102

Der var engang en liden snil og flink Pige, som altid gjorde, hvad hendes Moder sagde til hende. Alle holdt saa meget af den lille Pige; men hendes Bedstemoder holdt allermest af hende. Hun forærede hende engang en liden nydelig Hætte af rød Silke, og fra den Tid af kaldte alle hende „lille Rødhætte.“ Hendes Moder boede i en stor Landsby; men hendes Bedstemoder boede ganske alene i et lidet Hus, som laa inde i en stor Skov, et langt Stykke fra Landsbyen.

103Engang blev den snille Bedstemoder syg. Da sagde Rødhættes Moder til sin lille Datter: „Rødhætte, tag denne Kage og denne Flaske med Vin og gaa hen til din Bedstemoder med dem; hun er syg og ligger tilsengs. Men vær nu forsigtig, saa du ikke falder og slaar itu Flasken; tal ikke med nogen paa din Vei gjennem Skoven og sig til din Bedstemoder: „Kjære Bedstemoder, jeg skal hilse dig saa meget fra Mamma; hun er saa bedrøvet, fordi du er syg, og det er jeg ogsaa.“

Rødhætte sagde: „Ja, kjære Moder, det skal jeg,“ lagde Kagen og Flasken i en liden Kurv og gik afsted.

Neppe var hun kommen ind i Skoven, før hun fik se en stor Ulv, der stod paa Veien, lige foran hende. „God Morgen, lille Rødhætte!“ sagde Ulven.

„God Morgen!“ sagde Rødhætte.

„Hvor skal du hen nu?“ sagde Ulven.

„Jeg skal hen til min Bedstemoder.“

„Hvad er det, du har i Kurven der?“

„En Kage og en Flaske Vin til Bedstemoder; hun er syg og ligger tilsengs.“

„Hvor bor hun?“ sagde Ulven.

„Hun bor langt inde i Skoven. Hendes Hus staar under tre store Birketrær. Du har vist været der før.“

„Ja,“ sagde Ulven, „jeg ved godt, hvor Huset ligger henne; jeg har ofte været der.“ Og afsted løb den til Bedstemoderens Hus.

Ulven kom til Huset længe før end lille Rødhætte og bankede paa Døren.

„Hvem er det?“ spurgte Bedstemoderen.

Da sagde Ulven: „Luk op Døren for mig, kjære Bedstemoder; det er lille Rødhætte, som banker, og jeg har med mig Vin og Kage til dig fra Moder.“ Og da Bedstemoderen troede, hvad Ulven sagde, stod hun op af Sengen og lukkede Døren op.

Da styrtede Ulven ind og slugte hende i samme Øieblik. Derpaa tog han hendes Kappe paa sig, lagde sig i Sengen og trak Gardinerne foran Sengen ned.

104Da Rødhætte endelig kom til Huset, fandt hun Døren aaben, og da hun kom ind, sagde hun: „God Morgen, kjære Bedstemoder!“ Men hun fik intet Svar. Da gik hun hen til Sengen, og efter at have trukket Gardinen fra fik hun se Bedstemoderen; men hvor besynderlig hun saa ud! „Bedstemoder,“ sagde Rødhætte, „hvoraf kommer det, at dine Ører er saa lange?“

„Det er, forat jeg bedre skal høre, hvad du siger,“ var Svaret.

„Men kjære Bedstemoder, hvorfor er dine Øine saa store?“

„Det er, forat jeg bedre skal se dig.“

„Men hvor store Hænder du har da!“

„Det er, forat jeg bedre skal gribe fat i dig.“

„Men Bedstemoder, hvorfor er din Mund og dine Tænder saa store?“

„Det er, forat jeg bedre kan æde dig op.“ Og i det samme sprang Ulven op af Sengen, greb lille Rødhætte og aad hende op. Stakkels lille Rødhætte!

102

Der var engang en liten snill og flink pike, som alltid gjorde, hva hennes mor sa til henne. Alle holdt så meget av den lille pike; men hennes bestemor holdt allermest av henne. Hun forærte henne engang en liten nydelig hette av rød silke, og fra den tid av kalte alle henne „lille Rødhætte.“ Hennes mor bodde i en stor landsby; men hennes bestemor bodde ganske alene i et lite hus, som lå inne i en stor skog, et langt stykke fra landsbyen.

103Engang ble den snille bestemor syk. Da sa rødhettes mor til sin lille datter: „Rødhætte, ta denne kake og denne flaske med vin og gå hen til din bestemor med dem; hun er syk og ligger til sengs. Men vær nå forsiktig, så du ikke faller og slår itu flasken; tal ikke med noen på din vei gjennom skogen og si til din bestemor: „Kjære bestemor, jeg skal hilse deg så meget fra mamma; hun er så bedrøvet, fordi du er syk, og det er jeg også.“

Rødhætte sa: „Ja, kjære mor, det skal jeg,“ la kaken og flasken i en liten kurv og gikk av sted.

Neppe var hun kommet inn i skogen, før hun fikk se en stor Ulv, der stod på veien, like foran henne. „God morgen, lille Rødhætte!“ sa Ulven.

„God morgen!“ sa Rødhætte.

„Hvor skal du hen nå?“ sa Ulven.

„Jeg skal hen til min bestemor.“

„Hva er det, du har i kurven der?“

„En kake og en flaske vin til bestemor; hun er syk og ligger til sengs.“

„Hvor bor hun?“ sa Ulven.

„Hun bor langt inne i skogen. Hennes hus står under tre store bjørketrær. Du har vist vært der før.“

„Ja,“ sa Ulven, „jeg vet godt, hvor huset ligger henne; jeg har ofte vært der.“ Og av sted løp den til bestemorens hus.

Ulven kom til huset lenge før enn lille Rødhætte og banket på døren.

„Hvem er det?“ spurte bestemoren.

Da sa Ulven: „Luk opp døren for meg, kjære bestemor; det er lille Rødhætte, som banker, og jeg har med meg vin og kake til deg fra mor.“ Og da bestemoren trodde, hva Ulven sa, stod hun opp av sengen og lukket døren opp.

Da styrtet Ulven inn og slukte henne i samme øyeblikk. Derpå tok han hennes kappe på seg, la seg i sengen og trakk gardinene foran sengen ned.

104Da Rødhætte endelig kom til huset, fant hun døren åpen, og da hun kom inn, sa hun: „God morgen, kjære bestemor!“ Men hun fikk intet svar. Da gikk hun hen til sengen, og etter å ha trukket gardinen fra fikk hun se bestemoren; men hvor besynderlig hun så ut! „Bestemor,“ sa Rødhætte, „hvorav kommer det, at dine ører er så lange?“

„Det er, for at jeg bedre skal høre, hva du sier,“ var svaret.

„Men kjære bestemor, hvorfor er dine øyne så store?“

„Det er, for at jeg bedre skal se deg.“

„Men hvor store hender du har da!“

„Det er, for at jeg bedre skal gripe fat i deg.“

„Men bestemor, hvorfor er din munn og dine tenner så store?“

„Det er, for at jeg bedre kan ete deg opp.“ Og i det samme sprang Ulven opp av sengen, grep lille Rødhætte og åt henne opp. Stakkels lille Rødhætte!