58

Endskjønt David blev Konge efter Saul, blev han dog meget bedrøvet, da han fik Budskab om Sauls Død; men især var det ham en stor Sorg, at hans Ven Jonathan ogsaa var falden. Da han siden fik vide, at der endnu levede en Søn af Jonathan, som hedte Mefiboseth og var Krøbling, saa tog han ham til sig. For mod Sønnen at gjengjelde Faderens Venskab, gav han ham alle hans Bestefaders Sauls Jorder, og sagde, at han stedse skulde spise ved Kongens Bord.

David blev en mægtig Konge. Han var lykkelig i de Krige, som han førte mod Landets Fiender. Han overholdt Loven, elskede Religionen, og ønskede at gjøre sin Undersaatter lykkelige. Han digtede mange Salmer, og vilde have bygget Herren et prægtigt Tempel; men dette maatte han overlade til sin Søn og Eftermand.

David gjør hvad han maa angre, saalænge han lever.

David begik engang to gruelige Synder. Han stod en Aften paa Taget af sit Huus, og blev vaer en meget deilig Qvinde, som badede 59sig. Han sendte Bud efter hende. Hun hedte Bathseba, og hendes Mand Urias var ude ved Krigshæren. Hun kom til Kongen. Han forførte hende til at blive hendes Mand utro. David skrev til Feltherren Joab, at Urias skulde komme hjem. Urias kom. David tog meget naadig imod ham, og spurgte hvorledes det stod til ved Krigshæren. Siden sendte han Urias tilbage med et Brev til Joab. Brevets Indhold var, at Urias i næste Slag skulde stilles foran og forlades af de andre, at han maatte falde og døe. Det skede efter Davids Befaling. Urias faldt i Slaget, og David tog Bathseba til Hustru.

Efter Synd kommer Sorg.

Nogen Tid derefter kom Profeten Nathan til David, og fortællede ham denne Tildragelse: Der ere to Mænd i en By. Den ene er rig, den anden fattig. Den Rige har talrige Hjorder; den Fattige havde kun et eneste Lam, der aad af hans Brød, drak af hans Skaal, laae i hans Skjød, og var ham inderlig kjært. Der kom en reisende Mand til den Rige. Han vilde ikke miste eet af sine mange Faar og Lam, men tog den Fattiges eneste Lam, slagtede det, og lavede Mad deraf til sin Gjest. David blev nu meget vred over denne skammelige Gjerning, og sagde: den Mand er 60dødsens, og han skal betale det Lam firedobbelt. Nathan svarede frimodig: Du er Manden. Fra Urias tog du hans Hustru, og ham selv lod du dræbe. David blev forskrækket, hans Samvittighed vaagnede, han angrede sin Synd, og bad inderlig til Gud om Naade.

Ulykkelig er den, som har ulydige Børn.

Davids Søn Absalon forvoldte sin Fader de største Lidelser. Han var en deilig Yngling, havde et skjønt langt Haar, og var meget veltalende. Han var Davids Yndling; men Faderens store Kjærlighed til ham blev ikke lønnet med Gjenkjærlighed. Absalons Opdragelse var forsømt. Han havde for meget raadet sig selv, og var bleven egensindig, overmodig og falsk. Han syntes at være født til Lykke, men hans daarlige Egenkjærlighed gjorde ham ulykkelig. Han havde det ugudelige Forsæt, at røve Kronen fra sin Fader. Dertil anvendte han de skammeligste Midler, nemlig Bagtalelse og Hykleri. Naar Nogen kom 61for at klage hos Kongen over nogen Uret, saa gav han sig i Samtale med ham og sagde: Du har en retfærdig Sag, men der er ingen, som skaffer dig din Ret. Havde jeg mere Magt, saa skulde det gaae bedre. Naar Nogen nedbøiede sig for ham, saa tog han ham ved Haanden, reiste ham op og kyssede ham. Ved saaledes at smigre for Folket forførte han en Mængde til Oprør. Han vovede aabenbart at sætte sig op mod sin Fader, og lod sig selv udraabe til Konge. David maatte flygte fra Jerusalem tilligemed hans troe Tjenere. Han gik grædende, og alle som saae ham, de græd med ham.

Gud straffer det ulydige Barn.

Absalon følede ingen Anger over den Sorg han paaførte sin Fader. Tvertimod lavede han sig til Krig imod ham. David havde nu ogsaa faaet en Mængde paa sin Side, og det kom til et blodigt Slag imellem Faderen og Sønnen. Denne tabte Slaget og flygtede. David havde befalet, at Absalon skulde skaanes, men Guds Straf var over den ugudelige Søn. I det han med største Hast reed under et stort Træ, blev han hængende, og Mulæselet, som han sad paa, løb fra ham. Man mener, 62at det skjønne Haar, hvorover han ofte havde glædet sig, var den uventede Hindring i hans Flugt, og at det havde slaaet sig om en af Grenene. Joab skyndte sig derhen, og gjennemstak ham med tre Spyd.

Absalon havde være lykkelig, dersom han selv havde troet at være det. Han skjønnede ikke paa sin Lykke; derved blev han en ulykkelig Taabe.

Da David fik sin Søns Død at vide, blev han overmaade sorrigfuld, græd og raabte: Min Søn Absalon! min Søn, min Søn Absalon! gid jeg var død i dit Sted! Absalon! min Søn! min Søn!

