112

Paul og Robert var omtrent otte Aar gamle. Naar Paul havde gjort noget galt, sagde han det strax til sin Fader eller Moder. Og naar nogen spurgte ham om et eller andet, som han havde gjort eller sagt, svarede han altid sandfærdig. Derfor fandt han Tiltro hos alle, som kjendte ham.

Men ingen, som kjendte hans Broder Robert, troede et Ord af, hvad denne sagde; thi han pleiede at lyve. Naar han havde begaaet en eller anden Forseelse, tilstod han den aldrig af sig selv, og naar hans Forældre spurgte ham derom, negtede han og sagde, at han ikke havde gjort det.

Grunden til, at Robert talte Usandhed, var den, at han frygtede Straffen for sine Forseelser, hvis han tilstod dem. Han var en Kryster og skalv for den mindste Smerte. Men Paul var en kjæk Gut, og han kunde nok finde sig i at blive straffet, naar han havde fortjent det. Forresten blev han langtfra saameget straffet for sine smaa Feil, som Robert blev det for sine Løgne, naar disse senere blev opdagede.

En Aften legede disse Smaagutter med hinanden i Dagligstuen; deres Moder var beskjæftiget med at stryge i Værelset ved Siden af, og deres Fader var ude paa Marken og arbeidede, saa der var ingen hos dem i Værelset undtagen en liden Hund, Trofast, som laa ved Kakkelovnen og sov. Trofast var en smuk og lystig liden Hund og Børnenes Yndling.

„Kom,“ sagde Robert til Paul, „der ligger Trofast ved Ovnen og sover, lad os vække ham, saa kan han lege med os.“ „Ja, lad os det,“ svarede Paul. Og saa løb de begge hen til Hunden og vækkede den.

Tæt ved Kakkelovnen stod en Krukke Melk, som Børnene ikke havde lagt Merke til. Medens de nu legede med Hunden, sparkede de af Vanvare til Krukken, saa den faldt om, gik istykker, og al Melken spildtes paa Gulvet. Da Smaagutterne saa, hvad de havde gjort, blev de meget forknytte og 113bedrøvede og vidste ikke, hvad de skulde gjøre. De stod i nogen Tid og stirrede paa den sønderslaaede Krukke uden at sige et Ord.

Robert begyndte først at tale. „Nu faar vi ingen Melk til vor Aftensmad,“ sagde han og sukkede. „Ingen Melk til vor Aftensmad? hvorfor ikke?“ spurgte Paul. „Er der da ingen anden Melk i Huset end denne?“ „Jo, men vi faar ingen alligevel; for erindrer Du ikke, hvad Moder sagde forleden Mandag, da vi veltede vor Melkeskaal: at vi var meget skjødesløse, og at vi næste Gang ikke skulde faa nogen anden Melk istedenfor den spildte? Og nu er det jo næste Gang, derfor faar vi ingen Melk iaften.“

„Nuvel,“ sagde Paul, „saa maa vi hjelpe os foruden og tage os bedre ivare en anden Gang. Der er ingen stor Ulykke skeet; kom, lad os gaa hen og sige det til Moder. Du ved, hun har paalagt os altid strax at fortælle hende det, naar vi har slaaet noget istykker. Kom saa,“ sagde han og tog sin Broder ved Haanden. „Jeg kommer strax,“ svarede Robert; „det haster jo ikke. Kan Du ikke vænte et lidet Øieblik?“ Saa væntede Paul et Øieblik og bad ham derpaa komme. Men Robert svarede: „Vent lidt; jeg tør ikke gaa endnu. Jeg er bange.“

Læg nu nøie Merke til mine Ord, I smaa Gutter og Piger! jeg vil give eder et godt Raad: Vær aldrig bange, naar det gjelder om at sige Sandheden; sig aldrig „vent et lidet Øieblik,“ men gaa strax hen og tilstaa, hvad I har gjort.

Paul sagde intet videre; men da hans Broder ikke vilde følge med, gik han alene. Han aabnede Døren til det næste Værelse, hvor han troede, at hans Moder stod og strøg; men hun var der ikke. „Hun er vist gaaet ud efter mere Tøi,“ tænkte han. Og da han vidste, at Tøiet hang ude paa Buskene i Haven, saa løb han derud for at søge hende og fortælle, hvad der var hændt.

Imidlertid blev Robert alene tilbage i Værelset og tænkte paa at udfinde en usandfærdig Undskyldning; han var blot urolig, fordi Paul havde løbet sin Vei for at sige Sandheden. Han tænkte hos sig selv: Naar baade Paul og jeg sagde, at 114vi ikke havde slaaet Krukken istykker, saa vilde Moder tro det, og saa fik vi vor Aftensmad ligefuldt. Det er kjedeligt, at Paul er gaaet hen for at tilstaa det.

