83

Lille Harald Franke boede med sin Fader og Moder i et stort Hus paa Landet. Der var en bred 84Vei, belagt med Sand, med høie Buske paa begge Sider; den gik fra den brede Port og rundt om den runde Grønning hen til Husdøren.

Om Sommeren var der smukke Blomster i alle Bedene, og om Vinteren, naar Blomsterne var forbi, saa Buskene friske og grønne ud.

Naar det var varmt, saa at Døren stod aaben, kunde du se et stort forgyldt Bur paa Marmorbordet i Forstuen.

Der var en Fugl i Buret. Det var en smuk graa Papegøie med rød Hale og skarpt Neb og Klør.

Papegøien kjendte Harald meget godt og kunde kalde paa ham ved Navn. Harald var glad i at staa ved Buret og se Fuglen klatre omkring i sit Bur og tage fat i Stængerne med sit Neb og sine Klør. Men han passede altid paa at holde sig saa langt borte, at den ikke kunde naa ham; thi Paal havde engang bidt ham haardt, da han stak sin Finger ind imellem Stængerne i Buret.

Harald var glad i at have Dyr at stelle med og passe og var næsten bestandig snil mod dem. Han kunde ikke være slem mod noget, som havde Liv og Følelse; men undertiden glemte han at give sine Kaniner eller sin Kanarifugl Mad, og det var jo en slem Feil.

De stakkels Kaniner kunde ikke fortælle ham, naar de var sultne, og Kanarifuglen kunde ikke sige: „Lille Herre, kjære giv mig lidt friskt Vand og lidt Frø!” Da de ikke kunde fortælle ham, naar de var sultne, skulde lille Harald have passet paa, at hans Dyr aldrig manglede Mad.

Harald havde en Søster, som hed Tora. Hun var to Aar ældre end Harald. Tora var syv Aar 85gammel. Hvor gammel var da Harald, kan du sige mig det?

Harald var fem Aar gammel.

Han havde ogsaa en liden Broder, som hed Einar. Han var saa liden, at han hverken kunde tale eller gaa; men han kjendte Harald og Tora, og han pleiede at hoppe i Barnepigens Arm, naar han saa, at de kom ind i Værelset.

Harald var meget glad i sin lille Broder. Han vilde hellere have skilt sig ved sine Kaniner og sin Kanarifugl og sin Hund Trofast end miste lille Einar.

Engang havde de mistet en sød liden Søster. Det var den lille Ingeborg, som de holdt saameget af, og som døde, da hun blot var tre Maaneder gammel. Hun blev lagt i en Ligkiste, og saa blev hun baaren bort og lagt i en liden Grav. Men baade Harald og Tora vidste, at hendes Sjæl ikke var i Graven. Det var blot deres Søsters Legeme, som døde. Hendes Sjæl kunde ikke dø. Ingeborgs Legeme blev lagt i Graven; men hendes Sjæl var hos Gud og hans Engle i Himmelen.

83

Lille Harald Franke bodde med sin far og Moder i et stort hus på landet. Der var en bred 84vei, belagt med Sand, med høye busker på begge sider; den gikk fra den brede port og rundt om den runde Grønning hen til husdøren.

Om sommeren var der smukke blomster i alle bedene, og om vinteren, når blomstene var forbi, så buskene friske og grønne ut.

Når det var varmt, så at døren stod åpen, kunne du se et stort forgylt bur på marmorbordet i forstuen.

Der var en fugl i buret. Det var en smuk grå papegøye med rød hale og skarpt nebb og klør.

Papegøyen kjente Harald meget godt og kunne kalle på ham ved navn. Harald var glad i å stå ved buret og se fuglen klatre omkring i sitt bur og ta fat i stengene med sitt nebb og sine klør. Men han passet alltid på å holde seg så langt borte, at den ikke kunne nå ham; thi Paal hadde engang bitt ham hardt, da han stak sin finger inn imellom stengene i buret.

Harald var glad i å ha dyr å stelle med og passe og var nesten bestandig snill mot dem. Han kunne ikke være slem mot noe, som hadde liv og følelse; men undertiden glemte han å gi sine kaniner eller sin kanarifugl mat, og det var jo en slem feil.

De stakkels kaniner kunne ikke fortelle ham, når de var sultne, og kanarifuglen kunne ikke si: „Lille Herre, kjære gi meg litt friskt vann og litt frø!” Da de ikke kunne fortelle ham, når de var sultne, skulle lille Harald have passet på, at hans dyr aldri manglet mat.

Harald hadde en søster, som het Tora. Hun var to år eldre enn Harald. Tora var syv år 85gammel. Hvor gammel var da Harald, kan du si meg det?

Harald var fem år gammel.

Han hadde også en liten bror, som het Einar. Han var så liten, at han hverken kunne tale eller gå; men han kjente Harald og Tora, og han pleide å hoppe i barnepikens arm, når han så, at de kom inn i værelset.

Harald var meget glad i sin lille bror. Han ville hellere have skilt seg ved sine kaniner og sin kanarifugl og sin hund Trofast enn miste lille Einar.

Engang hadde de mistet en søt liten søster. Det var den lille Ingeborg, som de holdt saameget av, og som døde, da hun blot var tre måneder gammel. Hun ble lagt i en likkiste, og så ble hun båren bort og lagt i en liten grav. Men både Harald og Tora visste, at hennes sjel ikke var i graven. Det var blot deres Søsters legeme, som døde. Hennes sjel kunne ikke dø. Ingeborgs legeme ble lagt i graven; men hennes sjel var hos Gud og hans engler i himmelen.