«Førend Statholderne afgik til sine Provinser, fandt Senatet for godt, at Konsulen Lucius Postumius skulde begive sig til Campanien, for at fastsætte Grænserne mellem Statens og de private Landejendomme; det var nemlig vitterligt, at Privatmand ved lidt efter lidt at fremskyde Grænseskjellene tilvendte sig af hine betydelige Stykker. Postumius, der var opbragt paa Prænestinerne, fordi der ikke, da han engang som Privatmand havde besøgt deres Stad for at forrette et Offer i Fortunas Tempel, var bleven vist ham nogen Opmærksomhed hverken efter offentlig Foranstaltning eller af Private, skrev før sin Afrejse til Præneste, at Øvrigheden havde at drage ham imøde, at gjøre Kvarter istand paa offentlig Bekostning til hans Modtagelse og holde Skyds færdig til ham, naar han forlod Stedet. Før denne Konsul havde Ingen ved nogensomhelst Lejlighed voldt Bundsforvanterne Besvær eller Bekostning. Netop derfor udstyredes Øvrighederne med Muldyr, Telte og alskens andre Fornødenheder, for at de ikke skulde paalægge Bundsforvanterne slige Udredsler. De stod i private Gjestevenskabsforhold, som de vedligeholdt ved Venlighed og Forekommenhed, og i Rom stod deres Huse aabne for de Gjestevenner, hos hvem de selv plejede at tage ind. Blev Nogen i et pludseligt Ærinde skikket et- eller andetstedshen, tilsagde han i de Byer, hvorigjennem Rejsen skulde gaa, en enkelt Hest; videre Omkostninger foraarsagede ikke de romerske Embedsmænd Bundsforvanterne. Sin Harme over den ham tilføjede Krænkelse burde Konsulen, om den end havde været nok saa beføjet, dog ikke, medens han var i sit Embede, have givet Luft; hans uretmæssige Fordring gav nu i Forening med Prænestinernes enten altfor beskedne eller frygtsomme Taushed, hvorved det første Skridt fik Skin af at være bleven godkjendt, Statens Embedsmænd Ret til slige Fordringer, som daglig blev mere og mere trykkende.»