Som han sagde dette til sig selv, hørte han sin Moder komme ned af Trappen, og saa fattede denne uartige og krysteragtige Gut strax den Beslutning at lyve for hende. Da hun traadte ind i Værelset, spurgte hun strax: „Hvem har gjort det?“ Robert sagde: „Jeg ved det ikke.“ „Ved du det ikke, Robert? Sig mig Sandheden! Jeg bliver ikke vred paa dig, Barn. Du mister blot din Aftensmad. Og hvad den ituslaaede Krukke angaar, da maatte du hellere slaa alle mine Krukker istykker end lyve en eneste Gang.“

„Nei, Moder, jeg ved ikke, hvem der har gjort det,“ gjentog Robert og blev ildrød i Ansigtet. „Hvor er Paul henne? Har han gjort det?“ „Nei, Moder, han har ikke,“ svarede Robert; thi han haabede senere at kunne overtale Paul til at sige, at han ikke havde gjort det. „Hvorledes ved du, at Paul ikke har gjort det?“ spurgte Moderen. „Fordi — fordi — fordi,“ svarede Robert stammende, som Løgnere pleier at gjøre, naar de skal hitte paa nye Udflugter; „fordi jeg har været i Stuen hele Tiden og ikke har seet ham gjøre det.“

„Hvorledes er da Krukken bleven slaaet istykker? Da du har været i Værelset hele Tiden, maa du jo vide det.“ Og nu svarede Robert: „Jeg tror, Hunden har gjort det.“ „Har du seet, at den gjorde det?“ „Ja,“ svarede den slemme Gut.

Nu kaldte hun paa Hunden, og Trofast, som laa foran Ilden for at tørre sine Ben, der var vaade af Melken, sprang op og kom hen til hende. „Fy! Fy! skam dig noget,“ sagde hun, idet hun pegede paa den spildte Melk. „Hent mig en Pidsk i Haven, Robert; Hunden skal have Prygl derfor.“

Robert løb efter en Pidsk og mødte sin Broder i Haven. Han standsede ham og fortalte ham i en Fart alt, hvad han havde sagt til Moderen, og bad ham om endelig ikke at sige Sandheden.

„Nei, jeg vil ikke lyve,“ sagde Paul. „Hvorledes! skal Trofast have Prygl? Han har ikke slaaet Melkekrukken istykker, og han skal heller ikke straffes derfor. Lad mig gaa ind til 115Moder!“ De løb begge hen imod Huset; men Robert kom først og slog Døren ilaas efter sig, for at Paul ikke skulde komme ind.

Den stakkels Trofast! Han kastede et ynkeligt Blik paa Pidsken, der allerede var løftet over hans Hoved. Men han kunde ikke tale og sige, hvorledes det var gaaet til. Som nu det første Slag skulde til at falde paa hans Ryg, raabte Paul alt, hvad han kunde, ind af Vinduet: „Stop! stop! kjære Moder, stop! Trofast har ikke gjort det. Luk mig ind! Robert og jeg gjorde det, slaa derfor ikke Trofast!“

„Luk os ind, luk os ind!“ raabte en anden Stemme, som Robert strax gjenkjendte som sin Faders. „Hvad skal det betyde, at Døren er laaset af?“ Robert blev saa bleg som et Lig, da han hørte sin Faders Stemme; for hans Fader straffede ham haardt, hvergang han blev greben i en Løgn. Hans Moder gik hen til Døren og aabnede den. „Hvad er dog alt dette?“ spurgte Faderen; og saa forklarede hun ham hele Sammenhængen.

Da nu Robert merkede, at Faderen vilde tugte ham, fordi han havde løiet, faldt han paa Knæ og bad om Forladelse og sagde: „Jeg skal aldrig mere lyve.“ Men Faderen tog ham i Armen og sagde: „Denne Gang maa du straffes; men jeg haaber, det er sidste Gang, du lyver.“ Det var fælt saa stygt Robert skreg, da han blev straffet.

„Saaledes gaar det de Gutter, som lyver,“ sagde Faderen, „og Melk til Aftenen faar du heller ikke. Det faar rigtignok heller ikke du, Paul,“ sagde han, „men vær ikke bedrøvet derfor. Kom hid til mig og giv mig din Haand. Du har været brav Gut igjen og ikke løiet, og vi er alle tilfredse med dig. Hør nu, hvad jeg vil give dig. Lille Trofast, som nær havde faaet Bank for Roberts Skyld, skal herefter være din Hund. Du skal give ham Mad og passe paa ham, og jeg ved, at du vil blive snil mod ham. Kom hid, Trofast, kom!“

Nu tog Faderen Halsbaandet af Trofast og sagde til Paul, at den skulde faa et nyt Halsbaand, og paa det skulde Pauls Navn staa. Du kan ikke tro, hvor glad Paul blev; men rigtig glad kunde han ikke være, naar han tænkte paa sin Broder, der var saa uskikkelig.

