Der var engang en Konge, som hed Mak, og en Dronning, som hed Mik, og de fik en Prinsesse, som de kaldte Mikmak. Prinsessen var deilig; men hun var ligesaa stolt, som hun var deilig. Hele Dagen stod hun for Speilet og pyntede sig og spurgte alle Folk, om der i den hele Verden 37var nogen Pige, der var saa smuk som hun; og fordi — ja, fordi hun var Prinsesse, sagde alle Folk nei. De sagde, at hun var smukkere end alle andre Mennesker; og de, der vilde gjøre sig rigtig yndede af hende, sagde endogsaa, at hun var smukkere end Englene i Himlen.
Dette gjorde hende stoltere og stoltere og fordærvede hendes Hjerte, saa at hun plagede alle Mennesker; og hendes Forældre blev bedrøvede og gjorde sig al Umage for at faa hende god og from igjen. Men det hjalp ikke. Forældrene gik da i sin Bedrøvelse hen til en mægtig Fe, som var uhyre klog, og hende fortalte de den Nød, de havde med sin Datter, og bad hende at hjelpe dem og at forbedre Prinsesse Mikmak. Saa sagde Feen:
„Ja, det er en vanskelig Sag. Thi eders Datter er allerede tretten Aar gammel, og i den Alder forbedrer man sig ikke saa let. Jeg ved bare et Middel; men det er haardt og finder maaske ikke eders Bifald.“ — Men Kongen og Dronningen bad Feen saa bønlig, at hun dog maatte bruge dette Middel; det maatte være, hvad det være vilde, naar det blot kunde hjelpe. Da sagde den gode Fe: „Lad det da ske, siden I vil have det saaledes. Men kom ikke bagefter med nogen Klage. Eders Vilje er allerede opfyldt.“
Da Kongen og Dronningen nu gik hjem, sagde de til hinanden: „Hvad mon det kan være for et Middel?“ — Og Dronningen sagde: „Jeg tænker, at det er noget, som hun skal tage ind, og som smager afskyelig. Men det tager Mikmak bestemt ikke.“ — „Nu, det vil vise sig,“ sagde Kongen. „Men jeg kan ikke tænke mig noget, som skulde kunne hjelpe saa hurtig.“
Kongen og Dronningen kom hjem, og allerede nede i Porten hørte de et frygteligt Skrig. „Det er jo vor Datter Mikmak,“ sagde Dronningen, „hvad mon der er hændt hende?“ Og hun sprang saa hurtig, hun kunde, op ad Trappen, og Kongen løb ganske forpustet bag efter hende. Paa Trappen mødte Tjenerne og Pigerne dem, og de holdt Lommetørklæder for Ansigtet; og da de saa Kongen og Dronningen, raabte de: „Ak, hvilken Ulykke, hvilken Ulykke!“ og saa lod de, ligesom om de græd; men egentlig lo de. Og da Kongen spurgte, hvad det Skrig betydede, og hvad der var hændt hans 38Datter, kunde de ikke svare; men de tænkte: „I vil nok selv faa se det.“
Medens Kongen og Dronningen var hos Feen, spadserede Prinsessen med sine to Kammerpiger i Haven. En af dem maatte altid have et Speil hos sig, forat Mikmak kunde speile sig i det, naar hun fik Lyst. Nu kom de til et Bed, hvor der stod smukke blaa Blomster. Hun plukkede nogle af dem, flettede dem i en Krans og sagde: „Den maa tage sig godt ud til mit blonde Haar. Giv mig Speilet.“ — Men det havde Pigen glemt. Derover blev Prinsessen saa vred, at hun slog den stakkels Pige med sin knyttede Haand lige i Ansigtet og befalede hende strax at skaffe et Speil. Der hjalp ingen Indvendinger, og da Prinsessen var saa vred, løb den anden Pige ogsaa sin Vei, og Prinsessen blev ene tilbage i Haven.
