117

Der var engang en Fisker og hans Kone, og de boede sammen i en Jordhytte tæt ved Søen, og Fiskeren gik hver Dag hen og fiskede, og det gik lang Tid saaledes. Nu sad han engang i sin Baad ude paa Søen og stirrede ned i det blanke Vand og saa bestandig efter sit Snøre. Da sank det dybt ned, og da han trak det op, da havde han en stor Flyndre paa Krogen. Flyndren sagde til ham: „Jeg beder dig, lad mig leve! Jeg er ingen rigtig Flyndre, jeg er en forhexet Prins! Sæt mig i Vandet igjen og lad mig svømme.“ — „Nu,“ sagde Manden, „du behøver ikke at sige saamange Ord. En Flyndre, som kan snakke, havde jeg saa dog alligevel ladet svømme igjen.“ Da satte han den atter ned i Vandet, og Flyndren stak tilbunds og lod en lang Strime Blod efter sig.

Manden derimod gik hjem til sin Kone i Jordhytten og fortalte hende, at han havde fanget en Flyndre, som havde sagt ham, at den var en forhexet Prins, og derfor havde 118han atter ladet den svømme. „Har du da ikke ønsket dig noget?“ sagde Konen. „Nei,“ sagde Manden, „hvad skulde jeg vel ønske mig?“ „Ak,“ sagde Konen, „det er dog ilde altid at bo i denne Hytte med en Smule Tang over Hovedet; det lugter her saa meget af Mudder. Gaa dog hen og ønsk os et lidet Hus.“ Manden likte ikke dette; imidlertid gik han dog hen til Søen, og da han kom derhen, da var Søen ganske gul og grøn. Da stod han stille ved Vandet og sagde:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

Da kom Flyndren svømmende og sagde: „Naa, hvad vil hun da?“ „Ak,“ sagde Manden, „jeg havde jo fanget dig, og nu mener min Kone, at jeg dog skulde have ønsket mig noget. Hun vil ikke bo i Jordhytten, hun vilde gjerne have sig et Hus.“ „Gaa bare hjem,“ sagde Flyndren, „det staar der alt.“

Da gik Manden hjem, og hans Kone stod i Stuedøren og sagde til ham: „Kom ind! ser du vel, det er meget bedre.“ Og der var en Stue og et Kammer og et Kjøkken og bagved en liden Have med alle Slags Kjøkkenurter og en Gaard, hvor der var Høns og Ænder. „Ak,“ sagde Manden, „nu vil vi leve saa fornøiet.“ „Ja,“ sagde Konen, „vi vil prøve paa det.“

Saaledes gik der en otte, ni Dage hen; da sagde Konen: „Mand! Huset bliver mig for snevert, Haven og Gaarden er saa smaa, jeg vil bo i et stort Marmorslot; gaa hen til Flyndren og lad ham skaffe mig et Slot.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden; „Flyndren har jo givet os et Hus, jeg gider ikke nu plage ham igjen; Flyndren kunde tage det fortrydelig op.“ — „Ei hvad,“ sagde Konen; „han kan meget godt give os et Slot! Det er en smal Sag for ham. Det gjør han gjerne. Gaa du kun!“ Da gik Manden afsted med et tungt Hjerte; men da han kom til Søen, da var Vandet ganske violet og graat og mørkeblaat; dog var det endnu stille. Da blev han staaende og sagde:

119„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

„Naa, hvad vil hun da?“ sagde Flyndren. „Ak,“ svarede Manden ganske bedrøvet, „hun vil bo i et Marmorslot!“ — „Gaa du hjem! hun staar deri,“ sagde Flynderen.

Da gik Manden hjem, og hans Kone mødte ham i et stort Palads. „Se dog, Mand,“ sagde hun, „hvor det er smukt!“ Dermed gik de ind sammen. Der var saa mange Tjenere, og Væggene skinnede saa blankt, og i Stuen stod forgyldte Stole og Borde, og bag Slottet var en Have og en Skov vel en halv Mil lang; deri var der mange Slags vilde Dyr, og i Gaarden var der baade Fjøs og Stald. „Ak,“ sagde Manden, „nu vil vi ogsaa blive paa det skjønne Slot og slaa os til Ro.“ „Det vil vi betænke os paa,“ sagde Konen; „det vil vi sove paa!“ Dermed gik de i Seng.

