4

En gammel Gjed havde to smaa Unger. „Kjære Smaabørn!“ sagde den engang til dem, „jeg ved en Hæk med deiligt Løv; men den er langt, langt herfra, og I kan ikke gaa med; men vær ikke bedrøvet derover. Jeg skal bringe hver 5af eder to friske Grene, dersom I er snille. Men nu maa I ikke løbe udenfor og heller ikke lukke Døren op, hvis nogen ubekjendt vil herind. Ulven har i nogle Dage igjen listet sig omkring i Egnen, og saadan et Par fede Smaafolk, som I er, vilde være en deilig Steg for den.“ — „Vi skal nok blive vakkert i Stalden og ikke lukke Døren op, førend du kommer igjen, kjære Moder!“ sagde Ungerne og laasede Døren indenfra, da Moderen var ude.

Men neppe havde Moderen været et Kvarter borte, før der allerede kom en udenfor Stalddøren og raabte med Moderens Stemme: „Luk op, kjære Smaabørn, luk op!“ — „Aa, Moder kommer allerede igjen!“ jublede den ene af Ungerne og vilde strax aabne Døren. — „Holdt!“ sagde den anden, „det var ikke vor kjære Moders Stemme!“ Den saa tillige gjennem et lidet Hul paa Døren og opdagede, at det var Ulven. Begge blev meget forskrækkede. „Vi lukker ikke op!“ raabte de, „Moder har forbudt det!“ — „Det er vel sandt,“ sagde Ulven; „men eders Moder sender mig hid; jeg skulde bringe eder noget.“ — „Nei,“ svarede Ungerne, „Moder sender ingen Ulv, og hvad den bringer, bryder vi os ikke om.“ — Da blev Ulven vred, begyndte at hyle frygtelig og sprang med begge Forbenene imod Døren. „Luk op! luk strax op! eller jeg bryder ind med Magt og sønderriver eder begge.“

Ak, da skalv de stakkels Smaadyr som Espeløv. „Aa Moder, Moder! vi er fortabte, vi ser dig aldrig mere!“ raabte de jamrende.

I samme Øieblik lød der et Tordenskrald, som ganske bedøvede dem, og strax derefter hørte de Ulven ralle. Et Skud af Jægeren, der boede i Nærheden, havde dræbt den, og til sin Glæde saa de igjennem den lille Aabning, hvorledes han tog den ved Halen og slæbte den bort; men en Pøl Blod blev tilbage foran Stalddøren.

Nogen Tid derefter kom Gjeden hjem. Den havde Munden fuld af friske Løvgrene og glædede sig i Forveien til, at dens Unger skulde afpille Bladene. Men hvor forskrækkedes den ikke, da den allerede langt borte saa Blodet foran Stalddøren. „Ak, mine Børn, mine stakkels Børn!“ begyndte den at skrige og lod Grenene falde.

6Ungerne raabte derimod: „Kommer du, Moder? kommer du?“ — og strax aabnede de Døren. Den gamle Gjed traadte ind, skjælvende af Skræk og Glæde. „Børn, Børn!“ sagde den, „hvorfra er Blodet udenfor Stalden kommet? Jeg troede, Ulven havde myrdet eder.“ Ungerne fortalte nu alt, hvad der var foregaaet, kjælede for sin Moder og slikkede hendes Læber. — „Ser I, kjære Børn!“ sagde Moderen, „hvor godt det er, naar man adlyder sine Forældre? Var I ikke blevne i Stalden, eller havde I uforsigtig lukket op, saa havde I begge været fortabte. Men af Forskrækkelse har jeg jo ladet de deilige Løvgrene falde, som jeg vilde bringe med til eder!“ — Den gik ud, hentede dem ind og uddelte dem med de Ord: „Spis nu og gjør eder tilgode efter den Fare, som I ved Lydighed har undgaaet.“

4

En gammel geit hadde to små unger. „Kjære småbarn!“ sa den engang til dem, „jeg ved en hekk med deilig løv; men den er langt, langt herfra, og dere kan ikke gå med; men vær ikke bedrøvet derover. Jeg skal bringe hver 5av dere to friske grener, dersom dere er snille. Men nå må dere ikke løpe utenfor og heller ikke lukke døren opp, hvis noen ubekjendt vil herind. Ulven har i noen dager igjen listet seg omkring i Egnen, og sådan et par feite småfolk, som dere er, ville være en deilig Steg for den.“ — „Vi skal nok bli vakkert i stallen og ikke lukke døren opp, før du kommer igjen, kjære mor!“ sa ungene og laasede døren innenfra, da moren var ute.

Men neppe hadde moren vært et kvarter borte, før der allerede kom en utenfor stalldøren og ropte med Moderens stemme: „Luk opp, kjære småbarn, luk opp!“ — „Aa, mor kommer allerede igjen!“ jublede den ene av ungene og ville straks åpne døren. — „Holdt!“ sa den annen, „det var ikke vår kjære Moders stemme!“ Den så tillike gjennom et lite Hul på døren og opdagede, at det var Ulven. Begge ble meget forskrekket. „Vi lukker ikke opp!“ ropte de, „mor har forbudt det!“ — „Det er vel sandt,“ sa Ulven; „men deres mor sender meg hit; jeg skulle bringe dere noe.“ — „Nei,“ svarte ungene, „mor sender ingen Ulv, og hva den bringer, bryter vi oss ikke om.“ — Da ble Ulven vred, begynte å hyle fryktelig og sprang med begge Forbenene imot døren. „Luk opp! luk straks opp! eller jeg bryter inn med makt og sønderriver dere begge.“

Ak, da skalv de stakkels smådyr som Espeløv. „Aa Moder, mor! vi er fortapte, vi ser deg aldri mer!“ ropte de jamrende.

I samme øyeblikk lød der et tordenskrall, som ganske bedøvet dem, og straks deretter hørte de Ulven ralle. Et skudd av jegeren, der bodde i nærheten, hadde drept den, og til sin glede så de igjennom den lille åpning, hvorledes han tok den ved halen og slepte den bort; men en pøl blod ble tilbake foran stalldøren.

Noen tid deretter kom geiten hjem. Den hadde munnen full av friske Løvgrene og gledet seg i forveien til, at dens unger skulle afpille bladene. Men hvor forskrækkedes den ikke, da den allerede langt borte så blodet foran stalldøren. „Ak, mine barn, mine stakkels barn!“ begynte den å skrike og lot grenene falle.

6Ungene ropte derimot: „Kommer du, mor? kommer du?“ — og straks åpnet de døren. Den gamle geit trådte inn, skjelvende av skrekk og glede. „Barn, barn!“ sa den, „hvorfra er blodet utenfor stallen kommet? Jeg trodde, Ulven hadde myrdet dere.“ Ungene fortalte nå alt, hva der var foregått, kjælede for sin mor og slikket hennes lepper. — „Ser dere, kjære barn!“ sa moren, „hvor godt det er, når man adlyder sine foreldre? Var dere ikke blitt i stallen, eller hadde dere uforsiktig lukket opp, så hadde dere begge vært fortapte. Men av forskrekkelse har jeg jo ladet de deilige Løvgrene falle, som jeg ville bringe med til dere!“ — Den gikk ut, hentet dem inn og utdelte dem med de ord: „Spis nå og gjør dere tilgode etter den fare, som dere ved lydighet har unngått.“