I Betanien, en liden By nær ved Jerusalem, boede tre Søskende, nemlig Lazarus, Martha og Maria. Imellem Jesus og denne Familie var der et inderligt Venskab. Engang, mens Jesus var fraværende, blev Lazarus meget syg. Søstrene sendte Bud til Jesus. Han reiste ikke strax, men biede i to Dage. Da sagde han til sine Disciple: Lazarus vor Ven sover, men jeg gaaer hen, for at opvække ham. Disciplene svarede: Sover han, saa bliver han nok 83frisk igjen. De havde misforstaaet Jesus, og han sagde dem da reent ud, at Lazarus var død.
Da de kom til Betanien, havde Liget allerede ligget fire Dage i Graven, og var i Forraadnelse. Da Jesus saae de sørgende Søstre, græd han med dem. Martha sagde til ham: Gid du havde været nærværende, saa havde min Broder ikke været død! Der vare mange Jøder fra Jerusalem hos Martha og Maria for at trøste dem. Nogle af dem sagde: Den som gjorde den Blinde seende, kunde han ikke ogsaa have udrettet, at denne ikke var død? Jesus gik med dem til Graven. Han befalede at Stenen over Graven skulde tages bort. Han gjorde en Bøn til sin himmelske Fader, og derefter raabte han med høi Røst: Lazarus! kom herud! Den Døde blev strax levende, og kom ud af Graven.