Efterat David havde regjeret i fyrgetyve Aar, døede han, og hans Søn Salomon blev Konge efter ham.

58

Enskjønt David ble konge etter Saul, ble han dog meget bedrøvet, da han fikk budskap om Sauls død; men især var det ham en stor sorg, at hans venn Jonathan også var falt. Da han siden fikk vite, at der ennå levde en sønn av Jonathan, som hette Mefiboseth og var krøpling, så tok han ham til seg. For mot sønnen å gjengjelde Faderens vennskap, ga han ham alle hans bestefars Sauls jorder, og sa, at han stedse skulle spise ved Kongens bord.

David ble en mektig konge. Han var lykkelig i de kriger, som han førte mot Landets fiender. Han overholdt loven, elskede religionen, og ønsket å gjøre sin undersåtter lykkelige. Han digtede mange salmer, og ville ha bygget Herren et prektig tempel; men dette måtte han overlate til sin sønn og Eftermand.

David gjør hva han må angre, så lenge han lever.

David begikk engang to gruelige synder. Han stod en aften på taket av sitt hus, og ble vaer en meget deilig kvinne, som badede 59seg. Han sendte bud etter henne. Hun hette Bathseba, og hennes mann Urias var ute ved Krigshæren. Hun kom til Kongen. Han forførte henne til å bli hennes mann utro. David skrev til feltherren Joab, at Urias skulle komme hjem. Urias kom. David tok meget nådig imot ham, og spurte hvorledes det stod til ved Krigshæren. Siden sendte han Urias tilbake med et brev til Joab. Brevets innhold var, at Urias i neste slag skulle stilles foran og forlates av de andre, at han måtte falle og dø. Det skjedde etter Davids Befaling. Urias falt i slaget, og David tok Bathseba til hustru.

Etter synd kommer sorg.

Noen tid deretter kom profeten Nathan til David, og fortalte ham denne Tildragelse: Der er to menn i en by. Den ene er rik, den annen fattig. Den rike har talrige Hjorder; den Fattige hadde kun et eneste lam, der åt av hans brød, drakk av hans skål, lå i hans Skjød, og var ham inderlig kjært. Der kom en reisende mann til den rike. Han ville ikke miste ett av sine mange får og lam, men tok den Fattiges eneste lam, slagtede det, og lavede mat derav til sin gjest. David ble nå meget vred over denne skammelige gjerning, og sa: den mann er 60dødsens, og han skal betale det lam firedobbelt. Nathan svarte frimodig: Du er mannen. Fra Urias tok du hans hustru, og ham selv lot du drepe. David ble forskrekket, hans samvittighet våknet, han angret sin synd, og bad inderlig til Gud om nåde.

Ulykkelig er den, som har ulydige barn.

Davids Søn Absalon forvoldte sin far de største lidelser. Han var en deilig yngling, hadde et skjønt langt hår, og var meget veltalende. Han var Davids yndling; men Faderens store kjærlighet til ham ble ikke lønnet med Gjenkjærlighed. Absalons oppdragelse var forsømt. Han hadde for meget rådet seg selv, og var blitt egensindig, overmodig og falsk. Han syntes å være født til lykke, men hans dårlige egenkjærlighet gjorde ham ulykkelig. Han hadde det ugudelige forsett, å røve kronen fra sin far. Dertil anvendte han de skammeligste midler, nemlig baktalelse og hykleri. Når noen kom 61for å klage hos Kongen over noen urett, så ga han seg i samtale med ham og sa: Du har en rettferdig Sag, men der er ingen, som skaffer deg din rett. Hadde jeg mer makt, så skulle det gå bedre. Når noen nedbøyde seg for ham, så tok han ham ved hånden, reiste ham opp og kysset ham. Ved således å smigre for folket forførte han en mengde til opprør. Han vovede åpenbart å sette seg opp mot sin far, og lot seg selv utrope til konge. David måtte flykte fra Jerusalem tillikemed hans tro tjenere. Han gikk gråtende, og alle som så ham, de gråt med ham.

Gud straffer det ulydige barn.

Absalon følte ingen anger over den sorg han påførte sin far. Tvertimod lavet han seg til krig imot ham. David hadde nå også fått en mengde på sin side, og det kom til et blodig slag imellom Faderen og Sønnen. Denne tapte slaget og flyktet. David hadde befalt, at Absalon skulle skånes, men Guds Straf var over den ugudelige sønn. I det han med største hast red under et stort tre, ble han hengende, og muleselet, som han satt på, løp fra ham. Man mener, 62at det skjønne hår, hvorover han ofte hadde gledet seg, var den uventede hindring i hans flukt, og at det hadde slått seg om en av grenene. Joab skyndte seg derhen, og gjennemstak ham med tre spyd.

Absalon hadde være lykkelig, dersom han selv hadde trodd å være det. Han skjønte ikke på sin lykke; derved ble han en ulykkelig tåpe.

Da David fikk sin Søns død å vite, ble han overmåte sorrigfuld, gråt og ropte: Min sønn Absalon! min sønn, min sønn Absalon! gid jeg var død i ditt sted! Absalon! min sønn! min sønn!

Etter at David hadde regjert i fyrgetyve år, døde han, og hans sønn Salomon ble konge etter ham.