36

Der var engang en Konge, som hed Mak, og en Dronning, som hed Mik, og de fik en Prinsesse, som de kaldte Mikmak. Prinsessen var deilig; men hun var ligesaa stolt, som hun var deilig. Hele Dagen stod hun for Speilet og pyntede sig og spurgte alle Folk, om der i den hele Verden 37var nogen Pige, der var saa smuk som hun; og fordi — ja, fordi hun var Prinsesse, sagde alle Folk nei. De sagde, at hun var smukkere end alle andre Mennesker; og de, der vilde gjøre sig rigtig yndede af hende, sagde endogsaa, at hun var smukkere end Englene i Himlen.

Dette gjorde hende stoltere og stoltere og fordærvede hendes Hjerte, saa at hun plagede alle Mennesker; og hendes Forældre blev bedrøvede og gjorde sig al Umage for at faa hende god og from igjen. Men det hjalp ikke. Forældrene gik da i sin Bedrøvelse hen til en mægtig Fe, som var uhyre klog, og hende fortalte de den Nød, de havde med sin Datter, og bad hende at hjelpe dem og at forbedre Prinsesse Mikmak. Saa sagde Feen:

„Ja, det er en vanskelig Sag. Thi eders Datter er allerede tretten Aar gammel, og i den Alder forbedrer man sig ikke saa let. Jeg ved bare et Middel; men det er haardt og finder maaske ikke eders Bifald.“ — Men Kongen og Dronningen bad Feen saa bønlig, at hun dog maatte bruge dette Middel; det maatte være, hvad det være vilde, naar det blot kunde hjelpe. Da sagde den gode Fe: „Lad det da ske, siden I vil have det saaledes. Men kom ikke bagefter med nogen Klage. Eders Vilje er allerede opfyldt.“

Da Kongen og Dronningen nu gik hjem, sagde de til hinanden: „Hvad mon det kan være for et Middel?“ — Og Dronningen sagde: „Jeg tænker, at det er noget, som hun skal tage ind, og som smager afskyelig. Men det tager Mikmak bestemt ikke.“ — „Nu, det vil vise sig,“ sagde Kongen. „Men jeg kan ikke tænke mig noget, som skulde kunne hjelpe saa hurtig.“

Kongen og Dronningen kom hjem, og allerede nede i Porten hørte de et frygteligt Skrig. „Det er jo vor Datter Mikmak,“ sagde Dronningen, „hvad mon der er hændt hende?“ Og hun sprang saa hurtig, hun kunde, op ad Trappen, og Kongen løb ganske forpustet bag efter hende. Paa Trappen mødte Tjenerne og Pigerne dem, og de holdt Lommetørklæder for Ansigtet; og da de saa Kongen og Dronningen, raabte de: „Ak, hvilken Ulykke, hvilken Ulykke!“ og saa lod de, ligesom om de græd; men egentlig lo de. Og da Kongen spurgte, hvad det Skrig betydede, og hvad der var hændt hans 38Datter, kunde de ikke svare; men de tænkte: „I vil nok selv faa se det.“

Medens Kongen og Dronningen var hos Feen, spadserede Prinsessen med sine to Kammerpiger i Haven. En af dem maatte altid have et Speil hos sig, forat Mikmak kunde speile sig i det, naar hun fik Lyst. Nu kom de til et Bed, hvor der stod smukke blaa Blomster. Hun plukkede nogle af dem, flettede dem i en Krans og sagde: „Den maa tage sig godt ud til mit blonde Haar. Giv mig Speilet.“ — Men det havde Pigen glemt. Derover blev Prinsessen saa vred, at hun slog den stakkels Pige med sin knyttede Haand lige i Ansigtet og befalede hende strax at skaffe et Speil. Der hjalp ingen Indvendinger, og da Prinsessen var saa vred, løb den anden Pige ogsaa sin Vei, og Prinsessen blev ene tilbage i Haven.

I Haven var der en Dam, som var saa klar som det klareste Speil; og da Mikmak var alene, og Tiden blev hende lang, løb hun hen til Dammen for at speile sig i den og se, hvorledes den blaa Blomsterkrans klædte hende.

Hvad tror I nu, hun saa?

