43

Jobs Lykke var forgjængelig. Han tabte paa eengang al sin Velfærd. Der kom En til ham med det Budskab, at Røvere havde bortført hans Øxne og Æsler, og dræbt Hyrderne. Strax derefter kom en anden og lod ham vide, at Lynilden havde dræbt hans Faar og Drengene, som vogtede dem. Saa kom ogsaa den tredie og underrettede ham om, at Kaldæerne havde røvet bort hans Kameler, og dræbt de Drenge, som vare med dem. Og strax kom ogsaa den fjerde med det Budskab, at alle hans Børn havde været forsamlede hos hans ældste Søn, at en Storm havde omkastet Huset, og at de alle vare ihjelslagne. Alle disse store Uhæld bedrøvede Job meget; men han var dog taalmodig. Han velsignede Gud og sagde: Nøgen 44kom jeg til Verden, og nøgen forlader jeg den igjen. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!

Naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.

Endnu var der ikke Ende paa Jobs Lidelser. Alle hans Lemmer bleve fulde af Bylder, som forvoldte ham gruelige Smerter. I denne sørgelige Tilstand var der ingen som trøstede ham. Hans egen Hustru forøgede hans Lidelser ved hendes uforstandige Tale. Fire af hans Venner kom til ham for at trøste ham, men de bedrøvede ham kun, da de yttrede sig med, at hans Lidelser maatte være en Straf for hemmelige Synder. Job trøstede sig da selv dermed, at der dog vare To, som vidste hans Uskyldighed, nemlig: Gud og hans egen Samvittighed.

Endskjønt al jordisk Glæde syntes at være tabt for Job, saa blev dog alt hans Tab mere end oprettet, og han kom endnu til at nyde megen Glæde i Livet. Han fik sin Sundhed igjen, han fik atter ti Børn, og han blev dobbelt saa rig, som han før var.

43

Jobs lykke var forgjengelig. Han tapte på en gang all sin velferd. Der kom En til ham med det budskap, at røvere hadde bortført hans Øxne og esler, og drept hyrdene. Straks deretter kom en annen og lot ham vide, at Lynilden hadde drept hans får og drengene, som voktet dem. Så kom også den tredje og underrettet ham om, at Kaldæerne hadde røvet bort hans kameler, og drept de drenger, som var med dem. Og straks kom også den fjerde med det budskap, at alle hans barn hadde vært forsamlede hos hans eldste sønn, at en Storm hadde omkastet huset, og at de alle var ihjelslagne. Alle disse store uhell bedrøvede Job meget; men han var dog tålmodig. Han velsignet Gud og sa: Nøgen 44kom jeg til verden, og nøgen forlater jeg den igjen. Herren ga, Herren tok, Herrens navn være lovet!

Når nøden er størst, er hjelpen nærmest.

Ennå var der ikke ende på Jobs lidelser. Alle hans lemmer ble fulle av byller, som forvoldte ham gruelige smerter. I denne sørgelige tilstand var der ingen som trøstet ham. Hans egen hustru forøket hans lidelser ved hennes uforstandige Tale. Fire av hans venner kom til ham for å trøste ham, men de bedrøvet ham kun, da de ytret seg med, at hans lidelser måtte være en straff for hemmelige synder. Job trøstet seg da selv dermed, at der dog vare to, som visste hans uskyldighet, nemlig: Gud og hans egen samvittighet.

Enskjønt all jordisk glede syntes å være tapt for Job, så ble dog alt hans tap mer enn oprettet, og han kom ennå til å nyte mye glede i livet. Han fikk sin sunnhet igjen, han fikk atter ti barn, og han ble dobbelt så rik, som han før var.