Ved Oversættelse deelagtiggjøres den ene Literatur i den andens Frembringelser, og naar de ere vellykkede, indtage de en særdeles nyttig og hæderlig Plads i Literaturen. Dertil fordres, navnlig ved Oversættelser af Digterarbeider, foruden Smagfuldhed, Kjendskab til det fremmede Sprog og Herredømme over sit eget, især den Digterne egne Evne, at kunne fatte og ramme den Idee i sin intuitive Nøgenhed, som den fremmede Digter har forsøgt at udtrykke gjennem sit Sprog. Tanken, ikke saameget Udtrykket, er det, som skal gjengives. Derfor ere virkelige Digtere de bedste Oversættere af fremmede Digtere, og Andre burde ikke befatte sig dermed. Egentlige Veltalenhedsværker kræve ogsaa levende Opfatning og Gjengivelsestalent.
Hvad vort Sprog angaaer, da synes det ret bekvemt endog for den poetiske Oversætter, omendskjøndt det hidtil autoriserede Skriftsprog langtfra er rigt paa Riim. Det har nemlig en eiendommelig Bekvemhed for Ordsammensætninger, og dersom den norske Oversætter ikke vil være alt for frygtsom for at bruge udtryksfulde Ord af det rige Modersmaal, skulde det være en vanskelig Original, som han ikke skulde kunne gjengive saa nøie som f. Ex. Afspeilingen i Vandet af et Træ er det, som pranger paa Kysten. Mere kan man ikke forlange, og almindeligviis er Oversættelsen i samme Forhold, som med Træet, en mattere Afspeiling af Originalen, uagtet der kan være enkelte Tanker, som ere skjønnere og klarere gjengivne i hiin. Men dette er som Fund; med den Tanke, at levere heelt igjennem noget Bedre end Originalen, naar denne fortjener at oversættes, gaaer ingen skjønsom Oversætter til sit Arbeide.