101

Her traf han mig — her i mit fulde Hjertefandt jeg den dødelige Piil,kun skrækkelig for Børn, kun følt af Daarer!Seer mig, Forsagte! seer, om spildte Taarervanære mig! Jeg fandt dem uden Smerte,og maaler Saaret med et roligt Smiil.

Se, var det ei til Saar, at evig Ordenbestemte Dødeliges Bryst?Den Kloge læger dem, men kun den Svageopirrer dem til Smerte ved sin Klage.Afvende, sorte Taarer Almagts Torden?Tilbagekalde Suk forsvunden Lyst?

Selv denne Kulde, denne Iis, som snigersig op til Hjertet med mit Blod,102den hædrer mig. At Solen rødmer, graaner,at Jorden vakler, flyer, at Livet daaner,det smerter ei; og dette Suk, som stigerdybt af mit Bryst, er Vidne til mit Mod.

Død! Arnsbach død! — Dag, som saa taus frembryder,du har ei fundet ham igjen.Tom er du, Dag! O du, som var min Glæde,hvor er du? Ak! men ti, du Drift at græde!Men siger mig, o I, hvis Taare flyder,er Han da død, og har jeg tabt min Ven?

O, at det ædleste, det bedste Hjerteslaaer ikke — evig ikke meer!Og Dyd skal aldrig, Gjenskin af den Høieskal aldrig straale fra det brustne Øie?..Hvad vil du, Taare? Ti, du Tolk af Smerte!Kan Suk besjele Mennesket af Leer?

Ak, kunde Graad, og blodig Graad, oplivemin Arnsbach! Asken af min Lyst!Men nei! den Død, som Intet kan forsone,har alt opreist sin skrækkelige Thronei Venskabs Helligdom! Hvo kan fordriveTyrannen af det elskte, kolde Bryst?

Nei, kun forgjeves, kun forgjeves flyderden hede Graad; forgjeves slaaermit Hjerte høit .. Ha, nei! Hvi vil jeg græde?Nei synge vil jeg om min døde Glæde;Citharen skal fortælle Arnsbachs Dyder,og tale om ham med det sidste Aar.

Men reen og høi og ædel skal du være,min Sang! Saaledes var min Ven.103Hver Følelse, hver Tanke saae man blinkei rene Smiil; skjøn, uden Slør og Sminke,var Arnsbachs Sjel; usmittet, som hans Ære,og aaben for Enhver som Himmelen!

Høi var hans Sjel og rolig og fornøiet,i Fare kjæk, i Modgang mild,i Medgang stærk, i Skygge og i Flamme,i Venskabs og i Dødens Arm den samme;saa stod hans Dyd, som Klippen staaer ubøieti Storm og smelter ei ved Solens Ild.

Og ædel var han, øm ved fremmed Smerte,betænkt paa Ubekjendtes Vel.Til Trøst, til Raad, til Redning altid færdig,og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig.Selv Svages Feil fandt Medynk i hans Hjerte;men Dyd var ene mægtig i hans Sjel.

Hvad vil du, Taare, nu da Sang oplivermin Lyst? Vil du da kvæle den?Hvi svækkes Harpens Lyd? Hvi døer min Stemme?Syng høit, at andre Slægter maae fornemmehans Mod som Christen og som Helt, hans Iversom Undersaat, som Broder og som Ven!

Syng om enhver af de forsvundne Dyder!Men ak! .. men Angst har kvalt min Aand!Død er han, død! Dog vil jeg ikke græde.Algodhed tog ham — syng om salig Glæde!Syng høit! — Men Hjertet smelter, Taaren flyder,og Harpen falder af den svage Haand ...

(J. Ewald.)

101

Her traff han meg — her i mitt fulle hjertefant jeg den dødelige pil,kun skrekkelig for barn, kun følt av dårer!Ser meg, Forsagte! ser, om spildte tårervanære meg! Jeg fant dem uten smerte,og måler såret med et rolig smil.

Se, var det ei til sår, at evig ordenbestemte Dødeliges bryst?Den Kloge leger dem, men kun den Svageopirrer dem til smerte ved sin klage.Afvende, sorte tårer allmakts torden?Tilbakekalle sukk forsvunnen lyst?

Selv denne kulde, denne is, som snikersig opp til Hjertet med mitt blod,102den hedrer meg. At solen rødmer, gråner,at jorden vakler, flyer, at livet dåner,det smerter ei; og dette sukk, som stigerdypt av mitt bryst, er vitne til mitt mot.

Død! Arnsbach død! — Dag, som så taus frembryder,du har ei funnet ham igjen.Tom er du, Dag! O du, som var min glede,hvor er du? Ak! men ti, du drift å gråte!Men sier meg, o I, hvis tåre flyter,er Han da død, og har jeg tapt min venn?

O, at det edleste, det beste hjerteslaaer ikke — evig ikke mer!Og dyd skal aldri, gjenskinn av den Høyeskal aldri stråle fra det brustne Øye?..Hva vil du, tåre? Ti, du tolk av smerte!Kan sukk besjele mennesket av Leer?

Ak, kunne gråt, og blodig gråt, oplivemin Arnsbach! Asken av min lyst!Men nei! den død, som intet kan forsone,har alt oppreist sin skrekkelige tronei Venskabs helligdom! Hvo kan fordriveTyrannen av det elskte, kalde bryst?

Nei, kun forgjeves, kun forgjeves flyterden hete gråt; forgjeves slaaermitt hjerte høyt .. Ha, nei! Hvi vil jeg gråte?Nei synge vil jeg om min døde glede;Citharen skal fortelle Arnsbachs dyder,og tale om ham med det siste år.

Men ren og høy og edel skal du være,min sang! Således var min venn.103Hver følelse, hver tanke så man blinkei rene smil; skjønn, uten slør og sminke,var Arnsbachs sjel; usmittet, som hans ære,og åpen for Enhver som himmelen!

Høy var hans sjel og rolig og fornøyet,i fare kjekk, i motgang mild,i medgang sterk, i skygge og i flamme,i Venskabs og i Dødens arm den samme;så stod hans dyd, som klippen står ubøieti Storm og smelter ei ved Solens ild.

Og edel var han, øm ved fremmed smerte,betenkt på Ubekjendtes Vel.Til trøst, til råd, til redning alltid ferdig,og aldri hard av dyd mot en Ynkværdig.Selv Svages feil fant medynk i hans hjerte;men dyd var ene mektig i hans sjel.

Hva vil du, tåre, nå da sang opplivermin lyst? Vil du da kvele den?Hvi svekkes Harpens lyd? Hvi dør min stemme?Syng høyt, at andre slekter må fornemmehans mot som Christen og som helt, hans Iversom undersått, som bror og som venn!

Syng om enhver av de forsvundne dyder!Men ak! .. men angst har kvalt min Aand!Død er han, død! Dog vil jeg ikke gråte.Algodhed tok ham — syng om salig glede!Syng høyt! — Men Hjertet smelter, tåren flyter,og harpen faller av den svage hånd ...

(J. Ewald.)