4. Af det Tydske.
5. Til Glæden.
Glæde, Straale fra den Høie!Engel, som fra Himlen kom!Kraft opflammer Støvets Øie,saligt i din Helligdom.Din Samdrægtighed forbinderAlt hvad Fordom søndersled;Hyrden Ven i Fyrsten finder,naar fra Gud Du smiler ned.
Favn mod Favn, I Millioner!Broderligt hvert Hjerte slaa!Over Stjerners Himmelblaavist en kjærlig Fader throner.
Hvo det sjeldne Held ei savner,varmt at kaldes Vennens Ven,Hvo en elsket Viv omfavner,juble Tak mod Himmelen!Ja selv Den, som kun kan sige:”der var Een, som var mig kjær . . .“Hvo som ei det kan, han snigeaf vor Kreds med Skam sig her!
Jordens vidtudstrakte Zoner!hylder Glædens Sympathi!394Zu den Sternen leitet sie,wo der Unbekannte thronet.
Freude trinken alle Wesenan den Brüsten der Natur;alle Guten, alle Bösenfolgen ihrer Rosenspur.Küsse gab sie uns und Reben,einen Freund, geprüft im Tod;Wollust ward dem Wurm gegeben,und der Cherub steht vor Gott.
Ihr stürzt nieder, Millionen!Ahnest du den Schöpfer, Welt?Such’ ihn überm Sternenzelt!Ueber Sternen muß er wohnen.
Freude heißt die starke Federin der ewigen Natur.Freude, Freude treibt die Räderin der großen Weltenuhr.Blumen lockt sie aus den Keimen,Sonnen aus dem Firmament,Sphären rollt sie in den Räumen,die des Sehers Rohr nicht kennt.
Froh, wie seine Sonnen fliegendurch des Himmels prächt’gen Plan,laufet, Brüder, eure Bahn,freudig, wie ein Held zum siegen!
Aus der Wahrheit Feuerspiegellächelt sie den Forscher an.Zu der Tugend steilem Hügelleitet sie des Dulders Bahn.395Ved dens Guddom hæves vidid, hvor den Ukjendte throner.
Glæde drikke Jordens Slægterved Naturens Moderbryst.Ingen venlig Sjel hun negterDraaber af sin Ungdomslyst.Os en trofast Ven i Døden,Viin og Kys gav hendes Bud;Ormen fryder Sandsegløden,og Cheruben staaer for Gud.
Styrter ned, I Millioner!Føler du en Skaber, Jord?Søg ham over Stjernechor!Vist han over Stjerner throner.
Glæden er den Fjær, som spænderevig liflige Natur.Glæde, Glæde Hjulet venderi det store Verdensuhr.Blomstret den af Knoppen hyller;Sole paa det hvalte Blaa,Kloder den i Rummet tryller,som ei Støvets Øie saae.
Fro, som Almagts Sole vandregjennem Himlens Hvælving feir,liig en freidig Helt til Seir,iler Banen med hverandre!
Gjennem Sandhedsspeilet smilerGlæden til sin Forskers Held.Pligtens Ven, som aldrig hviler,leder hun paa Dydens Fjeld.
396Auf des Glaubens Sonnenbergesieht man ihre Fahnen wehn,durch den Riß gesprengter Särgesie im Chor der Engel stehn. — —
(Fr. v. Schiller.)
4. Af det Tydske.
5. Til Glæden.
Glæde, Straale fra den Høie!Engel, som fra Himlen kom!Kraft opflammer Støvets Øie,saligt i din Helligdom.Din Samdrægtighed forbinderAlt hvad Fordom søndersled;Hyrden Ven i Fyrsten finder,naar fra Gud Du smiler ned.
Favn mod Favn, I Millioner!Broderligt hvert Hjerte slaa!Over Stjerners Himmelblaavist en kjærlig Fader throner.
Hvo det sjeldne Held ei savner,varmt at kaldes Vennens Ven,Hvo en elsket Viv omfavner,juble Tak mod Himmelen!Ja selv Den, som kun kan sige:”der var Een, som var mig kjær . . .“Hvo som ei det kan, han snigeaf vor Kreds med Skam sig her!
Jordens vidtudstrakte Zoner!hylder Glædens Sympathi!394Zu den Sternen leitet sie,wo der Unbekannte thronet.
Freude trinken alle Wesenan den Brüsten der Natur;alle Guten, alle Bösenfolgen ihrer Rosenspur.Küsse gab sie uns und Reben,einen Freund, geprüft im Tod;Wollust ward dem Wurm gegeben,und der Cherub steht vor Gott.
Ihr stürzt nieder, Millionen!Ahnest du den Schöpfer, Welt?Such’ ihn überm Sternenzelt!Ueber Sternen muß er wohnen.
Freude heißt die starke Federin der ewigen Natur.Freude, Freude treibt die Räderin der großen Weltenuhr.Blumen lockt sie aus den Keimen,Sonnen aus dem Firmament,Sphären rollt sie in den Räumen,die des Sehers Rohr nicht kennt.
Froh, wie seine Sonnen fliegendurch des Himmels prächt’gen Plan,laufet, Brüder, eure Bahn,freudig, wie ein Held zum siegen!
Aus der Wahrheit Feuerspiegellächelt sie den Forscher an.Zu der Tugend steilem Hügelleitet sie des Dulders Bahn.395Ved dens Guddom hæves vidid, hvor den Ukjendte throner.
Glæde drikke Jordens Slægterved Naturens Moderbryst.Ingen venlig Sjel hun negterDraaber af sin Ungdomslyst.Os en trofast Ven i Døden,Viin og Kys gav hendes Bud;Ormen fryder Sandsegløden,og Cheruben staaer for Gud.
Styrter ned, I Millioner!Føler du en Skaber, Jord?Søg ham over Stjernechor!Vist han over Stjerner throner.
Glæden er den Fjær, som spænderevig liflige Natur.Glæde, Glæde Hjulet venderi det store Verdensuhr.Blomstret den af Knoppen hyller;Sole paa det hvalte Blaa,Kloder den i Rummet tryller,som ei Støvets Øie saae.
Fro, som Almagts Sole vandregjennem Himlens Hvælving feir,liig en freidig Helt til Seir,iler Banen med hverandre!
Gjennem Sandhedsspeilet smilerGlæden til sin Forskers Held.Pligtens Ven, som aldrig hviler,leder hun paa Dydens Fjeld.
396Auf des Glaubens Sonnenbergesieht man ihre Fahnen wehn,durch den Riß gesprengter Särgesie im Chor der Engel stehn. — —
(Fr. v. Schiller.)