Der var engang en Kone, som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger; derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden. Da han var kommen til Skjels Aar og Alder, sagde Moderen til ham, at han skulde ud at fri; for nu syntes hun, det var paa Tide, at han begyndte at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han meget glad. De fik da Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongsgaard, hvor der var saadan en stor Prinsesse; men da de var komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham og græd, fordi han var borte, og hun ikke kunde finde ham igjen. „Pip, pip!“ sagde Tommeliden; han havde gjemt sig i Manen paa Hesten. Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen, at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden borte igjen. Hun ledte efter ham og raabte og græd; men borte var han. „Pip, pip!“ sagde Tommeliden, og hun hørte, han lo og knisede; men hun kunde slet ikke finde ham igjen. „Pip, pip, her er jeg da!“ sagde Tommeliden og kom frem af Øret paa Hesten. Saa maatte han love, at han ikke skulde gjemme sig oftere; men da de havde kjørt et Stykke, saa var han borte igjen; han kunde ikke berge sig. Moderen, hun ledte og græd og raabte paa ham; men han var borte og blev borte, og alt hun ledte, kunde hun ikke finde ham paa nogen Maade. „Pip, pip, her er jeg da!“ sagde Tommeliden. Men hun kunde slet ikke skjønne, hvor han var; for det lød saa utydelig. Hun ledte, og han sagde „Pip, her er jeg“, og lo og gottede sig, fordi hun ikke kunde finde ham igjen; men ret som det var, saa nøs Hesten, og saa nøs den Tommeliden ud; for han havde sat sig i det ene Næseboret paa den. Moderen tog ham nu og puttede ham i en Pose; hun vidste ikke anden Raad, for hun kunde skjønne, at han ikke kunde lade være. Da de kom til Kongsgaarden, saa blev der snart Trolovelse; for Prinsessen syntes, han var 117en vakker liden Gut, og det varede ikke længe, før der blev Bryllup heller.

Da de skulde spise om Middagen i Bryllupsgaarden, saa sad Tommeliden til Bords ved Siden af Prinsessen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulde til at spise, kunde han ikke naa op og havde vist ikke faaet en Bid, havde ikke Prinsessen taget og hjulpet ham op paa Bordet. Nu gik det baade godt og vel, saalænge han kunde spise af Tallerken; men saa kom der ind et stort, stort Grødfad; det kunde han ikke naa op i; men Tommeliden vidste Raad, han satte sig paa Kanten af Fadet. Men saa var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunde han ikke række, og saa maatte han sætte sig ude paa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prinsessen med en stor Ske og skulde dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og saa kom hun nær Tommeliden, saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet.

Der var engang en kone, som hadde en eneste sønn, og han var ikke lenger enn en tommelfinger; derfor kalte de ham også Tommeliden. Da han var kommet til Skjels år og alder, sa moren til ham, at han skulle ut at fri; for nå syntes hun, det var på Tide, at han begynte å tenke på å gifte seg. Da Tommeliden hørte det, ble han meget glad. De fikk da kjøregreiene i stand og reiste av sted, og moren satte ham på fanget. Så skulle de reise til en kongsgård, hvor der var sådan en stor prinsesse; men da de var kommet et stykke på veien, ble Tommeliden borte. Hun ledte lenge etter ham og ropte på ham og gråt, fordi han var borte, og hun ikke kunne finne ham igjen. „Pip, pip!“ sa Tommeliden; han hadde gjemt seg i manen på hesten. Så kom han frem, og da måtte han love moren, at han ikke skulle gjøre det oftere. Da de hadde kjørt et stykke til, så var Tommeliden borte igjen. Hun ledte etter ham og ropte og gråt; men borte var han. „Pip, pip!“ sa Tommeliden, og hun hørte, han lo og kniste; men hun kunne slett ikke finne ham igjen. „Pip, pip, her er jeg da!“ sa Tommeliden og kom frem av øret på hesten. Så måtte han love, at han ikke skulle gjemme seg oftere; men da de hadde kjørt et stykke, så var han borte igjen; han kunne ikke berge seg. Moren, hun ledte og gråt og ropte på ham; men han var borte og ble borte, og alt hun ledte, kunne hun ikke finne ham på noen måte. „Pip, pip, her er jeg da!“ sa Tommeliden. Men hun kunne slett ikke skjønne, hvor han var; for det lød så utydelig. Hun ledte, og han sa „Pip, her er jeg“, og lo og gottede seg, fordi hun ikke kunne finne ham igjen; men rett som det var, så nøs hesten, og så nøs den Tommeliden ut; for han hadde satt seg i det ene neseboret på den. Moren tok ham nå og puttet ham i en pose; hun visste ikke annen råd, for hun kunne skjønne, at han ikke kunne la være. Da de kom til kongsgården, så ble der snart Trolovelse; for prinsessen syntes, han var 117en vakker liten Gut, og det varte ikke lenge, før der ble bryllup heller.

Da de skulle spise om middagen i bryllupsgården, så satt Tommeliden til Bords ved siden av prinsessen; men han var verre enn ilde stelt, for da han skulle til å spise, kunne han ikke nå opp og hadde vist ikke fått en bit, hadde ikke prinsessen tatt og hjulpet ham opp på bordet. Nå gikk det både godt og vel, så lenge han kunne spise av tallerken; men så kom der inn et stort, stort grøtfat; det kunne han ikke nå opp i; men Tommeliden visste råd, han satte seg på kanten av Fadet. Men så var der et smørøye midt ute i Fadet; det kunne han ikke rekke, og så måtte han sette seg ute på kanten av smørøyet; men rett som det var, kom prinsessen med en stor Ske og skulle dyppe en dyktig Grødbede i smøret, og så kom hun nær Tommeliden, så at han falt ned og druknet i smørøyet.