34

I et fornemt Hus havde en Hønsehund, Moder til fire uopdragne Hvalpe, i nogen Tid været syg af Ørepine, og derfor maatte den holde sig inde. Den kunde nu ikke, som ellers, gaa omkring med de smaa nede i Gaarden, og derfor maatte de hver Aften, naar de kom op, fortælle alt nyt, de havde oplevet dernede.

En Aften havde de fire smaa Hunde en hel Mængde at fortælle: „Lady,” den største, havde løbet omkring med Naboens Spids; „Fidel” var bleven frygtelig ertet af en Skomagergut, som gik forbi, men havde siden faaet de deiligste Osteskorper forærende; „Belline” var bleven umaadelig vred over Hjulene paa en Barnevogn, fordi de i Farten dreiede saa rask omkring og knagede saa ækkelt derved, og den lille „Nimrod” endelig, den allermindste af de fire Hvalpe, var bleven saa bange for Hanen, at han havde skjult sig bag en Tønde og slet ikke havt Lyst til at lege.

„Du tossede Barn,” sagde den gamle Hund, „hvad har da Hanen gjort dig?”

„Ak, kjære Moder,” raabte Nimrod, „jeg vilde først lege med ham; men der kom jeg galt afsted, for det er en slem, stolt Herre. Han saa ikke engang paa mig. Jeg tænker, at han nylig havde været ude at ride med nogle andre fornemme Herrer, for han havde endnu Sporerne paa Benene. Men hvor han ogsaa var prægtig klædt, — meget, meget smukkere end Menneskerne!”

Den gamle rystede smilende paa Hovedet; men Nimrod vedblev ivrigere og ivrigere:

„Hør nu, hvad han havde paa! Hans Kjole var af grøn Silke, tæt besat med Guld; paa Hovedet havde han en rød Hue, der sad paa Snur, og tænk engang, Fjerbusken, som 35de Officerer, der kommer her i Huset, ellers bærer i Hatten, havde han paa sin Bag. Det saa rent naragtig ud.“

„Saa har du, lille Næsvis, maaske ovenikjøbet leet ham ud?“ sagde Moderen.

„Nei, Moder, leet har jeg ganske vist ikke; men ærgret mig over ham har jeg, og saa begyndte jeg at knurre ganske sagte — naa! saa skulde du seet, hvor vred han blev. Halsen rakte han langt i Veiret, dreiede Hovedet rundt omkring til alle Sider og skjældte saadan, som jeg endnu ikke har hørt noget Dyr gjøre. Selv Fruens gamle Papegøie kan ikke skjælde saa forfærdelig. Var det da vel saa urimeligt, at jeg krøb bag Tønden?“

„Ja men, naar du blev vred paa ham, hvorfor gjøede du da ikke rigtig ad ham?“

„Det gjorde jeg ogsaa engang, Moder; men saa blev han meget, meget værre. Med et frygteligt Spring for han op paa Stakittet, slog sig forbitret med Vingerne i Siden og raabte paa alle Hanerne i hele Egnen; og de svarede ogsaa strax alle, allesammen.“

„Kom de da ogsaa?“

„Ja det ved jeg virkelig ikke, for jeg var saa bange, at jeg ikke kunde holde det længere ud bag Tønden; jeg kneb Halen sammen mellem Benene og løb ind i Huset, saa sterkt jeg kunde. Du maa ikke være vred, kjære Moder; men jeg tror rigtignok, at jeg skreg frygtelig.“

Den gamle Hund lo den lille snakkesalige Kryster ordentlig ud og sagde: „Om otte Dage bliver mit Øre nok noget bedre, og du noget fornuftigere, saa skal jeg vise dig den stolte Herre lidt nærmere ved.“

Som sagt, saa gjort. Otte Dage efter gik den gamle igjen med sine Børn nede i Gaarden, hvor Hanen just gik og gjorde Skrabud i Mængde for sine Høner; bagefter stod den paa et Ben og saa sig om med den fornemste Mine af Verden.

