113

En romersk Keiser, kaldet Konstantin den store, blev selv en Kristen. Nu ophørte Forfølgelserne. Der byggedes prægtige Kirker. Der opreistes herlige Altere istedetfor Borde, som brugtes tilforn. Kristendommen vandt mere og mere Seier over Afguderiet.

Men som det blev bedre i een Henseende, saa blev det værre og værre i andre Henseender. De Kristne antoge efterhaanden mange urigtige Lærdomme, som aldeles ingen Grund have i Skriften. Da Rom var paa den Tid den fornemste Stad i Verden, saa vilde de romerske Bisper herske over alle de andre. De tiltoge sig Navn af Overbiskopper eller Paver. De gave sig ud for at være Kristi Statholdere. Man hængte ikke alene Jesu Billede i Kirkerne, men man afmalede ogsaa Maria, Apostlerne, Martyrer og Helgene, hængte disses Billeder i Kirkerne og tilbad dem. Man byggede Kirker og Altere til Helgenes Ære. De første Kristne helligholdte alene Søndagen, men Paverne anordnede ogsaa mangfoldige andre Helligdage. Man ansaae det for noget Gud behageligt at leve ugift. Præsterne maatte derfor aldeles ikke gifte sig. Der bleve byggede store Huse, som kaldtes Klostere. I nogle Klostere boede Mandfolk, som kaldtes Munke; og i andre boede Qvindfolk, som kaldtes Nonner. Alle disse maatte forsage Ægtestanden, og der vare Regler for dem, efter hvilke de skulde læse, bede, synge og faste. Der blev lært, at Brød og Viin 114i den hellige Nadvere bliver forvandlet til Jesu Legem og Blod; og Almuen maatte ikke faae Viin i Nadveren, men alene Brød. Man lærte at de, som efter Døden blive salige, maae først komme i en Ild, som kaldes Skjersild, for at pines i nogen Tid for deres ringere Synder; men at denne Piinsel kunde meget lindres og forkortes ved Sjelemesser, eller Sange og Bønner for Sjelene, som Præsterne og Munkene forrettede for god Betaling. Ved Gaver til Kirker og Klostere, Præster og Munke troede man at erhverve sig Guds Naade, om man endog ellers levede nok saa ugudeligen. I Kirkerne bleve der brugte latinske Bønner og Salmer, som Almuen ikke forstod, og derfor heller ikke kunde læse eller synge med Andagt. De Ulærde maatte ikke læse i Bibelen. Paverne holdtes for at være ufeilbare, det er: man troede, at de kunde ikke tage Feil, naar de forklarede Bibelen. De krævede en blind Tro paa deres Ord. De indbildte Folk, at de kunde sælge dem Guds Naade. De sendte adskillige ud med Afladsbreve, det er: Breve, hvori der stod, at de som kjøbte dem, fik derved Aflad, eller alle deres Synders Forladelse. Saaledes tiltoge Paverne sig Magt over Menneskene baade her og hisset, baade i Tid og Evighed. De vilde ikke alene være Kristi Statholdere i hans aandelige Rige, men endog befale over Kongerne selv. De Kristnes Sæder bleve aldeles fordærvede, og Vankundighed befordredes. Klosterne vare bestemte til gudelige Øvelser, og i dem øvedes de afskyeligste Laster. Jesu Religion var forvandlet 115til skadelig Overtro. Kristi Kirke var nu i større Fare, end da den blev forfulgt. Der vare mange Kristne, som indsaae, at Pavens Lære var falsk og skadelig, og sørgede derover; men Pavens Magt var saa stor, at Faa turde sige ham imod.

Valdus, Viklif, Huss, Hieronimus, Luther, Zvinglin, Kalvin.

I det tolvte Hundrede Aar efter Kristi Fødsel var der en fransk Kjøbmand, ved Navn Petrus Valdus, som ikke antog andre af Pavens Lærdomme, end dem, der ere grundede i Skriften. Han underviste først sine Huusfolk. Derefter fik han flere og flere Tilhængere. De bleve kaldte Valdenser, og grueligen forfulgte.

