En Rødkjelke kom i den strengeste Vintertid til en from Bondes Vindu, som om den gjerne vilde ind. Da aabnede Bonden Vinduet og tog det lille Dyr venlig ind i sin Bolig. Det opsamlede de Brødsmuler, som faldt fra hans Bord, og Bondens Børn holdt inderlig meget af den lille Fugl. Men da nu atter Vaaren kom over Landet, og Buskene fik Løv, da aabnede Bonden sit Vindu, og den lille Gjest fløi til den nærliggende Skov, byggede sit Rede og kvidrede sin muntre Sang.
Men se, da Vinteren atter indfandt sig, kom Rødkjelken igjen til Bondens Bolig og havde en anden Rødkjelke med sig. Bonden og hans Børn glædede sig saare, da de saa, hvorledes de to Smaadyr saa sig om med sine smaa, klare Øine og aldeles ikke var rædde. — Og Børnene sagde: „De smaa Fugle ser paa os, som om de vilde sige noget!“
Da svarede Faderen: „Hvis de kunde tale, saa vilde de sige: „Vi er saa glade i eder allesammen, fordi I er saa gode mod os.“