— — De seer, at der endnu er meget at ønske: endnu have vi fire splittede Stænderforsamlinger, endnu ingen fuldkommen Offentlighed i disses Forhandlinger (hvorlænge er det siden der først udgik kgl. Ordre til Finantsbestyrelsen, at de aarlige Finantsoverslag skulde offentliggjøres i rette Tid, det vil sige, inden vi have begyndt at bruge af Pengene, og hvorvidt ere vi endelig komne i denne Henseende?).. Men skulle vi for disse Hindringers Skyld lægge Hænderne i Skjødet? Jeg 364for min Deel mener Nei. Det forekommer mig at være en Modsigelse, inderligt at ønske Noget, og dog ikke stræbe efter at faae sit Ønske realiseret. Ja, var det endda barnagtige eller taabelige Ønsker, de fortjente jo ikke at opfyldes, men jeg troer ikke, at det skal siges om saadanne Ønsker, som en fri Forfatning, en fri Presse, Frihed til at tale sit Modersmaal inden sit Fædrelands Grændser osv. - Ønsker der have deres dybeste Rod i Folkets Bevidsthed. Desto beklageligere vilde det være, om det virkelig skulde være saa, at nogen Stænderdeputeret skulde, af Mistillid til Stænderinstitutionens Virksomhed, afholde sig fra at møde i dens Forsamlinger; thi han vilde derved skuffe den Tillid, hans Medborgere havde viist ham, maaskee hindre mangen en god Sags Fremme, ja muligen bestyrke Frihedens Modstandere i den Anskuelse, at Alting er mere end godt nok som det er, at Intet staaer tilbage at ønske, og at denne Mening næres af den store Masse af Folket, noget vi dog alle med os selv vide ikke at være Tilfældet. Det er derfor ikke ret troligt, at Nogen saaledes skulde have opgivet Haabet og med dette Modet; thi disse maae ikke svinde; derved vilde den gode Sag alt være opgiven. Dog, jeg er her kommen til det Punkt, som jeg ifjor udviklede for Dem, og jeg skal derfor ikke falde den ærede Forsamling besværlig med Gjentagelser; men i den fulde Overbeviisning, at af det Frø, som høisalig Kong Frederik ved Forordningen af 28de Mai 1831 nedlagde, vil, naar det vandes og pleies med Vedholdenhed, fremgaae en bedre Tingenes Tilstand for Danmark, og med det Ønske, at det danske Folk aldrig i Stænderforsamlingerne maa savne en stærk Repræsentation af Mænd, som, med Fædrelandets Vel for Øie, besidde Mod og Udholdenhed til at styre didhen, uanfægtede af Tidens Storme og Bølgeslag, skal jeg tillade mig 365at udbringe et Længe leve “for alle ædle, selvstændige, frisindede, høihjertede danske Stænderdeputerede.“

(Lassen. Tale ved 28de Maifesten 1844. Af Kjøbenhavnsbladet “Forposten.“)

— — De ser, at der ennå er meget å ønske: ennå har vi fire splittede stenderforsamlinger, ennå ingen fullkommen offentlighet i disses Forhandlinger (hvorlænge er det siden der først utgikk kgl. Ordre til finansbestyrelsen, at de årlige finansoverslag skulle offentliggjøres i rette tid, det vil si, innen vi har begynt å bruke av pengene, og hvorvidt er vi endelig kommet i denne Henseende?).. Men skulle vi for disse Hindringers skyld legge hendene i Skjødet? Jeg 364for min del mener Nei. Det forekommer meg å være en motsigelse, inderlig å ønske Noget, og dog ikke strebe etter å få sitt ønske realisert. Ja, var det enda barnaktige eller tåpelige ønsker, de fortjente jo ikke å oppfylles, men jeg tror ikke, at det skal siges om sådanne ønsker, som en fri forfatning, en fri presse, frihet til å tale sitt morsmål innen sitt fedrelands grenser osv. - Ønsker der har deres dypeste rot i Folkets bevissthet. Desto beklageligere ville det være, om det virkelig skulle være så, at noen Stænderdeputeret skulle, av mistillit til Stænderinstitutionens virksomhet, avholde seg fra å møte i dens forsamlinger; thi han ville derved skuffe den tillit, hans medborgere hadde vist ham, maaskee hindre mangen en god saks fremme, ja muligens bestyrke frihetens motstandere i den anskuelse, at Alting er mer enn godt nok som det er, at intet står tilbake å ønske, og at denne mening næres av den store masse av folket, noe vi dog alle med oss selv vide ikke å være tilfellet. Det er derfor ikke rett trolig, at noen således skulle ha oppgitt håpet og med dette motet; thi disse må ikke svinne; derved ville den gode Sag alt være opgiven. Dog, jeg er her kommet til det punkt, som jeg i fjor udviklede for Dem, og jeg skal derfor ikke falle den ærede forsamling besværlig med gjentagelser; men i den fulle overbevisning, at av det frø, som høisalig Kong Frederik ved forordningen av 28de mai 1831 nedla, vil, når det vannes og pleies med vedholdenhet, fremgå en bedre Tingenes tilstand for Danmark, og med det ønske, at det danske folk aldri i stenderforsamlingene må savne en sterk representasjon av menn, som, med Fædrelandets Vel for Øye, besitte mot og utholdenhet til å styre didhen, uanfektede av Tidens Storme og bølgeslag, skal jeg tillate meg 365å utbringe et lenge leve “for alle edle, selvstendige, frisinnede, høihjertede danske Stænderdeputerede.“

(Lassen. Tale ved 28de maifesten 1844. Av Kjøbenhavnsbladet “Forposten.“)