Jeg saa en liden Pige græde; hun græd over Verdens Ondskab. Den deiligste Dukke havde hun faaet til Foræring; o! det var en Dukke saa nydelig og fin, den var slet ikke skabt til Modgang. Men den lille Piges Brødre, de lange Drenge, havde taget Dukken, sat den op i et høit Træ i Haven og var saa løbne bort. Den lille Pige kunde ikke naa Dukken, slet ikke hjelpe den ned, og derfor græd hun. Dukken græd bestemt med, den strakte Armene ud imellem de grønne Grene og saa ganske ulykkelig ud. Ja, det var Verdens Modgang, som Mama saa tidt talte om. O, den stakkels Dukke! Det begyndte jo allerede at blive mørk Aften, og saa vilde Natten komme! Skulde hun lade den sidde herude i Træet den hele Nat? Nei, det kunde den lille Pige ikke bære over sit Hjerte. „Jeg vil blive hos dig!“ sagde hun, skjønt hun slet ikke var modig. Hun syntes allerede ganske tydelig at se de smaa 4Nisser med sine høie, spidse Huer titte frem imellem Buskene, og nede i den mørke Gang dansede lange Spøgelser, de kom nærmere og nærmere, strakte Hænderne henimod Træet, hvor Dukken sad, de lo og pegede Fingre ad den. Ak, hvor den lille Pige var ræd! „Men naar man ingen Synd har gjort,“ tænkte hun, „saa kan jo det onde ikke gjøre en noget. Mon jeg har gjort nogen Synd?“ Og hun tænkte sig om. „Ak, jo!“ sagde hun, „jeg har leet ad den stakkels And med den røde Klud om Benet; den halter saa morsomt, derfor lo jeg; men det er Synd at le ad Dyrene.“ Og hun saa op mod Dukken: „Har du ogsaa leet ad Dyrene?“ spurgte hun, og det saa ud, som om Dukken rystede med Hovedet. I det samme blæste Vinden, og Dukken sprang ned uden at tage mindste Skade.
H. C. Andersen.