Siden kom Jøderne under Syriens Konger. En af disse, ved Navn Antiokus Epifanes, vilde udplyndre og undertrykke dem, ja endog med Grusomhed tvinge dem til at forlade deres egen Religion og Sprog for at antage Grækernes. Mange, helst af de Fornemme og Rige, lode sig forføre, deels ved Trusler, deels ved Løfter. En stor Mængde, helst af de Ringere, blev dog standhaftig, og Mattathias, 70Præst i Staden Modin, blev dens Anfører. Han havde fem ypperlige Sønner, og blev Stamfader for den Familie, som kaldes Makkabæerne, under hvis Anførsel Jøderne mandigen forsvarede deres Religion og Frihed.
Blandt flere Exempler paa uovervindelig Troskab mod deres Religion, anføres her alene dette: En Moder havde syv Sønner. For hendes Øine bleve alle Syv pinede paa det grusomste, og dræbte den ene efter den anden. Under Piinslerne trøstede de sig ved det visse Haab om Belønning af Gud, og Moderen formanede dem til at lide og døe for deres Religion. Tilsidst blev ogsaa hun dræbt, men ikke overvunden. Disse og flere Exempler paa Jødernes Standhaftighed kunde have lært den grusomme Antiokus, at menneskelig Magt vel kan frembringe Hyklere, men ikke tvinge Menneskets Tro og Samvittighed.
Under Makkabæernes Anførsel fik den jødiske Stat Frihed igjen, og bestyredes, da Mattathias var død, af ni Regenter, som nedstammede fra ham. Den femte af dem antog Kongenavn. Da indbyrdes Uenighed tilsidst svækkede Staten, kom den under de mægtige Romeres Overherredømme.