30

Den lille Sofie sad en Aften sammen med sin Moder og sine Søskende Edvard og Matilde under Nøddetrærne i Haven. Hun havde sat sig tæt op til sin Søster Matilde, og man kunde merke paa hende, at hun havde noget for. Thi af og til saa hun op til Matilde og hviskede noget til hende, derpaa bevægede hun sin lille Mund uden at sige noget og smilede. Endelig merkede Moderen det og sagde:

„Men hvad er der med Sofie?“

„Hun kan en Historie,“ sagde Matilde, „og den vil hun gjerne fortælle.“

„Maa jeg, kjære Moder?“ sagde Sofie.

31Moderen nikkede venlig.

Sofie rykkede Skammelen endnu nærmere hen til Matilde, lagde Strikketøiet i Fanget og begyndte saaledes:

„Paa — ja hvad hed nu det Bjerg, Matilde? Det var saa høit —“

„Paa Kjæmpebjerget,“ svarede Matilde.

„Ja, paa Kjæmpebjerget boede en fattig Kone, som havde et lidet Barn og en Mængde Kjør. Men Kjørene tilhørte ikke Konen, hun passede bare paa dem. Engang sad hun ved Kanten af en Skov med sit Barn, og hun gav Barnet Mad af en Skaal, medens Kjørene græssede udenfor Skoven.

Men, Matilde, hvorfor gik Moderen saa bort fra Barnet?“

„Ved du ikke det? I Skoven var der nogle slemme Ulve, og da Kjørene . . . .“

„Ja, nu ved jeg det.

I Skoven var der nogle slemme Ulve, og da Kjørene gik ind i Skoven, hvor det var kjøligt, og hvor der ogsaa voxede meget Græs, saa tænkte Konen, at Ulven kunde komme og æde Kjørene. Og saa stod hun op og gik ind i Skoven.“

„Nei, først gav hun Barnet noget,“ sagde Matilde.

„Ja, først gav hun Barnet Skaalen og en Træske og sagde: Der, Barn, tag og spis; men tag ikke Skeen for fuld. Og nu gik hun ind i Skoven og vilde drive Kjørene ud. Og da nu Barnet sad der ganske alene og spiste, kom en stor, stor Ulvinde springende ud af Skoven og lige ind paa Barnet og greb det med Tænderne bag i Kjolen og bar det ind i Skoven. Og da Moderen kom tilbage, var der ikke noget Barn der, og Skaalen laa paa Jorden; men Skeen var borte; thi den havde Barnet holdt fast i Haanden. Og da Moderen saa det, tænkte hun strax: det er ikke noget Menneske, som kan have gjort det, men kun Ulven.“ —

Edvard lo; men Sofie lod sig ikke forvirre og vedblev:

„Det er ikke noget Menneske, som kan have gjort det, men kun Ulven, og hun løb hjem paa Gaarden og skreg saa høit, at alle Folk kom ud. Og saa —

Matilde, hvad kommer saa?“

„Og saa kom en Bonde —“

32„Ja, saa kom en Bonde gaaende igjennem Skoven; han havde forvildet sig og vidste ikke, hvor han var. Og da han nu gik gjennem Skoven og søgte efter Veien, hørte han noget tale, og han tænkte strax, at det vist maatte være et Menneske. Og det sagde bestandig: Gaa, eller du skal faa, du. Og da han nu bøier Grenene tilside for at se, hvad det var, saa sidder der et lidet Barn og ser smaa Ulveunger omkring det, og de springer bestandig ind paa Barnet og snapper efter dets Hænder — men den gamle Ulvinde var ikke med; hun var løben ind i Skoven — og naar de smaa Ulve snappede efter Barnets Hænder, saa slog det dem med Træskeen over Næsen og sagde: Gaa, eller du skal faa, du. Og Bonden, han —

„Bonden blev forundret,“ hviskede Matilde.

