I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe og de begge var sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Lefse at smage paa. Ja den skulde han da faa; men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Lefse for stor; den kunde han ikke faa. Hun tog et endnu mindre Emne; men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Lefse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faa. Tredje Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte, bitte lidet et; men ogsaa denne Gang blev Lefsen alt for stor. „Saa har jeg ikke noget at give jer,“ sagde Gjertrud, „I faar ligesaa godt gaa igjen uden Smagebide, for Lefserne bliver allesammen for store.“ Da blev vor Herre vred og sagde: „Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved og ikke faa noget at drikke oftere, end hvergang det regner!“ Og neppe havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen og fløi fra Bagstefjælen op igjennem Skorstenspiben; og endnu den Dag idag kan man se hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede hende. Hun hakker og pikker bestandig 112paa Trærne efter Mad og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.

I de dager, da vår Herre og St. Peder gikk og vandret her på jorden, kom de engang inn til en kone, som satt og bakte. Hun het Gjertrud og hadde en rød hue på hodet. Da de hadde gått lenge og de begge var sultne, bad vår Herre henne så vakkert om en lefse å smake på. Ja den skulle han da få; men et bitte lite emne tok hun og kjevlet ut; allikevel ble det så stort, at det fylte hele takken. Nei, så ble den lefse for stor; den kunne han ikke få. Hun tok et enda mindre emne; men da hun hadde bakt det ut og bredt det på takken, ble den lefse også for stor; den kunne han heller ikke få. Tredje gang tok hun et enda mindre emne, et bitte, bitte lite et; men også denne gang ble lefsen alt for stor. „Så har jeg ikke noe å gi jer,“ sa Gjertrud, „dere får likeså godt gå igjen uten Smagebide, for lefsene blir allesammen for store.“ Da ble vår Herre vred og sa: „Fordi du unte meg så slett, skal du ha den straff, at du skal bli til en fugl og ta din tørre føde mellom bark og Ved og ikke få noe å drikke oftere, enn hvergang det regner!“ Og neppe hadde han sagt det siste ord, så ble hun til Gjertrudsfuglen og fløy fra bakstefjelen opp igjennom skorsteinspipen; og ennå den dag i dag kan man se henne flyve omkring med sin røde hue og ganske sort over hele kroppen, etter det at pipen svertet henne. Hun hakker og pikker bestandig 112på trærne etter mat og piper mot regnvær; thi hun er alltid tørst, og da venter hun drikke.