49

Israeliterne boede i Kanaan henimod Firehundrede Aar, førend de fik Konger til at regjere over sig. De havde imidlertid Dommere. Den sidste af disse var Samuel. Han var en retsindig og gudfrygtig Mand. Han havde to Sønner, men endskjønt han havde foregaaer dem med godt Exempel, saa traadte de dog ikke i deres Faders Fodspor.

50Da Samuel blev gammel vilde Israeliterne have en Konge, ligesom alle de andre tilgrændsende Folk. Den første Konge hedte Saul, og Samuel salvede ham. Han var en smuk Mand, eet Hoved høiere end alt Folket; men han var kommen af ringe Stand. I Begyndelsen var Mængden tilfreds med ham. Dog var der Nogle, som foragtede ham; men han lod som han ikke mærkede det. Da han siden efter fik Seier over Ammoniterne, blev Krigshæren saa fornøiet med ham, at der var Nogle, som vilde, at de skulde dræbes, som forhen havde foragtet ham. Men Saul sagde: Idag skal ingen døe, da Gud har givet os Lykke og Seier.

David spiller for Saul.

Sauls gode Sindelav blev siden meget forandret. Han blev ulydig mod Gud, og plagedes ofte af ondt Lune. En af hans Tjenere raadede ham at fornøie sig med Musik. Der var en ung Hyrde ved Navn David, som kunde spille paa Harpe. Han blev hentet, og Kongen tog naadig imod ham. Naar det onde Lune plagede Saul, da spillede David for ham, og saa blev det bedre med ham.

Den store Goliath.

Saul fik Krig med Filisterne. Iblandt disse 51var der en Kjæmpe ved Navn Goliath. Han havde et stort Legeme og megen Styrke, og indbildte sig at være uovervindelig. Hver Dag spurgte han, om ingen Israelit vilde slaaes med ham; og da ingen turde, saa spottede han baade Israeliterne og deres Gud. Kong Saul bekjendtgjorde, at den, som kunde overvinde Kjæmpen, skulde faae hans Datter og mange Penge til.

Den Mindre overvinder den Større.

David var igjen hos sin Fader, og tre af de ældre Brødre tjente som Soldater. Faderen sendte ham til Leiren med Fødevarer til Brødrene. Der fik han høre om Goliath, og hvad Kongen havde lovet. Han var strax villig til at gaae mod Kjæmpen. Hans ældste Broder blev vred paa ham, og sagde at han var hovmodig og indbildsk. Kongen gjorde ham den Indvending, at han var for ung til at gaae mod en saa stor og stærk Kjæmpe. David svarede, at han som Hyrde havde dræbt en Løve, og en Bjørn; og at Gud, som før havde hjulpet ham, vilde ogsaa hjælpe ham nu. Kongen gav ham da sit Samtykke. David tog nu sin Stav og sin Slynge, og i sin Hyrdepose lagde han fem runde Stene. Dermed gik han imod Kjæmpen. Da Goliath saae ham komme, begyndte han at 52bande og true. Med Haab om Guds Hjælp gik David nærmere, lagde en Steen i Slyngen, og kastede den lige i Kjæmpens Pande, saa at han faldt død ned paa Jorden. Saa sprang David hen, tog Kjæmpens eget Sværd, afhuggede hans Hoved dermed, og bar det hen til Kongen.

Saul vil dræbe David.

Filisterne bleve forskrækkede, og begyndte at flygte. Kongen forfulgte dem. Mange af dem bleve ihjelslagne, og deres Leir blev plyndret. For denne Seier fik David større Roes end Saul, hvorover denne blev misundelig og fik Had til David. Han holdt ikke heller sit Løfte, men gav sin ældste Dotter til en anden. Da hans anden Dotter Mikol elskede David, saa tilbød Saul ham hende med den Betingelse, at han først skulde slaae Hundrede Filister ihjel; thi han tænkte, at David blev heller selv ihjelslaaet af dem. David overvandt to Hundrede og fik Mikol. Desuagtet havde Saul det Forsæt at dræbe ham. En Dag spillede han for Kongen. Denne tog et Spyd og kastede det efter ham. David bøiede sig, Spydet gik forbi ham, og stod fast i Væggen. Siden maatte han stedse vogte sig for Saul. Ved Mikols Hjælp flygtede han bort og skjulte sig.

Jonathan og David.

