27

Isaks Syn aftog saaledes efterhaanden i hans Alderdom, at han tilsidst blev næsten blind. En Dag sagde han til Esau: Tag dit Jagtredskab, gaae ud og skaf mig noget Vildt. Lav mig en god Ret Mad deraf, saa vil jeg velsigne dig førend jeg døer. Dette hørte Rebekka, og hun vilde heller, 28at Isak skulde først velsigne Jakob, da hun elskede denne mere end Esau. Hun overtalede derfor Jakob til at gaae i Esaus Sted, og give sig ud for Esau. Hun skyndte sig at tillave noget Kjødmad, og lod Jakob tage Esaus Klæder paa. Denne var lodden over sit hele Legeme; derfor bandt hun Skind om Jakobs Hals og Hænder, at han desmere kunde ligne Broderen. Da Jakob kom ind med Maden og begyndte at tale, spurgte den Gamle: Hvo er du? Jakob svarede: Jeg er Esau din Førstefødte, og har gjort som du sagde til mig. Isak spurgte ham: Hvorledes kunde du saasnart faae Vildt? Jakob svarede: Herren din Gud skikkede mig det. Da sagde Isak: Kom hid, jeg vil føle paa dig. Jakob gik hen til ham. Faderen følede paa ham og sagde: Røsten er Jakobs, men Hænderne ere Esaus. Oldingen spiste derefter af Maden og velsignede Jacob.

Jakob flygter.

Da Esau kom hjem fik han at vide hvad som var skeet. Han blev meget bedrøvet og vred. Han yttrede sig med, at han vilde slaae Jakob ihjel, for at hævne sig. Denne blev derover meget bange. Rebekka raadede ham at reise til hendes Broder Laban, for at undflye Esaus Hævn. 29Dette gjorde han. Laban tog vel imod ham, og lovede at give ham sin deilige Dotter Rakel til Hustru, naar han vilde tjene ham i syv Aar. Laban holdt ikke sit Løfte; thi han gav ham den ældste Dotter Lea. Endnu i syv Aar til maatte han tjene for at faae Rakel. Derefter blev han endnu i sex Aar hos Laban. Denne var en misundelig, gjerrig og karrig Mand, som søgte at forholde ham hans Løn; men Jakob erhvervede sig dog megen Eiendom. Da han nu havde været i tyve Aar hos Laban, reiste han til Kanaan igjen med sin Familie og sine Hjorder.

Esau og Jakob blive forligte igjen.

Paa Veien fik han vide, at Esau kom imod ham med Firehundrede bevæbnede Mænd. Han vidste med sig selv, at han to Gange havde fornærmet Esau, og at denne havde truet med at slaae ham ihjel. Han kunde ikke staae sig imod ham, ikke heller kunde han undgaae ham. Jakob var nu i den største Angest, og bad inderligen til Gud om Redning. Han sendte ogsaa nogle af sine Tjenere iforveien til Esau med en Mængde Qvæg til Foræring, nemlig: Tohundrede Geder, tyve Bukke, 30Tohundrede Faar, tyve Vædre, tredive Hunkameler med deres Føl, fyrgetyve Køer, ti Øxen, tyve Aseninder og ti Føl. Da Jakob siden saae Esau komme med sine Firehundrede Mænd, saa bøiede han sig til Jorden for sin Broder. Dennes Sindelav mod Jakob var forandret. Han løb mod ham, tog ham i Favn og kyssede ham. De græd begge af Glæde. Det var godt ikke alene for Jakob, at Esau var forsonlig og tilgav ham; men Esau var ogsaa selv glad derover. Han sagde derefter til Jakob: Hvad vil du med alt det Qvæg, som jeg mødte? Jeg har selv meget, min Broder! Behold du hvad dit er. Da Jakob bad ham meget, beholdt han Foræringen, og de skiltes ad som Venner.

Jakob blev ogsaa kaldet Israel. Han havde tolv Sønner, og blev Stamfader til det Folk, som siden kaldtes Israeliter efter ham.

27

Isaks syn avtok således etterhånden i hans alderdom, at han til sist ble nesten blind. En dag sa han til Esau: Ta ditt jaktredskap, gå ut og skaff meg noe vilt. Lav meg en god rett mat derav, så vil jeg velsigne deg før jeg dør. Dette hørte Rebekka, og hun ville heller, 28at Isak skulle først velsigne Jakob, da hun elsket denne mer enn Esau. Hun overtalte derfor Jakob til å gå i Esaus sted, og gi seg ut for Esau. Hun skyndte seg at tillave noe kjøttmat, og lot Jakob ta Esaus Klæder på. Denne var lodden over sitt hele legeme; derfor bandt hun skinn om Jakobs hals og hender, at han desmere kunne ligne broren. Da Jakob kom inn med maten og begynte å tale, spurte den Gamle: Hvo er du? Jakob svarte: Jeg er Esau din Førstefødte, og har gjort som du sa til meg. Isak spurte ham: Hvorledes kunne du så snart få vilt? Jakob svarte: Herren din Gud skikkede meg det. Da sa Isak: Kom hit, jeg vil føle på deg. Jakob gikk hen til ham. Faderen følte på ham og sa: Røsten er Jakobs, men hendene er Esaus. Oldingen spiste deretter av maten og velsignede Jacob.

Jakob flykter.

Da Esau kom hjem fikk han å vite hva som var skjedd. Han ble meget bedrøvet og vred. Han ytret seg med, at han ville slå Jakob ihjel, for å hevne seg. Denne ble derover meget bange. Rebekka rådde ham å reise til hennes bror Laban, for at undflye Esaus Hævn. 29Dette gjorde han. Laban tok vel imot ham, og lovede å gi ham sin deilige dotter Rakel til hustru, når han ville tjene ham i syv år. Laban holdt ikke sitt løfte; thi han ga ham den eldste dotter Lea. Ennå i syv år til måtte han tjene for å få Rakel. Deretter ble han ennå i seks år hos Laban. Denne var en misunnelig, gjerrig og karrig mann, som søkte å forholde ham hans Løn; men Jakob erhvervede seg dog mye eiendom. Da han nå hadde vært i tyve år hos Laban, reiste han til Kanaan igjen med sin familie og sine Hjorder.

Esau og Jakob bli forlikte igjen.

På veien fikk han vide, at Esau kom imot ham med fire hundre bevæbnede menn. Han visste med seg selv, at han to ganger hadde fornærmet Esau, og at denne hadde truet med å slå ham ihjel. Han kunne ikke stå seg imot ham, ikke heller kunne han unngå ham. Jakob var nå i den største angst, og bad inderligen til Gud om redning. Han sendte også noen av sine tjenere i forveien til Esau med en mengde kveg til Foræring, nemlig: To hundre geiter, tyve Bukke, 30to hundre får, tyve Vædre, tretti hunnkameler med deres føl, fyrgetyve Køer, ti øksen, tyve Aseninder og ti føl. Da Jakob siden så Esau komme med sine fire hundre menn, så bøyde han seg til jorden for sin bror. Dennes sinnelag mot Jakob var forandret. Han løp mot ham, tok ham i favn og kysset ham. De gråt begge av glede. Det var godt ikke alene for Jakob, at Esau var forsonlig og tilgav ham; men Esau var også selv glad derover. Han sa deretter til Jakob: Hva vil du med alt det kveg, som jeg møtte? Jeg har selv meget, min bror! Behold du hva ditt er. Da Jakob bad ham meget, beholdt han foræringen, og de skiltes ad som venner.

Jakob ble også kalt Israel. Han hadde tolv sønner, og ble Stamfader til det folk, som siden kaltes israelitter etter ham.