85

Naar Harald var ude paa Marken med sin Moder, eller naar han sad paa hendes Fang om Aftenen, førend han bad sin Aftenbøn, pleiede han at sige til hende den ene Gang efter den anden, at hun kunde være ganske vis paa, at han aldrig, aldrig vilde gjøre noget, som hun havde sagt, at han ikke skulde gjøre.

Da pleiede Haralds Moder at sige til ham, at han ikke maatte være saa vis paa det. Hun 86sagde, at hans Hjerte ofte vilde friste ham til at synde.

Men hvad saa end hans Moder sagde, var Harald alligevel meget ivrig i at fortælle hende, hvor snil han vilde være.

En smuk Dag, da Solen skinnede meget klart og varmt, sad Tora med sin Moder og arbeidede i den kjølige Grotte ved Enden af den lange Gang i Haven. Der var et Bord midt i Grotten og en Bænk, som gik næsten helt rundt om det, og Grottens Vægge var beklædte med Mose.

Harald var der ogsaa og sad med sin Bog paa Fanget ved Indgangen til Grotten, og hans Hund Trofast laa ved hans Fødder.

Efter en Stunds Forløb blev Harald kjed af at sidde stille og sagde: „Kjære Moder, faar jeg Lov til at spadsere ude paa Marken med Trofast?“

Nu var der en Dam ude paa Marken, og Haralds Moder var bange for at lade ham komme nær Vandet, forat han ikke skulde falde ud i det. Derfor sagde hun: „Dersom du vil holde dig langt borte fra Dammen, kan du faa Lov til at gaa ud paa Marken.“

Og Harald sagde, at han ikke skulde komme nær Dammen. Han sagde, at han skulde gaa langs med Hækken paa den anden Side af Marken. Saa sprang han da nedad den lange Gang, og Trofast sprang foran, for den kunde løbe hurtigere end Harald. Og Tora raabte efter dem og sagde: „Bliv ikke længe borte!“

Da Harald var borte, vedblev Tora og hendes Moder at tale med hinanden og fortsatte sit Arbeide; thi Tora var saa glad i at sidde og arbeide hos sin 87Moder. Sommetider hjalp hun hende med at sy noget for de fattige. Den Dag holdt hun paa at sy en Kjole til et fattigt lidet Barn.

Efterat de nu havde talt hyggelig sammen en Stund, sagde Toras Moder til hende: „Nu maa Harald komme tilbage, for han maa ikke være for længe ude i den hede Sol.“ Da lagde Tora sit Arbeide ned og sagde: „Jeg skal gaa ud og raabe paa ham.“

Det var saa varmt, at Tora ikke gik meget hurtig, og da hun kom ud paa Marken, saa hun ned langs Hækken efter Harald og Trofast. Men hverken Harald eller Trofast var der.

Saa vendte Tora sig om for at se henad den anden Kant af Marken, nede ved Dammen.

Da saa hun Harald lige nede ved Vandkanten, og han holdt sin Haand op, som om han skulde til at kaste en Sten for Trofast til at hente op af Dammen. Harald og Tora havde begge været med sin Fader, naar han kastede sin Stok ud i Dammen for Trofast, og de syntes, det var saa morsomt at se den hente den op af Vandet.

Men nu skjønte Tora, at Harald gjorde noget galt, og saa raabte hun til ham, at han skulde komme tilbage. Harald hørte ikke, for han holdt paa med Trofast; derfor sprang Tora tilbage til sin Moder saa hurtig, som hun kunde.

Da kom Moderen springende og var meget forskrækket. Men hvor uskikkelig Harald var! Da Tora havde løbet bort, gik han nærmere og nærmere hen til Dammen. Tilsidst stod han paa Kanten af Græsvolden. Da gled hans Fod, og han faldt ud i Vandet.

88Da Tora og hendes Moder kom ud paa Marken, var Harald ingensteds at se.

De løb hen til Dammen, og der saa de lille Harald ude i Vandet, saa langt borte, at de slet ikke kunde naa ham. Og Trofast stod ved Bredden og logrede med Halen, som om den mente, at det var Spøg altsammen.

Men Haralds Moder stræbte at opløfte sit Hjerte i Bøn til Gud om Hjelp i denne store Skræk. Hun bad, at hendes kjære lille Gut ikke maatte drukne i Dammen.

Derpaa sagde hun til Trofast: „Bring hid, Trofast, bring hid!“ og hun pegte paa Harald ude i Vandet.

Da sprang den flinke Hund ud i Dammen, og den svømmede hen til Harald og tog fat i hans Bluse med sine sterke Tænder, og saa kom den tilbage med ham til Bredden, og Haralds Moder tog sin kjære lille Gut op af Vandet.

Harald kunde ikke tale eller røre sig. Hans Øine var lukkede, og hans Ansigt var blegt. Han var næsten druknet.

Trofast logrede med Halen og begyndte at gjø og var meget fornøiet. Men hverken Haralds Moder eller Tora kunde give sig Tid til at takke den for, hvad den havde gjort.

Moderen løftede Harald op i sine Arme og søgte at bære ham hjem. Og Tora sprang hurtig afsted og raabte om Hjelp.

