66

Sparsom buden at see dandsende Chore afHuldgudinder iblandt skjemtende Fauners Flok,ei Anakreons Syner,ei Tibulliske Skjerts bevant...

Dig, o evige Dyd! himmelske Venskab! digaf en høiere Drift helliger jeg min Sang.Bort, poetiske Pøbel,med uartig Tvetydighed!

Ven! hvor smiler ad dig Himlens Bevaagenhedgjennem Venskab og Dyd! Søster! hvad føler duøm jomfrueligt Hjerte?Hvorfor glødes uskyldig Kind?

Ven! dig var og bestemt denne Lyksalighed.Slig en Brud ønskte omsonst mangen en Elsker sig,ønskte forgjeves med mangesvære Suk og Forpligtelser.

Saa saae Grækernes Land fordum sin modigeUngdom, alle i Kamp, alle arbeidendeinden isthmiske Skranker,skjøndt Eens Ting kun kronedes.

67Dog blev Venskab og Dyd ikke tilsidesat;ei har Nisus misundt Krandsen Euryalus.Hvad som kan ei imellemFlere deles, tilfalder Een.

Kjend din Lykke, o Ven! længe du sukkede.Din Charlotte er rørt. Til dig hun bøier sig,dig, den Første blandt Alle,dig, den Sidste, hun rækker Haand.

Med indtagende Smiil hun til dig længselfuldog med sædelig Frygt kiger; saa ønskte sigparadisiske EvaAdams mødende Favnetag.

Elsk, mens flygtige Tid byder sig gunstig frem!Et ufølet Minut, øde for Kjærlighed,kan ei kaldes tilbage,naar hun falmende lægges hen.

Kjend din Lykke, o Brud! Han, den Oprigtige,Dyd og Venskab attraaer. Lad da din Kjærlighedevig grundes paa Dydenog fornyes ved Venlighed!

Ei skal kommende Aar lunkne hans Kjærlighed,ei skal synes ham mat blegnede Læbers Kys,ei skal mindre begjærligtsøges aldrende Favnetag, —

end nu, da hun, iført gyldne Klenodier,ny høitidelig Stads, drager ham, villig selv,med erobrende Ungdomsgjennemtrængende milde Kys.

68Som guldlokkede Sol hæver hver Morgen sigop af østlige Blaa over vor Horizont,uformindsket i Klarhed,uafkræftet i Fyrighed,

naar med slibrige Flugt stjæler sig uformærktbort de deilige Aar, varer bestandig vedVenskab grundet paa Dyden,uberøvet sin Yndighed.

Saa, naar stormende Høst river fra frugtbart Træsit grønglindsende-Løv, viser sig hængendeunder skaldede Kvisteden guldstrimed' Frugt skjønnere.

Ubekræftet ved Dyd vakler let Kjærlighed,som den surrende Bie streifer ustadig omfra Jasminer til Roser,fra Violer til Tuliper.

O Lyksalige, hvis hellige Ægtebaand,først ved Døden opløst, varer ved, uafbrudtaf fortrydende Klagerog utidige Tvistighed!

O velsignede Par! yndet af Himmelen,o velsamlet i Dyd, samlet i Kjærlighed,søger Venskab i Dyden!Den er Eder ei ubevant.

O velsignede Dag! hellig for Englene,ja den Evige selv, du af Forældrenesoverløbende Øinelokker hemmelig Taarer ud.

69Ei som over en Søn, over en Eneste,ei i Klager opløst, som den vemodigeNains sønløse Enkeog en Rachel paa Høiene.

Men som Længsel og Fryd blandtes hos Bethuel,da fra fædrene Telt førtes Rebekka udunder Skilsmissens Taarerog bønhørte Velsignelser.

Ak! hvad rørende Fryd gydes ud over mig?Min Gud! hvilket et Syn! Himlene aabne sig.Med sølvskimrende Vingerhvo nedlader sig over os?

Er det Venskab og Dyd bildet som Mennesker?En af Englenes Chor, En af de Saligefra den Eviges Throne,at nedbringe Velsignelse?

