— — “Det tør vistnok forudsættes, at et Samfund, der er forenet i fælles Kjærlighed til det fælles Fædreland, — vort store, herlige skandinaviske Norden, ikke uden levende Interesse har været Vidne til den følgerige Begivenhed der er indtraadt i dets Skjød, i det hiin alderstegne og hæderkronede Helt, hvis Klogskab det lykkedes, midt i det gamle Europa at begrunde et nyt Dynasti, er aftraadt fra Begivenhedernes Skueplads, — og idet af Nordens tre Kroner de tvende ere gaaede over til en Mand, som ved Sprog, Opdragelse, Sind og Færd ganske tilhører vort Norden, men ved sin Alder den nye Generation, for hvis Gjerning hans Liv og Virken ikke vil være uden Betydning. Jeg er i Sandhed ingenlunde tilbøielig til at overvurdere den Vigtighed, en Fyrstes Personlighed kan have for Folkenes Udvikling og Staternes Skjebne, og endnu mindre føler jeg mig hendragen til nogen altfor let og hurtig Tiltro til alle de vidtudseende Forhaabninger, der altid pleie at omleire en Thronarvings Thronbestigelse. Men desuagtet nærer jeg det Haab, at Historien har forbeholdt Kong Oskar af Sverige en ærefuld Andeel i den store sociale Reform, som dette Land langsomt, men sikkert, er modnet imøde, og hvis lykkelige Gjennemførelse vil udgjøre et af de betydningsfuldeste Afsnit i vort Nordens indre Udviklings Historie. Og ikke mindre venter jeg, at Kong Oskar af Norge ikke blot vil vorde dette Land en retfærdig, velsindet og ægte konstitutionel Konge, der vil bidrage Sit til, 366at dets lykkelige Forfatning kan udfolde alle de rige Spirer til Frihed og Velvære, den gjemmer i sit Skjød; men at han tillige, ved at fjerne ethvert Anstød, som kunde saare Nordmændenes saa vel erhvervede, og især saa vel forsvarede, Uafhængighed, vil vide at beseire de Hindringer, der hidtil have gjort dem noget tilbageholdne i, med fuld Fortrøstning og Hengivenhed at slutte sig til den Union, hvis dygtige og virksomme Udvikling hører til vort Nordens vigtigste Opgaver. Og hvorfor skulde vi fortie, hvad der dog ligger os alle paa Hjerte? - det Ønske, at Kong Oskar af Norge og Sverige med oprigtig Hu og kraftig Klogskab vil benytte enhver Leilighed — og de ville ikke udeblive — til alvorlig at imødekomme den aandige Tilknytning til vore Broderfolk, ved hvilken ogsaa Danmark stræber at indordne sig i den høiere Eenhed, hvorved det hele Norden først vil kunne indtage sin rette Plads i Folkenes Raad, først rettelig vil kunne fuldbyrde sin Opgave i Verdenshistoriens store Gjerning. Lykkes det Oskar at blive det faste Tilknytningspunkt for Nordens Friheds- og Eenhedsaand, — lykkes det ham at blive Skaberen af en, af al fremmed, og navnlig af al barbarisk, Indflydelse udfriet, nordisk, national Politik, — da vil han slutte sit Navn til Nordens bedste Heroer, og som Civilisationens Grændsevogter blive en Velgjører for hele Menneskeheden, — da vil hans Liv vorde betydningsfuldt og lykkeligt, og hans Ihukommelse leve i Velsignelse blandt de kommende Slægter. Dertil skjænke Kongernes Konge ham sin himmelske Indvielse! Kong Oskar den 1ste leve!”

(O. Lehmann. Af Kjøbenhavnerbladet “Fædrelandet.” 1844.)

— — “Det tør vistnok forutsettes, at et samfunn, der er forenet i felles kjærlighet til det felles fedreland, — vårt store, herlige skandinaviske Norden, ikke uten levende interesse har vært vitne til den følgerike begivenhet der er inntrådt i dets Skjød, i det hin alderstegne og hæderkronede helt, hvis klokskap det lyktes, midt i det gamle Europa å begrunne et nytt dynasti, er aftraadt fra begivenhetenes skueplass, — og idet av Nordens tre kroner de tvende er gått over til en mann, som ved språk, oppdragelse, sinn og ferd ganske tilhører vårt Norden, men ved sin alder den nye generasjon, for hvis gjerning hans liv og Virken ikke vil være uten betydning. Jeg er i sannhet ingenlunde tilbøyelig til å overvurdere den viktighet, en Fyrstes personlighet kan ha for Folkenes utvikling og Staternes skjebne, og enda mindre føler jeg meg hendragen til noen altfor lett og hurtig tiltro til alle de vidtudseende forhåpninger, der alltid pleie at omleire en tronarvings tronbestigelse. Men desuagtet nærer jeg det håp, at historien har forbeholdt Kong Oskar av Sverige en ærefull andel i den store sosiale Reform, som dette land langsomt, men sikkert, er modnet imøte, og hvis lykkelige gjennomførelse vil utgjøre et av de betydningsfulleste avsnitt i vårt Nordens indre utviklings historie. Og ikke mindre venter jeg, at Kong Oskar av Norge ikke blot vil vorde dette land en rettferdig, velsindet og ekte konstitusjonell konge, der vil bidra Sit til, 366at dets lykkelige forfatning kan utfolde alle de rike spirer til frihet og velvære, den gjemmer i sitt Skjød; men at han tillike, ved å fjerne ethvert anstøt, som kunne såre nordmennenes så vel erhvervede, og især så vel forsvarede, uavhengighet, vil vite å beseire de hindringer, der hittil have gjort dem noe tilbakeholdne i, med full fortrøstning og hengivenhet å slutte seg til den Union, hvis dyktige og virksomme utvikling hører til vårt Nordens viktigste oppgaver. Og hvorfor skulle vi fortie, hva der dog ligger oss alle på hjerte? - det ønske, at Kong Oskar av Norge og Sverige med oppriktig hu og kraftig klokskap vil benytte enhver leilighet — og de ville ikke utebli — til alvorlig å imøtekomme den aandige tilknytning til våre broderfolk, ved hvilken også Danmark streber å innordne seg i den høyere enhet, hvorved det hele Norden først vil kunne innta sin rette plass i Folkenes råd, først rettelig vil kunne fullbyrde sin oppgave i Verdenshistoriens store gjerning. Lykkes det Oskar å bli det faste tilknytningspunkt for Nordens Friheds- og enhetsånd, — lykkes det ham å bli skaperen av en, av all fremmed, og navnlig av all barbarisk, innflytelse udfriet, nordisk, national politikk, — da vil han slutte sitt Navn til Nordens beste heroer, og som sivilisasjonens grensevokter bli en velgjører for hele menneskeheten, — da vil hans liv vorde betydningsfullt og lykkelig, og hans Ihukommelse leve i velsignelse blant de kommende slekter. Dertil skjenke Kongernes konge ham sin himmelske innvielse! Kong Oskar den 1ste leve!”

(O. Lehmann. Av Kjøbenhavnerbladet “fedrelandet.” 1844.)