6. Barnet og Duen.
B. „Men Due! hvor ondt maa det gjøre nuAt plukke Fjer af Brystet, du?“
D. „Gjør det lidt ondt, det volder dog Glæde;En Seng saa blød jeg nu kan rede,Hvor mine Unger sig ind kan stikkeOg ligge saa lunt og kurre og kikke.“
Og strax saa faldt det Barnet ind:Som Duens er gode Mødres Sind;For sine smaa de hitter paa Raad,At ei de skal lide Kuld’ eller Graad;Det kan jeg selv paa min Moder kjende;Det bedste, jeg har, det faar jeg af hende.
6. Barnet og duen.
B. „Men due! hvor ondt må det gjøre nåÅ plukke fjær av brystet, du?“
D. „Gjør det litt ondt, det volder dog glede;En seng så bløt jeg nå kan rede,Hvor mine unger seg inn kan stikkeOg ligge så lunt og kurre og kikke.“
Og straks så falt det barnet inn:Som Duens er gode Mødres sinn;For sine små de hitter på råd,At ei de skal lide Kuld’ eller gråt;Det kan jeg selv på min mor kjenne;Det beste, jeg har, det får jeg av henne.