Sølvbæk! I Bølger milde,hvor hendes hulde Lemmerfandt Ro, den skjønneste, den elskte Pige!Green! hvor hun hvile vilde;ak! aldrig jeg det glemmer . .Du grønne Støtte for den Elskelige!Blomster! som Kjolens Flige140har gjemt, som sødt blev baaret,hvor Englebarmen svulmed!hellige Luft, som dulmed,mens gjennem dig det hulde Blik mig saared!ak, laaner hver mig Øre,min sidste sørgelige Sang at høre!

Vil Skjæbnen aldrig smile?vil Gud sig ei forbarme?Men slukker Elskovstaaren Øiets Lue,da lad mit Legem hvilei Eders Blomsterarme,naar Sjelen hist sit Hjem skal atter skue!Da kan ei Døden kue;i dunkle Dødens Egne,mens dette Haab mig glæder,jeg uforfærdet træder.Ja intet bedre Sted kan Læben blegne,og ingen Grav saa fromt og stille gjemmerde trætte Been, de kraftesløse Lemmer.

(A. Oehlenschläger.)

Sølvbekk! I bølger milde,hvor hennes hulde lemmerfant ro, den skjønneste, den elskte pike!Green! hvor hun hvile ville;ak! aldri jeg det glemmer . .Du grønne støtte for den Elskelige!Blomster! som Kjolens Flige140har gjemt, som søtt ble båret,hvor Englebarmen svulmet!hellige luft, som dulmet,mens gjennom deg det hulde blikk meg såret!ak, låner hver meg øre,min siste sørgelige sang å høre!

Vil skjebnen aldri smile?vil Gud seg ei forbarme?Men slukker elskovståren øyets lue,da la mitt legeme hvilei Eders Blomsterarme,når sjelen hist sitt hjem skal atter skue!Da kan ei døden kue;i dunkle Dødens Egne,mens dette håp meg gleder,jeg uforferdet trer.Ja intet bedre sted kan leppen blekne,og ingen grav så fromt og stille gjemmerde trette ben, de kraftesløse lemmer.

(A. Oehlenschläger.)