Josef var den næstyngste af Jakobs Sønner, og en Søn af hans elskede Rakel. Hans Fader elskede ham fremfor de ti ældre, fordi han var bedre end de. Han gav ham smukkere Klæder, end de 31Andre. Det var en Feil af Josef, at han gjerne vilde fortælle sin Fader de andre Brødres slette Handlinger. Disse bleve derfor hans Fiender. Engang fortællede han en Drøm, han havde havt, nemlig at han og hans Brødre havde bundet Korn, og deres Neger havde bøiet sig for hans Neg. En anden Gang havde han drømt, at Solen, Maanen og elleve Stjerner bøiede sig for ham. Da fik hans Brødre endnu mere Had til ham.
Josef i Graven.
Jakob sendte ham engang ud i Marken til Brødrene for at høre, hvorledes det var med dem og Qvæget. Josef gik fornøiet, og forestillede sig ikke, hvad der forestod ham. Da Brødrene saae ham, sagde de: Der kommer Drømmeren; lader os slaae ham ihjel, saa forvolder han os ikke mere Fortred. Den ældste Broder Ruben forhindrede dette Forsæt, og sagde: Udgyder ikke Blod, men kaster ham heller i denne Grav. Der var Grave eller Brønde til at samle Vand i. Josef blev da kastet ned i en saadan dyb Grav, men som var tom. Rubens Hensigt var, at han siden vilde hjælpe ham op igjen.