Han skjønner ikke paa det Gode, førend han har tabt det.
Jesus fremsatte engang denne lærerige Fortælling: En Mand havde to Sønner. Den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af din Formue, som kan tilfalde mig. Faderen skiftede da sin Formue imellem dem. Nu var den yngste Søn glad over at have opnaaet sit Ønske, og modtaget sin Arvepart; men hans Glæde var ikke varig. Kort Tid derefter samlede han alt Sit, og reiste udenlands. Der tænkte han at leve med mere Fornøielse, naar han langt fra Faderens Øine kunde ganske raade sig selv.
I Omgang med Forførere bleve hans Sæder fordærvede. Han blev overgiven og letsindig. Sin Formue misbrugte han til Umaadelighed og Vellyst. Ved Ødselhed og Overdaadighed blev han snart saa forarmet, at han kom i den yderste Trang. Ingen vilde betroe ham nogen vigtig Tjeneste, da man vidste hans forrige 89Levnet. Til tungt Arbeide duede han ikke, da han manglede Øvelse. Der blev tillige Hunger i Landet, saa at han næsten sultede ihjel. Endskjønt han som Jøde havde Afsky for Sviin, maatte han dog tjene som Svinehyrde, for at faae nogen Underholdning. Tilsidst fik han ingen Mad, men maatte vænne sig til at opholde Livet med Svineføde. En slet Kost for ham, som i den forbigangne Tid havde vant sig til at spise saa lækkert.
Nu kom han til Eftertanke. Forladt af alle hans Forførere sad han i Stilhed, betragtede sin elendige Tilstand, og tænkte paa hvor lykkelig han engang var hjemme. Nu skjønnede han, at Frihed er et Onde for den, som ikke bruger den ret. Han sukkede og sagde: Hvor mange Daglønnere haver ikke min Fader, som have Brød i Overflødighed, og jeg næsten døer af Hunger! Jeg vil give mig paa Reisen til min Fader, og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Gud og mod dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din Søn, lad mig alene blive som en af dine Daglønnere.
Den samme som reiste bort, kommer igjen, men er dog ikke den samme.
Han gav sig ogsaa strax paa Veien, i det Haab, 90ikke at blive forskudt af hans gode Fader. Da han endnu var langt borte, saae hans Fader ham, ynkedes inderligen over ham, løb til ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham. Men hvor forandret var nu denne Søn! Velklædt, formuende og fornøiet reiste han. Pjaltet som en Betler, bleg og skamfuld kom han tilbage. Han slog Øinene ned og sagde: Fader! jeg haver syndet mod Gud og mod dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din Søn — Flere Ord fik han ikke frem, før Faderen sagde til sine Tjenere: Henter den bedste Klædning til ham, og giver ham en Ring paa Haanden og Skoe paa Fødderne. Slagter den fede Kalv, og lader os være lystige; thi denne min Søn var død, og er bleven levende, var fortabt og er funden.
Da de havde begyndt, at holde sig lystige, kom den ældste Søn hjem; og da han kom saa nær, at han hørte Musiken og Dandsen, kaldte han paa en af Tjenerne, og spurgte hvad det betydede. Tjeneren fortællede ham det. Han blev saa vred, at han ikke vilde gaae ind. Faderen gik ud til ham og bad ham. Men han svarede: I saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig været dig ulydig; og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde holde mig lystig med mine Venner; men nu, denne din Søn er kommen, som har forødt dit Gods med utugtige Qvinder, saa har du ladet slagte den fede Kalv til ham. Faderen svarede: Min Søn! 91Du er altid hos mig, og alt hvad jeg haver er jo dit; men nu bør vi være glade og lystige, fordi denne din Broder, som var død, er bleven levende igjen, og som var tabt, er nu funden igjen.
Det var godt for den forlorne Søn, at han itide vendte tilbage; men aldrig blev han saa lykkelig, som han kunde have blevet, om han ikke nogensinde havde faret vild.