En vakker Høstdag ifjor gik Axel og Tora ud for at besøge sin Tante, som boede paa Landet, hvor hun havde en stor Gaard med en stor Have foran. De traf Tanten i Haven ifærd med at plante Rødder. „Hvorfor sætter du disse stygge, døde Rødder ned i Jorden da, Tante?“ spurgte Axel.
„De er ikke døde, kjære Axel; naar Vaaren kommer, vil de bære smukke Blomster, dersom ikke Kulden til Vinteren ødelægger dem. Jeg vil forære dig nogle, som du kan sætte i din lille Have, dersom du har Lyst.“
„O mange Tak, Tante,“ sagde Axel; thi han var saa glad i at faa nye Blomster til Haven sin, og hans Tante lærte ham, hvorledes han skulde plante dem og stelle med dem.
„Maaske du ogsaa vil have nogle af disse Rødder, Tora?“ spurgte den snille Tante.
„Nei mange Tak,“ sagde Tora, som var meget liden, altfor liden til at kunne vide, at disse Rødder vilde faa Blomster. „Jeg vil hellere have mig en Buket af disse store 105vakre Blomster der, jeg, Tante, og dem vil jeg sætte i den lille Haven min, naar jeg kommer hjem.“
„De vil dø bort for dig,“ sagde Axel; „thi de har jo ingen Rødder.“
„Ja men jeg bryder mig ikke om disse stygge Rødder, jeg,“ sagde Tora. Men mange Blomster fik hun af sin Tante, som sagde til Axel: „Tora vil nok blive klogere næste Aar.“
Da nu Axel og Tora var komne hjem, arbeidede de i sine smaa Haver helt til Kvelden, og da Tora raabte paa sin Moder, at hun skulde komme og se paa Haven, da var den fuld af deilige Blomster; men de havde bare Stilke, ingen Rødder. I Axels lille Have var intet at se; men Rødderne laa under Jorden, og Axel kunde vente. „Til Vaaren kan du komme og se paa min Have, Moder,“ sagde han.
Da nu Vaaren kom, og Solen skinnede varmt, gik Axel ned i Haven for at se efter sine Planter. Det grønne Løv holdt paa at sprætte frem af Trærne, Fuglene byggede sine Reder, Luften var saa mild og behagelig. Axel var saa glad, fordi Vaaren var kommen. Da han nu kom hen til sin lille Have, saa han, at overalt, hvor han havde sat Rødder, tittede der nu lysegrønne, vakre Blomsterknopper frem. „Nei, hvor deiligt det vil blive i min Have!“ sagde Axel, „og se, der ligger stakkels Toras Have uden en eneste Blomst.“
Lille Tora havde været saa syg om Vinteren; hun var ikke rigtig rask endda, og Doktoren havde sagt, at hun ikke maatte komme ud, førend det blev rigtig varmt i Luften. Da nu Axel tænkte paa sin lille blege Søster, blev han bedrøvet over, at hendes Have laa der saa styg og tom, og han tænkte ved sig selv: „Jeg vil stelle med hendes Have og pynte den.“ Saa begyndte han at rense Jorden for Ugræs og rage den. Da han var færdig med dette, tænkte han: „Nu vil jeg plante nogle af mine Blomster her.“ Han tog da meget forsigtig op nogle Rødder og plantede dem i Toras Have. Men saa syntes han, det blev saa faa Blomster der alligevel; hun maatte have flere, og han tog ogsaa flere og flere og satte did, saa at hans egen Have tilsidst blev tom. Men Axel var ikke bedrøvet over dette, han var glad og lykkelig ved at tænke paa, hvor fornøiet hans lille Søster vilde blive.
106Det var en deilig Dag med varmt og godt Veir, da Tora fik Lov til at komme ud. Axel trak hende omkring i en liden Vogn. Han havde aldrig fortalt nogen, hvad han havde gjort med Toras Have; men hans Moder havde seet det, og hun glædede sig saa inderlig over, at hendes lille Gut var saa snil mod sin Søster.
„Du Axel,“ sagde Tora, da de kom ind i Haven; „hvor er dine Rødder, som du plantede ifjor Høst?“
„Her er de,“ sagde Axel, idet han trak hende hen til hendes egen Have. „De er løbet fra mig allesammen og bor nu hos dig.“
„O, Axel, snille, kjære Axel,“ sagde den lille Pige og lagde sine Arme om Broderens Hals og kyssede ham og græd næsten, saa glad var hun. Ja se, der stod alle de deilige Blomster. „Jeg har aldrig været saa glad før,“ sagde Tora; og Axel sagde: „Ikke jeg heller, Tora.“