Da hun saa ned i Vandet, stirrede et fælt Uhyre paa hende. Hun for naturligvis tilbage, men saa dog endnu engang ned i Vandet og blev endnu mere forskrækket; thi det forekom hende, at den hæslige Skikkelse var hende selv. Hun saa et gammelt, gammelt sammenskrumpet Ansigt, en spids Hage med to store Vorter og en næsten tandløs Mund. Men det var ikke alt. Hendes lille kirsebærrøde Mund var bleven stor og bred, Underlæben hang ned som en lang Pose, og en rød, spids Næse krummede sig ud over den ligesom et Fugleneb. Ak, og de blonde Lokker, som før krøllede sig saa smukt omkring Panden, var nu borte, og istedenfor dem stod nogle enkelte graa Haar frem. Hun kunde i lang Tid ikke tro, at det var hende selv; men hun mente, at Vandet maatte være forhexet; thi hun kunde se saa tidt ned i det, som hun vilde, saa saa hun dog altid det samme. Endelig følte hun paa sit Ansigt, og da hun nu følte den spidse Hage, den krumme, røde Næse og de afskyelige Rynker, begyndte hun at skrige saa gruelig, at alle Mennesker paa Slottet kom løbende til og iblandt dem ogsaa hendes to Kammerpiger. 39De vilde nu paa ingen Maade tro, at det var den smukke Prinsesse Mikmak, og de var ifærd med at løbe bort igjen for at lede efter den virkelige Prinsesse. Men hun skreg høiere og høiere, fordi de ikke vilde tro, at det var hende, og hun slog og sparkede saa rasende omkring sig, at de allesammen løb sin Vei, og hun blev ene tilbage. Saa løb hun ogsaa op til Slottet og ind i sit Værelse, og der var det, at Kongen og Dronningen hørte hende skrige.

Da de stakkels Forældre nu saa, hvad der var blevet af deres Datter, vilde de slet ikke give sig tilfreds, og Dronningen rev Haaret af sit Hoved og skjældte Feen ud, og de græd begge to baade Nat og Dag over Ulykken og over Feen; thi de troede, at hun af Misundelse og Ondskab havde gjort deres smukke Datter saa styg. Men det var ikke sandt.

Men hvad sker nu, tror I?

Først rasede hun endnu en Tidlang, og naar hun gik forbi et Speil, slog hun det i tusende Stykker og tog saaledes paa Vei, at ingen tilsidst vilde gaa ind til hende. Men da hun saa, at det altsammen intet hjalp, begyndte hun at græde, og da hun havde grædt længe, blev hun ganske stille, og saa begyndte hun for at fordrive Tiden at spinde og strikke, — det havde hun aldrig før villet gjøre, — og hendes Piger maatte hjelpe hende med det. Naar nu hendes Arbeide gik godt fra Haanden, blev hun ofte saa fornøiet, som hun aldrig før havde været. Hun lod ogsaa fattige Børn komme op til sig og forærede dem, hvad hun havde spundet og strikket, og mangen Gang fortalte hun dem smukke Historier, saa at Børnene kom til at holde af hende, som om hun havde været deres Moder, og de glemte rent, at hun saa saa gammel og styg ud. Men da hun nu altid sad i sit Værelse og aldrig gik ud — thi hun skammede sig for Folk —, saa blev hun sygelig, og Lægen sagde, at hun maatte gaa ud og spadsere. Det holdt haardt nok, og hun hyllede sig ind i et tæt Slør, saa at ingen kunde se hendes stygge Ansigt; men paa den Maade hjalp Luften hende ikke meget, og hun blev endnu mere syg. Endelig tænkte hun: „Jeg har vel fortjent det. Fordi jeg var saa stolt af min Skjønhed, har den kjære Gud nu gjort mig styg. Derfor vil jeg ogsaa 40bære min Straf taalmodig og ikke skjule mig for Folk.“ — Og nu gik hun omkring uden Slør. I Begyndelsen blev Folk rigtignok staaende og saa efter hende. Men da hun talte venlig til enhver og altid gav de fattige noget, og da hun i det hele var god imod alle, var der ingen, som spottede hende; de havde tvertimod Medlidenhed med hende og tænkte: „Hun er straffet haardt; men uden den Straf var hun aldrig bleven god.“

Det varede nu en lang Tid, en meget lang Tid, det varede vist over et eller to Aar, saa blev Prinsessen syg, dødssyg, og Lægen sagde, han kunde ikke hjælpe hende, hun maatte dø. Da blev der en Sorg i hele Slottet. Kongen og Dronningen var ganske ude af sig selv, fordi deres gode Datter skulde dø, og alle Pigerne græd, og der blev hverken kogt eller stegt den hele Dag; thi ikke en var sulten. De holdt altfor meget af Prinsessen. I Byen var der ogsaa stor Sorg, og der kom bestandig Folk op paa Slottet for at spørge, om det ikke snart var bedre med den gode Prinsesse, og alle Kirkerne var fulde af Mennesker, som bad for hende. Men da det blev Nat, sagde Prinsessen, at hun følte, at hun nu snart maatte dø, og hun tog Afsked fra sine Forældre og fra sine Tjenestefolk og sagde, at hun takkede den gode Gud, fordi han havde gjort hende saa styg; thi nu kunde hun haabe at blive salig. Tilsidst bad hun dem, der var hos hende, at de vilde trække Omhænget for Sengen og lade hende være ene, forat hun kunde dø rolig.

