104

En vakker Høstdag ifjor gik Axel og Tora ud for at besøge sin Tante, som boede paa Landet, hvor hun havde en stor Gaard med en stor Have foran. De traf Tanten i Haven ifærd med at plante Rødder. „Hvorfor sætter du disse stygge, døde Rødder ned i Jorden da, Tante?“ spurgte Axel.

„De er ikke døde, kjære Axel; naar Vaaren kommer, vil de bære smukke Blomster, dersom ikke Kulden til Vinteren ødelægger dem. Jeg vil forære dig nogle, som du kan sætte i din lille Have, dersom du har Lyst.“

„O mange Tak, Tante,“ sagde Axel; thi han var saa glad i at faa nye Blomster til Haven sin, og hans Tante lærte ham, hvorledes han skulde plante dem og stelle med dem.

„Maaske du ogsaa vil have nogle af disse Rødder, Tora?“ spurgte den snille Tante.

„Nei mange Tak,“ sagde Tora, som var meget liden, altfor liden til at kunne vide, at disse Rødder vilde faa Blomster. „Jeg vil hellere have mig en Buket af disse store 105vakre Blomster der, jeg, Tante, og dem vil jeg sætte i den lille Haven min, naar jeg kommer hjem.“

„De vil dø bort for dig,“ sagde Axel; „thi de har jo ingen Rødder.“

„Ja men jeg bryder mig ikke om disse stygge Rødder, jeg,“ sagde Tora. Men mange Blomster fik hun af sin Tante, som sagde til Axel: „Tora vil nok blive klogere næste Aar.“

Da nu Axel og Tora var komne hjem, arbeidede de i sine smaa Haver helt til Kvelden, og da Tora raabte paa sin Moder, at hun skulde komme og se paa Haven, da var den fuld af deilige Blomster; men de havde bare Stilke, ingen Rødder. I Axels lille Have var intet at se; men Rødderne laa under Jorden, og Axel kunde vente. „Til Vaaren kan du komme og se paa min Have, Moder,“ sagde han.

Da nu Vaaren kom, og Solen skinnede varmt, gik Axel ned i Haven for at se efter sine Planter. Det grønne Løv holdt paa at sprætte frem af Trærne, Fuglene byggede sine Reder, Luften var saa mild og behagelig. Axel var saa glad, fordi Vaaren var kommen. Da han nu kom hen til sin lille Have, saa han, at overalt, hvor han havde sat Rødder, tittede der nu lysegrønne, vakre Blomsterknopper frem. „Nei, hvor deiligt det vil blive i min Have!“ sagde Axel, „og se, der ligger stakkels Toras Have uden en eneste Blomst.“

Lille Tora havde været saa syg om Vinteren; hun var ikke rigtig rask endda, og Doktoren havde sagt, at hun ikke maatte komme ud, førend det blev rigtig varmt i Luften. Da nu Axel tænkte paa sin lille blege Søster, blev han bedrøvet over, at hendes Have laa der saa styg og tom, og han tænkte ved sig selv: „Jeg vil stelle med hendes Have og pynte den.“ Saa begyndte han at rense Jorden for Ugræs og rage den. Da han var færdig med dette, tænkte han: „Nu vil jeg plante nogle af mine Blomster her.“ Han tog da meget forsigtig op nogle Rødder og plantede dem i Toras Have. Men saa syntes han, det blev saa faa Blomster der alligevel; hun maatte have flere, og han tog ogsaa flere og flere og satte did, saa at hans egen Have tilsidst blev tom. Men Axel var ikke bedrøvet over dette, han var glad og lykkelig ved at tænke paa, hvor fornøiet hans lille Søster vilde blive.

106Det var en deilig Dag med varmt og godt Veir, da Tora fik Lov til at komme ud. Axel trak hende omkring i en liden Vogn. Han havde aldrig fortalt nogen, hvad han havde gjort med Toras Have; men hans Moder havde seet det, og hun glædede sig saa inderlig over, at hendes lille Gut var saa snil mod sin Søster.