Saul havde en meget elskværdig Søn, som hedte Jonathan. Da han og David lærte at kjende hinanden, bleve de oprigtige Venner, 53og gjorde en Pagt imellem sig, at de vilde være hverandre troe indtil Døden. Jonathan talede ofte godt for David hos sin Fader, og han advarede hiin, naar han mærkede at denne vilde dræbe ham. Saul blev meget vred paa Jonathan for hans redelige Venskab mod David, og engang havde han saa nær dræbt sin egen Søn, da han i Ubesindighed kastede et Spyd efter ham. Da Jonathan og David endelig maatte skilles ad, fornyede de deres Pagt, og græd begge, især David. Det var ogsaa den sidste Gang de saae hverandre i dette Liv.

David kan dræbe Saul, men vil ikke.

David maatte skjule sig i Ørkener og Huler, fordi Saul søgte efter ham med en Hob bevæbnede Mænd. Engang kom Saul endog ind i en Hule, hvori David og hans Folk havde skjult sig. Da han ikke saae dem, lagde han sig til at sove. Davids Mænd raadede ham nu at dræbe sin Fiende. Han vilde ikke, og forbød tillige dem at gjøre ham noget Ondt. Men ganske stille gik han hen, og skar et Stykke af Kongens Kappe. Siden gik David ud, og raabte efter ham, viste ham Stykket af hans Kappe og sagde: Min Herre! min Konge! 54hvorfor troer du dem som sige, at jeg søger din Ulykke? See her et Stykke af din Kappe i min Haand, og betænk hvad jeg kunde have gjort, om jeg havde vildet. Saul blev nu overbeviist om Davids Uskyldighed, tilstod at have fornærmet ham, og med Taarer velsignede ham. Han reiste hjem med sine Folk, og lod af at forfølge David.

David vil og kan dræbe Nabal, men gjør det ikke.

Mens David saaledes vankede omkring, led han engang Mangel paa Fødevarer. Han var da i Nærheden af en rig Mand, som hedte Nabal, og eiede tre tusinde Faar og tusinde Geder. Han fik høre at Nabal paa den Tid lod sine Faar klippe, og dertil, efter Landets Skik, gjorde et Gjestebud. Han og hans Folk havde været tjenstfærdige mod Nabals Hyrder. Han ventede derfor, at Nabal igjen vilde hjælpe ham. Han sendte da nogle af sine Folk hen til den rige Mand. I Davids Navn bade de om nogle Fødevarer til ham og hans Folk. Nabal blev vred, vilde slet intet give dem, og lod dem gaae tilbage med et meget bittert Svar. David havde nylig viist sig forsonlig mod Saul, men nu foresatte han sig uforsonligen at hævne sig paa Nabal. Han gav sig derfor paa Veien med en heel Hob Bevæbnede.

Nabal var selv en Daare, men han havde en meget forstandig og klog Hustru ved Navn Abigael. Da hun fik at høre, hvorledes hendes Mand 55havde opført sig mod Davids Folk, blev hun forskrækket. Hastig samlede hun nogle Fødevarer, og lod dem lægge paa Asener. Hun og nogle af hendes Folk reiste dermed David imøde. Saasnart hun saae ham, sprang hun ned af Asenet, som hun reed paa. Da hun kom til ham, kastede hun sig ned for hans Fødder. Hun bad om Tilgivelse for hendes Mand, og at han ikke vilde forsmaae de Foræringer hun bragte med sig. Denne forstandige Qvinde behagede David. Han takkede Gud, fordi hun var kommen ham imøde, og ved hendes Klogskab forhindrede ham fra at udgyde Blod. Han velsignede hende derfor, og modtog Foræringerne. Da Nabal strax efter døede, tog David hende til Hustru.

Atter kan David dræbe Saul, men vil ikke.

Saul havde ikke alene taget sin Datter Mikol fra David og giftet hende med en anden Mand; men han begyndte endnu engang at forfølge ham med bevæbnede Folk. David var underrettet om hvor Saul var. Han tog en af sine Mænd, ved Navn Abisai, med sig, og gik om Natten hen til Sauls Leir. De fandt ham og alle hans Folk sovende. Ved Sauls Hovedgjerde stod en Vandkrukke og hans Spyd stukket i Jorden. Abisai vilde tage Spydet og stikke det igjennem Kongen, men David forbød ham det. Han befalede ham derimod at tage Spydet og Vandkrukken med sig. De gik Begge, uden at nogen vaagnede. Om Morgenen gik David op paa et Bjerg, og raabte til Sauls 56Mænd, at de burde straffes, fordi de ikke bedre bevogtede deres Konge. Han viste dem Spydet og Vandkrukken. Saul blev ogsaa denne Gang nødt til at have Agtelse for David. Han tilstod nu igjen at have gjort David Uret, og velsignede ham. David gik sin Vei, og Saul reiste hjem.