Næste Morgen vaagnede Konen; det var alt Dag, og hun stødte Manden i Siden med Albuen og sagde: „Mand, staa op, vi maa være Konge over hele Landet.“ „Ak Kone,“ sagde Manden, „hvad skal vi med at være Konge? Jeg vil ikke være Konge!“ — „Naa, saa vil jeg være Konge!“ „Ak, Kone,“ sagde Manden, „hvorledes kan du være Konge? Det gjør Flyndren ikke!“ „Mand,“ sagde Konen, „gaa strax afsted! Jeg vil være Konge!“ — Da gik Manden og var ganske bedrøvet over, at hans Kone vilde være Konge. Og da han kom til Søen, saa var den ganske sortegraa, og Vandet brusede sterkt op nede fra Bunden. Da stod han stille og sagde:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

„Naa, hvad vil hun da?“ sagde Flynderen. „Ak,“ sagde Manden, „min Kone vil være Konge!“ „Gaa kun hjem, hun er det alt,“ sagde Flynderen.

Da gik Manden hjem, og da han kom til Paladset, da var der saamange Soldater og Trommer og Trompeter, og 120hans Kone sad paa en høi Throne af Guld og Diamanter og havde en stor Guldkrone paa, og paa begge Sider af hende stod sex Jomfruer, den ene et Hoved mindre end den anden. — „Ak,“ sagde Manden, „er du nu Konge?“ „Ja,“ sagde hun, „jeg er Konge.“ Og da han saaledes havde seet paa hende nogen Tid, sagde han: „Ak, Kone! hvor det klæder dig smukt at være Konge; nu vil vi heller ikke ønske mer.“ — „Nei Mand,“ sagde hun, „det varer mig for længe, det kan jeg umulig holde ud; er jeg Konge, saa maa jeg ogsaa være Keiser.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden, „hvad vil du da være Keiser for?“ „Mand,“ sagde hun, „afsted med dig til Flyndren, jeg vil være Keiser.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden, „Keisere kan han ikke gjøre, det vil jeg ikke bede Flyndren om.“ „Jeg er Konge,“ sagde Konen, „gaa strax, siger jeg.“ — Da gik Manden afsted, og alt som han gik, tænkte han: „Det gaar aldrig godt. Keiser er for uforskammet. Flyndren bliver tilsidst kjed deraf.“ Imidlertid var han kommen til Søen. Vandet var ganske sort og tykt, og der gik en Kastevind hen over det, saa at Vandet krusede sig; da sang han:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

„Naa, hvad vil hun da?“ spurgte Flyndren. „Ak,“ sagde han, „min Kone vil være Keiser.“ — „Gaa du kun hjem,“ sagde Flyndren, „hun er det alt.“

Da vendte Manden tilbage, og da han kom hjem, da sad hans Kone paa en meget høi Throne, som var af et eneste Stykke Guld, og hun havde en stor Krone paa, den var vist to Alen høi, og til begge Sider stod Soldater, den ene altid et Hoved mindre end den anden fra den allerhøieste Kjæmpe til den allermindste Dverg, der ikke var længer end min Lillefinger; omkring hende stod utallige Fyrster og Grever. Da gik Manden frem for hende og sagde: „Kone, er du nu Keiser?“ „Ja,“ sagde hun, „jeg er Keiser.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden og saa længe paa hende, „hvor du tager dig godt ud som Keiser!“ 121„Mand,“ sagde Konen, „hvad staar du der og gaber efter? er jeg Keiser, saa vil jeg ogsaa være Pave.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden, „hvad vil du være Pave for? Pave er kun en i hele Verden.“ „Mand,“ sagde Konen, „jeg vil være Pave, og det endnu idag.“ — „Nei, Kone,“ sagde Manden, „til Pave kan han ikke gjøre dig; det gaar aldrig an.“ — „Aa Snak, Mand! Gjør han Keisere, saa gjør han ogsaa Paver. Gaa strax derhen!“ — Da gik Manden, og han var ikke videre glad; ude blæste Vinden, og Vandet var, som om det kogte; Skibene skjød Nødskud og dansede og gyngede paa Bølgerne; dog var der en klar Stribe at se midt paa Himlen; men nede rundt omkring, der trak det rødt op som til et sterkt Tordenveir. Da gik han ganske forsagt afsted og sagde:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

„Naa, hvad vil hun da?“ sagde Flyndren. „Ak,“ sagde Manden, „min Kone vil være Pave.“ „Gaa kun hjem,“ sagde Flyndren, „hun er det alt.“

