gud vil ikke, at vi skal stjele, han vil nok sørge for oss,“ sa Anna. I det samme øyeblikk gikk der en ung dame forbi dem; Anna grep en av sine buketter og holdt den imot henne og sa: „Friske snøklokker, vil De ikke kjøpe, frøken? jeg har plukket dem i dag.“

„Nei takk, jeg skal ikke ha noen,“ sa den unge dame; men hun smilte vennlig til den lille, fattige pike, og det milde smil gjorde Anna nesten likeså glad, som om hun hadde kjøpt hennes blomster. Men Anna var kommet for sent til byen den dag; hun gikk opp ad den ene gate etter den annen, og der var ingen, som ville kjøpe hennes blomster. Hun var omsider nær ved å segne om av utmattelse og sult, og hennes lille bror gråt så ynkelig og ropte på mat.

„Gode herrer, kjøp noen snøklokker, friske snøklokker, ganske friske!“ sa hun til et selskap unge herrer, som under munter Tale og Latter kom slentrende ned ad gaten. Men de ga henne intet svar, puffet henne derimot hardt 62tilside og veltede hennes kurv, så at alle snøklokkene falt ut på den våte, sølede gate.

Anna skreg ikke. Hun satte seg som fortvivlet ned på trinnene av en Trappe i nærheten og bedekkede ansiktet med sine hender, idet hun gråt stille, mens lille Paul ga seg til å oppsamle blomstene og legge dem ned i kurven igjen. Men ak! de var ikke lenger hvite nå! i hver eneste bukett var noen av snøklokkene tilsølede; Anna kunne nå slett ikke håpe å bli av med dem, og hvordan kunne hun så skaffe brød til sin syke mor?

„Hva feiler deg, min lille pike? hvorfor gråter du?“ spurte en vennlig stemme like ved henne.

„De slemme, unge herrer, som går derborte, støtte hennes kurv omkuld, så alle snøklokkene falt i Sølen,“ sa en snill, liten Gut, som hadde hjulpet lille Paul å samle dem opp.

„Nå er de bortskjemte, rent bortskjemte!“ hulket Anna, „og så får vi intet å spise.“

„Stakkels barn, du ser virkelig ut, som om du trengte til noe å spise,“ sa den vennlige dame, „er snøklokkene ganske bortskjemte?“

„Ja, der er kommet søle på hver eneste bukett, og noen av dem er der trådt på,“ svarte den lille pike under et nytt utbrudd av Taarer.

„Ja, men alle blomstene er ikke derfor fordærvede. Se her, min pike, det er bare de ytterste blomster i denne bukett, som er tilsølede, de midterste klokker er aldeles rene, det er de friskeste, hviteste snøklokker, jeg har sett i dag.“

Anna så litt mer fornøyet ut. Den gode dame talte så vennlig, og hennes ansikt var så mildt og behagelig, at Anna følte seg trøstet; og hvor inderlig fornøyet ble hun ikke, da den fremmede dame tok seksten skilling ut av sin pung og sa: „Her, min kjære, to av dine buketter er aldeles fordærvede; men jeg vil gi deg disse seksten skilling for de andre ti.“

Med inderlig takknemlighet mottok Anna Pengene, og så la hun og Paul de kasserede snøklokker i kurven igjen, da de visste, at de små hjemme ville bli glade i dem.

63Et øyeblikk etter var de inne i en bakerbutikk, hvor de kjøpte ferskt brød, og løp deretter så hurtig, de kunne, til sitt hjem, hvor de ble lengselsfullt ventet.

„Paul,“ sa Anna, da de vandret hjemad, „jeg sa deg, at Gud nok ville sørge for oss; Mor sa, han ville; du vet, vi bad om brød, og se nå alt dette, han har gitt oss!“

„Hvis jeg skulle kjøpe, Anna, så ville jeg ikke velge brød, men kaker, sådanne, som ligger i vinduene.“

„Brød er meget bedre, dette deilige, ferske, hvite brød,“ sa Anna og så glad ned på sin skatt.

„Hvor vi ville være lykkelige, dersom vi hadde riktig mange penger,“ sa Paul ettertenksom.

„Det er jeg dog ikke viss på,“ sa Anna. „Vi ville ikke være fullkommen lykkelige, om vi var aldri så rike, hvis ikke pappa kom mer hjem fra sjøen. Det er fordi Mama er engstelig for ham, at hun ser så bleg og sørgmodig ut. Det er for hans skyld, hun skjelver og ikke kan sove, når hun hører stormen tute. O, gid Vorherre ville bevare ham, gid han kom hjem; han vet ikke, hvor ofte vi må lide mangel, og hvor vi savner vår kjære, gode pappa.“

De hadde nået det snevre Stræde, hvor deres mor bodde, og gikk nå opp ad trappen til de små kvistværelser oppe på loftet i det lille, forfalne hus.

„Mor, mor, her er brød!“ ropte lille Anna, idet hun ilsomt åpnet døren; „i dag skal vi ikke sulte, her — —“ men hun fikk ikke uttalt; hun ble grepet av et par kraftige Arme, og en kjærlig stemme sa: „Min egen, kjære, lille pike, Gud velsigne henne!“ og Annas Kinder bedækkedes av hennes Faders kyss.

Han var just samme morgen kommet hjem fra en lang, besværlig Søreise; han hadde sin fulle hyre i lommen, penger nok til å avhjelpe Familiens nød.

„Nå, Anna, skaff meg litt å spise, også jeg er sulten,“ utbrøt han, etter at han hadde husket Paul på sine Arme nesten like opp til taket i det lave værelse. De satte seg nå glade og fornøyde om bordet og gjorde seg tilgode med Annas brød, og alle sa de, at intet måltid hadde smakt dem bedre enn dette, som var kjøpt for Annas Sneklokker.