86

Jesus opmuntrede til virksom Menneskekjærlighed med denne Fortælling:

En Jøde vilde engang reise fra Jerusalem til Jeriko. Denne Vei var farlig, da Reisende ofte der bleve plyndrede af Røvere. Saa gik det ogsaa denne Gang. De plyndrede ham og sloge ham, saa at han laae blodig og halvdød. Derefter kom en jødisk Præst den samme Vei. Han saae den Elendige, men vilde ikke befatte sig med ham, og fortsatte Reisen. Dernæst kom en Levit, og han gjorde ligesaa. 87Den som havde rørt ved en Død, eller alene ved Blod, maatte ikke komme til Templet i mange Dage. Maaskee det var derfor de ikke vilde røre ved ham. Det var dog Synd, saaledes at efterlade det Gode, som de kunde og burde gjøre.

Endeligen kom en Samaritan reisende. Han blev vaer den ulykkelige Jøde, og hans Hjerte blev rørt. Han vidste, at Jøderne hadede Samaritanerne, men han vidste ogsaa, at det paaligger enhver som kan, at hjælpe Medmennesker i Nøden. Denne Pligt var han villig til at opfylde. Han gik til ham. Han søgte efter Evne at skaffe ham Lindring og Hjælp. Da ingen Læge var nærværende, saa lod han Olje og Viin i Saarene, og forbandt dem. Derefter løftede han ham op paa sit eget Dyr, og bragte ham til Herberget, hvor han pleiede ham. Da han Dagen efter maatte reise til sine Forretninger, og ikke længere selv kunde have Tilsyn med ham, saa gav han Verten Penge, og sagde: Plei ham vel, og behøver han mere, saa skal jeg betale dig, naar jeg kommer tilbage.

Samaritanen tjente Gud bedre paa Landeveien ved hans Kjærlighedsgjerning, end Præsten og Leviten i Templet. 88Gjør du en god Gjerning med Møie, saa er Møien snart forbi, men Glæden derover er varig.

86

Jesus oppmuntret til virksom menneskekjærlighet med denne fortelling:

En jøde ville engang reise fra Jerusalem til Jeriko. Denne vei var farlig, da reisende ofte der ble plyndret av røvere. Så gikk det også denne gang. De plyndrede ham og slo ham, så at han lå blodig og halvdød. Deretter kom en jødisk prest den samme vei. Han så den Elendige, men ville ikke befatte seg med ham, og fortsatte reisen. Dernest kom en levitt, og han gjorde likeså. 87Den som hadde rørt ved en død, eller alene ved blod, måtte ikke komme til templet i mange dager. Maaskee det var derfor de ikke ville røre ved ham. Det var dog synd, således å etterlate det gode, som de kunne og burde gjøre.

Endelig kom en samaritan reisende. Han ble vaer den ulykkelige jøde, og hans hjerte ble rørt. Han visste, at jødene hatet samaritanene, men han visste også, at det påligger enhver som kan, å hjelpe medmennesker i nøden. Denne plikt var han villig til å oppfylle. Han gikk til ham. Han søkte etter evne å skaffe ham lindring og hjelp. Da ingen lege var nærværende, så lot han olje og vin i sårene, og forbandt dem. Deretter løftet han ham opp på sitt eget dyr, og brakte ham til herberget, hvor han pleide ham. Da han dagen etter måtte reise til sine forretninger, og ikke lenger selv kunne ha tilsyn med ham, så ga han verten penger, og sa: Plei ham vel, og behøver han mer, så skal jeg betale deg, når jeg kommer tilbake.

Samaritanen tjente Gud bedre på landeveien ved hans Kjærlighedsgjerning, enn presten og levitten i templet. 88Gjør du en god gjerning med møye, så er møyen snart forbi, men gleden derover er varig.