I det fjortende Aarhundrede var der i Engeland en lærd Mand, som hedte Johan Viklif. Han oversatte den hellige Skrift paa Engelsk, og viste, at mange af Pavens Lærdomme aldeles ingen Grund have i Guds Ord.

I Begyndelsen af det femtende Aarhundrede var der i Tydskland en gudfrygtig og lærd Mand, ved Navn Johan Huss, som prædikede imod Pavens falske Lærdomme. Han blev derfor levende brændt. Aaret derefter havde hans Ven Hieronimus af Prag samme Skjebne.

Hundrede Aar derefter lykkedes det bedre for Morten Luther. Han var Munk og Lærer ved Høiskolen i Staden Wittenberg i Tydskland, en meget lærd Mand med et uovervindeligt Mod. Først satte han sig mod Afladskræmmeren Johan Tezel. Siden bestred han 116flere og flere af Pavens Lærdomme, og ophævede tilsidst alt Samfund med Paven som Kirkens Overhoved, hvilket han erkjendte Kristus alene for at være. Han truedes med samme Skjebne som Johan Huss, men lod sig aldrig skræmme. Adskillige tydske Fyrster toge hans Parti, og Gud hjalp ham imod hans mange og mægtige Fiender. Han oversatte hele Bibelen paa Tydsk og skrev mange Bøger. Da Bogtrykkerkunsten var dengang opfunden, saa blev det derved lettere for Luther at udbrede sin Reformasion. Et kort Indhold af Luthers Lære blev overleveret Keiseren i Staden Augsburg, og kaldes derfor den Augsburgske Troesbekjændelse.

Paa samme Tid, som Luther, begyndte ogsaa i Landet Sveitz en Præst, ved Navn Ulrik Zvingli, at oplyse sine Landemænd om Pavedommets Vildfarelser, hvilket ogsaa blev fortsat af Johan Kalvin.

Baade Luthers og Kalvins Tilhængere kaldes Evangeliske, fordi de grunde deres Tro alene paa Jesu Evangelium. De kaldes ogsaa Protestanter eller Modsigende, fordi de modsagde Pavens Anordninger. Luthers Tilhængere kaldes ellers Evangelisklutherske, og Kalvins Tilhængere kaldes Evangeliskreformerede. Det Norske Folk bekjænder sig til den Evangelisklutherske Lære. De som endnu ere Pavens Tilhængere kaldes Romersk-Katholske.

113

En romersk keiser, kalt Konstantin den store, ble selv en kristen. Nå opphørte forfølgelsene. Der byggedes prektige kirker. Der opreistes herlige altere i stedet for Borde, som brugtes tilforn. Kristendommen vant mer og mer seier over avguderiet.

