Ogsaa den didaktiske Poesi (belærende Digtning) er, ligesom den lyriske, af subjektiv Charakter, idet det er Digterens eget Indre, hans ved den valgte Gjenstand vakte Tanker og Følelser, som udgyde sig. Det vigtigste ydre Mærke, hvorved didaktisk Poesi adskiller sig fra lyrisk, er, at den ikke betjener sig af nogen syngbar Versform, og det vigtigste indre er den Jevnvægt mellem Tanke og Følelse, som, i Modsætning til den egentlige lyriske Digtnings “Flugt”, den elegiskes “Følsomhed” og den idyllisk-lyriskes “Troskyldighed” (“Naivetet”) kaldes “den didaktiske Rolighed”. Til den didaktisk Poesi hører det egentlige Læredigt, den didaktiske Epistel, den didaktiske Satire, Sinddigtet og Fabel-Digtarterne (Fabelen, Allegorien o. s. v.). Ethvert didaktisk Digt har til Formaal digterisk at fremhæve almindelige Lærdomme og nyttige Forskrifter. Skeer det ikke digterisk, d. e. ved at fremstille Sandheden gjennem det Skjønne, i Tanker, Billeder og i Sprog, fortjener det ikke Navn af Digt; det bliver Prosa i Form af Vers, den kjedsommeligste og vansmageligste Aandsfrembringelse, som et Folks Literatur kan opvise. Den belærende Prosa har til Øiemed at overbevise; den belærende Poesi, gjennem det Skjønne at vække Følelsens livligere Interesse for Sandheder, Tanken allerede erkjender; og heri er det, at didaktiske og lyriske Poesier kunne gaae saa nær over i hinanden, at en didaktisk-lyrisk Digtning danner sig, hvori det Didaktiske er forherskende i Indholdet, men Versformen ganske lyrisk. Af denne Beskaffenhed er, foruden hvad der nedenfor exempelviis vil blive anført, f. Ex. flere af de syngbare “Sædelærer” imellem Zetlitz’s Almuesange.

Også den didaktiske poesi (belærende diktning) er, likesom den lyriske, av subjektiv karakter, idet det er dikterens eget indre, hans ved den valgte gjenstand vakte tanker og følelser, som utgyte seg. Det viktigste ytre merke, hvorved didaktisk poesi adskiller seg fra lyrisk, er, at den ikke betjener seg av noen syngbar versform, og det viktigste indre er den jevnvekt mellom tanke og følelse, som, i motsetning til den egentlige lyriske diktnings “flukt”, den elegiskes “følsomhet” og den idyllisk-lyriskes “troskyldighet” (“naivitet”) kalles “den didaktiske Rolighed”. Til den didaktisk poesi hører det egentlige læredikt, den didaktiske epistel, den didaktiske satire, Sinddigtet og Fabel-diktartene (fabelen, allegorien o. s. v.). Ethvert didaktisk dikt har til formål dikterisk å fremheve alminnelige lærdommer og nyttige forskrifter. Skeer det ikke dikterisk, d. e. ved å fremstille sannheten gjennom det Skjønne, i tanker, Billeder og i språk, fortjener det ikke Navn av dikt; det blir prosa i form av vers, den kjedsommeligste og vansmageligste åndsfrembringelse, som et Folks litteratur kan oppvise. Den belærende prosa har til øyemed å overbevise; den belærende poesi, gjennom det Skjønne å vekke Følelsens livligere interesse for sannheter, tanken allerede erkjenner; og heri er det, at didaktiske og lyriske Poesier kunne gå så nær over i hinannen, at en didaktisk-lyrisk diktning danner seg, hvori det Didaktiske er forherskende i innholdet, men versformen ganske lyrisk. Av denne beskaffenhet er, foruten hva der nedenfor eksempelvis vil bli anført, f. Ex. flere av de syngbare “Sædelærer” imellom Zetlitz’s Almuesange.