Da Prinsessen nu laa saaledes og vilde til at dø, og alle de andre var gaaet bort, sad en gammel Vaagekone henne i en Krog ved en Natlampe, og det var ganske stille og mørkt i Værelset. Men paa en Gang blev det ganske lyst, ligesom om der havde været tusende Lys i Værelset; Sengeforhænget for tilside, og istedenfor den gamle Vaagekone stod en deilig Dame ved Sengen — det var Vaagekonen, som havde forvandlet sig —, og hun rørte Prinsessen med en Blomsterstilk, som hun havde i Haanden, og sagde: „Mikmak, du er helbredet. Din Prøvetid er tilende. Bliv ved at være saa god, som du hidtil har været, saa vil du blive lykkelig.“ Og da den smukke Dame havde sagt dette, forsvandt hun, og Vaagekonen var der heller ikke mere, og det var igjen ganske 41mørkt i Værelset, og kun Natlampen brandt henne i en Krog. Men Mikmak var ganske rask og vel tilmode, og hun tænkte: „Gid mine Forældre dog var her; thi de er vist bedrøvede, fordi de tror, at jeg skal dø.“

Endelig blev det Dag, og Kongen og Dronningen stod op og gik ind i Prinsessens Værelse, og Kongen sagde: „Nu er vor gode Datter vist død“. Og Dronningen sagde: „Det tror jeg ogsaa; thi hun var meget daarlig igaar Aftes.“ — Men da de lukkede Døren op, stod der en deilig, ung Prinsesse, som var meget, meget smukkere, end Mikmak havde været. — Da sagde Dronningen: „Kjære Mand, hvem er det?“ — Og Kongen svarede: „Jeg tror, det er en Engel, som vil tage vor Datter med til Himlen.“ Men Mikmak — thi det var hende, som igjen var bleven ung — kastede sig i sine Forældres Arme og fortalte dem alt, hvad der var foregaaet om Natten. Men hun vidste ikke selv, at hun var bleven saa smuk igjen; thi der var ikke noget Speil i Værelset. Og da hun fik det at vide, glædede det hende, uden at hun blev stolt derover; og hun vedblev at være from og god.

36

Der var engang en konge, som het mak, og en dronning, som het Mik, og de fikk en prinsesse, som de kalte Mikmak. Prinsessen var deilig; men hun var likeså stolt, som hun var deilig. Hele dagen stod hun for speilet og pyntet seg og spurte alle folk, om der i den hele verden 37var noen pike, der var så smuk som hun; og fordi — ja, fordi hun var prinsesse, sa alle folk nei. De sa, at hun var smukkere enn alle andre mennesker; og de, der ville gjøre seg riktig yndede av henne, sa endogsaa, at hun var smukkere enn englene i Himlen.

Dette gjorde henne stoltere og stoltere og fordærvede hennes hjerte, så at hun plaget alle mennesker; og hennes foreldre ble bedrøvede og gjorde seg all umake for å få henne god og from igjen. Men det hjalp ikke. Foreldrene gikk da i sin bedrøvelse hen til en mektig fe, som var uhyre klok, og henne fortalte de den nød, de hadde med sin datter, og bad henne å hjelpe dem og å forbedre prinsesse Mikmak. Så sa feen:

„Ja, det er en vanskelig Sag. Thi deres datter er allerede tretten år gammel, og i den alder forbedrer man seg ikke så lett. Jeg ved bare et middel; men det er hardt og finner maaske ikke deres bifall.“ — Men Kongen og dronningen bad feen så bønlig, at hun dog måtte bruke dette middel; det måtte være, hva det være ville, når det blot kunne hjelpe. Da sa den gode fe: „La det da ske, siden dere vil ha det således. Men kom ikke bakefter med noen klage. Deres vilje er allerede oppfylt.“

Da Kongen og dronningen nå gikk hjem, sa de til hinannen: „Hva mon det kan være for et middel?“ — Og Dronningen sa: „Jeg tenker, at det er noe, som hun skal ta inn, og som smaker avskyelig. Men det tar Mikmak bestemt ikke.“ — „Nå, det vil vise seg,“ sa Kongen. „Men jeg kan ikke tenke meg noe, som skulle kunne hjelpe så hurtig.“