I Haven var der en Dam, som var saa klar som det klareste Speil; og da Mikmak var alene, og Tiden blev hende lang, løb hun hen til Dammen for at speile sig i den og se, hvorledes den blaa Blomsterkrans klædte hende.
Hvad tror I nu, hun saa?
Da hun saa ned i Vandet, stirrede et fælt Uhyre paa hende. Hun for naturligvis tilbage, men saa dog endnu engang ned i Vandet og blev endnu mere forskrækket; thi det forekom hende, at den hæslige Skikkelse var hende selv. Hun saa et gammelt, gammelt sammenskrumpet Ansigt, en spids Hage med to store Vorter og en næsten tandløs Mund. Men det var ikke alt. Hendes lille kirsebærrøde Mund var bleven stor og bred, Underlæben hang ned som en lang Pose, og en rød, spids Næse krummede sig ud over den ligesom et Fugleneb. Ak, og de blonde Lokker, som før krøllede sig saa smukt omkring Panden, var nu borte, og istedenfor dem stod nogle enkelte graa Haar frem. Hun kunde i lang Tid ikke tro, at det var hende selv; men hun mente, at Vandet maatte være forhexet; thi hun kunde se saa tidt ned i det, som hun vilde, saa saa hun dog altid det samme. Endelig følte hun paa sit Ansigt, og da hun nu følte den spidse Hage, den krumme, røde Næse og de afskyelige Rynker, begyndte hun at skrige saa gruelig, at alle Mennesker paa Slottet kom løbende til og iblandt dem ogsaa hendes to Kammerpiger. 39De vilde nu paa ingen Maade tro, at det var den smukke Prinsesse Mikmak, og de var ifærd med at løbe bort igjen for at lede efter den virkelige Prinsesse. Men hun skreg høiere og høiere, fordi de ikke vilde tro, at det var hende, og hun slog og sparkede saa rasende omkring sig, at de allesammen løb sin Vei, og hun blev ene tilbage. Saa løb hun ogsaa op til Slottet og ind i sit Værelse, og der var det, at Kongen og Dronningen hørte hende skrige.
Da de stakkels Forældre nu saa, hvad der var blevet af deres Datter, vilde de slet ikke give sig tilfreds, og Dronningen rev Haaret af sit Hoved og skjældte Feen ud, og de græd begge to baade Nat og Dag over Ulykken og over Feen; thi de troede, at hun af Misundelse og Ondskab havde gjort deres smukke Datter saa styg. Men det var ikke sandt.
Men hvad sker nu, tror I?
Først rasede hun endnu en Tidlang, og naar hun gik forbi et Speil, slog hun det i tusende Stykker og tog saaledes paa Vei, at ingen tilsidst vilde gaa ind til hende. Men da hun saa, at det altsammen intet hjalp, begyndte hun at græde, og da hun havde grædt længe, blev hun ganske stille, og saa begyndte hun for at fordrive Tiden at spinde og strikke, — det havde hun aldrig før villet gjøre, — og hendes Piger maatte hjelpe hende med det. Naar nu hendes Arbeide gik godt fra Haanden, blev hun ofte saa fornøiet, som hun aldrig før havde været. Hun lod ogsaa fattige Børn komme op til sig og forærede dem, hvad hun havde spundet og strikket, og mangen Gang fortalte hun dem smukke Historier, saa at Børnene kom til at holde af hende, som om hun havde været deres Moder, og de glemte rent, at hun saa saa gammel og styg ud. Men da hun nu altid sad i sit Værelse og aldrig gik ud — thi hun skammede sig for Folk —, saa blev hun sygelig, og Lægen sagde, at hun maatte gaa ud og spadsere. Det holdt haardt nok, og hun hyllede sig ind i et tæt Slør, saa at ingen kunde se hendes stygge Ansigt; men paa den Maade hjalp Luften hende ikke meget, og hun blev endnu mere syg. Endelig tænkte hun: „Jeg har vel fortjent det. Fordi jeg var saa stolt af min Skjønhed, har den kjære Gud nu gjort mig styg. Derfor vil jeg ogsaa 40bære min Straf taalmodig og ikke skjule mig for Folk.