89

Noget af det værste med Harald var den Møie, som hans Moder havde med at faa ham til at lære sine Lexer. Han havde meget tidlig lært at læse, fordi han gjerne vilde vide, hvad de smukke Billeder skulde forestille, som han saa i sine Eventyrbøger; men at lære Lexer, det syntes Harald slet ikke om.

Haralds Moder pleiede at læse hver Dag med sin lille Søn og Datter. Tora gik det meget hurtig fremad med; men Harald vidste ikke meget af, hvad han burde have vidst, nu da han var syv Aar gammel.

Han vidste ikke, hvad Maanederne heder, eller hvor mange Maaneder der er i et Aar. Han kunde ikke sige dig, hvormeget fem Gange to er; heller ikke vidste han, om det Land, han boede i, hed Norge, eller om det hed noget andet.

Han havde ikke lært en eneste Salme og kunde blot fremsige meget faa af de vakre smaa Vers om Solskinnet og Blomsterne eller om Jesus og Himlen. Jeg tror, at du vil sige, at Harald burde have vidst mere om disse Ting, naar han var syv Aar gammel.

En Dag gav hans Moder ham en Lexe at lære og sagde: „Nu, Harald, maa du lære dette, hvert Ord af det, førend du gaar ud at lege.“

Harald sagde: „Er det en let Lexe, Moder?“

90Da sagde hans Moder: „Jeg tror ikke, du vil sige, at den er let. Men den er saadan, at du meget godt kan lære den, naar du forsøger derpaa.“

Harald sagde for sig selv: „Jeg bryder mig ikke om at forsøge paa at lære en vanskelig Lere. Jeg tror ikke, jeg vil forsøge paa det.“ Dette sagde han ikke høit, for det turde han ikke for sin Moder. Han sagde det bare for sig selv. Smaa Børn siger ofte Ting for sig selv, som de ikke skulde sige. De glemmer, at Gud kan se ind i deres Hjerte, og at ingen ond Tanke er skjult for ham.

Harald kom da og satte sig ned og begyndte at se sig omkring efter de Ting, som var i Stuen, istedenfor at se i sin Bog.

Nu var der ingen Ting i Stuen, som han ikke havde seet før, mange Gange i sit Liv. Der var ingen Ting, som han ikke saa hver Dag. Der var det store Bogskab med Glasdørene og det lille Værelse ved Siden af Stuen, hvor hans Moder havde alle sine smukke Smaating staaende, og Sofaen og det lille Sybord og Stolene og de smukke Sager paa Hylden ved Ovnen og Trofast, som laa paa Teppet. Der var slet ikke noget nyt, og alligevel syntes Harald, at det var meget bedre at se paa disse Ting end at forsøge at lære sin Lere.

En eller to Gange talte hans Moder til ham om det, og da saa han en liden Stund i sin Bog. Men ved den mindste Støi i Værelset saa han op igjen. Dersom Trofast bare vendte sig paa Teppet, eller en Flue kom surrende ved Vinduet, saa var Haralds Øine strax borte fra hans Bog.

Efterat han havde siddet der saa længe, at han godt havde kunnet lære sin Lere, sagde hans Moder, 91at han skulde komme hen og lade hende høre den. Da hang han med Hovedet og blev ganske rød i Ansigtet, og da hun tog Bogen fra ham, kunde han ikke et Ord.

Nu begyndte Harald at græde. „Det er saadan en vanskelig Lere, Moder,“ sagde han. „Jeg er vis paa, at jeg ikke kan lære den.“

„Forsøgte du da at lære den?“ sagde hans Moder.

Harald kunde ikke sige ja, derfor sagde han: „Jeg vilde ønske, at der ingen Bøger var i hele Verden. Jeg bryder mig slet ikke om dem!“

Da sagde hans Moder: „Det gjør mig ondt, at min lille Gut ikke vil lære noget, saa at han kan blive en forstandig Mand, dersom han skulde leve saalænge. Men Harald maa gjøre, hvad jeg siger til ham, og jeg kan ikke lade ham komme ud at lege, før han har lært sin Lere.“

Nu havde Tora lagt sine Bøger og sit Arbeide bort, og Trofast begyndte at hoppe omkring, som om den vidste, at Skoletiden var forbi. Og Barnepigen og lille Einar var ude i Haven og ventede paa, at de skulde komme ud til dem.

Da sagde Harald for sig selv: „For en dum Gut jeg har været! Nu maa jeg lære min Lere istedenfor at gaa ud og lege. Men jeg vil ikke græde for det. Jeg vil sætte mig ned og forsøge at lære min Lere snart. Jeg synes alligevel, at den ikke ser saa vanskelig ud.“

Saa satte han sig ned og fæstede sine Øine paa Bogen, og han fandt, at Leren blev lettere for hver Gang, han læste den over. Det var ikke længe, før han kunde den til Punkt og Prikke, og da bad han 92sin Moder, at hun ikke maatte være vred paa ham.