„Kom nu, mine Børn,“ sagde Moderen; „naar jeg er tilstede, behøver I ikke at være bange. Den af eder, der har mest Mod, skal gaa dristig løs paa Hanen og gjø ad den. Den, som gjør det, skal til Løn faa to deilige, gjennemsigtige Stykker Lammebrusk, som jeg igaar gjemte under Dørmatten.“

36„Lammebrusk! tænk bare, Lammebrusk!“ raabte de to største Børn og fik ved denne Tanke et umaadeligt Heltemod og ganske vaade Snuder af Madlyst. De logrede ogsaa kjækt og lystig omkring Moderen og begyndte sagte at knurre og tage mere og mere Mod til sig; men den lille Nimrod holdt endnu Halen tæt indkneben mellem Benene.

Belline var endelig den første, som viste sit Mod. Den lagde omhyggelig begge Forlabberne foran sig fladt paa Jorden og Hovedet paa dem, saa derefter stolt paa Hanen og krøb saaledes langsomt frem imod den.

Hanen vilde netop igjen til at skjælde den ret tilgavns ud — vips, da for den flinke Hundehvalp i et Par raske Spring løs paa den og gjøede med sin fine, skingrende Stemme, saa høit den kunde.

Nei da, hvor den fornemme Herr Hane for sammen! Dens lange Hals blev ganske kort og bestandig kortere, dens høie Svingfjær slæbte hen ad Jorden, og med alenlange Skridt løb den, saa rask den kunde, med strakt Hals tilhøire og tilvenstre, bestandig i en Rundkreds, indtil den gamle Kryster endelig gjennem et Hul slap ind i Hønsehuset. En skraldende Latter lød rundtom fra hele Gaarden. Af Latter hylede Hundene, snadrede Ænderne, pludrede Kalkunerne, og Smaagutterne, som var Tilskuere oppe fra Vinduet, klappede i Hænderne. Da den lille Nimrod saa det, glemte den al sin Frygt, løb med sine Søskende hen til Hønsehuset, og alle gjøede endnu længe ind ad det Hul, som Hanen var sluppen bort igjennem.

Siden den Tid er Nimrod bleven saa kjæk, at han ikke mere er bange for nogen Ting i Verden, men anfalder endogsaa dristig Mennesker baade tilfods og tilhest.

34

I et fornemt hus hadde en Hønsehund, mor til fire uopdragne valper, i noen tid vært syk av ørepine, og derfor måtte den holde seg inne. Den kunne nå ikke, som ellers, gå omkring med de små nede i gården, og derfor måtte de hver aften, når de kom opp, fortelle alt nytt, de hadde opplevd dernede.

En aften hadde de fire små hunder en hel mengde å fortelle: „Lady,” den største, hadde løbet omkring med Naboens spiss; „Fidel” var blitt fryktelig ertet av en skomakergutt, som gikk forbi, men hadde siden fått de deiligste osteskorper forærende; „Belline” var blitt umåtelig vred over hjulene på en barnevogn, fordi de i farten dreide så rask omkring og knaket så ekkelt derved, og den lille „Nimrod” endelig, den allermindste av de fire valper, var blitt så bange for hanen, at han hadde skjult seg bak en tønne og slett ikke hatt Lyst til å leke.

„Du tossete barn,” sa den gamle hund, „hva har da hanen gjort deg?”

„Ak, kjære mor,” ropte Nimrod, „jeg ville først leke med ham; men der kom jeg galt av sted, for det er en slem, stolt Herre. Han så ikke engang på meg. Jeg tenker, at han nylig hadde vært ute å ride med noen andre fornemme herrer, for han hadde ennå sporene på Benene. Men hvor han også var prektig kledd, — meget, meget smukkere enn menneskene!”

Den gamle rystet smilende på hodet; men Nimrod vedble ivrigere og ivrigere:

„Hør nå, hva han hadde på! Hans Kjole var av grønn silke, tett besatt med gull; på hodet hadde han en rød hue, der satt på snur, og tenk engang, fjærbusken, som 35de offiserer, der kommer her i huset, ellers bærer i hatten, hadde han på sin bak. Det så rent naragtig ut.“

„Så har du, lille Næsvis, maaske ovenikjøbet ledd ham ut?“ sa moren.