„Du Axel,“ sagde Tora, da de kom ind i Haven; „hvor er dine Rødder, som du plantede ifjor Høst?“

„Her er de,“ sagde Axel, idet han trak hende hen til hendes egen Have. „De er løbet fra mig allesammen og bor nu hos dig.“

„O, Axel, snille, kjære Axel,“ sagde den lille Pige og lagde sine Arme om Broderens Hals og kyssede ham og græd næsten, saa glad var hun. Ja se, der stod alle de deilige Blomster. „Jeg har aldrig været saa glad før,“ sagde Tora; og Axel sagde: „Ikke jeg heller, Tora.“

104

En vakker høstdag i fjor gikk Axel og Tora ut for å besøke sin tante, som bodde på landet, hvor hun hadde en stor gård med en stor hage foran. De traff tanten i hagen ifærd med å plante røtter. „Hvorfor setter du disse stygge, døde røtter ned i jorden da, tante?“ spurte Axel.

„De er ikke døde, kjære Axel; når våren kommer, vil de bære smukke blomster, dersom ikke kulden til vinteren ødelegger dem. Jeg vil forære deg noen, som du kan sette i din lille hage, dersom du har lyst.“

„O mange takk, tante,“ sa Axel; thi han var så glad i å få nye blomster til hagen sin, og hans tante lærte ham, hvorledes han skulle plante dem og stelle med dem.

„Maaske du også vil ha noen av disse røtter, Tora?“ spurte den snille tante.

„Nei mange takk,“ sa Tora, som var meget liten, altfor liten til å kunne vite, at disse røtter ville få blomster. „Jeg vil hellere have meg en bukett av disse store 105vakre blomster der, jeg, tante, og dem vil jeg sette i den lille hagen min, når jeg kommer hjem.“

„De vil dø bort for deg,“ sa Axel; „thi de har jo ingen røtter.“

„Ja men jeg bryder meg ikke om disse stygge røtter, jeg,“ sa Tora. Men mange blomster fikk hun av sin tante, som sa til Axel: „Tora vil nok bli klokere neste år.“

Da nå Axel og Tora var kommet hjem, arbeidet de i sine små Haver helt til kvelden, og da Tora ropte på sin mor, at hun skulle komme og se på hagen, da var den full av deilige blomster; men de hadde bare stilker, ingen røtter. I Axels lille hage var intet å se; men røttene lå under jorden, og Axel kunne vente. „Til våren kan du komme og se på min hage, mor,“ sa han.

Da nå våren kom, og solen skinte varmt, gikk Axel ned i hagen for å se etter sine planter. Det grønne løv holdt på å sprette frem av trærne, fuglene bygde sine reder, luften var så mild og behagelig. Axel var så glad, fordi våren var kommet. Da han nå kom hen til sin lille hage, så han, at overalt, hvor han hadde satt røtter, tittede der nå lysegrønne, vakre blomsterknopper frem. „Nei, hvor deilig det vil bli i min hage!“ sa Axel, „og se, der ligger stakkels Toras hage uten en eneste blomst.“

Lille Tora hadde vært så syk om vinteren; hun var ikke riktig rask enda, og doktoren hadde sagt, at hun ikke måtte komme ut, før det ble riktig varmt i luften. Da nå Axel tenkte på sin lille bleke søster, ble han bedrøvet over, at hennes hage lå der så stygg og tom, og han tenkte ved seg selv: „Jeg vil stelle med hennes hage og pynte den.“ Så begynte han å rense jorden for ugress og rage den. Da han var ferdig med dette, tenkte han: „Nå vil jeg plante noen av mine blomster her.“ Han tok da meget forsiktig opp noen røtter og plantet dem i Toras hage. Men så syntes han, det ble så få blomster der allikevel; hun måtte ha flere, og han tok også flere og flere og satte dit, så at hans egen hage til sist ble tom. Men Axel var ikke bedrøvet over dette, han var glad og lykkelig ved å tenke på, hvor fornøyet hans lille søster ville bli.

106Det var en deilig Dag med varmt og godt vær, da Tora fikk lov til å komme ut. Axel trakk henne omkring i en liten vogn. Han hadde aldri fortalt noen, hva han hadde gjort med Toras hage; men hans mor hadde sett det, og hun gledet seg så inderlig over, at hennes lille Gut var så snill mot sin søster.

„Du Axel,“ sa Tora, da de kom inn i hagen; „hvor er dine røtter, som du plantet i fjor høst?“

„Her er de,“ sa Axel, idet han trakk henne hen til hennes egen hage. „De er løbet fra meg allesammen og bor nå hos deg.“

„O, Axel, snille, kjære Axel,“ sa den lille pike og la sine Arme om Broderens hals og kysset ham og gråt nesten, så glad var hun. Ja se, der stod alle de deilige blomster. „Jeg har aldri vært så glad før,“ sa Tora; og Axel sa: „Ikke jeg heller, Tora.“