112

Paul og Robert var omtrent åtte år gamle. Når Paul hadde gjort noe galt, sa han det straks til sin far eller Moder. Og når noen spurte ham om et eller annet, som han hadde gjort eller sagt, svarte han alltid sannferdig. Derfor fant han tiltro hos alle, som kjente ham.

Men ingen, som kjente hans bror Robert, trodde et ord av, hva denne sa; thi han pleide å lyve. Når han hadde begått en eller annen forseelse, tilstod han den aldri av seg selv, og når hans foreldre spurte ham derom, nektet han og sa, at han ikke hadde gjort det.

Grunnen til, at Robert talte usannhet, var den, at han fryktede straffen for sine forseelser, hvis han tilstod dem. Han var en kryster og skalv for den minste smerte. Men Paul var en kjekk Gut, og han kunne nok finne seg i å bli straffet, når han hadde fortjent det. Forresten ble han langtfra saameget straffet for sine små feil, som Robert ble det for sine løgner, når disse senere ble oppdaget.

En aften lekte disse smågutter med hinannen i dagligstuen; deres mor var beskjeftiget med å stryke i værelset ved siden av, og deres far var ute på marken og arbeidet, så der var ingen hos dem i værelset unntagen en liten hund, Trofast, som lå ved kakkelovnen og sov. Trofast var en smuk og lystig liten hund og barnas yndling.

„Kom,“ sa Robert til Paul, „der ligger Trofast ved ovnen og sover, la oss vekke ham, så kan han leke med oss.“ „Ja, la oss det,“ svarte Paul. Og så løp de begge hen til hunden og vekket den.

Tett ved kakkelovnen stod en krukke melk, som barna ikke hadde lagt merke til. Mens de nå lekte med hunden, sparkede de av vanvare til krukken, så den falt om, gikk i stykker, og all melken spildtes på gulvet. Da småguttene så, hva de hadde gjort, ble de meget forknytte og 113bedrøvet og visste ikke, hva de skulle gjøre. De stod i noen tid og stirret på den sønderslåtte krukke uten å si et ord.

Robert begynte først å tale. „Nå får vi ingen melk til vår aftensmat,“ sa han og sukket. „Ingen melk til vår aftensmat? hvorfor ikke?“ spurte Paul. „Er der da ingen annen melk i huset enn denne?“ „Jo, men vi får ingen allikevel; for erindrer Du ikke, hva mor sa forleden mandag, da vi veltet vår melkeskål: at vi var meget skjødesløse, og at vi neste gang ikke skulle få noen annen melk istedenfor den spildte? Og nå er det jo neste gang, derfor får vi ingen melk i aften.“

„Nuvel,“ sa Paul, „så må vi hjelpe oss foruten og ta oss bedre ivare en annen gang. Der er ingen stor ulykke skjedd; kom, la oss gå hen og si det til mor. Du vet, hun har pålagt oss alltid straks å fortelle henne det, når vi har slått noe i stykker. Kom så,“ sa han og tok sin bror ved hånden. „Jeg kommer straks,“ svarte Robert; „det haster jo ikke. Kan Du ikke vente et lite øyeblikk?“ Så ventet Paul et øyeblikk og bad ham derpå komme. Men Robert svarte: „Vent litt; jeg tør ikke gå ennå. Jeg er bange.“

Legg nå nøye merke til mine ord, dere små gutter og piker! jeg vil gi dere et godt råd: Vær aldri bange, når det gjelder om å si sannheten; sig aldri „vent et lite øyeblikk,“ men gå straks hen og tilstå, hva dere har gjort.

Paul sa intet videre; men da hans bror ikke ville følge med, gikk han alene. Han åpnet døren til det neste værelse, hvor han trodde, at hans mor stod og strøk; men hun var der ikke. „Hun er vist gått ut etter mer tøy,“ tenkte han. Og da han visste, at tøyet hang ute på buskene i hagen, så løp han derut for å søke henne og fortelle, hva der var hendt.

Imidlertid ble Robert alene tilbake i værelset og tenkte på at udfinde en usannferdig unnskyldning; han var blot urolig, fordi Paul hadde løbet sin vei for å si sannheten. Han tenkte hos seg selv: Når både Paul og jeg sa, at 114vi ikke hadde slått krukken i stykker, så ville mor tro det, og så fikk vi vår aftensmat ligefuldt. Det er kjedelig, at Paul er gått hen for å tilstå det.