„Nei, mor, ledd har jeg ganske vist ikke; men ergret meg over ham har jeg, og så begynte jeg å knurre ganske sakte — nå! så skulle du sett, hvor vred han ble. Halsen rakte han langt i været, dreide hodet rundt omkring til alle sider og skjelte sådan, som jeg ennå ikke har hørt noe dyr gjøre. Selv Fruens gamle papegøye kan ikke skjelle så forferdelig. Var det da vel så urimelig, at jeg krøp bak tønnen?“

„Ja men, når du ble vred på ham, hvorfor gjøede du da ikke riktig ad ham?“

„Det gjorde jeg også engang, mor; men så ble han meget, meget verre. Med et fryktelig Spring for han opp på stakittet, slo seg forbitret med vingene i siden og ropte på alle hanene i hele Egnen; og de svarede også straks alle, allesammen.“

„Kom de da også?“

„Ja det vet jeg virkelig ikke, for jeg var så bange, at jeg ikke kunne holde det lenger ut bak tønnen; jeg knep halen sammen mellom Benene og løp inn i huset, så sterkt jeg kunne. Du må ikke være vred, kjære mor; men jeg tror riktignok, at jeg skrek fryktelig.“

Den gamle hund lo den lille snakkesalige kryster ordentlig ut og sa: „Om åtte dager blir mitt øre nok noe bedre, og du noe fornuftigere, så skal jeg vise deg den stolte Herre litt nærmere ved.“

Som sagt, så gjort. Åtte dager etter gikk den gamle igjen med sine barn nede i gården, hvor hanen just gikk og gjorde Skrabud i mengde for sine høner; bakefter stod den på et Ben og så seg om med den fornemste mine av verden.

„Kom nå, mine barn,“ sa moren; „når jeg er til stede, behøver dere ikke å være bange. Den av dere, der har mest mot, skal gå dristig løs på hanen og gjø ad den. Den, som gjør det, skal til Løn få to deilige, gjennomsiktige stykker Lammebrusk, som jeg i går gjemte under dørmatten.“

36„Lammebrusk! tenk bare, Lammebrusk!“ ropte de to største barn og fikk ved denne tanke et umåtelig heltemot og ganske våte snuter av matlyst. De logret også kjekt og lystig omkring moren og begynte sakte å knurre og ta mer og mer mot til seg; men den lille Nimrod holdt ennå halen tett innknepen mellom Benene.

Belline var endelig den første, som viste sitt mot. Den la omhyggelig begge forlabbene foran seg flatt på jorden og hodet på dem, så deretter stolt på hanen og krøp således langsomt frem imot den.

Hanen ville nettopp igjen til å skjelle den rett tilgavns ut — vips, da for den flinke Hundehvalp i et par raske Spring løs på den og gjøede med sin fine, skingrende stemme, så høyt den kunne.

Nei da, hvor den fornemme Herr Hane for sammen! Dens lange hals ble ganske kort og bestandig kortere, dens høye Svingfjær slepte hen ad jorden, og med alenlange skritt løp den, så rask den kunne, med strakt hals til høyre og tilvenstre, bestandig i en rundkrets, inntil den gamle kryster endelig gjennom et Hul slapp inn i hønsehuset. En skrallende Latter lød rundt om fra hele gården. Av Latter hylte hundene, snadret endene, pludret kalkunene, og småguttene, som var tilskuere oppe fra vinduet, klappede i hendene. Da den lille Nimrod så det, glemte den all sin frykt, løp med sine søsken hen til hønsehuset, og alle gjøede ennå lenge inn ad det Hul, som hanen var sluppet bort igjennom.

Siden den tid er Nimrod blitt så kjekk, at han ikke mer er bange for noen ting i verden, men anfaller endogsaa dristig mennesker både tilfods og til hest.