„— han blev forundret, løb hurtig derhen og slog med sin Stok midt imellem de smaa Ulve, saa at de allesammen løb sin Vei. Og han tog Barnet paa Armen og løb derfra; thi han tænkte, at den gamle Ulv kunde komme tilbage. Det varede ikke længe, saa kom Bønderne med Høgafler og Ljaaer og vilde slaa Ulven ihjel. Og Moderen var ogsaa med. Da hun saa, at Ulven ikke havde spist Barnet, blev hun meget fornøiet og takkede den gode Mand tusende Gange; men hun takkede endnu mere den gode Gud, som havde holdt sin Haand over hendes Barn.“

30

Den lille Sofie satt en aften sammen med sin mor og sine søsken Edvard og Matilde under nøttetrærne i hagen. Hun hadde satt seg tett opp til sin søster Matilde, og man kunne merke på henne, at hun hadde noe for. Thi av og til så hun opp til Matilde og hvisket noe til henne, derpå beveget hun sin lille munn uten å si noe og smilte. Endelig merket moren det og sa:

„Men hva er der med Sofie?“

„Hun kan en historie,“ sa Matilde, „og den vil hun gjerne fortelle.“

„Må jeg, kjære mor?“ sa Sofie.

31Moren nikket vennlig.

Sofie rykket skammelen enda nærmere hen til Matilde, la strikketøyet i fanget og begynte således:

„På — ja hva het nå det Bjerg, Matilde? Det var så høyt —“

„På Kjæmpebjerget,“ svarte Matilde.

„Ja, på Kjæmpebjerget bodde en fattig kone, som hadde et lite barn og en mengde Kjør. Men Kjørene tilhørte ikke konen, hun passet bare på dem. Engang satt hun ved kanten av en skog med sitt barn, og hun ga barnet mat av en skål, mens Kjørene græssede utenfor skogen.

Men, Matilde, hvorfor gikk moren så bort fra barnet?“

„Vet du ikke det? I skogen var der noen slemme ulver, og da Kjørene . . . .“

„Ja, nå vet jeg det.

I skogen var der noen slemme ulver, og da Kjørene gikk inn i skogen, hvor det var kjølig, og hvor der også voxede meget gress, så tenkte konen, at Ulven kunne komme og ete Kjørene. Og så stod hun opp og gikk inn i skogen.“

„Nei, først ga hun barnet noe,“ sa Matilde.

„Ja, først ga hun barnet skålen og en Træske og sa: Der, barn, ta og spis; men ta ikke skjeen for full. Og nå gikk hun inn i skogen og ville drive Kjørene ut. Og da nå barnet satt der ganske alene og spiste, kom en stor, stor ulvinne springende ut av skogen og like inn på barnet og grep det med tennene bak i kjolen og bar det inn i skogen. Og da moren kom tilbake, var der ikke noe barn der, og skålen lå på jorden; men skjeen var borte; thi den hadde barnet holdt fast i hånden. Og da moren så det, tenkte hun straks: det er ikke noe menneske, som kan ha gjort det, men kun Ulven.“ —

Edvard lo; men Sofie lot seg ikke forvirre og vedble:

„Det er ikke noe menneske, som kan ha gjort det, men kun Ulven, og hun løp hjem på gården og skrek så høyt, at alle folk kom ut. Og så —

Matilde, hva kommer så?“

„Og så kom en bonde —“

32„Ja, så kom en bonde gående igjennom skogen; han hadde forvillet seg og visste ikke, hvor han var. Og da han nå gikk gjennom skogen og søkte etter Veien, hørte han noe tale, og han tenkte straks, at det vist måtte være et menneske. Og det sa bestandig: Gå, eller du skal få, du. Og da han nå bøyer grenene tilside for å se, hva det var, så sitter der et lite barn og ser små ulveunger omkring det, og de springer bestandig inn på barnet og snapper etter dets hender — men den gamle ulvinne var ikke med; hun var løben inn i skogen — og når de små ulver snappet etter Barnets hender, så slo det dem med treskjeen over nesen og sa: Gå, eller du skal få, du. Og Bonden, han —

„Bonden ble forundret,“ hvisket Matilde.

„— han ble forundret, løp hurtig derhen og slo med sin stokk midt imellom de små ulver, så at de allesammen løp sin vei. Og han tok barnet på armen og løp derfra; thi han tenkte, at den gamle Ulv kunne komme tilbake. Det varte ikke lenge, så kom bøndene med høygafler og ljåer og ville slå Ulven ihjel. Og Moderen var også med. Da hun så, at Ulven ikke hadde spist barnet, ble hun meget fornøyet og takket den gode mann tusende ganger; men hun takket enda mer den gode Gud, som hadde holdt sin hånd over hennes barn.“