Følg heri Davids Exempel: Lad dig ikke overvinde af det Onde, men overvind det Onde med det Gode.

Saul bliver overtroisk og siden Selvmorder.

Nogen Tid derefter begyndte Filisterne igjen at føre Krig med Israeliterne Saul gik imod dem med sin Krigshær; men da han saae Fiendens Leir, blev han meget bange.

Han havde forhen forfulgt Spaamænd og Spaaqvinder, og straffet slige Bedragere. Nu faldt han selv til Overtro, og gik forklædt hen til en Spaaqvinde i Endor, for at spørge hende om Krigens Udfald. Da hun mærkede, at Saul var bleven bange og overtroisk, vilde hun 57hævne sig paa ham, og gjøre ham endnu mere bange. Hun lod som hun ikke kjendte ham, og gjorde den Indvending, at hun turde ikke spaae af Frygt for Saul. Han svoer hende da til, at hun trygt kunde gjøre det. Hun spurgte ham, hvem af de Døde han vilde have frem. Han svarede: Lad Samuel komme. Qvinden lod som hun saae Nogen, og som hun blev forskrækket. Hvorfor har du bedraget mig? sagde hun. Du er jo Saul. Han svarede hende: Frygt ikke. Siig mig alene hvad du seer. Selv saae han altsaa intet, og hun ikke heller; men hun indbildte ham, at hun saae en gammel Mand komme op af Jorden, klædt i en Kappe. Saul troede nu, at Samuel var opkommen, og han bøiede sig til Jorden. Derefter hørte han en Røst, som talede til ham, og spaaede ham lutter Ulykker. Denne Røst kom enten fra Spaaqvinden selv, eller fra En, som var skjult i Nærheden.

Sauls Angest forøgedes. En saa modløs Mand kunde neppe blive en lykkelig Anfører. Dagen derefter holdtes et Slag. Filisterne vandt. Jonathan og to andre af Sauls Sønner faldt. Han selv blev saaret. Da han ikke kunde flygte, befalede han sin Vaabendrager at dræbe ham. Denne vilde ikke dræbe sin Konge. For ikke at blive Filisternes Fange, dræbte han sig selv. Saa sørgelig Ende fik Sauls Regjering. I Begyndelsen 58fortjente han at roses, men siden at lastes og beklages.

49

Israelittene bodde i Kanaan henimot fire hundre år, før de fikk konger til å regjere over seg. De hadde imidlertid dommere. Den siste av disse var Samuel. Han var en rettsindig og gudfryktig mann. Han hadde to sønner, men enskjønt han hadde foregaaer dem med godt eksempel, så trådte de dog ikke i deres Faders fotspor.

50Da Samuel ble gammel ville israelittene have en konge, likesom alle de andre tilgrensende folk. Den første konge hette Saul, og Samuel salvet ham. Han var en smuk mann, ett hode høyere enn alt folket; men han var kommet av ringe stand. I begynnelsen var mengden tilfreds med ham. Dog var der Nogle, som foraktet ham; men han lot som han ikke merkede det. Da han siden etter fikk seier over Ammoniterne, ble Krigshæren så fornøyet med ham, at der var Nogle, som ville, at de skulle drepes, som forhen hadde foraktet ham. Men Saul sa: I dag skal ingen dø, da Gud har gitt oss lykke og seier.

David spiller for Saul.

Sauls gode sinnelag ble siden meget forandret. Han ble ulydig mot Gud, og plagedes ofte av ondt lune. En av hans tjenere rådde ham å fornøye seg med musikk. Der var en ung hyrde ved navn David, som kunne spille på harpe. Han ble hentet, og Kongen tok nådig imot ham. Når det onde lune plagede Saul, da spilte David for ham, og så ble det bedre med ham.

Den store Goliath.

Saul fikk krig med filisterne. Iblant disse 51var der en kjempe ved navn Goliath. Han hadde et stort legeme og mye styrke, og innbilte seg å være uovervinnelig. Hver dag spurte han, om ingen israelitt ville slås med ham; og da ingen turde, så spottet han både israelittene og deres Gud. Kong Saul bekjentgjorde, at den, som kunne overvinne kjempen, skulle få hans datter og mange penger til.

