Da Jesus engang talede med sine Disciple om Forsonlighed, fremsatte han denne Fortælling:
En Konge krævede Regnskab af sine Tjenere. En af dem fandtes at være ham skyldig overmaade mange Penge. Da han ikke kunde betale, 84saa befalede Kongen at sælge ham, hans Hustru, hans Børn, og alt hvad han eiede, for at noget af Gjelden kunde blive betalt dermed. Tjeneren faldt ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig mod mig; jeg vil stræbe at betale dig det altsammen. Dette sagde han i sin Angest, endskjønt Gjelden var saa stor, at al hans Stræbsomhed ikke kunde blive tilstrækkelig. Kongen ynkedes over ham, og eftergav ham hele Gjelden.
Efterat Kongen havde viist ham denne ufortjente Naade, gik han ud. Han fandt En af sine Medtjenere, som var ham skyldig en ubetydelig liden Gjeld, og som han nu gjerne kunde taale at tabe. Men han greb ham i Struben, og sagde: Betal mig det du er mig skyldig. Medtjeneren faldt ned for hans Fødder, endskjønt de vare hinandens Lige, og bad ham: Vær langmodig mod mig! jeg skal betale dig altsammen. Den Ubarmhjertige lod sig ikke bevæge, men kastede sin Skyldner i Fængsel.
De andre Medtjenere bleve meget bedrøvede over denne hæslige Gjerning, som viste en saare slet Tænkemaade. De meente, at han nu ingen Overbærelse fortjente, og fortællede den hele 85Tildragelse til deres Herre. Herren kaldte ham for sig og sagde: Du onde Tjener! al Gjelden eftergav jeg dig, fordi du bad mig. Burde du ikke have forbarmet dig over din Medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Den ulykkelige Daare kunde have havt det godt. Nu havde han forspildt sin Herres Naade. Han blev kastet i Fængsel, og der skulde han blive indtil hans Gjeld var betalt.
Det er taabeligt ikke at ville tilgive Andre, da vi alle selv trænge til Tilgivelse. Ondskab er altid en Taabelighed.