33

Bækken gaar i Engen;Bækken godt sig morer nok,Springer over Rod og StokOg over høie Stene.

Bækken ler bag Grene;Hør, den ler i Græsset godt!Alt, hvad der er sort og graat,Kan Bækken ikke lide.

Liden Bæk vil gnideStenens stygge Ansigt hvidt,Vasker det saa jevnt og tidtMed Voverne, som glide.

Ren den bli’r med Tide,Om den ikke bliver hvid;Dengang Stenen trilled did,Da var den sort og muldet.

Nu er den som Guldet.Ren som Guld jeg ogsaa bli’r,Blot du, lille Bæk, mig gi’rI Haanden blot en Draabe.

Jeg kan længe raabe;Bækken gjør dog ikke Stop,Løfter ei en Draabe opAt øse mig i Haanden.

Men paa Siljevaanden,Voxende paa Bækkens Bred,Hopper liden Erle nedOg dypper hele Vingen.

Hjelp dig selv er Tingen!Det har jeg af Fuglen lært.Bækken har mig Vand forært;Men selv jeg maa det tage.

Nu kan Fuglen jageRundt om Himmelen med Lyst.Se, hvor straalende dens BrystDe friske Vinger føre!

Jeg som den vil gjøre:Haanden vil jeg dyppe ned,Vaske den og Ansigt med,Saa det ta’r ingen Ende.34Saa tør jeg det vendeFreidig did, hvor Fuglen fly’r,Se, om ei blandt Himlens Sky’rJeg kan Smaaengle kjende.

Milde Blik de sende,Naar de ser, at jeg er renSom den klare Ædelsten,Der kan i Mørket brænde.

H. Wergeland.

33

Bekken går i Engen;Bekken godt seg morer nok,Springer over rot og stokkOg over høye Steiner.

Bekken ler bak grener;Hør, den ler i gresset godt!Alt, hva der er sort og grått,Kan bekken ikke lide.

Liten bekk vil gniSteinens stygge ansikt hvitt,Vasker det så jevnt og tittMed vovene, som glide.

Ren den bli’r med Tide,Om den ikke blir hvit;Dengang steinen trillet dit,Da var den sort og muldet.

Nå er den som gullet.Ren som gull jeg også bli’r,Blot du, lille bekk, meg gi’rI hånden blot en dråpe.

Jeg kan lenge rope;Bekken gjør dog ikke stopp,Løfter ei en dråpe oppÅ øse meg i hånden.

Men på Siljevaanden,Voksende på bekkens bred,Hopper liten Erle nedOg dypper hele vingen.

Hjelp deg selv er tingen!Det har jeg av fuglen lært.Bekken har meg vann forært;Men selv jeg må det ta.

Nå kan fuglen jageRundt om himmelen med Lyst.Se, hvor strålende dens brystDe friske vinger føre!

Jeg som den vil gjøre:Hånden vil jeg dyppe ned,Vaske den og ansikt med,Så det ta’r ingen ende.34Så tør jeg det vendeFreidig dit, hvor fuglen fly’r,Se, om ei blant Himlens Sky’rJeg kan småengler kjenne.

Milde blikk de sender,Når de ser, at jeg er renSom den klare edelsten,Der kan i mørket brenne.

H. Wergeland.