Den Mindre overvinner den Større.

David var igjen hos sin far, og tre av de eldre brødre tjente som soldater. Faderen sendte ham til leiren med fødevarer til brødrene. Der fikk han høre om Goliath, og hva Kongen hadde lovet. Han var straks villig til å gå mot kjempen. Hans eldste bror ble vred på ham, og sa at han var hovmodig og innbilsk. Kongen gjorde ham den innvending, at han var for ung til å gå mot en så stor og sterk kjempe. David svarte, at han som hyrde hadde drept en løve, og en Bjørn; og at Gud, som før hadde hjulpet ham, ville også hjelpe ham nå. Kongen ga ham da sitt samtykke. David tok nå sin stav og sin Slynge, og i sin Hyrdepose la han fem runde Steiner. Dermed gikk han imot kjempen. Da Goliath så ham komme, begynte han å 52bande og true. Med håp om Guds Hjælp gikk David nærmere, la en Steen i slyngen, og kastet den like i Kjæmpens panne, så at han falt død ned på jorden. Så sprang David hen, tok Kjæmpens eget sverd, afhuggede hans hode dermed, og bar det hen til Kongen.

Saul vil drepe David.

Filisterne ble forskrekket, og begynte å flykte. Kongen forfulgte dem. Mange av dem ble ihjelslagne, og deres leir ble plyndret. For denne seier fikk David større Roes enn Saul, hvorover denne ble misunnelig og fikk hat til David. Han holdt ikke heller sitt løfte, men ga sin eldste dotter til en annen. Da hans annen dotter Mikol elskede David, så tilbød Saul ham henne med den betingelse, at han først skulle slå hundre filister ihjel; thi han tenkte, at David ble heller selv ihjelslått av dem. David overvant to hundre og fikk Mikol. Desuagtet hadde Saul det forsett å drepe ham. En dag spilte han for Kongen. Denne tok et spyd og kastet det etter ham. David bøyde seg, spydet gikk forbi ham, og stod fast i veggen. Siden måtte han stedse vokte seg for Saul. Ved Mikols hjelp flyktet han bort og skjulte seg.

Jonathan og David.

Saul hadde en meget elskverdig sønn, som hette Jonathan. Da han og David lærte å kjenne hinannen, ble de oppriktige venner, 53og gjorde en pakt imellom seg, at de ville være hverandre troe inntil døden. Jonathan talte ofte godt for David hos sin far, og han advarte hin, når han merkede at denne ville drepe ham. Saul ble meget vred på Jonathan for hans redelige vennskap mot David, og engang hadde han så nær drept sin egen sønn, da han i ubesindighet kastet et spyd etter ham. Da Jonathan og David endelig måtte skilles ad, fornyet de deres pakt, og gråt begge, især David. Det var også den siste gang de så hverandre i dette Liv.

David kan drepe Saul, men vil ikke.

David måtte skjule seg i ørkener og huler, fordi Saul søkte etter ham med en hop bevæbnede menn. Engang kom Saul endog inn i en Hule, hvori David og hans folk hadde skjult seg. Da han ikke så dem, la han seg til å sove. Davids Mænd rådde ham nå å drepe sin fiende. Han ville ikke, og forbød tillike dem å gjøre ham noe Ondt. Men ganske stille gikk han hen, og skar et stykke av Kongens kappe. Siden gikk David ut, og ropte etter ham, viste ham stykket av hans kappe og sa: Min Herre! min konge! 54hvorfor tror du dem som si, at jeg søker din ulykke? Se her et stykke av din kappe i min hånd, og betenk hva jeg kunne ha gjort, om jeg hadde villet. Saul ble nå overbevist om Davids Uskyldighed, tilstod å ha fornærmet ham, og med tårer velsignet ham. Han reiste hjem med sine folk, og lot av å forfølge David.

David vil og kan drepe Nabal, men gjør det ikke.

Mens David således vanket omkring, led han engang mangel på fødevarer. Han var da i nærheten av en rik mann, som hette Nabal, og eide tre tusen får og tusen geiter. Han fikk høre at Nabal på den tid lot sine får klippe, og dertil, etter Landets skikk, gjorde et gjestebud. Han og hans folk hadde vært tjenstferdige mot Nabals hyrder. Han ventet derfor, at Nabal igjen ville hjelpe ham. Han sendte da noen av sine folk hen til den rike mann. I Davids navn ba de om noen fødevarer til ham og hans folk. Nabal ble vred, ville slett intet gi dem, og lot dem gå tilbake med et meget bittert svar. David hadde nylig vist seg forsonlig mot Saul, men nå foresatte han seg uforsonlig å hevne seg på Nabal. Han ga seg derfor på veien med en hel hop Bevæbnede.