“ — Og nu gik hun omkring uden Slør. I Begyndelsen blev Folk rigtignok staaende og saa efter hende. Men da hun talte venlig til enhver og altid gav de fattige noget, og da hun i det hele var god imod alle, var der ingen, som spottede hende; de havde tvertimod Medlidenhed med hende og tænkte: „Hun er straffet haardt; men uden den Straf var hun aldrig bleven god.“
Det varede nu en lang Tid, en meget lang Tid, det varede vist over et eller to Aar, saa blev Prinsessen syg, dødssyg, og Lægen sagde, han kunde ikke hjælpe hende, hun maatte dø. Da blev der en Sorg i hele Slottet. Kongen og Dronningen var ganske ude af sig selv, fordi deres gode Datter skulde dø, og alle Pigerne græd, og der blev hverken kogt eller stegt den hele Dag; thi ikke en var sulten. De holdt altfor meget af Prinsessen. I Byen var der ogsaa stor Sorg, og der kom bestandig Folk op paa Slottet for at spørge, om det ikke snart var bedre med den gode Prinsesse, og alle Kirkerne var fulde af Mennesker, som bad for hende. Men da det blev Nat, sagde Prinsessen, at hun følte, at hun nu snart maatte dø, og hun tog Afsked fra sine Forældre og fra sine Tjenestefolk og sagde, at hun takkede den gode Gud, fordi han havde gjort hende saa styg; thi nu kunde hun haabe at blive salig. Tilsidst bad hun dem, der var hos hende, at de vilde trække Omhænget for Sengen og lade hende være ene, forat hun kunde dø rolig.
Da Prinsessen nu laa saaledes og vilde til at dø, og alle de andre var gaaet bort, sad en gammel Vaagekone henne i en Krog ved en Natlampe, og det var ganske stille og mørkt i Værelset. Men paa en Gang blev det ganske lyst, ligesom om der havde været tusende Lys i Værelset; Sengeforhænget for tilside, og istedenfor den gamle Vaagekone stod en deilig Dame ved Sengen — det var Vaagekonen, som havde forvandlet sig —, og hun rørte Prinsessen med en Blomsterstilk, som hun havde i Haanden, og sagde: „Mikmak, du er helbredet. Din Prøvetid er tilende. Bliv ved at være saa god, som du hidtil har været, saa vil du blive lykkelig.“ Og da den smukke Dame havde sagt dette, forsvandt hun, og Vaagekonen var der heller ikke mere, og det var igjen ganske 41mørkt i Værelset, og kun Natlampen brandt henne i en Krog. Men Mikmak var ganske rask og vel tilmode, og hun tænkte: „Gid mine Forældre dog var her; thi de er vist bedrøvede, fordi de tror, at jeg skal dø.“
Endelig blev det Dag, og Kongen og Dronningen stod op og gik ind i Prinsessens Værelse, og Kongen sagde: „Nu er vor gode Datter vist død“. Og Dronningen sagde: „Det tror jeg ogsaa; thi hun var meget daarlig igaar Aftes.“ — Men da de lukkede Døren op, stod der en deilig, ung Prinsesse, som var meget, meget smukkere, end Mikmak havde været. — Da sagde Dronningen: „Kjære Mand, hvem er det?“ — Og Kongen svarede: „Jeg tror, det er en Engel, som vil tage vor Datter med til Himlen.“ Men Mikmak — thi det var hende, som igjen var bleven ung — kastede sig i sine Forældres Arme og fortalte dem alt, hvad der var foregaaet om Natten. Men hun vidste ikke selv, at hun var bleven saa smuk igjen; thi der var ikke noget Speil i Værelset. Og da hun fik det at vide, glædede det hende, uden at hun blev stolt derover; og hun vedblev at være from og god.