Da tilgav hans Moder ham og kyssede ham og sagde til ham: „Husk paa, at det bedste, du kan gjøre med en vanskelig Lære, er at sætte dig ned og lære den med en Gang.“

89

Noe av det verste med Harald var den møye, som hans mor hadde med å få ham til å lære sine lekser. Han hadde meget tidlig lært å lese, fordi han gjerne ville vite, hva de smukke Billeder skulle forestille, som han så i sine eventyrbøker; men å lære lekser, det syntes Harald slett ikke om.

Haralds mor pleide å lese hver dag med sin lille sønn og datter. Tora gikk det meget hurtig fremad med; men Harald visste ikke meget av, hva han burde ha visst, nå da han var syv år gammel.

Han visste ikke, hva månedene heter, eller hvor mange måneder der er i et år. Han kunne ikke si deg, hvor mye fem ganger to er; heller ikke visste han, om det land, han bodde i, het Norge, eller om det het noe annet.

Han hadde ikke lært en eneste Salme og kunne blot fremsi meget få av de vakre små vers om solskinnet og blomstene eller om Jesus og Himlen. Jeg tror, at du vil si, at Harald burde ha visst mer om disse ting, når han var syv år gammel.

En dag ga hans mor ham en lekse å lære og sa: „Nå, Harald, må du lære dette, hvert ord av det, før du går ut å leke.“

Harald sa: „Er det en lett lekse, mor?“

90Da sa hans mor: „Jeg tror ikke, du vil si, at den er lett. Men den er sådan, at du meget godt kan lære den, når du forsøker derpå.“

Harald sa for seg selv: „Jeg bryder meg ikke om å forsøke på å lære en vanskelig Lere. Jeg tror ikke, jeg vil forsøke på det.“ Dette sa han ikke høyt, for det turde han ikke for sin mor. Han sa det bare for seg selv. Små barn sier ofte ting for seg selv, som de ikke skulle si. De glemmer, at Gud kan se inn i deres hjerte, og at ingen ond tanke er skjult for ham.

Harald kom da og satte seg ned og begynte å se seg omkring etter de ting, som var i stuen, istedenfor å se i sin bok.

Nå var der ingen ting i stuen, som han ikke hadde sett før, mange ganger i sitt liv. Der var ingen ting, som han ikke så hver dag. Der var det store bokskap med glassdørene og det lille værelse ved siden av stuen, hvor hans mor hadde alle sine smukke småting stående, og sofaen og det lille sybord og stolene og de smukke saker på hyllen ved ovnen og Trofast, som lå på teppet. Der var slett ikke noe nytt, og allikevel syntes Harald, at det var meget bedre å se på disse ting enn å forsøke å lære sin Lere.

En eller to ganger talte hans mor til ham om det, og da så han en liten stund i sin bok. Men ved den minste støy i værelset så han opp igjen. Dersom Trofast bare vendte seg på teppet, eller en flue kom surrende ved vinduet, så var Haralds Øine straks borte fra hans bok.

Etter at han hadde sittet der så lenge, at han godt hadde kunnet lære sin Lere, sa hans mor, 91at han skulle komme hen og lade henne høre den. Da hang han med hodet og ble ganske rød i ansiktet, og da hun tok boken fra ham, kunne han ikke et ord.

Nå begynte Harald å gråte. „Det er sådan en vanskelig Lere, mor,“ sa han. „Jeg er viss på, at jeg ikke kan lære den.“

„Forsøkte du da å lære den?“ sa hans mor.

Harald kunne ikke si ja, derfor sa han: „Jeg ville ønske, at der ingen bøker var i hele verden. Jeg bryder meg slett ikke om dem!“

Da sa hans mor: „Det gjør meg ondt, at min lille Gut ikke vil lære noe, så at han kan bli en forstandig mann, dersom han skulle leve så lenge. Men Harald må gjøre, hva jeg sier til ham, og jeg kan ikke la ham komme ut å leke, før han har lært sin Lere.“

Nå hadde Tora lagt sine bøker og sitt arbeide bort, og Trofast begynte å hoppe omkring, som om den visste, at skoletiden var forbi. Og barnepiken og lille Einar var ute i hagen og ventet på, at de skulle komme ut til dem.

Da sa Harald for seg selv: „For en dum Gut jeg har vært! Nå må jeg lære min Lere istedenfor å gå ut og leke. Men jeg vil ikke gråte for det. Jeg vil sette meg ned og forsøke å lære min Lere snart. Jeg synes allikevel, at den ikke ser så vanskelig ut.“

Så satte han seg ned og festet sine øyne på boken, og han fant, at Leren ble lettere for hver gang, han leste den over. Det var ikke lenge, før han kunne den til punkt og prikke, og da bad han 92sin mor, at hun ikke måtte være vred på ham.

Da tilgav hans mor ham og kysset ham og sa til ham: „Husk på, at det beste, du kan gjøre med en vanskelig lære, er å sette deg ned og lære den med en gang.“