Da gik han bort, og da han kom hjem, sad hans Kone paa en Throne, der var to Mil høi, og hun havde tre store Kroner paa, og omkring hende var der saa mange Prester og Biskopper, og ved Siden af hende stod der to Rader Lys, det største saa tykt og høit som det allerstørste Taarn indtil det allermindste Kjøkkenlys. „Kone,“ sagde Manden og saa ret vist paa hende; „er du nu Pave?“ „Ja,“ sagde hun; „jeg er Pave.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden; „det er da godt og vel, at du er bleven Pave. Giv dig kun nu tilfreds; nu du er Pave, kan du ikke blive mere.“ „Det vil jeg betænke mig paa,“ sagde Konen, og dermed gik de i Seng. Men hun var ikke tilfreds, og Begjærligheden lod hende ikke sove; hun tænkte bestandig paa, hvad hun endnu vilde være. Nu stod Solen op. „Ha,“ tænkte hun, da hun saa den skinne ind af Vinduet, „kan jeg ikke ogsaa lade Solen staa op?“ Da blev hun ret hidsig og stødte Manden i Siden og sagde: „Mand, gaa hen til Flyndren! Jeg vil være som 122Vorherre!“ Manden laa endnu i sin søde Søvn og blev saa forskrækket, at han faldt ud af Sengen. „Ak, Kone,“ sagde han, „vær nu rolig, og vær Pave!“ — „Nei,“ raabte Konen, „jeg er ikke rolig og kan ikke udholde det, naar jeg ser Solen og Maanen staar op, at jeg ikke ogsaa skulde kunne lade dem staa op. Jeg vil være som Vorherre.“ „Ak, Kone,“ sagde Manden, „det kan Flyndren ikke. Keisere og Paver kan han gjøre; men mere kan han ikke.“ „Mand,“ sagde hun og saa rigtig fæl ud; „jeg vil være som Vorherre; gaa strax afsted til Flyndren.“

Det for Manden gjennem alle Lemmer, saa han bævede af Angst; men ude blæste Stormen saa sterkt, at alle Trær og Klipper vaklede, og Himlen var ganske sort, og det tordnede og lynede. I Søen saa man saa høie, sorte Bølger som Bjerge, og de havde alle hvide Kroner af Skum ovenpaa. Da sagde han:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dybt paa Bunden der,Ei min Hustru IlsebilVil, som hendes Husbond vil.“

„Naa, hvad vil hun da?“ sagde Flyndren. „Ak,“ sagde han; „hun vil være ligesom Vorherre!“ „Gaa kun hjem!“ svarede Flyndren; „hun sidder allerede i Jordhytten igjen!“ — Og der sidder hun den Dag idag!

117

Der var engang en fisker og hans kone, og de bodde sammen i en jordhytte tett ved sjøen, og fiskeren gikk hver dag hen og fiskede, og det gikk lang tid således. Nå satt han engang i sin båt ute på sjøen og stirret ned i det blanke vann og så bestandig etter sitt snøre. Da sank det dypt ned, og da han trakk det opp, da hadde han en stor flyndre på kroken. Flyndren sa til ham: „Jeg beder deg, la meg leve! Jeg er ingen riktig flyndre, jeg er en forhekset prins! Sett meg i vannet igjen og la meg svømme.“ — „Nå,“ sa mannen, „du behøver ikke å si så mange ord. En flyndre, som kan snakke, hadde jeg så dog allikevel ladet svømme igjen.“ Da satte han den atter ned i vannet, og Flyndren stak tilbunds og lot en lang strime blod etter seg.

Mannen derimot gikk hjem til sin kone i jordhytten og fortalte henne, at han hadde fanget en flyndre, som hadde sagt ham, at den var en forhekset prins, og derfor hadde 118han atter ladet den svømme. „Har du da ikke ønsket deg noe?“ sa konen. „Nei,“ sa mannen, „hva skulle jeg vel ønske meg?“ „Ak,“ sa konen, „det er dog ilde alltid å bo i denne hytte med en smule tang over hodet; det lukter her så meget av mudder. Gå dog hen og ønsk oss et lite hus.“ Mannen likte ikke dette; imidlertid gikk han dog hen til sjøen, og da han kom derhen, da var sjøen ganske gul og grønn. Da stod han stille ved vannet og sa:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

Da kom Flyndren svømmende og sa: „Nå, hva vil hun da?“ „Ak,“ sa mannen, „jeg hadde jo fanget deg, og nå mener min kone, at jeg dog skulle ha ønsket meg noe. Hun vil ikke bo i jordhytten, hun ville gjerne ha seg et hus.“ „Gå bare hjem,“ sa Flyndren, „det står der alt.“

