28

Der var engang en Bonde, som havde tre Sønner; han var i smaa Omstændigheder og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig noget til. Til Gaarden hørte en stor, god Skov, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i og se at faa betalt noget paa Gjelden.

29Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud at hugge først. Da han var kommen bort i Skoven og begyndte at hugge paa en gammel, skjægget Gran, kom der et stort, digert Trold til ham. „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han Øxen og lagde hjem igjen, det bedste han kunde. Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hændt ham; men Faderen sagde, at han var et Harehjerte; Troldene havde aldrig skræmt ham fra at hugge, da han var ung, mente han.

Den anden Dag skulde den anden Søn afsted, og da gik det netop lige ens. Da han vel havde hugget nogle Hug i Granen, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Gutten turde knapt se paa ham, kastede Øxen og tog tilbens ligesom Broderen, og vel saa fort. Da han kom hjem igjen, blev Faderen atter vred og sagde, at aldrig havde Troldene skræmt ham, da han var ung.

Den tredje Dag vilde Askeladden i Veien. „Ja du,“ sagde de to ældste, „du skal vel gjøre det færdigt, du, som aldrig har været ude gjennem Døren.“ Han svarede ikke noget paa det, Askeladden, men bad bare om at faa dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Sul og hængte Gryden derfor paa for at yste lidt til ham; det fik han i Skræppen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Men Gutten var ikke sen; han sprang bort i Skræppen efter Osten og krystede den, saa Mysen skvat. „Tier du ikke,“ sagde han til Troldet — „skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Stenen!“ „Nei, kjære, spar mig!“ sagde Troldet, „jeg skal hjelpe dig at hugge.“ Ja, paa det Vilkaar sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og afhugget mange Tylvter om Dagen. Da det led mod Kvelden, sagde Troldet: „Nu kan du følge mig hjem, der er nærmere til mig end til dig.“ Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde det gjøre op Ilden paa Skorstenen, medens Gutten skulde gaa efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge, at 30han ikke engang orkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: „Det er ikke værd at tage med sig disse Fingerbørerne; jeg vil gaa efter hele Brønden, jeg.“ „Nei, kjære væne!“ sagde Troldet, „jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Ilden, skal jeg gaa efter Vand.“

Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. „Det er det samme“ — sagde Gutten — „vil du som jeg, skal vi kapæde?“ „Aa ja!“ svarede Troldet, for det tænkte han altid, han skulde staa sig i. Ja, de satte sig tilbords; men Gutten tog uformerket Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han mere i Skræppen, end han aad selv. Da Skræppen var fuld, tog han sin Tollekniv op og rispede en Flige i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet Skeen bort; „nei, nu orker jeg ikke mere!“ sagde han. „Du skal æde!“ svarede Gutten — „jeg er knapt halvmæt endnu, jeg. Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, saa æder du saa meget, du vil.“ „Men det gjør vel gruelig ondt?“ spurgte Troldet. „Aa, ikke noget, som er at tale om,“ svarede Gutten. Saa gjorde Troldet, som Gutten sagde, og saa kan en vel vide, han satte Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld, som fandtes i Berget, og gik hjem med. Med det kunde han sagtens faa betalt noget paa Gjelden.

Jørgen Moe.

28

Der var engang en bonde, som hadde tre sønner; han var i små omstendigheter og gammel og svak, og sønnene ville ikke ta seg noe til. Til gården hørte en stor, god skog, og den ville Faderen at guttene skulle hugge i og se å få betalt noe på gjelden.

29Langt om lenge fikk han dem også på det trav, og den eldste skulle ut å hugge først. Da han var kommet bort i skogen og begynte å hugge på en gammel, skjegget Gran, kom der et stort, digert troll til ham. „Dersom du hugger i min skog, skal jeg drepe deg!“ sa trollet. Da gutten hørte det, kastet han øksen og la hjem igjen, det beste han kunne. Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hendt ham; men Faderen sa, at han var et harehjerte; Trollene hadde aldri skremt ham fra å hugge, da han var ung, mente han.

Den annen dag skulle den annen sønn av sted, og da gikk det nettopp like ens. Da han vel hadde hugget noen Hug i Granen, kom trollet også til ham og sa: „Dersom du hugger i min skog, skal jeg drepe deg!“ Gutten turde knapt se på ham, kastet øksen og tok tilbens likesom broren, og vel så fort. Da han kom hjem igjen, ble Faderen atter vred og sa, at aldri hadde trollene skremt ham, da han var ung.

Den tredje Dag ville Askeladden i Veien. „Ja du,“ sa de to eldste, „du skal vel gjøre det ferdig, du, som aldri har vært ute gjennom døren.“ Han svarte ikke noe på det, Askeladden, men bad bare om å få dyktig niste med seg. Moren hadde ingen Sul og hengte gryten derfor på for å yste litt til ham; det fikk han i skreppen og la av Gaarde. Da han hadde hugget en liten stund, kom trollet også til ham og sa: „Dersom du hugger i min skog, skal jeg drepe deg!“ Men gutten var ikke sen; han sprang bort i skreppen etter osten og krystede den, så Mysen skvatt. „Tier du ikke,“ sa han til trollet — „skal jeg klemme deg, som jeg klemmer vannet av denne hvite steinen!“ „Nei, kjære, spar meg!“ sa trollet, „jeg skal hjelpe deg å hugge.“ Ja, på det vilkår sparte da gutten ham, og trollet var dyktig til å hugge, så de fikk felt og afhugget mange Tylvter om dagen. Da det led mot kvelden, sa trollet: „Nå kan du følge meg hjem, der er nærmere til meg enn til deg.“ Ja, gutten ble med, og da de kom hjem til trollet, skulle det gjøre opp ilden på skorsteinen, mens gutten skulle gå etter vann til grøtgryten; men der stod to Jernbøtter, så store og tunge, at 30han ikke engang orket å løfte dem av flekken. Så sa gutten: „Det er ikke verd å ta med seg disse Fingerbørerne; jeg vil gå etter hele brønnen, jeg.“ „Nei, kjære vene!“ sa trollet, „jeg kan ikke miste brønnen min; gjør du opp ilden, skal jeg gå etter vann.“

Da han kom tilbake med vannet, kokte de opp en dyktig stor grøtgryte. „Det er det samme“ — sa gutten — „vil du som jeg, skal vi kapæde?“ „Aa ja!“ svarte trollet, for det tenkte han alltid, han skulle stå seg i. Ja, de satte seg til bords; men gutten tok uformerket Skindskræppen og knyttede foran seg, og så øste han mer i skreppen, enn han åt selv. Da skreppen var full, tok han sin tollekniv opp og rispede en Flige i skreppen. Trollet så på ham, men sa ikke noe. Da de hadde ett en god stund til, la trollet skjeen bort; „nei, nå orker jeg ikke mer!“ sa han. „Du skal ete!“ svarte gutten — „jeg er knapt halvmett ennå, jeg. Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul på maven, så eter du så meget, du vil.“ „Men det gjør vel gruelig ondt?“ spurte trollet. „Aa, ikke noe, som er å tale om,“ svarte gutten. Så gjorde trollet, som gutten sa, og så kan en vel vite, han satte livet til; men gutten tok alt det sølv og gull, som fantes i berget, og gikk hjem med. Med det kunne han saktens få betalt noe på gjelden.

Jørgen Moe.