Ak, min Broder og Ven! Broder, jeg kjender dig!Dig, min salige Ven! aldrig jeg glemmer dig.Se, lyksalige Søster!se din Broder velsigner dig!

(P. C. Stenersen.)

66

Sparsom buden å se dansende Chore avHuldgudinder iblant skjemtende Fauners Flok,ei Anakreons syner,ei Tibulliske Skjerts bevant...

Deg, o evige dyd! himmelske vennskap! degav en høyere drift helliger jeg min sang.Bort, poetiske pøbel,med uartig tvetydighet!

Venn! hvor smiler ad deg Himlens bevågenhetgjennom vennskap og dyd! Søster! hva føler duøm jomfruelig hjerte?Hvorfor glødes uskyldig kinn?

Venn! deg var og bestemt denne Lyksalighed.Slig en brud ønskte omsonst mangen en elsker seg,ønskte forgjeves med mangesvære sukk og forpliktelser.

Så så grekernes land fordum sin modigeUngdom, alle i kamp, alle arbeidendeinnen isthmiske skranker,skjønt Eens ting kun kronedes.

67Dog ble vennskap og dyd ikke tilsidesatt;ei har Nisus misunt kransen Euryalus.Hva som kan ei imellomFlere deles, tilfaller Een.

Kjend din lykke, o venn! lenge du sukket.Din Charlotte er rørt. Til deg hun bøyer seg,deg, den Første blant alle,deg, den Sidste, hun rekker hånd.

Med inntagende smil hun til deg lengselsfullog med sedelig frykt kikker; så ønskte segparadisiske EvaAdams møtende Favnetag.

Elsk, mens flyktige tid byr seg gunstig frem!Et ufølet minutt, øde for kjærlighet,kan ei kalles tilbake,når hun falmende legges hen.

Kjend din lykke, o brud! Han, den Oprigtige,Dyd og vennskap attråer. La da din kjærlighetevig grunnes på dydenog fornyes ved vennlighet!

Ei skal kommende år lunkne hans kjærlighet,ei skal synes ham mat blegnede Læbers kyss,ei skal mindre begjærligsøkes aldrende Favnetag, —

enn nå, da hun, iført gyldne klenodier,ny høytidelig Stads, drar ham, villig selv,med erobrende Ungdomsgjennomtrengende milde kyss.

68Som guldlokkede sol hever hver morgen segopp av østlige Blaa over vår horisont,uformindsket i klarhet,uafkræftet i fyrighet,

når med slibrige flukt stjeler seg uformærktbort de deilige år, varer bestandig vedVennskap grunnet på dyden,uberøvet sin yndighet.

Så, når stormende høst river fra fruktbart tresitt grønglindsende-løv, viser seg hengendeunder skallede Kvisteden gullstrimet' frukt skjønnere.

Ubekreftet ved dyd vakler lett kjærlighet,som den surrende Bie streifer ustadig omfra Jasminer til roser,fra Violer til Tuliper.

O Lyksalige, hvis hellige ektebånd,først ved døden oppløst, varer ved, uavbruttav fortrydende klagerog utidige tvistighet!

O velsignede par! yndet av himmelen,o velsamlet i dyd, samlet i kjærlighet,søker vennskap i dyden!Den er Eder ei ubevant.

O velsignede Dag! hellig for englene,ja den Evige selv, du av foreldrenesoverløpende øynelokker hemmelig tårer ut.

69Ei som over en sønn, over en Eneste,ei i klager oppløst, som den vemodigeNains sønnløse enkeog en Rachel på høyene.

Men som lengsel og fryd blandtes hos Bethuel,da fra fedrene telt førtes Rebekka utunder Skilsmissens tårerog bønnhørte velsignelser.

Ak! hva rørende fryd gydes ut over meg?Min Gud! hvilket et syn! Himlene åpne seg.Med sølvskimrende vingerhvo nedlater seg over oss?

Er det vennskap og dyd bildet som mennesker?En av Englenes kor, En av de Saligefra den Eviges trone,at nedbringe velsignelse?

Ak, min bror og venn! Bror, jeg kjenner deg!Deg, min salige venn! aldri jeg glemmer deg.Se, lykksalige søster!se din bror velsigner deg!

(P. C. Stenersen.)