Nabal var selv en dåre, men han hadde en meget forstandig og klok hustru ved navn Abigael. Da hun fikk å høre, hvorledes hennes mann 55hadde oppført seg mot Davids folk, ble hun forskrekket. Hastig samlet hun noen fødevarer, og lot dem legge på asener. Hun og noen av hennes folk reiste dermed David imøte. Så snart hun så ham, sprang hun ned av asenet, som hun red på. Da hun kom til ham, kastet hun seg ned for hans føtter. Hun bad om tilgivelse for hennes mann, og at han ikke ville forsmå de Foræringer hun brakte med seg. Denne forstandige kvinne behagede David. Han takket Gud, fordi hun var kommet ham imøte, og ved hennes klokskap forhindret ham fra å utgyte blod. Han velsignet henne derfor, og mottok foræringene. Da Nabal straks etter døde, tok David henne til hustru.

Atter kan David drepe Saul, men vil ikke.

Saul hadde ikke alene tatt sin datter Mikol fra David og giftet henne med en annen mann; men han begynte enda engang å forfølge ham med bevæbnede folk. David var underrettet om hvor Saul var. Han tok en av sine menn, ved navn Abisai, med seg, og gikk om natten hen til Sauls leir. De fant ham og alle hans folk sovende. Ved Sauls Hovedgjerde stod en Vandkrukke og hans spyd stukket i jorden. Abisai ville ta spydet og stikke det igjennom Kongen, men David forbød ham det. Han befalte ham derimot å ta spydet og vannkrukken med seg. De gikk Begge, uten at noen våknet. Om morgenen gikk David opp på et Bjerg, og ropte til Sauls 56Mænd, at de burde straffes, fordi de ikke bedre bevogtede deres konge. Han viste dem spydet og vannkrukken. Saul ble også denne gang nødt til å ha aktelse for David. Han tilstod nå igjen å ha gjort David Uret, og velsignet ham. David gikk sin vei, og Saul reiste hjem.

Følg heri Davids Exempel: La deg ikke overvinne av det Onde, men overvinn det Onde med det gode.

Saul blir overtroisk og siden selvmorder.

Noen tid deretter begynte filisterne igjen å føre krig med israelittene Saul gikk imot dem med sin Krigshær; men da han så Fiendens leir, ble han meget bange.

Han hadde forhen forfulgt spåmenn og spåkvinner, og straffet slike bedragere. Nå falt han selv til overtro, og gikk forkledd hen til en spåkvinne i Endor, for å spørre henne om Krigens utfall. Da hun merkede, at Saul var blitt bange og overtroisk, ville hun 57hevne seg på ham, og gjøre ham enda mer bange. Hun lot som hun ikke kjente ham, og gjorde den innvending, at hun turde ikke spå av frykt for Saul. Han svor henne da til, at hun trygt kunne gjøre det. Hun spurte ham, hvem av de Døde han ville ha frem. Han svarte: Lad Samuel komme. Kvinnen lot som hun så noen, og som hun ble forskrekket. Hvorfor har du bedraget meg? sa hun. Du er jo Saul. Han svarte henne: Frykt ikke. Si meg alene hva du ser. Selv så han altså intet, og hun ikke heller; men hun innbilte ham, at hun så en gammel mann komme opp av jorden, kledd i en kappe. Saul trodde nå, at Samuel var opkommen, og han bøyde seg til jorden. Deretter hørte han en røst, som talte til ham, og spådde ham lutter ulykker. Denne røst kom enten fra spåkvinnen selv, eller fra En, som var skjult i nærheten.

Sauls Angest forøgedes. En så motløs mann kunne neppe bli en lykkelig Anfører. Dagen deretter holdtes et slag. Filisterne vant. Jonathan og to andre av Sauls sønner falt. Han selv ble såret. Da han ikke kunne flykte, befalte han sin våpendrager å drepe ham. Denne ville ikke drepe sin konge. For ikke å bli Filisternes fange, drepte han seg selv. Så sørgelig ende fikk Sauls regjering. I begynnelsen 58fortjente han å roses, men siden å lastes og beklages.