83

Da Jesus engang talede med sine Disciple om Forsonlighed, fremsatte han denne Fortælling:

En Konge krævede Regnskab af sine Tjenere. En af dem fandtes at være ham skyldig overmaade mange Penge. Da han ikke kunde betale, 84saa befalede Kongen at sælge ham, hans Hustru, hans Børn, og alt hvad han eiede, for at noget af Gjelden kunde blive betalt dermed. Tjeneren faldt ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig mod mig; jeg vil stræbe at betale dig det altsammen. Dette sagde han i sin Angest, endskjønt Gjelden var saa stor, at al hans Stræbsomhed ikke kunde blive tilstrækkelig. Kongen ynkedes over ham, og eftergav ham hele Gjelden.

Efterat Kongen havde viist ham denne ufortjente Naade, gik han ud. Han fandt En af sine Medtjenere, som var ham skyldig en ubetydelig liden Gjeld, og som han nu gjerne kunde taale at tabe. Men han greb ham i Struben, og sagde: Betal mig det du er mig skyldig. Medtjeneren faldt ned for hans Fødder, endskjønt de vare hinandens Lige, og bad ham: Vær langmodig mod mig! jeg skal betale dig altsammen. Den Ubarmhjertige lod sig ikke bevæge, men kastede sin Skyldner i Fængsel.

De andre Medtjenere bleve meget bedrøvede over denne hæslige Gjerning, som viste en saare slet Tænkemaade. De meente, at han nu ingen Overbærelse fortjente, og fortællede den hele 85Tildragelse til deres Herre. Herren kaldte ham for sig og sagde: Du onde Tjener! al Gjelden eftergav jeg dig, fordi du bad mig. Burde du ikke have forbarmet dig over din Medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Den ulykkelige Daare kunde have havt det godt. Nu havde han forspildt sin Herres Naade. Han blev kastet i Fængsel, og der skulde han blive indtil hans Gjeld var betalt.

Det er taabeligt ikke at ville tilgive Andre, da vi alle selv trænge til Tilgivelse. Ondskab er altid en Taabelighed.

83

Da Jesus engang talte med sine disipler om forsonlighet, fremsatte han denne fortelling:

En konge krevde regnskap av sine tjenere. En av dem fantes å være ham skyldig overmåte mange penger. Da han ikke kunne betale, 84så befalte Kongen å selge ham, hans hustru, hans barn, og alt hva han eide, for at noe av gjelden kunne bli betalt dermed. Tjeneren falt ned for hans føtter og sa: Herre! vær langmodig mot meg; jeg vil strebe å betale deg det altsammen. Dette sa han i sin angst, enskjønt gjelden var så stor, at all hans Stræbsomhed ikke kunne bli tilstrekkelig. Kongen ynkedes over ham, og ettergav ham hele gjelden.

Etter at Kongen hadde vist ham denne ufortjente nåde, gikk han ut. Han fant En av sine Medtjenere, som var ham skyldig en ubetydelig liten gjeld, og som han nå gjerne kunne tåle å tape. Men han grep ham i strupen, og sa: Betal meg det du er meg skyldig. Medtjeneren falt ned for hans føtter, enskjønt de var hinandens like, og bad ham: Vær langmodig mot meg! jeg skal betale deg altsammen. Den Ubarmhjertige lot seg ikke bevege, men kastet sin skyldner i fengsel.

De andre Medtjenere ble meget bedrøvede over denne heslige gjerning, som viste en såre slett tenkemåte. De mente, at han nå ingen Overbærelse fortjente, og fortalte den hele 85Tildragelse til deres Herre. Herren kalte ham for seg og sa: Du onde tjener! all gjelden ettergav jeg deg, fordi du bad meg. Burde du ikke have forbarmet deg over din Medtjener, likesom jeg forbarmet meg over deg? Den ulykkelige dåre kunne ha hatt det godt. Nå hadde han forspilt sin Herres nåde. Han ble kastet i fengsel, og der skulle han bli inntil hans gjeld var betalt.

Det er tåpelig ikke å ville tilgi andre, da vi alle selv trenge til tilgivelse. Ondskap er alltid en tåpelighet.