106

En Bonde havde en smuk Hvedeager; Axene var fulde af Korn, og Kornene var fulde af Mel, og de var næsten modne. Da kom Spurvene, de kastede sig over Ageren og aad det halvmodne Korn, og hvis det var blevet ved at gaa saaledes, saa havde Manden slet intet høstet.

Da gik han en Morgen ganske tidlig ud for at skyde disse Tyve; men da han kom derud, havde de allerede været der; thi Spurvene staar endnu tidligere op end Bønderne. De havde nu atter afspist et stort Stykke af hans Hvedeager og sad i Naboens Kirsebærtræ og gjorde sig tilgode med Frugten, idet de larmede og støiede, ret som om de glædede sig over sine Gavtyvestreger.

Bonden stod nu der og kløede sig bag Øret og tænkte paa, hvad han skulde gjøre, da han ikke gjerne vilde lade dem blive ved at æde hans Hvede. Og som han nu stod der, faldt der ham et godt Raad ind. Da han kom hjem, tog han en Stok, saa stor som en Mand, viklede Halm om den, indtil den var tyk nok, satte to Arme paa den, gav den en gammel Kjole og en gammel Hat paa og en stor Pidsk i 107Haanden. Da nu Spurvene havde begivet sig til Ro, tog han selv Busemanden og bar den ud og opstillede den midt i Hvedeageren, som om det var et levende Menneske. Saasnart Spurvene den næste Morgen vaagnede, fløi de strax hen til Hvedeageren, hvor de ret vilde gjøre sig tilgode; men da de kom derhen, saa stod Bonden der allerede i sin gamle Kjole og med sin gamle Hat paa og truede dem med sin Pidsk. Da dette nu syntes dem for farligt, havde ingen Mod til at flyve derhen; men de vilde dog blive i Nærheden, indtil Manden med Pidsken var gaaet sin Vei. Men han gik ikke; de kunde blive saa længe, de vilde, han blev staaende, og naar det blæste, saa svingede han sin Pidsk saa høit, at de ret for Alvor blev bange.

Endelig maatte de da flyve hjem med tomme Maver, men haabede dog, at Bonden, som tidlig var gaaet ud i Marken, maaske kunde have ladet sit Vindu staa aabent; de vilde da gjøre sig tilgode med hans Oste, som han tørrede indenfor. Men det bekom dem endnu værre. Da Bonden saa Spurvene flyve lige til Vinduet, skjulte han sig bag Døren, og da nu de slemme Ostetyve var fløine ind og tænkte, at de ret havde gjort en god Fangst, trak han Vinduet til ved Hjelp af en Snor, og Spurvene var da alle tilsammen fangne, og det gik dem, som det maa gaa alle Gavtyve.

106

En bonde hadde en smuk Hvedeager; Aksene var fulle av korn, og kornene var fulle av mel, og de var nesten modne. Da kom spurvene, de kastet seg over åkeren og åt det halvmodne korn, og hvis det var blitt ved å gå således, så hadde mannen slett intet høstet.

Da gikk han en morgen ganske tidlig ut for at skyde disse tyver; men da han kom derut, hadde de allerede vært der; thi spurvene står enda tidligere opp enn bøndene. De hadde nå atter avspist et stort stykke av hans Hvedeager og satt i Naboens kirsebærtre og gjorde seg tilgode med frukten, idet de larmet og støyet, rett som om de gledet seg over sine Gavtyvestreger.

Bonden stod nå der og klødde seg bak øret og tenkte på, hva han skulle gjøre, da han ikke gjerne ville la dem bli ved å ete hans hvete. Og som han nå stod der, falt der ham et godt råd inn. Da han kom hjem, tok han en stokk, så stor som en mann, viklede halm om den, inntil den var tykk nok, satte to Arme på den, ga den en gammel kjole og en gammel hatt på og en stor pisk i 107hånden. Da nå spurvene hadde begitt seg til ro, tok han selv busemannen og bar den ut og oppstilte den midt i Hvedeageren, som om det var et levende menneske. Så snart spurvene den neste morgen våknet, fløy de straks hen til Hvedeageren, hvor de rett ville gjøre seg tilgode; men da de kom derhen, så stod bonden der allerede i sin gamle kjole og med sin gamle hatt på og truet dem med sin pisk. Da dette nå syntes dem for farlig, hadde ingen mot til å flyve derhen; men de ville dog bli i nærheten, inntil mannen med pisken var gått sin vei. Men han gikk ikke; de kunne bli så lenge, de ville, han ble stående, og når det blåste, så svingte han sin pisk så høyt, at de rett for alvor ble bange.

Endelig måtte de da flyve hjem med tomme maver, men håpet dog, at bonden, som tidlig var gått ut i marken, maaske kunne ha latt sitt vindu stå åpent; de ville da gjøre seg tilgode med hans Oste, som han tørret innenfor. Men det bekom dem enda verre. Da bonden så spurvene flyve like til vinduet, skjulte han seg bak døren, og da nå de slemme ostetyver var fløine inn og tenkte, at de rett hadde gjort en god fangst, trakk han vinduet til ved hjelp av en snor, og spurvene var da alle tilsammen fangne, og det gikk dem, som det må gå alle gavtyver.