Da gikk mannen hjem, og hans kone stod i stuedøren og sa til ham: „Kom inn! ser du vel, det er meget bedre.“ Og der var en stue og et kammer og et kjøkken og bagved en liten hage med alle Slags Kjøkkenurter og en gård, hvor der var høns og ender. „Ak,“ sa mannen, „nå vil vi leve så fornøyet.“ „Ja,“ sa konen, „vi vil prøve på det.“

Således gikk der en åtte, ni dager hen; da sa konen: „Mann! Huset blir meg for snevert, hagen og gården er så små, jeg vil bo i et stort Marmorslot; gå hen til Flyndren og la ham skaffe meg et slott.“ „Ak, kone,“ sa mannen; „Flyndren har jo gitt oss et hus, jeg gidder ikke nå plage ham igjen; Flyndren kunne ta det fortrydelig opp.“ — „Ei hva,“ sa konen; „han kan meget godt gi oss et slott! Det er en smal Sag for ham. Det gjør han gjerne. Gå du kun!“ Da gikk mannen av sted med et tungt hjerte; men da han kom til sjøen, da var vannet ganske fiolett og grått og mørkeblått; dog var det ennå stille. Da ble han stående og sa:

119„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

„Nå, hva vil hun da?“ sa Flyndren. „Ak,“ svarte mannen ganske bedrøvet, „hun vil bo i et Marmorslot!“ — „Gå du hjem! hun står deri,“ sa Flynderen.

Da gikk mannen hjem, og hans kone møtte ham i et stort Palads. „Se dog, mann,“ sa hun, „hvor det er smukt!“ Dermed gikk de inn sammen. Der var så mange tjenere, og veggene skinte så blankt, og i stuen stod forgylte Stole og Borde, og bak slottet var en hage og en skog vel en halv mil lang; deri var der mange Slags ville dyr, og i gården var der både fjøs og stall. „Ak,“ sa mannen, „nå vil vi også bli på det skjønne slott og slå oss til ro.“ „Det vil vi betenke oss på,“ sa konen; „det vil vi sove på!“ Dermed gikk de i seng.

Neste morgen våknet konen; det var alt Dag, og hun støtte mannen i siden med albuen og sa: „Mann, stå opp, vi må være konge over hele landet.“ „Ak kone,“ sa mannen, „hva skal vi med å være konge? Jeg vil ikke være konge!“ — „Nå, så vil jeg være konge!“ „Ak, kone,“ sa mannen, „hvorledes kan du være konge? Det gjør Flyndren ikke!“ „Mann,“ sa konen, „gå straks av sted! Jeg vil være konge!“ — Da gikk mannen og var ganske bedrøvet over, at hans kone ville være konge. Og da han kom til sjøen, så var den ganske sortegraa, og vannet bruste sterkt opp nede fra Bunden. Da stod han stille og sa:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

„Nå, hva vil hun da?“ sa Flynderen. „Ak,“ sa mannen, „min kone vil være konge!“ „Gå kun hjem, hun er det alt,“ sa Flynderen.

Da gikk mannen hjem, og da han kom til palasset, da var der så mange soldater og trommer og trompeter, og 120hans kone satt på en høy trone av gull og diamanter og hadde en stor gullkrone på, og på begge sider av henne stod seks jomfruer, den ene et hode mindre enn den annen. — „Ak,“ sa mannen, „er du nå konge?“ „Ja,“ sa hun, „jeg er konge.“ Og da han således hadde sett på henne noen tid, sa han: „Ak, kone! hvor det klæder deg smukt å være konge; nå vil vi heller ikke ønske mer.“ — „Nei mann,“ sa hun, „det varer meg for lenge, det kan jeg umulig holde ut; er jeg konge, så må jeg også være keiser.“ „Ak, kone,“ sa mannen, „hva vil du da være keiser for?“ „Mann,“ sa hun, „av sted med deg til Flyndren, jeg vil være keiser.“ „Ak, kone,“ sa mannen, „keisere kan han ikke gjøre, det vil jeg ikke bede Flyndren om.“ „Jeg er konge,“ sa konen, „gå straks, sier jeg.“ — Da gikk mannen av sted, og alt som han gikk, tenkte han: „Det går aldri godt. Keiser er for uforskammet. Flyndren blir til sist kjed derav.“ Imidlertid var han kommet til sjøen. Vannet var ganske sort og tykt, og der gikk en kastevind hen over det, så at vannet kruset seg; da sang han:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

