45

Jakobs Efterkommere, som ogsaa kaldtes Israeliter, bleve med Tiden et meget talrigt Folk i Ægypten. Farao frygtede for, at de kunde blive alt for mægtige, og forene sig med hans Fiender. Han besluttede derfor at undertrykke dem. Han paalagde dem meget tungt Arbeide, og lod dem tvinge dertil med Hug og Slag. Siden befalede han Jordemødrene at dræbe alle Israeliternes Drengebørn, saasnart de vare fødte; men Jordemødrene vare gudfrygtige og lode de uskyldige Børn leve. Endeligen befalede han, at alle deres Drengebørn skulde kastes i Nilfloden.

En bekymret og klog Moder.

En israelitisk Qvinde, som havde faaet et Drengebarn, skjulte det hos sig i tre Maaneder. Nu turde hun ikke beholde det længere. Hun tog en Kurv og klinede den med Beg for at gjøre den beqvem til at flyde paa Vandet. I denne Kurv lagde hun sin lille Dreng, bar ham ned til Floden, og satte Kurven med Barnet i ud paa Vandet imellem Sivet, at ikke Strømmen skulde føre den bort. Drengens Søster stod noget derfra, for at see hvorledes det gik ham.

En god Kongedotter.

Strax efter kom Faraos Dotter ned til Floden, og saae Kurven. Hun lod den tage op af Vandet, og da 46hun fandt et grædende Barn i den, besluttede hun at lade det opdrage. Barnets Søster gik hen til Prinsessen og spurgte om hun skulde hente en Amme til den Lille. Prinsessen befalede hende at gjøre saa. Pigen hentede Barnets egen Moder, som nu med Glæde opammede ham.

Da han var bleven en stor Dreng, ledede Moderen ham hen til Prinsessen. Denne gav ham det Navn Moses, antog ham som sin Fostersøn, og lod ham lære meget.

Moses maa flygte.

Endskjønt Moses havde det godt ved Hoffet i Ægypten, glemte han dog ikke Israeliterne, men tænkte ideligen paa hvor plagede de vare. Endeligen blev det hans Beslutning at leve blandt hans eget Folk, og han forlod Hoffet. En Dag saae han, at en Ægypter slog en Israelit. Han blev saa vred, at han i Ubesindighed dræbte Ægypteren, og begrov ham i Sandet. Dagen efter vilde han forlige to Israeliter, som trættede. Den ene af dem sagde til ham: Hvo har sat dig til at være vor Dommer? Maaskee du vil gjøre med mig, som du gjorde med Ægypteren igaar? 47Moses mærkede nu, at hans Gjerning ikke kunde blive hemmelig. Han blev bange og flygtede til Landet Midian.

Moses i Midian.

En Aften sad han der ved en Brønd. En Præsts syv Døttre kom for at vande deres Faar. Da Hyrderne vilde støde dem bort, saa forsvarede Moses dem, og hjalp dem til at vande deres Hjord. Derved blev han og bekjendt med deres Fader, og blev siden gift med en af dem, som hedte Zippora. Her blev Moses i lang Tid; thi her levede han mere rolig og fornøiet, end ved det ægyptiske Hof. Dog kunde han ikke heller her forglemme sit Folks Elendighed. Endeligen fik han af Gud det vigtige Kald, at forløse Israeliterne fra deres Slaveri i Ægypten. Hans Broder Aron skulde hjælpe ham, og Gud lovede, at han vilde hjælpe dem Begge.

Moses udfører Israeliterne af Ægypten.

Moses reiste nu til Ægypten og talede med Farao. I Guds Navn begjerede han, at Israeliterne maatte faae Tilladelse til at reise ud i Ørken for at ofre. Kongen lod sig ikke bevæge, men befalede, at Israeliterne skulde plages endnu mere. Da lod Gud ti store Landeplager 48komme over Ægypten. Den tiende bestod deri, at alle Ægypternes Førstefødte døede i een Nat. Aftenen forud blev Paaskelammet spiist af alle Israeliter efter Guds Befaling. I hvert Huus blev slagtet et Lam, det blev stegt heelt, og de spiste det staaende og reisefærdige. Tillige blev anordnet, at Paaskelammet siden hvert Aar skulde spises til Erindring om deres Slaveri i Ægypten, og deres Forløsning derfra. I den samme Nat befalede Farao, at alle Israeliterne strax skulde reise ud af Ægypten, hvilket ogsaa skeede, og Moses var deres Anfører.

Naar Gud er med os, hvo kan da være imod os?

De vare ikke langt komne, førend Kongen igjen angrede derpaa, og reiste efter dem med en Krigshær. Han naaede dem, da de vare komne til det Røde Hav. Nu vare de i den største Angest, da de vare indsluttede mellem Havet paa den ene Side, og Krigshæren paa den anden Side. Gud hjalp dem af denne Fare. Vandet skiltes ad, saa at der blev tør Vei i Midten. Israeliterne kom lykkeligen over paa den anden Side. Farao vilde forfølge dem, men han druknede med hans hele Krigshær.

Ørken. Sinai. Nebo. Josva.

Derefter reiste Moses og hans Folk omkring i Arabiens Ørken i fyrgetyve Aar. Paa Bjerget 49Sinai fik Moses Loven af Gud. Den indeholdt Guds Bud til Israeliterne om det, de skulde gjøre og ikke gjøre. Den truer de Ulydige med Forbandelse, og lover de Lydige Velsignelse. Det fornemste af denne Lov var indbefattet i ti Bud, og var skrevet paa to Steentavler. Fordi Moses, efter Guds Befaling, bekjendtgjorde Israeliterne mange Love, derfor kaldes han deres Lovgiver. Ved Grændsen af Kanaans Land døede Moses paa Bjerget Nebo. Efter ham blev Josva Israeliternes Anfører. Han overvandt Een og Tredive hedenske Konger, og delede Landet Kanaan imellem Israeliternes tolv Stammer.