Kongen og dronningen kom hjem, og allerede nede i porten hørte de et fryktelig skrik. „Det er jo vår datter Mikmak,“ sa dronningen, „hva mon der er hendt henne?“ Og hun sprang så hurtig, hun kunne, opp ad trappen, og Kongen løp ganske forpustet bak etter henne. På trappen møtte tjenerne og pikene dem, og de holdt lommetørklær for ansiktet; og da de så Kongen og dronningen, ropte de: „Ak, hvilken ulykke, hvilken ulykke!“ og så lot de, likesom om de gråt; men egentlig lo de. Og da Kongen spurte, hva det skrik betydde, og hva der var hendt hans 38datter, kunne de ikke svare; men de tenkte: „Dere vil nok selv få se det.“

Mens Kongen og dronningen var hos feen, spaserte prinsessen med sine to kammerpiker i hagen. En av dem måtte alltid ha et speil hos seg, for at Mikmak kunne speile seg i det, når hun fikk Lyst. Nå kom de til et Bed, hvor der stod smukke blå blomster. Hun plukket noen av dem, flettet dem i en krans og sa: „Den må ta seg godt ut til mitt blonde hår. Gi meg speilet.“ — Men det hadde piken glemt. Derover ble prinsessen så vred, at hun slo den stakkels pike med sin knyttede hånd like i ansiktet og befalte henne straks å skaffe et speil. Der hjalp ingen innvendinger, og da prinsessen var så vred, løp den annen pike også sin vei, og prinsessen ble ene tilbake i hagen.

I hagen var der en dam, som var så klar som det klareste speil; og da Mikmak var alene, og tiden ble henne lang, løp hun hen til dammen for å speile seg i den og se, hvorledes den blå blomsterkrans kledde henne.

Hva tror dere nå, hun så?

Da hun så ned i vannet, stirret et fælt Uhyre på henne. Hun for naturligvis tilbake, men så dog enda engang ned i vannet og ble enda mer forskrekket; thi det forekom henne, at den heslige skikkelse var henne selv. Hun så et gammelt, gammelt sammenskrumpet ansikt, en spiss Hage med to store vorter og en nesten tannløs munn. Men det var ikke alt. Hennes lille kirsebærrøde munn var blitt stor og bred, underleppen hang ned som en lang pose, og en rød, spiss nese krummet seg ut over den likesom et fuglenebb. Ak, og de blonde lokker, som før krøllet seg så smukt omkring pannen, var nå borte, og istedenfor dem stod noen enkelte grå hår frem. Hun kunne i lang tid ikke tro, at det var henne selv; men hun mente, at vannet måtte være forhekset; thi hun kunne se så titt ned i det, som hun ville, så så hun dog alltid det samme. Endelig følte hun på sitt ansikt, og da hun nå følte den spisse Hage, den krumme, røde nese og de afskyelige rynker, begynte hun å skrike så gruelig, at alle mennesker på slottet kom løpende til og iblant dem også hennes to kammerpiker. 39De ville nå på ingen måte tro, at det var den smukke prinsesse Mikmak, og de var ifærd med å løpe bort igjen for å lede etter den virkelige prinsesse. Men hun skrek høyere og høyere, fordi de ikke ville tro, at det var henne, og hun slo og sparket så rasende omkring seg, at de allesammen løp sin vei, og hun ble ene tilbake. Så løp hun også opp til slottet og inn i sitt værelse, og der var det, at Kongen og dronningen hørte henne skrike.

Da de stakkels foreldre nå så, hva der var blitt av deres datter, ville de slett ikke gi seg tilfreds, og dronningen rev Haaret av sitt hode og skjelte feen ut, og de gråt begge to båter natt og Dag over ulykken og over feen; thi de trodde, at hun av misunnelse og ondskap hadde gjort deres smukke datter så stygg. Men det var ikke sandt.

Men hva skjer nå, tror dere?