„Nå, hva vil hun da?“ spurte Flyndren. „Ak,“ sa han, „min kone vil være keiser.“ — „Gå du kun hjem,“ sa Flyndren, „hun er det alt.“

Da vendte mannen tilbake, og da han kom hjem, da satt hans kone på en meget høy trone, som var av et eneste stykke gull, og hun hadde en stor krone på, den var vist to alen høy, og til begge sider stod soldater, den ene alltid et hode mindre enn den annen fra den allerhøieste kjempe til den allermindste dverg, der ikke var lenger enn min lillefinger; omkring henne stod utallige Fyrster og grever. Da gikk mannen frem for henne og sa: „Kone, er du nå keiser?“ „Ja,“ sa hun, „jeg er keiser.“ „Ak, kone,“ sa mannen og så lenge på henne, „hvor du tar deg godt ut som keiser!“ 121„Mann,“ sa konen, „hva står du der og gaper etter? er jeg keiser, så vil jeg også være pave.“ „Ak, kone,“ sa mannen, „hva vil du være pave for? Pave er kun en i hele verden.“ „Mann,“ sa konen, „jeg vil være pave, og det ennå i dag.“ — „Nei, kone,“ sa mannen, „til pave kan han ikke gjøre deg; det går aldri an.“ — „Å snakk, mann! Gjør han keisere, så gjør han også paver. Gå straks derhen!“ — Da gikk mannen, og han var ikke videre glad; ute blåste vinden, og vannet var, som om det kokte; Skipene skjød Nødskud og danset og gynget på bølgene; dog var der en klar stripe å se midt på Himlen; men nede rundt omkring, der trakk det rødt opp som til et sterkt tordenvær. Da gikk han ganske forsagt av sted og sa:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

„Nå, hva vil hun da?“ sa Flyndren. „Ak,“ sa mannen, „min kone vil være pave.“ „Gå kun hjem,“ sa Flyndren, „hun er det alt.“

Da gikk han bort, og da han kom hjem, satt hans kone på en trone, der var to mil høy, og hun hadde tre store kroner på, og omkring henne var der så mange prester og Biskopper, og ved siden av henne stod der to rader lys, det største så tykt og høyt som det allerstørste tårn inntil det allermindste Kjøkkenlys. „Kone,“ sa mannen og så rett vist på henne; „er du nå pave?“ „Ja,“ sa hun; „jeg er pave.“ „Ak, kone,“ sa mannen; „det er da godt og vel, at du er blitt pave. Gi deg kun nå tilfreds; nå du er pave, kan du ikke bli mer.“ „Det vil jeg betenke meg på,“ sa konen, og dermed gikk de i seng. Men hun var ikke tilfreds, og begjærligheten lot henne ikke sove; hun tenkte bestandig på, hva hun ennå ville være. Nå stod solen opp. „Ha,“ tenkte hun, da hun så den skinne inn av vinduet, „kan jeg ikke også lade solen stå opp?“ Da ble hun rett hidsig og støtte mannen i siden og sa: „Mann, gå hen til Flyndren! Jeg vil være som 122Vorherre!“ Mannen lå ennå i sin søte søvn og ble så forskrekket, at han falt ut av sengen. „Ak, kone,“ sa han, „vær nå rolig, og vær pave!“ — „Nei,“ ropte konen, „jeg er ikke rolig og kan ikke utholde det, når jeg ser solen og månen står opp, at jeg ikke også skulle kunne la dem stå opp. Jeg vil være som Vorherre.“ „Ak, kone,“ sa mannen, „det kan Flyndren ikke. Keisere og paver kan han gjøre; men mer kan han ikke.“ „Mann,“ sa hun og så riktig fæl ut; „jeg vil være som Vorherre; gå straks av sted til Flyndren.“

Det for mannen gjennom alle lemmer, så han bevet av angst; men ute blåste stormen så sterkt, at alle trær og klipper vaklede, og Himlen var ganske sort, og det tordnede og lynte. I sjøen så man så høye, sorte bølger som Bjerge, og de hadde alle hvite kroner av skum ovenpå. Da sa han:

„Ro, ro til Fiskeskjær!Flyndre dypt på Bunden der,Ei min hustru IlsebilVil, som hennes husbond vil.“

„Nå, hva vil hun da?“ sa Flyndren. „Ak,“ sa han; „hun vil være likesom Vorherre!“ „Gå kun hjem!“ svarte Flyndren; „hun sitter allerede i jordhytten igjen!“ — Og der sitter hun den dag i dag!