45

Jakobs Efterkommere, som også kaltes israelitter, ble med tiden et meget tallrikt folk i Ægypten. Farao fryktede for, at de kunne bli alt for mektige, og forene seg med hans fiender. Han besluttet derfor å undertrykke dem. Han paalagde dem meget tungt arbeide, og lot dem tvinge dertil med Hug og slag. Siden befalte han jordmødrene å drepe alle israelittenes Drengebørn, så snart de var fødte; men jordmødrene var gudfryktige og lot de uskyldige barn leve. Endelig befalte han, at alle deres Drengebørn skulle kastes i Nilfloden.

En bekymret og klok mor.

En israelitisk kvinne, som hadde fått et Drengebarn, skjulte det hos seg i tre måneder. Nå turde hun ikke beholde det lenger. Hun tok en kurv og klinede den med bek for å gjøre den bekvem til å flyte på vannet. I denne kurv la hun sin lille dreng, bar ham ned til Floden, og satte kurven med barnet i ut på vannet imellom sivet, at ikke strømmen skulle føre den bort. Drengens søster stod noe derfra, for å se hvorledes det gikk ham.

En god kongedatter.

Straks etter kom Faraos dotter ned til Floden, og så kurven. Hun lot den ta opp av vannet, og da 46hun fant et gråtende barn i den, besluttet hun å la det oppdra. Barnets søster gikk hen til prinsessen og spurte om hun skulle hente en amme til den Lille. Prinsessen befalte henne å gjøre så. Piken hentet Barnets egen mor, som nå med glede opammede ham.

Da han var blitt en stor dreng, ledede moren ham hen til prinsessen. Denne ga ham det navn Moses, antok ham som sin fostersønn, og lot ham lære meget.

Moses må flykte.

Enskjønt Moses hadde det godt ved hoffet i Ægypten, glemte han dog ikke israelittene, men tenkte ideligen på hvor plagede de var. Endelig ble det hans beslutning å leve blant hans eget folk, og han forlot hoffet. En dag så han, at en egypter slo en israelitt. Han ble så vred, at han i ubesindighet drepte egypteren, og begrov ham i Sandet. Dagen etter ville han forlike to israelitter, som trættede. Den ene av dem sa til ham: Hvo har satt deg til å være vår dommer? Maaskee du vil gjøre med meg, som du gjorde med egypteren i går? 47Moses merkede nå, at hans gjerning ikke kunne bli hemmelig. Han ble bange og flyktet til landet Midian.

Moses i Midian.

En aften satt han der ved en brønn. En prests syv døtre kom for å vande deres får. Da hyrdene ville støte dem bort, så forsvarede Moses dem, og hjalp dem til å vande deres hjord. Derved ble han og bekjent med deres far, og ble siden gift med en av dem, som hette Zippora. Her ble Moses i lang tid; thi her levde han mer rolig og fornøyet, enn ved det egyptiske Hof. Dog kunne han ikke heller her forglemme sitt Folks elendighet. Endelig fikk han av Gud det viktige kald, å forløse israelittene fra deres slaveri i Ægypten. Hans Broder Aron skulle hjelpe ham, og Gud lovede, at han ville hjelpe dem Begge.

Moses utfører israelittene av Ægypten.

Moses reiste nå til Ægypten og talte med Farao. I Guds navn begjærte han, at israelittene måtte få tillatelse til å reise ut i ørken for å ofre. Kongen lot seg ikke bevege, men befalte, at israelittene skulle plages enda mer. Da lot Gud ti store landeplager 48komme over Ægypten. Den tiende bestod deri, at alle Ægypternes Førstefødte døde i een natt. Aftenen forut ble påskelammet spist av alle israelitter etter Guds Befaling. I hvert hus ble slaktet et lam, det ble stekt helt, og de spiste det stående og reisefærdige. Tillike ble anordnet, at påskelammet siden hvert år skulle spises til erindring om deres slaveri i Ægypten, og deres forløsning derfra. I den samme natt befalte Farao, at alle israelittene straks skulle reise ut av Ægypten, hvilket også skjedde, og Moses var deres Anfører.

Når Gud er med oss, hvo kan da være imot oss?

De var ikke langt kommet, før Kongen igjen angret derpå, og reiste etter dem med en Krigshær. Han nådde dem, da de var kommet til det Røde hav. Nå var de i den største angst, da de var innesluttede mellom havet på den ene side, og Krigshæren på den annen side. Gud hjalp dem av denne fare. Vannet skiltes ad, så at der ble tør vei i midten. Israelittene kom lykkeligen over på den annen side. Farao ville forfølge dem, men han druknet med hans hele Krigshær.

Ørken. Sinai. Nebo. Josva.

Deretter reiste Moses og hans folk omkring i Arabiens ørken i fyrgetyve år. På Bjerget 49Sinai fikk Moses loven av Gud. Den inneholdt Guds bud til israelittene om det, de skulle gjøre og ikke gjøre. Den truer de Ulydige med forbannelse, og lover de Lydige velsignelse. Det fornemste av denne lov var innbefattet i ti bud, og var skrevet på to steintavler. Fordi Moses, etter Guds Befaling, bekjentgjorde israelittene mange Love, derfor kalles han deres lovgiver. Ved grensen av Kanaans land døde Moses på Bjerget Nebo. Etter ham ble Josva israelittenes Anfører. Han overvant Een og Tredive hedenske konger, og delede landet Kanaan imellom israelittenes tolv stammer.