Da kom Gartneren og hans Gut springende for at se, hvad der var paafærde. De bragte Harald hjem, og han blev lagt i sin Seng.

89Men det varede længe, førend Harald blev frisk igjen. Hvor sørgelig det havde været, om han var druknet!

85

Når Harald var ute på marken med sin mor, eller når han satt på hennes fang om Aftenen, før han bad sin aftenbønn, pleide han å si til henne den ene gang etter den annen, at hun kunne være ganske viss på, at han aldri, aldri ville gjøre noe, som hun hadde sagt, at han ikke skulle gjøre.

Da pleide Haralds mor å si til ham, at han ikke måtte være så vis på det. Hun 86sa, at hans hjerte ofte ville friste ham til å synde.

Men hva så enn hans mor sa, var Harald allikevel meget ivrig i å fortelle henne, hvor snill han ville være.

En smuk Dag, da solen skinte meget klart og varmt, satt Tora med sin mor og arbeidet i den kjølige grotte ved enden av den lange gang i hagen. Der var et bord midt i grotten og en benk, som gikk nesten helt rundt om det, og Grottens vegger var beklædte med Mose.

Harald var der også og satt med sin bok på fanget ved inngangen til grotten, og hans hund Trofast lå ved hans føtter.

Etter en Stunds forløp ble Harald kjed av å sitte stille og sa: „Kjære mor, får jeg lov til å spasere ute på marken med Trofast?“

Nå var der en dam ute på marken, og Haralds mor var bange for å la ham komme nær vannet, for at han ikke skulle falle ut i det. Derfor sa hun: „Dersom du vil holde deg langt borte fra dammen, kan du få lov til å gå ut på marken.“

Og Harald sa, at han ikke skulle komme nær dammen. Han sa, at han skulle gå langs med hekken på den annen side av marken. Så sprang han da nedad den lange gang, og Trofast sprang foran, for den kunne løpe hurtigere enn Harald. Og Tora ropte etter dem og sa: „Bli ikke lenge borte!“

Da Harald var borte, vedble Tora og hennes mor å tale med hinannen og fortsatte sitt arbeide; thi Tora var så glad i å sitte og arbeide hos sin 87mor. Sommetider hjalp hun henne med å sy noe for de fattige. Den dag holdt hun på å sy en kjole til et fattig lite barn.

Etter at de nå hadde talt hyggelig sammen en stund, sa Toras mor til henne: „Nå må Harald komme tilbake, for han må ikke være for lenge ute i den hete sol.“ Da la Tora sitt arbeide ned og sa: „Jeg skal gå ut og rope på ham.“

Det var så varmt, at Tora ikke gikk meget hurtig, og da hun kom ut på marken, så hun ned langs hekken etter Harald og Trofast. Men hverken Harald eller Trofast var der.

Så vendte Tora seg om for å se henad den annen Kant av marken, nede ved dammen.

Da så hun Harald like nede ved vannkanten, og han holdt sin hånd opp, som om han skulle til å kaste en Sten for Trofast til å hente opp av dammen. Harald og Tora hadde begge vært med sin far, når han kastet sin stokk ut i dammen for Trofast, og de syntes, det var så morsomt å se den hente den opp av vannet.

Men nå skjønte Tora, at Harald gjorde noe galt, og så ropte hun til ham, at han skulle komme tilbake. Harald hørte ikke, for han holdt på med Trofast; derfor sprang Tora tilbake til sin mor så hurtig, som hun kunne.

Da kom moren springende og var meget forskrekket. Men hvor uskikkelig Harald var! Da Tora hadde løbet bort, gikk han nærmere og nærmere hen til dammen. Til sist stod han på kanten av gressvolden. Da gled hans fot, og han falt ut i vannet.

88Da Tora og hennes mor kom ut på marken, var Harald ingensteds å se.

De løp hen til dammen, og der så de lille Harald ute i vannet, så langt borte, at de slett ikke kunne nå ham. Og Trofast stod ved bredden og logret med halen, som om den mente, at det var spøk altsammen.

Men Haralds mor strebet at opløfte sitt hjerte i Bøn til Gud om hjelp i denne store skrekk. Hun bad, at hennes kjære lille Gut ikke måtte drukne i dammen.

Derpå sa hun til Trofast: „Bring hit, Trofast, bring hit!“ og hun pekte på Harald ute i vannet.

Da sprang den flinke hund ut i dammen, og den svømte hen til Harald og tok fat i hans bluse med sine sterke tenner, og så kom den tilbake med ham til bredden, og Haralds mor tok sin kjære lille Gut opp av vannet.

Harald kunne ikke tale eller røre seg. Hans Øine var lukkede, og hans ansikt var blekt. Han var nesten druknet.

Trofast logret med halen og begynte å gjø og var meget fornøyet. Men hverken Haralds mor eller Tora kunne gi seg tid til å takke den for, hva den hadde gjort.

Moren løftet Harald opp i sine Arme og søkte å bære ham hjem. Og Tora sprang hurtig av sted og ropte om hjelp.

Da kom gartneren og hans Gut springende for å se, hva der var paafærde. De brakte Harald hjem, og han ble lagt i sin seng.

89Men det varte lenge, før Harald ble frisk igjen. Hvor sørgelig det hadde vært, om han var druknet!