Først raste hun ennå en Tidlang, og når hun gikk forbi et speil, slo hun det i tusende stykker og tok således på vei, at ingen til sist ville gå inn til henne. Men da hun så, at det altsammen intet hjalp, begynte hun å gråte, og da hun hadde grått lenge, ble hun ganske stille, og så begynte hun for å fordrive tiden å spinne og strikke, — det hadde hun aldri før villet gjøre, — og hennes piker måtte hjelpe henne med det. Når nå hennes arbeide gikk godt fra hånden, ble hun ofte så fornøyet, som hun aldri før hadde vært. Hun lot også fattige barn komme opp til seg og forærte dem, hva hun hadde spunnet og strikket, og mangen gang fortalte hun dem smukke historier, så at barna kom til å holde av henne, som om hun hadde vært deres mor, og de glemte rent, at hun så så gammel og stygg ut. Men da hun nå alltid satt i sitt værelse og aldri gikk ut — thi hun skammet seg for folk —, så ble hun sykelig, og legen sa, at hun måtte gå ut og spasere. Det holdt hardt nok, og hun hyllet seg inn i et tett slør, så at ingen kunne se hennes stygge ansikt; men på den måte hjalp luften henne ikke meget, og hun ble enda mer syk. Endelig tenkte hun: „Jeg har vel fortjent det. Fordi jeg var så stolt av min skjønnhet, har den kjære Gud nå gjort meg stygg. Derfor vil jeg også 40bære min straff tålmodig og ikke skjule meg for folk.“ — Og nå gikk hun omkring uten slør. I begynnelsen ble folk riktignok stående og så etter henne. Men da hun talte vennlig til enhver og alltid ga de fattige noe, og da hun i det hele var god imot alle, var der ingen, som spottet henne; de hadde tvertimod medlidenhet med henne og tenkte: „Hun er straffet hardt; men uten den straff var hun aldri blitt god.“

Det varte nå en lang tid, en meget lang tid, det varte vist over et eller to år, så ble prinsessen syk, dødssyk, og legen sa, han kunne ikke hjelpe henne, hun måtte dø. Da ble der en sorg i hele slottet. Kongen og dronningen var ganske ute av seg selv, fordi deres gode datter skulle dø, og alle pikene gråt, og der ble hverken kokt eller stekt den hele dag; thi ikke en var sulten. De holdt altfor meget av prinsessen. I byen var der også stor sorg, og der kom bestandig folk opp på slottet for å spørre, om det ikke snart var bedre med den gode prinsesse, og alle kirkene var fulle av mennesker, som bad for henne. Men da det ble natt, sa prinsessen, at hun følte, at hun nå snart måtte dø, og hun tok avskjed fra sine foreldre og fra sine tjenestefolk og sa, at hun takket den gode Gud, fordi han hadde gjort henne så stygg; thi nå kunne hun håpe å bli salig. Til sist bad hun dem, der var hos henne, at de ville trekke omhenget for sengen og lade henne være ene, for at hun kunne dø rolig.

Da prinsessen nå lå således og ville til å dø, og alle de andre var gått bort, satt en gammel Vaagekone henne i en krok ved en nattlampe, og det var ganske stille og mørkt i værelset. Men på en gang ble det ganske lyst, likesom om der hadde vært tusende lys i værelset; Sengeforhenget for tilside, og istedenfor den gamle Vaagekone stod en deilig dame ved sengen — det var Vaagekonen, som hadde forvandlet seg —, og hun rørte prinsessen med en Blomsterstilk, som hun hadde i hånden, og sa: „Mikmak, du er helbredet. Din prøvetid er til ende. Bli ved å være så god, som du hittil har vært, så vil du bli lykkelig.“ Og da den smukke dame hadde sagt dette, forsvant hun, og Vaagekonen var der heller ikke mer, og det var igjen ganske 41mørkt i værelset, og kun nattlampen brandt henne i en krok. Men Mikmak var ganske rask og vel tilmode, og hun tenkte: „Gid mine foreldre dog var her; thi de er vist bedrøvede, fordi de tror, at jeg skal dø.“

Endelig ble det Dag, og Kongen og dronningen stod opp og gikk inn i Prinsessens værelse, og Kongen sa: „Nå er vår gode datter vist død“. Og Dronningen sa: „Det tror jeg også; thi hun var meget dårlig i går Aftes.“ — Men da de lukkede døren opp, stod der en deilig, ung prinsesse, som var meget, meget smukkere, enn Mikmak hadde vært. — Da sa dronningen: „Kjære mann, hvem er det?“ — Og Kongen svarte: „Jeg tror, det er en engel, som vil ta vår datter med til Himlen.“ Men Mikmak — thi det var henne, som igjen var blitt ung — kastet seg i sine foreldres Arme og fortalte dem alt, hva der var foregått om natten. Men hun visste ikke selv, at hun var blitt så smuk igjen; thi der var ikke noe speil i værelset. Og da hun fikk det å vite, gledet det hende, uten at hun ble stolt derover; og hun vedble å være from og god.