61

Bekrandste, høie Ætling afden Gran, som først de Gother gav62den djærve Kunstmodeltil Kathedral paa Kathedral,til Notredamens Høiportal,til Münstren, til Vestminsterhal,til Pisas Taarn paaheld! —

Her i den skumle Dal forglemtdu sørgende i Skyen gjemtdin stolte Isse har.Du speider mørkt derovenhenmod graneformte Taarn af Steen,og kjender sukkende igjenet Billed af din Far.

Dig venter feige Øx ved Rod.Som Herkules i Dragebloddu døer i seige Ild.Dog dø du stolt, min Gran! thi viid:Europas Kraft ei rækker didat forme slig en Pyramid,som være kan dit Bild.

Klag ei; thi mangt et Hjerte, derModel for Himmeldomer er,ukjendt, i Pjalter slaaer.Tungsindig sidder paa sit Fjelden ledig Helt, en ubrugt Tell;en Byron tidt, en Platos Sjeli Folkets Sværm forgaaer.

Den Tell, i Brist af en Tyran,kun Spurv og Krage skyder han.Og Han, hvis Hjerne Slørfor cherubinske Genius var,mens en Trompeter Krandsen bar,63en Siljukvist til Pibe skarfor gode Folkes Dør.

— Min Gran! du ødsler hen liig demdin Høihed i dit skjulte Hjem,i usel Veddekampmed lave Kirkespir i Dal —Det Himlens Skuur! Du heller skalforgaae, Naturens Kathedral,i herostratisk Damp.

Meer herligt Tempel staaer du der:blyhvide Dome Skyen er.I Pavens Lateranei straaler Kjerterad saa reenog fuld som din bedugg'de Green.Hvor lød en Messe from som denen Fugl sang i min Gran?

Hvo mon i Tempelhvælvet fandtTropæer, Seierherre vandti mere ærlig Strid,end disse Fenniker forvistder perleglimre paa din Kvist?Dem Kinglen i langvarig Tvisttilkjæmped sig af Flid?

En vellugtopfyldt Dunkelhed,et Chor du har, et helligt Sted;men intet Billed der.Uskyldige Natur, som hardig reist, til Gud umiddelbartør tale, mens et Sonaltarden Faldnes Midler er.64Af Stormen gjennemorgles dumed et Tedeums søde Gru —Tedeum!? — Ak min Sjelsyng Psalmen med som synges der:„Naturens Tempel Himlens er;selv vesle Moseblomme stigeret Himmelens Kupel.“

(H. Wergeland. „Digte.“ Chr.nia 1833).

61

Bekrandste, høye ætling avden Gran, som først de goter ga62den djerve kunstmodelltil katedral på katedral,til Notredamens høyportal,til Münstren, til Vestminsterhal,til Pisas Taarn paaheld! —

Her i den skumle dal forglemtdu sørgende i skyen gjemtdin stolte Isse har.Du speider mørkt derovenhenmot graneformte tårn av Steen,og kjenner sukkende igjenet bilde av din far.

Deg venter feige øks ved rot.Som Herkules i dragebloddu dør i seige ild.Dog dø du stolt, min Gran! thi vid:Europas kraft ei rekker ditå forme slig en Pyramid,som være kan ditt Bild.

Klag ei; thi mangt et hjerte, derModell for Himmeldomer er,ukjent, i pjalter slaaer.Tungsindig sitter på sitt Fjellen ledig helt, en ubrukt Tell;en Byron titt, en Platos sjeli Folkets sverm forgår.

Den Tell, i brist av en tyrann,kun spurv og krage skyder han.Og Han, hvis hjerne slørfor cherubinske Genius var,mens en Trompeter kransen bar,63en Siljukvist til pipe skarfor gode Folkes dør.

— Min Gran! du ødsler hen lik demdin høyhet i ditt skjulte hjem,i usel Veddekampmed lave kirkespir i dal —Det Himlens skur! Du heller skalforgaae, Naturens katedral,i herostratisk damp.

Mer herlig tempel står du der:blyhvite Dome skyen er.I Pavens Lateranei stråler Kjerterad så renog full som din bedugg'de Green.Hvor lød en messe from som denen fugl sang i min Gran?

Hvo mon i tempelhvelvet fantTroféer, seierherre vanti mer ærlig strid,enn disse fenniker forvistder perleglimre på din kvist?Dem Kinglen i langvarig tvisttilkjempet seg av flid?

En velluktoppfylt dunkelhet,et kor du har, et hellig sted;men intet bilde der.Uskyldige natur, som hardeg reist, til Gud umiddelbartør tale, mens et Sonaltarden falnes midler er.64Av Stormen gjennemorgles dumed et Tedeums søte gru —Tedeum!? — Ak min sjelsyng salmen med som synges der:„Naturens tempel Himlens er;selv vesle Moseblomme stigeret Himmelens Kupel.“

(H. Wergeland. „Digte.“ Chr.nia 1833).