Men som det ble bedre i een Henseende, så ble det verre og verre i andre henseender. De kristne antok etterhånden mange uriktige lærdommer, som aldeles ingen grunn har i Skriften. Da Rom var på den tid den fornemste stad i verden, så ville de romerske Bisper herske over alle de andre. De tiltok seg navn av overbiskoper eller paver. De gave seg ut for å være Kristi Statholdere. Man hengte ikke alene Jesu Billede i kirkene, men man afmalede også Maria, apostlene, martyrer og helgene, hengte disses Billeder i kirkene og tilbad dem. Man bygde kirker og altere til Helgenes ære. De første kristne helligholdte alene søndagen, men pavene anordnede også mangfoldige andre helligdager. Man ansaae det for noe Gud behagelig å leve ugift. Prestene måtte derfor aldeles ikke gifte seg. Der ble bygde store hus, som kaltes klostre. I noen klostre bodde mannfolk, som kaltes munker; og i andre bodde kvinnfolk, som kaltes nonner. Alle disse måtte forsage ektestanden, og der var regler for dem, etter hvilke de skulle lese, bede, synge og faste. Der ble lært, at brød og vin 114i den hellige nattverd blir forvandlet til Jesu Legem og blod; og Almuen måtte ikke få vin i nattverden, men alene brød. Man lærte at de, som etter døden bli salige, må først komme i en ild, som kalles skjærsild, for å pines i noen tid for deres ringere synder; men at denne pinsel kunne meget lindres og forkortes ved sjelemesser, eller sanger og bønner for sjelene, som prestene og munkene forrettede for god betaling. Ved gaver til kirker og klostre, prester og munker trodde man å erverve seg Guds Naade, om man endog ellers levde nok så ugudeligen. I kirkene ble der brukte latinske bønner og salmer, som Almuen ikke forstod, og derfor heller ikke kunne lese eller synge med andakt. De Ulærde måtte ikke lese i Bibelen. Pavene holdtes for å være ufeilbare, det er: man trodde, at de kunne ikke ta feil, når de forklarede Bibelen. De krevde en blind tro på deres ord. De innbilte folk, at de kunne selge dem Guds Naade. De sendte adskillige ut med avlatsbrev, det er: Brev, hvori der stod, at de som kjøpte dem, fikk derved avlat, eller alle deres Synders forlatelse. Således tiltok pavene seg makt over menneskene både her og hisset, både i tid og evighet. De ville ikke alene være Kristi Statholdere i hans åndelige rike, men endog befale over kongene selv. De Kristnes Sæder ble aldeles fordærvede, og vankundighet befordredes. Klostrene var bestemte til gudelige øvelser, og i dem øvedes de afskyeligste laster. Jesu Religion var forvandlet 115til skadelig overtro. Kristi Kirke var nå i større fare, enn da den ble forfulgt. Der var mange kristne, som innså, at Pavens lære var falsk og skadelig, og sørgede derover; men Pavens makt var så stor, at Faa turde si ham imot.

Valdus, Viklif, Huss, Hieronimus, Luther, Zvinglin, Kalvin.

I det tolvte hundre år etter Kristi Fødsel var der en fransk kjøpmann, ved navn Petrus Valdus, som ikke antok andre av Pavens lærdommer, enn dem, der er grundede i Skriften. Han underviste først sine Huusfolk. Deretter fikk han flere og flere tilhengere. De ble kalte Valdenser, og grueligen forfulgte.

I det fjortende århundre var der i Engeland en lærd mann, som hette Johan Viklif. Han oversatte den hellige skrift på engelsk, og viste, at mange av Pavens lærdommer aldeles ingen grunn har i Guds ord.

I begynnelsen av det femtende århundre var der i Tydskland en gudfryktig og lærd mann, ved navn Johan Huss, som prekte imot Pavens falske lærdommer. Han ble derfor levende brent. Året deretter hadde hans venn Hieronimus av Prag samme skjebne.

Hundre år deretter lyktes det bedre for Morten Luther. Han var munk og lærer ved høyskolen i staden Wittenberg i Tydskland, en meget lærd mann med et uovervinnelig mot. Først satte han seg mot avlatskremmeren Johan Tezel. Siden bestred han 116flere og flere av Pavens lærdommer, og opphevde til sist alt samfunn med paven som Kirkens Overhoved, hvilket han erkjente Kristus alene for å være. Han truedes med samme skjebne som Johan Huss, men lot seg aldri skremme. Adskillige tyske Fyrster tok hans parti, og Gud hjalp ham imot hans mange og mektige fiender. Han oversatte hele Bibelen på tysk og skrev mange bøker. Da boktrykkerkunsten var dengang oppfunnet, så ble det derved lettere for Luther å utbre sin reformasjon. Et kort innhold av Luthers lære ble overlevert keiseren i staden Augsburg, og kalles derfor den Augsburgske trosbekjennelse.

På samme tid, som Luther, begynte også i landet Sveitz en prest, ved navn Ulrik Zvingli, å opplyse sine Landemænd om pavedømmets villfarelser, hvilket også ble fortsatt av Johan Kalvin.

Både Luthers og Kalvins tilhengere kalles Evangeliske, fordi de grunne deres tro alene på Jesu Evangelium. De kalles også protestanter eller Modsigende, fordi de motsa Pavens anordninger. Luthers Tilhængere kalles ellers Evangelisklutherske, og Kalvins tilhengere kalles Evangeliskreformerede. Det Norske folk bekjenner seg til den Evangelisklutherske lære. De som ennå er Pavens tilhengere kalles Romersk-Katholske.