Som han sa dette til seg selv, hørte han sin mor komme ned av trappen, og så fattet denne uartige og krysteragtige Gut straks den beslutning å lyve for henne. Da hun trådte inn i værelset, spurte hun straks: „Hvem har gjort det?“ Robert sa: „Jeg vet det ikke.“ „Vet du det ikke, Robert? Sig meg sannheten! Jeg blir ikke vred på deg, barn. Du mister blot din aftensmat. Og hva den ituslaaede krukke angår, da måtte du hellere slå alle mine krukker i stykker enn lyve en eneste gang.“

„Nei, mor, jeg vet ikke, hvem der har gjort det,“ gjentok Robert og ble ildrød i ansiktet. „Hvor er Paul henne? Har han gjort det?“ „Nei, mor, han har ikke,“ svarte Robert; thi han håpet senere å kunne overtale Paul til å si, at han ikke hadde gjort det. „Hvorledes vet du, at Paul ikke har gjort det?“ spurte moren. „Fordi — fordi — fordi,“ svarte Robert stammende, som løgnere pleier å gjøre, når de skal hitte på nye utflukter; „fordi jeg har vært i stuen hele tiden og ikke har sett ham gjøre det.“

„Hvorledes er da krukken blitt slått i stykker? Da du har vært i værelset hele tiden, må du jo vide det.“ Og nå svarte Robert: „Jeg tror, hunden har gjort det.“ „Har du sett, at den gjorde det?“ „Ja,“ svarte den slemme Gut.

Nå kalte hun på hunden, og Trofast, som lå foran ilden for å tørre sine Ben, der var våte av melken, sprang opp og kom hen til henne. „Fy! Fy! skam deg noe,“ sa hun, idet hun pekte på den spildte melk. „Hent meg en pisk i hagen, Robert; Hunden skal ha Prygl derfor.“

Robert løp etter en pisk og møtte sin bror i hagen. Han stanset ham og fortalte ham i en fart alt, hva han hadde sagt til moren, og bad ham om endelig ikke å si sannheten.

„Nei, jeg vil ikke lyve,“ sa Paul. „Hvorledes! skal Trofast have Prygl? Han har ikke slått Melkekrukken i stykker, og han skal heller ikke straffes derfor. La meg gå inn til 115mor!“ De løp begge hen imot huset; men Robert kom først og slo døren i lås etter seg, for at Paul ikke skulle komme inn.

Den stakkels Trofast! Han kastet et ynkelig blikk på pisken, der allerede var løftet over hans hode. Men han kunne ikke tale og si, hvorledes det var gått til. Som nå det første slag skulle til å falle på hans rygg, ropte Paul alt, hva han kunne, inn av vinduet: „Stopp! stopp! kjære mor, stopp! Trofast har ikke gjort det. Luk meg inn! Robert og jeg gjorde det, slå derfor ikke Trofast!“

„Luk oss inn, luk oss inn!“ ropte en annen stemme, som Robert straks gjenkjente som sin Faders. „Hva skal det bety, at døren er låset av?“ Robert ble så bleg som et Lig, da han hørte sin Faders stemme; for hans far straffet ham hardt, hvergang han ble grepet i en løgn. Hans Moder gikk hen til døren og åpnet den. „Hva er dog alt dette?“ spurte Faderen; og så forklarte hun ham hele sammenhengen.

Da nå Robert merket, at Faderen ville tukte ham, fordi han hadde løyet, falt han på kne og bad om forlatelse og sa: „Jeg skal aldri mer lyve.“ Men Faderen tok ham i armen og sa: „Denne gang må du straffes; men jeg håper, det er siste gang, du lyver.“ Det var fælt så stygt Robert skreg, da han ble straffet.

„Således går det de gutter, som lyver,“ sa Faderen, „og melk til Aftenen får du heller ikke. Det får riktignok heller ikke du, Paul,“ sa han, „men vær ikke bedrøvet derfor. Kom hit til meg og gi meg din hånd. Du har vært brav Gut igjen og ikke løyet, og vi er alle tilfredse med deg. Hør nå, hva jeg vil gi deg. Lille Trofast, som nær hadde fått Bank for Roberts skyld, skal herefter være din hund. Du skal gi ham mat og passe på ham, og jeg vet, at du vil bli snill mot ham. Kom hit, Trofast, kom!“

Nå tok Faderen halsbåndet av Trofast og sa til Paul, at den skulle få et nytt halsbånd, og på det skulle Pauls navn stå. Du kan ikke tro, hvor glad Paul ble; men riktig glad kunne han ikke være, når han tenkte på sin bror, der var så uskikkelig.